Jeg tror frygten for døden er en af de mest almenmenneskelige følelser der findes. På linje med bland andet forelskelse, og hjertesorger. Hvis ikke frygten for døden, på græsk kaldet thanatafobi, var så almindelig ville vi se helt anderledes på mange ting, og mange af de mest alvorlige stresselementer ville forsvinde, hvis bare vi kunne forlige os med vores egen dødelighed. Men det lader ikke til at det kan lade sig gøre. Døden er ganske tabubelagt, undtagen ganske få steder. Prøv f.eks. dette eksperiment: Gå ind i din lokale kirke næste gang der er højsang, gudstjeneste, messe, eller bare te og småkager. Jeg vil vædde på at den vil være fyldt med gamle. Mennesker der med hastige skridt nærmer sig den mørke afgrund som vi alle forsøger ikke at stirre ind i, for hvis vi gør, som Nietzsche siger, så ender det med at afgrunden stirrer tilbage på os. Disse afgrundens mennesker stimler mod de få steder hvor man frit kan forlige sig med døden, uden at blive peget fingre af i vores samfund, så hurtigt som deres skrøbelige gamle ben kan bære dem, fordi de ved at døden altid har været den eneste fremtidige hændelse som de kunne være sikre på, og den eneste de aldrig har forberedt sig på.
Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.
Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.
 |
| Døden på psykologens briks... |
