#43 Kommunismen og Kina

Den årvågne læser af denne korte serie af indlæg om kinesisk tankegang og filosofi, vil have spottet at kinesisk filosofi i langt højere grad end den vestlige, er pragmatisk og politisk. Den kinesiske filosofi, handler om at forbedre samfundet her og nu, og det er kun den oldtusse gamle daoisme, der er ligeså teoretisk og verdensfjern, som mange af de vestlige filosofier har været. Dermed ikke sagt, eller rettere skrevet, at den kinesiske filosofi ikke har et transcendent præg på lige fod med vestens filosofier, men filosofiernes praktiske anvendelighed i hverdagen har altid taget forrang over logiske deduktioner på små støvede akademikerværelser. Derfor er det ikke overraskende at marxismen, i sin kommunistiske form, fik så hårdt et tag i kineserne sent i forrige århundrede. På den ene side var man blevet trætte af de traditionelle kinesiske filosofier der tidligere havde ledt Kina til sin førerposition i verden, men i den moderne industrialiserede tidsalder kom til kort, startedende med taipingoprøret, bokseropstanden, og fremmede magters stigende indflydelse i Kina, både før og efter revolutionen i 1912. På den anden side var man stadig fascineret og tiltrukket af de gamle idéer om samfundsbevidsthed, og søgen efter det perfekte samfund. Kommunismen var her den perfekte kombination af vestlig metodologi, rationale og videnskabelighed, og kinesisk tankegang.
Og nu bliver der i øvrigt ikke skrevet mere om kinesisk filosofi.

#38 Legalisme/fajia/法家 - totalitarisme på kinesisk!

Legalismen blev ligesom konfucianismen udviklet for at løse de problemer der opstod under de krigende staters periode. Men den havde et radikalt anderledes menneskesyn end konfucianismen. De fleste politiske ideologier starter med et grundlæggende menneskesyn. I liberalismen er det at vi er grundlæggende individualistiske, mens det i socialismen er at vi er grundlæggende kollektivistiske,  i demokratismen er det at vi er kloge og ansvarlige nok til at styre os selv, mens det i autokratismen er at vi har brug for en leder, i konfucianismen siger man at mennesker grundlæggende er gode, mens man i legalismen siger at vi grundlæggende er onde. Fordi legalismen mener at menneskeheden grundlæggende er ond, mener den at vi har brug for en stærk centraliseret magt, til at holde os i skak. Denne tanke udviklede sig til noget der kan ligne totalitarisme på oldkinesisk.

Han Fei(韓非), legalismens mest fremmelige tænker (281 - 233 f.kr.)

En bragende succes!

Det er svært at sige hvem der grundlagde legalismen, da noget kunne tyde på at legalismen bare voksede naturligt frem, da de kinesiske stater begyndte at blive styret af bureaukrater. Det kan blandt andet være derfor den ikke fik noget egentligt navn før han-dynastiet (206 f.kr - 220 e.kr.). Legalismens mest fremmelige tænker var en mand med mange talenter, og var også født under en heldig stjerne, for han var i familie med staten Hans kongefamilie. Nogen siger endda han var fyrstens fætter, men som alle andre ting der skete for længe siden er det svært hverken at være sikker på. Men i Kina er det slægtsnavnet der kommer først, og personnavnet der kommer sidst, så noget tyder på han var i familie med fyrsten på en eller anden måde. Det var Han Fei, der skrev mest ekstensivt om legalismens idéer, og ham der fik overbevist Qin Shi Huangdi, om at han burde gøre den til sin officielle statsfilosofi. Hvorfor legalismen havde sådan en tiltrækningskraft på en ond despot som fyrsten af Qin, den første kejser af et samlet Kina er ikke svært at forstå. Hvorimod konfucianismen opfordrer til at fyrsten leder gennem sine ministre, opfordrer legalismen til at fyrsten skal ansætte dumme og inkompetente ministre, og sørge for at de kun ved hvad fyrsten synes de skal vide, således at han altid kan have kontrol med dem. Ifølge legalismen skal al politisk magt og kontrol være hos fyrsten, således at han altid kan holde sin befolkning i skak. Legalismen opfordrer desuden til at man straffer lovbrydere hårdt. Her følger en grundlæggende forklaring af de tre grundlæggende legalistiske begræber:

Kunstneren Ai Weiwei. En mand der klart udfordrer den nuværende kinesiske regerings shi.

Shi/勢

For enhver hersker er det vigtigere end noget andet at besidde shi, og at kunne manipulere den så godt som muligt. Et tilsvarende vestligt begreb kunne være magt, eller autoritet. Der er ingen der er født med den, og ingen der har den naturligt. Men ved blandt andet at have kendskab til hvad folk tror og tænker, og ved at sørge for at de frygter en så meget at de vil gøre hvad man siger, kan man tage kontrollen over shi, og dermed over staten. Shi er fyrstens karisma, autoritet og magt.

Fa/法

Hvor konfucianismen, der mener at mennesker er grundlæggende gode, siger at man skal regere mennesker gennem ritualer, er legalismen langt mere stringent, og mener at de skal regeres gennem ufravigelige principper, eller love, kaldet fa. Fa, herefter kaldet "loven" for at undgå forvirring, er det som fyrsten leder sin stat med. Loven skal gøres kendt for alle, så der ikke er nogen der er i tvivl om hvad der forventes af dem, og brud på loven skal straffes meget hårdt for at undgå anarki. Dette er faktisk en overraskende vestlig-lydende tanke, om at folk skal regeres af loven, ikke af mennesker. Hvis bare loven bliver holdt i hævd, kan selv en svag fyrste holde fast ved magten.

Shu/術

Shu er tæt forbundet med shi, da shu er den måde som fyrsten manipulerer med shi på. Ved for eksempel at sørge for at hans embedsmænd og ministre aldrig er helt sikker på hvad deres ansvarsområder er, og aldrig ved mere end højest nødvendigt kan fyrsten sørge for at de aldrig får shi nok til at vælte ham. Han kan sørge for at de ikke ved hvem andre end ham der har shi, eller magt, således at de ikke kan konspirere mod ham, og han kan gøre det klart for dem at de aldrig må gøre andet end hvad loven byder. Ved hjælp af Shu kan fyrsten holde sine embedsmænds onde natur i skak. 

Hvad der siden fulgte

Det kan virke underligt at legalismen ikke fortsatte med at være den officielle politiske filosofi hinsides Qin-dynastiet, når det var en filosofi der så tydeligt favoriserede herskeren. En del af grunden kunne være at legalismen havde fejlet totalt. Folket blev ikke lykkeligere, og ved at samle magten hos én mand løb man en meget stor risiko. Qin Shi Huangdi, havde nemlig vist sig at være en sindssyg despot der både havde slået sine små halvbrødre ihjel, og tvunget sin befolkning til at bygge den første kinesiske mur, hvilket mange, rigtigt mange endte med at dø af.
Noget tyder dog på at legalistiske tanker sneg sig ind i konfucianismen, den officielle statsfilosofi indtil revolutionen i 1911, og der fortsatte med at have indflydelse på Kinas herskere.

#35 Konfucianismen/Rujia/儒家

Konfucianismen er klart den af de kinesiske skoler der tiltaler mig mest. I modsætning til daoismen, er den ligetil, og uden esoteriske hokus-pokus vers og mærkelige hjulformede symboler og den slags. Konfucianismen er simpelthen en no-nonsense politisk filosofi, der stræber mod at genopdrage samfundet, og indgyde dets medlemmer med visdom og høj moral. Læg dog mærke til at jeg her ikke har tænkt mig at skrive om neo-konfucianismen, der voksede frem under især Song-dynastiet, som modsvar til buddhismen, og som indeholder mange religiøse og esoteriske elementer. Måske vil jeg skrive om neo-konfucianismen senere, men dette indlæg handler alene om konfucianismen, som sekulær, politisk og personlig filosofi.

Konfucius, her i en ung fortolkning, levede fra ca. 552 - 479 f.kr.

En bragende fiasko

Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.

Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.

Konfucius underviser sine disciple. Nederst til venstre kan man se hvor kunstneren har aftrykt sit segl med rødt blæk.

Analekterne, og Konfucius' filosofi

Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.

Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...

Konfucianistisk ritual, udført nær tempel i Sydkorea.

Konfucianistisk etik - Ren og ritualer

Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi,  (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.

Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.

#33 Daoismen

Har du nogensinde spekuleret over hvordan solen ved at den skal skinne, eller floderne ved hvordan de skal sno sig igennem et landskab? I dag vil de fleste svare at der er en lov, som de alle følger. Eller måske en rytme. En slags naturens hjerteslag, der bestemmer hvordan alting flyder. Det er den rytme der får solen til at skinne, universet til at udvide sig og jorden til at snurre stille og majestætisk gennem verdensrummet. Denne rytme, er hvad kineserne kalder "dao". 

Laozi, der levede ca. fra 400 til 500 f.kr.

Laozi

En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.

Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.

Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:

Den dao der kan gives et navn, er ikke den absolutte dao.

Det navn der kan udtales er ikke det evige navn.

Det uden navn er fader til alle ting.

Det som kan nævnes er moder til alle ting.

Den som ikke søger ser det skjulte.

Den som søger ser kun det synlige.

De to ting udspringer fra samme sted, har forskellige navne. 

Tilsammen udgør de mørket,

Mørke inde i mørke

Porten til alle gåder.

Den lyse side er yang, mens den mørke er yin. Tilsammen hedder de taiji.

Hvad er "dao"?

Ifølge daoister er dao den vej som naturen altid følger, og gør på. Det betyder bogstaveligt "vej", og er et udtryk der også findes i andre filosofiske systemer i Kina, men daoismen er der hvor det bruges mest. Ifølge daoister bliver mennesker kun lykkelige når de følger dao 100%. Men som man kan læse ud af første vers af Daodejing, er dao ikke noget man kan finde ud af bare ved at diskutere det. I vestlig filosofi er vi vilde med at give alle ting navne, fordi det at give noget et navn er en god måde at holde det fast på, så man kan undersøge det. Men dao er som vand. Når man samler det op imellem sine hænder flyder det langsomt væk mellem alle de små sprækker og fuger. Så man er nødt til at opleve det intuitivt, på egen hånd, og for sig selv, for at man kan få det, og følge det.

Det mest genkendelige daoistiske symbol, er taiji-symbolet, også fejlagtigt kaldt yin/yang-symbolet. Taiji symbolet repræsenterer hvordan alting flyder ifølge daoismen. Det mørke flyder ind i det lyse, det hårde ind i det bløde, det maskuline ind i det feminine, liv ind i død, og så videre. Taiji, betyder "det højeste ultimative", og det er netop den sandhed som daoister forsøger at begribe.

Mange tusinder daoistiske vismænd har ligesom Lao fornægtet civilisationen, og tog i stedet op i de tågede Wudang-bjerge hvor man sagde at der levede guder, ånder og drager og hvor det skulle være særligt nemt at komme nær daos væsen, og begribe det. Selv idag findes der tusinder af daoistiske klostre i Wudang-bjergene.

Wu wei

Ifølge daoistisk etik, kommer alle vores problemer af at vi ikke i alle ting retter os efter dao. Derfor er det vigtigt at vide hvornår man bør handle, og hvornår man ikke bør, så man ikke forrykker naturens rette orden, og forsager kaos. Alle bør rette sig efter dao, lige fra den højeste til den laveste, og alle bør tænke grundigt over om deres handlinger er i overensstemmelse med dao. Netop det at dao ikke er noget man kan sætte ord på, gør det at praktisere wu wei, til en noget forvirrende affære, men det er stadig et meget vigtigt begreb i daoismen, altid at handle i overensstemmelse med dao.

Daoistisk præst.

Dao og traditionel kinesisk religion

Daoismen og Daodejing er så gamle at de faktisk begyndte i Zhou-dynastiet, før de krigende staters periode, hvilket gør daoismen til langt den ældste af de kinesiske skoler indenfor filosofi. Og på trods af at den er så mystisk at den næsten er umulig at sætte ord på, og forklare, er den idag en integreret del af den kinesiske kultur, og religion. Således at man i nogen tilfælde ikke kan se forskel mellem daoismen, og den traditionelle kinesiske religion. Begge er dybt optagede af naturen, og selvom Daodejing, ikke er en direkte religiøs bog, er der langsomt dukket et panteon op af daoistiske guder med tilhørende kompleks mytologi, startende med Laozi selv.

Afsluttende bemærkning fra Daodejing:

Vers 78:

Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.

Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.

Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.

Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.

 

#31 Generel indføring i kinesisk filosofi, og hvordan jeg vil skrive om den

Kina er et stort land, med en uendelig rig historie og kultur. Derfor vil det være nødvendigt for mig at skære meget fra, når jeg skriver om den kinesiske historie, kultur, tankegang og skriftsprog. Desuden kræver meget af hvad jeg senere vil skrive om, at man har en basal forståelse af emnet "Kina". Det er det, som jeg her vil forsøge at give, på en måde der dog er så letfordøjelig, at den vil egne sig til internettet. Noget af hvad jeg her skriver vil dog måske allerede være kendt for nogen, da jeg vil forsøge at skrive så bredt og forståeligt at den gennemsnitlige "tivolikineser", dvs. ham eller hende der ved lige nøjagtigt meget lidt om Kina vil kunne følge med, uden at blive forvirret. Det her indlæg er hvor jeg vil formidle det alfabet, der gør at man senere vil kunne læse for alvor.

De krigende staters periode 475 - 221 f.kr.

Kinas historie

Kinas tidligste historie, er ligesom Danmarks historie præget af myter og legender. Men disse myter om særlige konger og kejsere, der regerede landet i en gylden periode for flere tusind år siden prægede meget længe den kinesiske tankegang. Tanken om at genoprette en mytisk fortid hvor alle var lykkelige har været drivkræften bag næsten alle filosofiske retninger af den kinesiske filosofi, og giver den kinesiske filosofi en helt særlig politisk og praktisk sans, der ikke altid fandtes i Europa.

Det var i de krigende staters periode at filosofien for alvor slog rod i Kina. Selvfølgelig havde der været tanker før denne periode, men de havde ikke karakter af direkte filosofi. Som navnet på perioden antyder, så blev den kinesiske filosofi ikke født ud af en periode af stabilitet og demokrati, sådan som den græske, men i en periode efter Zhou-dynastiet (1045 - 256 f.kr.) hvor Kina var blevet radbrækket ind i flere små dele der kæmpede bittert efter at få overtaget. Drømmen om en tidligere harmonisk periode fik mange tænkere til at gribe pennen, og nedskrive idéer til hvordan man kunne indrette mere retfærdige samfund, hvor ingen ville have noget at klage over. Andre tog disciple til sig og vandrede rundt i landet, mens andre igen var rådgivere for fyrster i de forskellige riger, og på den måde forsøgte at få deres idéer gennemført.

Til sidst vandt staten Qin (udtales som "chin") overtaget, og det er den som Kina idag er opkaldt efter. Desværre var den første kejser Qin Shi Huangdi enormt bange for døden, og i et forsøg på at holde den for døren indtog han enorme mængder kviksølv, der efterlod ham temmelig... "speciel". Qin-dynastiet, der var ledet efter legalistiske principper, varede derfor kun 15 år, fra 221 - 206 f.kr.

Det efterfølgende Han-dynasti blev ledet efter konfucianistiske principper, og varede fra 206 f.kr. til 220 e.kr. Alle efterfølgende dynastier blev konfucianistisk ledet, lige indtil revolutionen i 1912, hvor den sidste kejser blev væltet.

Laozi, eller "Mester Lao", Daoismens mytiske grundlægger ridende på sin vandbøffel.

Kinesisk religion

Kinas religioner er ofte ikke åbenbaringsreligioner, selvom der har været, og er mindretal af både jøder og muslimer. Fordi der aldrig var en gud der åbenbarede sig for kineserne, var de i høj grad nødt til at sjusse sig frem til hvad guder og ånder ønskede af dem. Derfor har den temmelig diffuse koncept "tian", en meget stor betydning for kineserne. Direkte oversat betyder det "himmel", men tegnet det skrives med lignede oprindeligt en tændstikmand, og det betyder ligeså meget "det ukendte guddommelige, der styrer verden, men som vi ikke har kendskab til", som det betyder den fysiske himmel. Ordet himmel, eller tian, har en helt særlig betydning i den kinesiske kultur, hvilket blandt andet ses ved at den vigtigste plads i Kina er "Den himmelske freds plads", og at konceptet "alt under himlen", er meget vigtigt i den kinesiske storfilm hero. Man taler desuden stadig om at herskere kun har ret til at regere Kina, så længe de har himlens mandat, og i samme sekund himlen viser sin uvilje ved f.eks. at lade høsten slå fejl så er det et godt praj om at herskeren skal tage sig sammen.

Himmelens alter, hvor Ming, og senere Qing kejsere bad til himlen om en god høst én gang om året. Det eneste tidspunkt hvor deres knæ rørte jorden!

Den traditionelle folkelige kinesiske religion ligner på mange måder de hedenske religioner der blandt andet fandtes i Europa før kristendommen kom. Man tilbeder forfædres ånder, og er påpasselig med at udføre ritualer korrekt for ikke at påkalde deres vrede. Flere af de filosofiske systemer og skoler fik også langsomt et religiøst aspekt. Således smeltede daoismen langsomt sammen med den traditionelle kinesiske religion, mens konfucianismen, der oprindeligt ikke var andet end en politisk ideologi, langsomt begyndte at påtage sig religiøse aspekter, efter den nye fremmede religion buddhismen begyndte at blive mere og mere populær blandt samfundets spidser under Tang-dynastiet mellem år 618 og 907. Fordi ingen for alvor var sikre på at deres syn på tingene var det rigtige, var der udbredt religiøs tolerance op igennem Kinas historie.

Forskellige måder kinesisk kan skrives på. Yderst til højre den meget gamle seglskriftsform så kancelliskrift, i midten semi-kursiv, så kursiv, eller "græsstråsskrift", og yders til venstre mingskrift.

Det kinesiske skriftsprog, og hvordan det skrives med latinske bogstaver

Kinesisk skrift hedder "hanzi", og er logografisk, hvilket vil sige at værd eneste tegn er et ord. Skriftsproget blev oprindeligt brugt som spådomsmiddel, hvor forskellige symboler blev snittet ind i et skildpaddeskjold, og smidt på et bål, hvorefter man forudså fremtiden ved at kikke på de revner som den varme ild havde lavet i skjoldet. Den slags skjold er fundet flere tusind steder ved arkæologiske udgravninger, selvom man oprindeligt troede at historier om det var legendariske. Disse oprindelige spådomstegn lignede oprindeligt hvad de skulle forestille i meget høj grad, ganske som hieroglyffer i Egypten, men er sidenhen blevet mere og mere enkle, så de sjældent ligner det de kom fra.

Man taler i dag ofte om at man vil kunne læse kinesisk, hvis man lærer de mest brugte 8000 tegn. Dette er dog en sandhed med visse modifikationer, således at hvis man læser avisoverskriften, "kvinde druknet i jacuzzi", men ikke kender de ualmindelige tegn, såsom "druknet", og "jacuzzi", så får man ikke det vigtigste af budskabet med. Med det sagt, så er de fleste af de mere usædvanlige tegn blot kombinationer af de berømte 8000, således at: 木 der betyder træ bliver til skov når det kombineres med endnu et træ: 林. Der findes selvfølgelig også mere komplekse kombinationer af tegn, såsom:  麻 der består af tegnet for "klippeside", samt to planter, eller træer, og betyder "hamp". Put that in your pipe and smoke it! som amerikanerne siger.

Jeg har besluttet mig for at jeg vil bruge de traditionelle, og mere komplekse skrifttegn, og ikke de simplificerede som man har brugt  i folkerepublikken Kina  siden 50'erne. Grunden til dette er tofoldig. For det første har jeg tænkt mig at skrive om nogen meget gamle idéer, så jeg synes det er mest passende, og for det andet som en taiwanesisk penneveninde jeg havde sagde "de gamle tegn er pænere". I Taiwan, hvis officielle navn er republikken Kina, bruger man stadig de traditionelle tegn, og min veninde svarede af princip ikke på breve der var skrevet på hvad hun kaldte "Mao-skrift".
Jeg har til gengæld besluttet mig for at bruge det kommunistiske "pinyin", når jeg oversætter hanzi-udtale til latinsk. Pinyin er den form for "latinisering", som jeg synes virker bedst, og er mest intuitiv og direkte. Pinyin er bedre end wades-giles, så næste gang din lærer siger "Chiang Kai-shek", kan du uden frygt række din hånd i vejret og sige at kineserne udtaler det Jiang Jieshi! Jeg bruger dog pinyin uden tonalangivelser, mest fordi jeg ikke selv kan kende forskel. Mine latiniseringer, vil i øvrigt alle være fra mandarinsk.

#30 Nyt design, nyt tema.

Den opmærksomme læse vil have set at der på min blog er kommet en lille ændring i designet. For det første er der nu øverst på siden et lidt deprimerende billede af en stor bunke bøger, og et såkaldt dødningehoved. Jeg kan selv godt lide dette billede fordi jeg synes at bøgerne ret godt symboliserer den viden og eftertænksomhed jeg prøver at formidle, og dødningehovedet er et ret godt memento mori, hvilket jeg bestemt også synes er et godt symbol at have på en blog om filosofi. Især da jeg selv er hundeangst for at dø, og filosofien for mig er en god måde at behandle min frygt på.

Desuden har bloggen fået et nyt motto, der stammer fra Gauguins billede "Hvor kommer vi fra/Hvem er vi/hvor er vi på vej hen", som jeg faktisk overvejede at have som et officielt billede på bloggen. Desværre passer farverne ikke når så godt sammen som på det ravfarvede billede jeg valgte i stedet.

Jeg vil så til gengæld, som den årvågne skriver jeg er, have lagt mærke til at mit forsøg på at få flere læsere ved at være provokerende ikke har været en bragende succes, hvorfor jeg har tænkt mig at lægge mig ind på en ny bane. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme provokerende indlæg i fremtiden. Jeg mener stadig at GMO er vejen frem, våben og stoffer bør legaliseres og at dronningen bør fratages sin trone, men jeg vil alligevel gerne prøve noget andet, når det med at være et dumt svin alligevel ikke var en uforbeholden succes. Ja, mit indlæg om dyrevelfærd fik mange læsere, men at Tibet ikke bør blive selvstændigt ligger stadig men røven i vandoverfladen, eller hvad-man-nu-siger.

Jeg har spottet en tendens, hvor to slags indlæg får rigtigt mange læsere, mens det andet så godt som ingen læsere får. Den type indlæg der ikke er nogen der gider at læse er dem der handler om religion. Så selvom jeg synes det er et interessant emne, vil der blive skruet meget kraftigt ned for det i fremtiden. Af hensyn til mine læsere. På den anden side har jeg tidligere skrevet et meget kort indlæg om kinesisk filosofi, der indtil nu har haft mere end 70 læsere.

Derfor vil jeg begynde at skrive mere om kinesisk filosofi. Det skal nok blive interessant. 

P.s. Hvis I synes dødningehovedet er lidt for deprimerende, så lad mig endelig vide det. JEg vil jo nødigt skræmme nogen væk ;)

#26 Tibet er Kina - historisk set!

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.

Yuan-dynastiet (1279-1368)

Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme. 

Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.

Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:

Qing-dynastiet (1644-1912)


Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.

Kina under Qing-dynastiet

 Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.

Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.

Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!