Konfucianismen er klart den af de kinesiske skoler der tiltaler mig mest. I modsætning til daoismen, er den ligetil, og uden esoteriske hokus-pokus vers og mærkelige hjulformede symboler og den slags. Konfucianismen er simpelthen en no-nonsense politisk filosofi, der stræber mod at genopdrage samfundet, og indgyde dets medlemmer med visdom og høj moral. Læg dog mærke til at jeg her ikke har tænkt mig at skrive om neo-konfucianismen, der voksede frem under især Song-dynastiet, som modsvar til buddhismen, og som indeholder mange religiøse og esoteriske elementer. Måske vil jeg skrive om neo-konfucianismen senere, men dette indlæg handler alene om konfucianismen, som sekulær, politisk og personlig filosofi.
En bragende fiasko
Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.
Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.
Analekterne, og Konfucius' filosofi
Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.
Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...
Konfucianistisk etik - Ren og ritualer
Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi, (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.
Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.
 |
| Konfucius, her i en ung fortolkning, levede fra ca. 552 - 479 f.kr. |
Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.
Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.
 |
| Konfucius underviser sine disciple. Nederst til venstre kan man se hvor kunstneren har aftrykt sit segl med rødt blæk. |
Analekterne, og Konfucius' filosofi
Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.
Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...
 |
| Konfucianistisk ritual, udført nær tempel i Sydkorea. |
Konfucianistisk etik - Ren og ritualer
Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi, (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.
Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar