En af mine mest velholdte hemmeligheder er hvad mit første arbejde var som børnemodel. Det er ikke fordi jeg skammer mig over det, jeg er sikker på at det kun er søde og kønne børn der bliver børnemodeller, men jeg er bestemt heller ikke stolt af det! Jeg har bare meget svært ved at forestille mig at der ikke skulle være mindst én pædo i en branche der udelukkende beskæftiger sig med at tage billeder af børn. Men misforstå mig ikke, jeg er sikker på at der er massere ganske flinke mennesker i "børnemodelbranchen", og der er sikkert mange "børnemodeltalentspejdere", der udelukkende har en sund og aseksuel interesse i hvordan et barn ville se ud i en flyverdragt - eller bikini.
Men på den anden side, så tror jeg også godt at vi alle ved, at hvis man stiller et honningglas ud i haven uden låg på, så går der ikke længe inden der er myrer i det. Og med honning mener jeg små smukke børn, med låg mener jeg "opsyn", og med myrer mener jeg... Creeps.
"Creepers?!"
Min modelkarriere både startede og sluttede i sommeren 1993, mens mine forældre i øvrigt var ved at blive separeret. Jeg husker det ikke selv, men har sidenhen fået at vide at min far og jeg var blevet stoppet mens han havde kørt rundt med mig på sin gamle ladcykel. Vi boede på dette tidspunkt på en lille idyllisk ø, i det sydfynske øhav, og manden spurgte os kækt om ikke han kunne skyde et par billeder af mig på den lokale strand, så de kunne putte dem i et af deres turistmagasiner og sende det til Tyskland? Min far svarede "ja", uden at tænke over det og i toogtyve et halvt minut, var jeg det sydfynske øhavs Naomi Cambell. Bortset selvfølgelig fra at jeg var en lille lyshåret dreng...
Da vi vendte hjem fik min mor sig selvfølgelig et føl. På trods at at jeg havde været fuldstændigt uvidende om hvad der foregik, og bare havde hygget mig på stranden, så er der jo noget dybt ... Creepy, over det med børnemodeller. Barndommen burde være den ene tid i ens liv, hvor man ikke er tynget af andres forventninger. Hvor man kun er køn for ens egen skyld, ikke for andres. Hvor man ikke læser, eller får læst, en bog for at imponere andre, eller for at diskutere den senere. Det smukke ved barndommen er at det er en enestående tid, hvor man er viet alene til sig selv, og alle andre også er det, uden at det er forargeligt. Her mener jeg selvfølgelig ikke at der ikke skal sættes grænser for børn, eller at man ikke skal forsøge at gøre dem til gode samfundsborgere ved at lære dem gode værdier, og fællesskabsfølelse. Men børn er ikke voksne, og skal ikke behandles som voksne, fordi de mangler mange af de forsvar man har som voksen. Hvis du melder dit barn ind i skønhedskonkurrencer, så lærer du det en helt forkert etik, og en helt forkert selvforståelse. Jeg mener ikke at det skal være en ret at udsætte ens børn for den slags.
Jeg er efterkommer af en modstandsmand, og jeg er ærligt talt stolt af det. Faktisk synes jeg vi alle kan være stolte af modstandsbevægelsen. Den er et potent symbol på et Danmark der ikke velvilligt, som får fulgte Hitlers rædselsregimente over Europa, selv hvis det officielle Danmark gjorde. Netop derfor er modstandsbevægelsen til min store fortrydelse blevet et politisk redskab for mindre grupper der bruger fortiden som propaganda i nutiden.
HVAD FANDEN BILDER I JER IND!!?
Politik er noget snavset noget, og jeg synes ikke vi skal trække modstandskampen ind i det, og det gør ondt inden i mig, når jeg ser nogen gøre det. De der gik aktivt ind i modstandsbevægelsen traf en beslutning der var alt for tung, til at blive taget så let på at man kan bruge den politisk. For nogen kostede den beslutning dem livet, for andre kostede den deres helbred, andre blev hjemsøgt af minder og andre igen druknede disse minder i røg, druk og arbejde. Af respekt for min bedstefar vil jeg ikke skrive om hvordan han selv bearbejdede den periode i hans liv, men blot tørt bemærke at der i John Wayne-æraen ikke var noget der hed PTSD - og knapt noget der hed granatchok!
"Din kone har forladt dig, du så din bedste ven blive skudt, du har blod på dine hænder, og folk synes du er sær. Tjah, det lyder som noget en dram kan klare! Mænd græder ikke..."
På trods af den enorme pris de rigtige modstandsmænd betalte - helte i mine øjne! Er der stadig mennesker der tager så let på modstandskampen at de ikke skammer sig et eneste sekund over at bruge den politisk. Grupper som f.eks. Danmarks Løver, der kalder sig "modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt". Når jeg ser den slags bliver jeg rystende arrig! Jeg er måske enig nok med deres budskab og formål, men på den måde at trivialisere modstandskampen er for mig alt for meget. For mig er det næsten som at bruge holocaust til at sælge mad, eller sultkatastrofen i Darfur til at sælge sandkasser. Er det virkelig så fjernt fra os at vi vil bruge det så letsindigt?
Hvis det var sådan her modstandskampen var blevet udkæmpet, og konsekvenserne for de involverede ikke var større, så ville det måske ikke være helt så følsomt et emne for mig. Men det er det!
Det er heldigvis sjældent jeg hører om folk der bruger modstandskampen politisk. Faktisk har jeg indtil nu kun hørt om Danmarks Løver, og jeg troede det var smagløst nok, indtil jeg faldt over dette på min facebook-forside. En udbrydergruppe af Danish Defence League, der kalder sig Dansk Modstand, har arrangeret en politisk aktion mod en moské i Aarhus, hvor de klædte sig ud som svin, og havde grisefødder fastgjort til en art bizar trefork. Jeg har en meget dårlig smag i munden!
Til deres minde:
Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Jeg har beslutte mig for at lægge reklamer ud på min blog. Ikke fordi jeg tror jeg vil tjene penge på dem, men når der er en lillebitte chance, hvorfor så ikke tage den?
Jeg kan godt se det kan virke ironisk at jeg der tidligere har raset mod reklamer i posten, nu ligger dem ud på min egen personlige hjemmeside, men jeg er på den anden side også en fattig studerende, og derfor har jeg ikke rigtigt råd til at have alt for mange principper. Reklamerne kan dog sagtens forvinde igen, hvis jeg får alt for mange klager over dem, hvis de ikke gør nogen forskel alligevel, hvis mine læsertal falder, eller hvis det skulle lykkes mig at få et job. Men indtil videre er de her altså. Håber det er i orden.
I øvrigt kan du installere AdBlock, hvis du bruger Firefox. Hvis du på den anden side har lyst til at støtte mig økonomisk kan du bare klikke på en reklame ;)
Den opmærksomme læse vil have set at der på min blog er kommet en lille ændring i designet. For det første er der nu øverst på siden et lidt deprimerende billede af en stor bunke bøger, og et såkaldt dødningehoved. Jeg kan selv godt lide dette billede fordi jeg synes at bøgerne ret godt symboliserer den viden og eftertænksomhed jeg prøver at formidle, og dødningehovedet er et ret godt memento mori, hvilket jeg bestemt også synes er et godt symbol at have på en blog om filosofi. Især da jeg selv er hundeangst for at dø, og filosofien for mig er en god måde at behandle min frygt på.
Desuden har bloggen fået et nyt motto, der stammer fra Gauguins billede "Hvor kommer vi fra/Hvem er vi/hvor er vi på vej hen", som jeg faktisk overvejede at have som et officielt billede på bloggen. Desværre passer farverne ikke når så godt sammen som på det ravfarvede billede jeg valgte i stedet.
Jeg vil så til gengæld, som den årvågne skriver jeg er, have lagt mærke til at mit forsøg på at få flere læsere ved at være provokerende ikke har været en bragende succes, hvorfor jeg har tænkt mig at lægge mig ind på en ny bane. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme provokerende indlæg i fremtiden. Jeg mener stadig at GMO er vejen frem, våben og stoffer bør legaliseres og at dronningen bør fratages sin trone, men jeg vil alligevel gerne prøve noget andet, når det med at være et dumt svin alligevel ikke var en uforbeholden succes. Ja, mit indlæg om dyrevelfærd fik mange læsere, men at Tibet ikke bør blive selvstændigt ligger stadig men røven i vandoverfladen, eller hvad-man-nu-siger.
Jeg har spottet en tendens, hvor to slags indlæg får rigtigt mange læsere, mens det andet så godt som ingen læsere får. Den type indlæg der ikke er nogen der gider at læse er dem der handler om religion. Så selvom jeg synes det er et interessant emne, vil der blive skruet meget kraftigt ned for det i fremtiden. Af hensyn til mine læsere. På den anden side har jeg tidligere skrevet et meget kort indlæg om kinesisk filosofi, der indtil nu har haft mere end 70 læsere.
Derfor vil jeg begynde at skrive mere om kinesisk filosofi. Det skal nok blive interessant.
P.s. Hvis I synes dødningehovedet er lidt for deprimerende, så lad mig endelig vide det. JEg vil jo nødigt skræmme nogen væk ;)
Jeg er ikke typen der flager med min religion, især ikke på internettet. Det er ikke fordi jeg som sådan skammer mig over den, men som alle ved så består internettet af ca. 10% porno og 90% religionslatterliggørelse, og det virker som om enhver der nævner religion i et positivt lys bliver flamet herfra og til kristi genkomst. Men for nyligt mødte jeg på et forum jeg frekventerer en kristen som jeg har fået indtryk af har et radikalt anderledes, langt mere fundamentalistisk og fatalistisk kristendomssyn end mig selv. En af den slags kristne som man læser om, men aldrig møder. Hans navn og hvad han mener er i øvrigt ligegyldigt, det vigtige er at han gav mig lyst til at skrive om hvordan jeg selv mener at kristendommen bør hænge sammen på det personlige plan. Jeg har i øvrigt før mødt folk som jeg skrev mod, og sidenhen har jeg så fået at vide at jeg har misforstået deres position, men her er min position angående min religion i hvert fald:
Matt 16, 18: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
For det første er jeg opvokset i den danske folkekirke, men min opvækst var nogenlunde ligeså religiøs som alle andres. Der var nogle ganske få ritualer det forventedes af mig at jeg fik overstået, og så håbede man ellers at jeg ville leve mit liv uden at stoppe op og tænke synderligt over det. Desværre var jeg ikke nogen særligt god protestant, og det kristne budskab i sin protestantiske form fængede mig aldrig. Den protestantiske spiritualitet starter og stopper med troen, og den er det eneste der forventes af den. Det er for mig en religion der ikke stiller krav til mig, og som jeg ikke kan vokse og udvikle mig i.
Efter konfirmationen, og dermed overståelsen af de obligatoriske ritualer jeg skyldte familien besluttede jeg mig for at flytte ned til Vejle, hvor min far på det tidspunkt var flyttet sammen med sin nye kone. Mine forældre har været skilt siden jeg var tre, og min far er nøjagtigt så religiøs at han aldrig blev konfirmeret, hvilket jeg faktisk nu tror ville have været det bedste for mig, men i modsætning til ham tog jeg ikke konfirmationsforpligtelserne så tungt at det vejede mere i mit sind end min mors forventninger til mig, og gaverne. Så på en sær og ironisk måde var min far mere from som ateist, end jeg var som kristen, på det tidspunkt.
Jeg boede hos min far i små tre år i Vejle, inden mit forhold til min stedmor blev nøjagtigt så surt at jeg ikke kunne holde ud af bo hjemme hos dem mere. I må endelig ikke misforstå mig, jeg er ikke en af de der, "jeg behøver ikke gøre som du siger, du er ikke min rigtige mor"-stedbørn man ser på film, men min far er lidt af en arbejdsnarkoman, og når mit klareste minde om min stedmor er et møgfald jeg fik for ikke at lukke toilettet helt, og bare slå brættet ned på et lille snavset toilet som husets kvinder alligevel aldrig brugte, så følte jeg mig ligesom bare ikke velkommen mere.
Først fik jeg et møgfald for ikke at slå brættet ned, og så fik jeg et møgfald for ikke at lukke toilettet helt. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det sådan her et toilet skal se ud når du er færdig med det.
Mens jeg boede i Vejle gik jeg på den lokale katolske skole. Ikke fordi jeg var katolik - det var ikke et krav - men fordi der for mig var noget prestige i det, og fordi det simpelthen var en skide god skole. Mit forhold til min stedmor forbedrede sig i øvrigt markant efter at jeg flyttede væk fra min far, for at gå på gymnasiet hjemme hos min mor i Hjørring.
På gymnasiet i Hjørring var det langtfra en almindelighed at have boet tre år i Vejle tidligere, og langt mindre at have gået på en katolsk skole. Derfor blev der i starten skudt en del spørgsmål efter mig, og jeg måtte modstræbende erkende at jeg faktisk ikke anede en skid om katolicismen, på trods af at jeg havde gået på en katolsk skole en stor del af mit korte liv. Der var en klar adskillelse mellem de protestantiske og katolske elever, således at vi f.eks. desværre ikke fik kristendomsundervisning sammen før sidste klasse, og derfor aldrig rigtigt lærte hvad "de andre" troede på, og når vi gik i kirke på højtider gik de protestantiske elever i én kirke, og de katolske i en anden. Undtagen ét år, hvor vi var på lejr og sammen overværede en gudstjeneste om morgenen i et lille belgisk kloster.
I det store hele havde jeg på mine tre år på katolsk skole ikke lært andet om katolicismen, end at den ikke var ligeså mystisk og menneskefjendsk som mange danskere tror, men hvor den præcist adskilte sig fra folkekirken havde jeg stadig svært ved at sætte en finger på, og derfor begyndte jeg at læse.
Luk 11, 10: "For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for"
Jo mere jeg læste, jo mere følte jeg at jeg forstod om den katolske kristendom, og jo mindre følte jeg at jeg forstod om den kirke jeg selv var vokset op med. Jeg følte mig beruset og forelsket, i et hav af dyb og meget personlig visdom, samtidig med at den fortolkning af religionen jeg selv var vokset op med forvirrede mig dybt. Hvordan kunne Martin Luther mene at kirken skulle baseres alene på bibelen, når bibelen først blev kanoniseret 300 år efter Jesus døde? Og hvis han accepterede at kirkefædrene havde ret når de kanoniserede bibelen, hvorfor havde de så ikke ret i alt hvad de ellers sagde? Og hvis Jesus' lovede Peter at dødsrigets porte ikke skulle få magt over hans kirke, hvorfor var det så nødvendigt for Luther at genoprette "den sande Kristendom" 1500 år efter begges død? De og mange andre spørgsmål plagede mig, og jeg fik aldrig fyldestgørende svar på dem. Mange siger at katolicismen er en religion der promoverer skyld i sine tilhørere, men for mig var det lige omvendt. Mens jeg var protestant var jeg konstant skyldig, og der var intet der kunne gøre mig rent. Katolicismen derimod lod mig tage ansvar for mit eget liv, og min egen spiritualitet, ved at sige at Gud ikke stiller større fristelser i vejen for mig end jeg kan klare ved hans hjælp. Alene er jeg ingenting - ganske som i protestantismen - men med Guds hjælp kan jeg overkomme alt, også min egen faldne natur. Protestantismen er for mig en passiv kristendom, hvor man venter på Gud, mens katolicismen opfordrer en til at tage ansvar for ens egen frelse. Gud giver sin nåde til den der beder om det, og selvom det kræver at han rækker en hånd ned til en, så skuffer han aldrig.
Sankt Maximillian Kolbe
Katolicismen stiller mennesket i centrum, hvor protestantismen stiller Gud i centrum.
Jeg har aldrig haft problemer med idéen om at en uindskrænket bevidsthed ligger til grund for universet, men det undrede mig stærkt at den samme bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i en stor flok primater der vandrede frem på jordoverfladen for ca. hundrede tusind år siden. Idéen om at sådan et væsen eller bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i os på jorden virkede totalt fremmed for mig, og er stadig idag temmelig svær for mig at begribe. Derfor spurgte jeg den præst der var i gang med at konvertere mig om hvordan det kunne være. Han svarede at det var et mysterium, men at beviset for at Gud elskede os, bestod i at han overhovedet havde skabt os, og havde givet os "appetit" efter ham. Den centrale idé i kristendommen er for mig at Gud begrænser sin egen magt midlertidigt for vores skyld, for at vi kan finde frem til ham, og blive opfyldt. Vi tilbeder ikke Gud for hans skyld, men han har givet os muligheden for at kende ham for vores skyld. Gud har ikke brug for noget, men vi har brug for ham.
Matt 5, 48: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Kirkefaderen Athanasius af Alexandria sagde, at Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud. Idéen må skurre noget i protestantiske øren, hvor Gud er noget helt særligt, og mennesker, for at sige det mildt, er noget værre pak. Selvfølgelig er Gud også noget særligt i katolicismen, men det at Gud var villig til at antage menneskelig form viser at Gud faktisk ikke er enig med Luther i at menneskerne er helt uværdige, og ikke har gode kvaliteter.
Katolikker tror på at mennesker blev skabt til at være gode, og at Gud skabte os med en perfekt natur, som vi er blevet adskilt fra, fordi verden er falden. Men vi tror også på at vi ved at overgive os til Guds vilje kan blive genforenet med vores guddommelige selv, og derfor forener vi os ikke bare med Guds vilje ved at overgive os, men til vores egen vilje. Ved at overgive os til Satan, og hans fristelser bliver vi fremmede ikke bare fra Gud, men også for os selv, og hvem vi i virkeligheden er.
(den bedste katolske "youtuber" jeg kender. Lige meget hvor uenig du er med ham lærer du noget)
Matt 6, 6: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som er i det skjulte, skal lønne dig."
For mig er troen noget dybt personligt, og meget privat, som jeg ikke fortæller om medmindre jeg virkelig har lyst til det, eller bedt om det. Jeg blev ikke selv kristen, fordi der var en lille mand der ringede på min dør, og spurgte om jeg havde lyst til at lære om bibelen, men fordi jeg selv havde lyst til at læse og lære.
Efter jeg konverterede begik jeg den fejl at tro, at bare fordi jeg selv var vild efter at lære mere om min nye tro, så ville andre også være det. Jeg mistede desværre en del popularitet på den konto. Vi lever i dag i et informationssamfund, hvor de der har lyst til at vide mere om et bestemt emne nok skal finde ud af det. Da apostlene levede var det nødvendigt at rejse ud i verden for at fortælle om Jesus, fordi der ikke var andre måder at lære om ham på, men i dag skræmmer man kun folk væk ved at ville konvertere dem.
Så fokuser på at forbedre dig selv, i stedet for at gøre andre kristne. At være kristen er ikke et kald til middelmådighed, Jesus siger at du skal være et lys for alle (matt 5, 15) ikke må blive vred (matt 5, 22) skal ønske det godt for dem der hader dig (matt 5, 44) etc.
Altså er kaldet til kristendommen ikke et almindeligt kald, men et overnaturligt kald, der kræver overnaturlig hjælp, og overnaturlige gaver. Hvis Gud ikke ønskede at du skulle være god, men blot at du skulle tro, så ville han ikke spilde ord på at skrive det.
Så sluk alt hvad du har, og lyt til stilheden i dig selv, der hvor din enhed med Gud er. Hvis du har lyst til at flygte, lyst til at tænde fjernsynet, lyst til at onanere, og i det hele taget lyst til at komme væk, så gør du det helt rigtige, så bare vent indtil du føler dig hjemme i dig selv. Og tal så med din gud. Hvis det er nødvendigt.
Hen ved i går, eller rettere forgårs, nu hvor klokken nærmer sig tolv, rettede jeg lidt i indstillingerne i min blog, så alle nu kan skrive kommentarer. Jeg har ikke pillet meget ved indstillingerne på bloggen, for det ser ærligt talt lidt kompliceret ud, og der er jo ikke nogen grund til at rette i noget der faktisk virker udmærket. Måske ser den lidt kedelig ud, med en designskabelon der er en ud af fem (tror jeg nok) man kan vælge når man opretter en blog, men det her er trods alt ikke en specielt visuel blog, og jeg har en idé om at hvis jeg bare forsøger på at skrive så interessant som muligt, så skal folk nok læse skidtet alligevel. Folk læser jo heller ikke Orwell eller Huxley fordi de havde en specielt interessant tøjsmag, eller det papir de skrev på var ekstraordinært interessant. Nej, det var hvad de skrev der gjorde forskellen. Ikke fordi hvad jeg skriver på nogen måde kan måle sig med hvad de skrev, men jeg tror de fleste kan se min pointe.
Fordi jeg rettede i indstillingerne og gav alle lov til at kommentere vågnede jeg selvfølgelig op til et par interessante kommentarer, selvom der var én der faktisk... Gjorde mig lidt ked af det:
"Udemærket blog, håber du er bevidst om at en teenage-blog om filosofi
rammer alt andet end bredt... :)"
Der var flere ting ved lige netop dén kommentar der gik mig lidt på. For det første ser jeg ikke rigtigt det her som en teenage-blog. For det første er jeg jo 21, og for det andet er det første der popper op i mit hovede når jeg hører den sammentrækning er min fjortenårige lillesøsters fotoblog. Misforstå mig ikke, der er intet galt i at have en fotoblog, og jeg er ligeså vild med at kikke på regndråber der balancerer på græsstrå, oghundehvalpe somenhver anden, men denne her blog skulle gerne være anderledes. Mere ambitiøs.
"Eeeej, hvor er det altså bare flot zmukke!!<3"
Mit mål med denne her blog er ikke "bare" at blive læst, men at oplyse. Jeg er lige glad med om jeg bliver vildt berømt - faktisk ville jeg næsten helst undgå det - men jeg ville gerne have at bare én person blev klogere, eller tænkte "Wauw, det der filosofi, det er sgu egentligt noget interessant noget. Det kunne være man skulle kikke nærmere på det". Men misforstå mig ikke. Selvfølgelig vil jeg gerne have massere læsere, men ikke for enhver pris. Vi har i forvejen nok mennesker, der er berømte uden at have talent, og uden at have noget at give af. Jeg mener uden at rødme at filosofi er det aller mest interessante man kan give sig i kast med, og derfor er jeg vild efter at dele det med andre. Men selvfølgelig er jeg klar over at de fleste er vandt til at blive underholdt på internettet, og at der derfor skal noget til for at holde folks opmærksomhed. Derfor prøver jeg også på at være underholdende, og nogen gange har jeg endda helt undladt at skrive om filosofi.
"Kan man være berømt OG have talent?!"
Selvfølgelig rammer jeg ikke bredt, men jeg ville sgu ønske jeg gjorde. Indtil nu har jeg kun haft 700 læsere, hvilket svarer nogenlunde til en større kommuneskole, og jeg ved ikke hvor mange af dem bare besøgte min blog, og hvor mange der rent faktisk læste noget. Men hul i det, jeg fortsætter. For ærligt talt. Ærligt talt, helt nede fra hjertet af. Så har vi et problem hvis ikke der er plads til at være alvorlige, og ville lære noget. Jeg afslutter med en tegneserie, der motiverede mig til at skrive mere end noget andet kunne have gjort: Tankevækkende!
Som I sikkert har lagt mærke til har jeg ikke skrevet herinde i et stykke tid. Det har ikke noget at gøre med at jeg har givet op, hader jer der læser mine indlæg eller er på flugt fra politiet. Men som alle der læser bare en lille smule af min blog ved, så går jeg på universitetet, og netop nu er semmestret ved at lakke mod enden, hvilket betyder at både ferien og eksamen gænger mod mig med fjedrende skridt. Men indtil de begge er kommet bag mig, er jeg altså offer for en del stress og tænders gnislen.
Jeg har spekuleret på at optage en video i stedet for at skrive, da det at tale i stedet for at snakke ville være hurtigere, og jeg i forvejen skriver så meget at mine fingerspidser er ved at blive følelsesløse, men jeg kom heldigvis væk fra det igen da jeg kom i tanke om at jeg alligevel endnu er for genert til at filme mig selv. Desuden fandt jeg ud af at den tid jeg troede jeg ville spare alligevel ikke ville være sparet når nu jeg ville være nødt til at lægge make-up...
Jeg vil derfor bare kort bede jer om at gøre tre ting, nemlig at bære over med mig indtil videre, dele min blog med andre hvis I kan lide den (jeg er nemlig ikke navlepiller. Hvilket vil sige at jeg skriver for at andre skal læse det) og forsøger at give mig respons i fremtiden, så jeg ved hvad jeg gør rigtigt, og hvad jeg gør forkert. På forhånd tak.
Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.
De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!
Søren Aabye Kierkegaard
1813 - 1855
Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.
Cezanne
Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!
1844 - 1900
Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.
1905 - 1980
Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.
Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.
Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:
Jeg er en af de få drenge der rent faktisk har læst Twilight. I hvert fald første bog. På engelsk. Jeg ville gerne læse noget - trods alt! Det er faktisk ikke nogen dårligt bog. Men misforstå mig nu ikke. Det er heller ikke nogen god bog. Det er en bog til piger, og den gør sit job helt okay. Det er ligesom porno. Tomme kalorier, tom underholdning, men meget svært at lægge fra sig før man er færdig med det. Helt færdig. Men jeg har faktisk ikke tænkt mig at skrive noget grimt om Twilight. Ikke fordi der ikke er massere af grimme ting man kunne skrive om Twilight, men fordi de ting allerede er sagt af andre, og fordi bøgerne og filmene allerede er succesfulde alligevel. Det er en tabt kamp.
"Det er faktisk en rigtigt dyb og følelsesladet historie, nå! Stephanie Meyer er vor tids Shakespeare... Martin, Martin hvad laver du med den... ARGH?!"
Hvad jeg har noget imod er fansene, i hvert fald de mest fanatiske af dem. Hvilket vil sige næsten alle. Hos disse mennesker er benhård reaktion nærmest blevet en Lazarus refleks, i hvert fald mindst lige så hjernedød som Lazarus refleksen. For dem der ikke ved hvad Lazarus refleksen er, så er det en af de mest interessante reflekser i hele lægevidenskaben. Ganske som Twilight fans ikke kan vide noget om litteratur, samtidigt med at de mener at Twilight hører blandt stor litteratur, så er hjernedøde også fuldstændigt uvidende om hvad der foregår omkring dem. Men ligesom man kan fremprovokere en reaktion i form af et ugennemtænkt, automatisk og aggressivt svar hvis man pirker en Twilight fan, sådan kan man også ved at pirke en hjernedød få ham eller hende til at reagere på en måde der næsten får det til at se ud som om han eller hun ikke er en komplet zombie. Hvilket vi selvfølgelig alle ved at både Twilight fanen, og den hjernedøde er. For nyligt udkom i øvrigt den sidste film i serien, og jeg har vidst ikke været helt så god til at holde min kæft som jeg burde...
Lige en lynhurtig update: Jeg har investeret hele min studieopsparing (ca. 70 000 kr.) i Novo Nordisk, et firma der producerer insulin til folk med diabetes, eller sukkersyge. Så hvis I vil mig det vel, så husk at komme ekstra sukker på jeres cornflakes, at kage er et godt lille mellemmåltid, og at Cola jo ikke kan værehelt så usundt som de siger, for det er jo trods alt lavet af nødder. Det samme gælder i øvrigt Nutella. Ha' det bra!
I de fleste kulturer har man stor respekt for ældre. Man rejser sig for dem i bussen, siger "De", og bukker måske endda mens man giver hånd til dem. Men efter jeg for ikke så længe siden flyttede til en lille halvdød flække i det nordjyske er jeg efterhånden blevet mere og mere sikker på at der er to aldre i et menneskes liv hvor det er fuldstændigt clueless. Den ene alder hedder "barndommen", og den anden hedder "alderdommen".
En såkaldt bell curve, eller "klokkekurve", hvor man skal forestille sig at den horisontale linje viser menneskets liv fra fødsel til død, mens den vertikale kurve viser hvor "clueless" man er.
I den landsby jeg bor i er de fleste unge mennesker flyttet væk, og de eneste der er tilbage er vagabonder, folk der ikke har lov til at komme ind i større byer fordi de lugter af møg, folk der synes det er helt okay at drikke en øl til morgenmad til ære for Churchill, og folk der er gamle og lugt svagt af urin. At de er gamle og sidder fast i deres vaner, og minder om dengang landsbyen rent faktisk var beboet af spændende mennesker har jeg ikke noget problem med, men hvordan kan det være at man altid når man er ude at købe ind bliver "fanget" bag en lille ældre tusse der har glemt hvordan et kreditkort virker, insisterer på at betale med check, eller at slå sine egne mønter?
Hør engang gamle kone! Der er klippeformationer der er yngre end dig, du har været husmor i flere tusind år. Du var her da butikken blev bygget! Hvordan fuck kan det så være at du stadig ikke kan finde ud af at bruge den?! Hvorfor kan du ikke finde ud af at betale, og hvorfor er det mig der skal sætte den der lille platicdeler op på rullebåndet for dig? Fucking retardo...
Der er kun én bus der kører igennem min lille idylliske landsby, og så vidt jeg kan se, så har den kørt siden pave Gregorius Den Grusomme brændte sin første kætter. Derfor skulle man tro at landsbyens indbyggere havde styr på den, især dem der kan huske da Gregorius brændte landsbytossen Bent. Men sådan er det selvfølgelig ikke!
Der er altid en eller anden gammel kone der beslutter sig for at betale med sine sammensparede dalere. "Siger du at jeg ikke kan betale sådan her!? Jamen unge mand jeg har jo sparet op siden 1789, thi det var barske tider!". Hør her gamle kone! Du har haft længere tid til at lære det end alle andre, så hvorfor skal vi forklare dig at at den danske stat gik bankerot i 1813, hvordan zonerne virker i offentlig transport, og hvorhen bussen kører? Helt ærligt, gamle kone! - Og nej! Du må ikke snakke med chaufføren mens han kører, læs skiltet!
Det er en velkendt fact at Socially Awkward Penguin trænger til at komme på pension, og netop derfor er han perfekt til at illustrere hvor socialt mangelfulde pensionister i almindelighed er. Et par eksempler: For et par uger siden var jeg på vej i skole med bussen, det var en tidlig morgen, og derfor gabte jeg. Jeg synes ikke selv at jeg har en ulækker mund, og derfor holder jeg mig ikke for munden, hvilket jeg får en meget stram reprimande for fra en gammel kone jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Hør her, gamle hejre. Jeg er en voksen fucking mand, og du må ikke tale med fremmede, siger din mor!
En anden gang ventede jeg i busterminalen i den lokale storby, mens jeg gik og drak en grøn slush ice (Because I'm cool like that). Pludseligt er der en gammel kones barnebarn der peger på min lækre slush og spør', "hvad er det?", hvorefter den gamle gubbe resolut svarer "Det er noget ulækkert noget!". Hallo mosefund, bare fordi du spiste byggryn med gravballemanden giver det dig ikke frikort til at disse mine madvaner!
Et sidste eksempel er byen hvor jeg bor. Den har omkring 1000 indbyggere, og jeg snakker med absolut ingen af dem. Alligevel hilser gamle folk på mig på gaden. Creepy, much? Jeg har det som om jeg ikke engang kan flå en kat længere uden at folk kikker undersøgende på mig fra deres vinduer... O_O
Misforstå mig ikke kvinder, jeg synes I er dejlige. Men for nyligt er det gået op for mig hvor lettere livet ville være for mig, hvis jeg bare havde været homo. Selvfølgelig er det for længst blevet for sent for mig at skifte præference. Men hvis du har en præ-pubertær søn, så håber jeg at dette vil overbevise dig om at han trænger til balletundervisning!
Buddykærester
Forestil dig at du har en god ven. En rigtig buddy, som du bare hygger dig sammen med. Der er ingen spændinger, og I kan bare være jer selv når I er sammen. Hvis I har lyst til at spise pizza, så ringer I efter pizza. I gør rent i jeres eget tempo, og en god dag behøver ikke bruges på andet end at spille x-box.
Man kan sige meget godt om kællinger. Men mænd forstår sgu hinanden.
Buddysex
Ingen mand med respekt for sig selv har nogensinde sagt nej til sex, bare fordi han havde hovedpine. Men det gør kvindfolk! Forestil dig nu at du efter en lang og hård dag med Halo, Guitar Hero og pizza skimmer over mod din buddykæreste og hvisker "tænker du det samme som mig B2?".
Nuvel, misforstå mig ikke. I mine forhold er der også kun én penis, og det er ikke min numse dén skal op i. Men hvis du havde været heldig nok til at have modtaget balletundervisning som barn, så ville du velkomme en ekstra penis, som en roer der har et hul i sin båd velkommer en korkprop!
Et win-win for alle.
Nå, behøver jeg skrive mere, eller sender du lille Tue til den kongelige ballet?
Mange TV-julekalendere handler om en eller anden tosse, der hader julen og vil have den ødelagt. Jeg kan personligt godt lide julen. Man får jo gaver... Men jeg har set mig gal på Halloween. Jeg kan huske da jeg var barn, og for første gang hørte at man ville til at fejre det i Danmark. Dengang slog vi det alle hen, som en underlig gimmick der snart ville passere, men det gjorde den ikke. Derfor har jeg her skrevet tre gode grunde til at tage livet af Halloween i Danmark:
1. Det handler om penge!
Misforstå mig ret, jeg har intet imod penge - som sådan. Men jeg synes ikke det er et godt fundament for en helligdag. Nej, så har jeg det bedre med at det hele starter som en morsom lille overtro, og så senere bliver finansielt, sådan som det skete med julen. Selvfølgelig skal vi forsøge så godt vi kan på at købe hinandens kærlighed, det giver sig selv. Det er jo det hele vores civilisation er bygget på. Men vi skal gøre det til rette tid, nemlig en tid hvor vi i det mindste kan bilde os selv ind at vi gør det for Jesus' skyld. Jesus smiler i himlen hver gang du giver din kæreste blondetrusser.
2. Det er uhyggeligt!
Der er en rød tråd der løber igennem alle danske helligdage, og som gør dem særegen danske. Selvom pizza, kristendommen og stangtennis jo egentligt er udanske, ligesom de fleste af de helligdage vi har overtaget fra romere, og jøder, såsom jul og påske, så er der denne røde tråd der binder dem sammen og gør dem danske. Jeg taler selvfølgelig om hygge! Og her passer halloween bare ikke ind, for ligemeget hvordan man forsøger på at vende eller dreje det, så er halloween altså bare ikke hyggelig - det er uhyggeligt, og derfor kan det aldrig blive en legitim dansk helligdag!
3. Skidtet falder for tæt på min fødselsdag!
Jeg bliver 21, d. 27 oktober. Det er skræmmende tæt på Halloween, der er bare 4 dage senere! Jeg ville ikke have noget imod at have hyggelige julenisser, eller påskekyllinger omkring mig nær min fødselsdag, men hvis jeg ser ét til grotesk smilende græskarhovede, så losser jeg det lige i kæften!
Jeg er meget beæret over at I tror jeg har købekraften til at købe alt det junk I reklamerer for, men I tager desværre fejl. Jeg er på SU og det er grunden til at jeg blander min mad med savsmuld for at spare penge. Men jeg er da helt bestemt glad for jeres reklamer, og jeg vil også læse dem igennem, hvis I gør en lillebitte tjeneste for mig:
Jeg er desværre den type menneske, der bliver indigneret, og vred en gang imellem. Ikke sådan lidt, men ret meget. Godt gammeldags bedstefar-rasende, over ungdommen nu til dags, smålige buschauffører, Pia Kjærsgaard, eller som i dette tilfælde den globale økonomiske ulighed. I dag hørte jeg nemlig en forelæsning om økonomisk vækst, og etik der først gennemgik forskellige teorier om hvorvidt økonomisk vækst var mulig/ønskværdig. Men det der for alvor fik mit pis i kog var den statistik jeg viser nedenunder.
Kan det virkelig passe at de rigeste 20% af verdens befolkning skal have 82.7% af verdens samlede indkomst, de 20% af verdens fattigste kun tjener 1.4% af den samlede indkomst?!
Jeg ved at mange højreorienterede, især unge på facebook, ikke har været vild med den nye regering, fordi den ville skabe mere lighed internt i Danmark. Jeg har set mange skrive at det ikke kan passe at man skal straffes for rent faktisk at være flittig, og arbejde. Men "sjovt" nok er der ingen af disse unge, der ville være fræk nok til at sige det samme til en ung mor hvis børn sulter på Afrikas horn. Vi har velstand, ikke fordi vi arbejder hårdere end andre, men fordi vi er født ind i et samfund der gør det muligt, mens andre er født ind i samfund der gjorde det umuligt for dem at blive velstående lige meget hvor flittige de end måtte være. I Danmark har vi ikke længere et proletariat som det Tove Ditlev kom fra, idag bor de i fremmede lande, og derfor er det let at glemme den enorme armod der er grundlaget for vores velstand. Hvis man er nødt til at gå 12 kilometer for at hente en spand vand, eller ens timeløn ikke er høj nok til at kunne købe en kvart banan i et dansk supermarked, så er det umuligt at blive velstående, lige meget hvor flittig og dygtig du er. Og hvilken bitterhed må man ikke også føle hvis man bruger hele dagen på at sy Levi's, men ved man aldrig vil få råd til ét eneste par?
Det mest skræmmende for mig er at det ser ud som om Marx havde ret i sine negative forudsigelser, men ikke i de positive.
Jeg har besluttet mig for at skrive et indlæg hver dag. Men idag glippede den lidt. Heldigvis har jeg skrevet ting på internettet tidligere, blandt andet dette. Jeg undskylder til alle der har læst det før, og som er blevet skuffede, men minder om at studerende har travlt, især på universitetet. Til gengæld har jeg puttet billeder ind.
Grunden til at jeg har valgt at kalde denne "Artikel" det navn den har
fået er at jeg længe har haft et bette man-crush på den franske filosof
Jean-Paul Sartre, og at jeg synes det er mægtigt flatterende at kalde
kvindfolk for "det smukke køn". Så, nu har jeg vidst fået skrevet mit
forord, så nu skal der boller på suppen!
Hvorfor var Sartre så fucking awesome?
Dette er et spørgsmål som jeg vil gætte på at sartre mangt en gang har
spurgt sig selv om, og der er ikke noget entydigt svar. Lige meget
hvilket billede du får i hovedet når jeg skriver 'fransk intellektuel',
så er det sikkert ikke en type som Sartre, der ellers er blevet den mest
omtalte franske intellektuelle nogensinde siden Descartes, men i
modsætning til Descartes ser man aldrig nogen billeder af Sartre.
Hvorfor ikke?
Fordi Sartre i modsætning til de fleste der læser dette faktisk havde en
fornuftig grund til at tvivle på hans seksuelle tiltrækningskraft.
Ganske vidst var hans penis ikke mindre end så mange andres, men han
havde tilgengæld svømmende kuglerunde fiskeøjne, der aldrig kikkede i
samme retning, og han var så lav at han var nødt til at købe en
elefantfod for at kunne klappe sin kæreste på røven!
Men det særlige ved Sartre, er at han ikke ikke lod sig gå på, på trods
af at han lignede den ufærdige prototype til Disneys Quasimodo, og jeg
tror faktisk det var en del af grunden til at han var så helt enormt
succesfuld med kvinder.
Sartre siger: "Opfør dig selvsikkert!"
Sartre var fransk, og derfor selvfølgelig også lidt af en douchebag. Men
jeg vil ikke fortælle dig at du skal være hverken fransk eller en
douchebag for at få kvinder, men du skal have en af de kvaliteter som
alle franskmænd og alle douchebags har tilfælles; selvtillid.
En douchebag bliver ikke genert sammen med piger ligesom os andre, på en
eller anden måde ser han det som gudgiven at alle "kællinger" (for at
bruge et douche-ord) skal være helt vilde med ham.
Piger kan faktisk godt lide flinke fyre, men de ender tit med at gå hjem
med de klamme solbrune vellugtende røvhuller med de svulmende muskler,
fordi selvtillid er nogenlunde ligeså sexet for piger som stort set alt
andet er for mænd (ja, jeg sagde det, mænd er sluts!)
Men læg mærke til at jeg skrev "opfør dig selvsikkert", ikke "vær
selvsikker", for det er nemlig så godt som umuligt at blive selvsikker
på ingen tid, lige meget hvad bladene siger. Men heldigvis har
adfærdspsykologer påvist at hvis man bare opfører sig på en
bestemt måde, så vil man også efter et stykke tid blive på den
måde man opfører sig. Så glem din nervøsitet så godt som du kan, og
spring ud i det med krummet hals, før eller siden vil det blive en
refleks at tale naturligt og selvsikkert med piger.
Gordon Ramsay siger: "HAVE SOME FUCKING PASSION, FOR GOD'S
SAKE!!"
Piger kan godt lide at have respekt for deres kærester, og de kan også
godt lide at kunne se op til dem, på en eller anden måde. Det er derfor
musikere har så mange groupies , og Twillight blev en bestseller, på
trods af at sproget er prætentiøst og plottet først begynder
firehundrede sider efter vi har fået fastslået at Edward har en
perfekt brystkasse, er intelligent, og i det hele taget er det bedste
siden ready-made pandekagedej, og at Bella er nogenlunde så nederen som
at have en fire-årig i hovedrollen i Die Hard.
En god måde at blive set op til er at være passioneret omkring noget
andet end bare punani:
"Punani siger du? Nej tak skat, ikke ligenu. Jeg har en ret stor
jødeharpe-solo til mit band som altså skal i kassen først"
Ved at være passioneret omkring f.eks. musik kan du imponere din dame
med dine syge riffs, du kan få større selvtillid, og piger bliver
altså imponerede over talenter, ligemeget hvad de består i.
Hvad var så Sartres talent, spør du?
Ja, jeg er faktisk glad for du spør, for siden Sartre er min helt
og han var intellektuel så var det selvfølgelig at skrive bøger. Men
ikke hvilke som helst bøger, nemlig bøger om intet.
Ja, du hørte rigtigt. Sartres hovedværk hedder Væren og Intet, og
handler for størstedelen om nøjagtigt ingen verdens ting - og så lige
nægtelser selvfølgelig.
Sartre var så passioneret omkring ingenting at de kvinder der var
i hans liv aldrig tog ham for givet. De vidste at der bogstaveligt talt
var intet der interesserede ham mere end dem, og derfor gjorde de alt
for at holde på ham, hvilket bringer mig til mit næste punkt:
Konfutse siger: "Alt er vigtigere end fjabben"
Konfutse er en af mine andre store helte, en historie om ham siger at
han engang så en gammel mand ligge på gaden med sine gevandter i uorden.
Konfutse slog ham hård i hovedet med sin stav, og råbte "Hele din
ungdom har du ikke vidst hvornår du skulle arbejde, vise respekt eller
stoppe med at drikke, og nu hvor du er blevet gammel ved du ikke hvornår
det er på tide at dø!"
Den slags awesomeness kommer kun én gang med meget store mellemrum!
Hvis du går op til en pige, og med det samme siger, "Gud hvor er du
smuk! Jeg har lyst til at gøre ting ved din krop som jeg ikke er sikker
på der findes ord for endnu!", så har hun med det samme fundet ud af
hvad du er ude på. I stedet bør du lade som om du er interesseret i
hende, men ikke så interesseret i hende at du ikke vil kunne skride
igen, hvis ikke hun gør sig fortjent til din opmærksomhed.
Piger er vandt til at alle drenge vil brække deres arm på langs, for at
få lov til at mærke en halvstiv brystvorte mod deres håndryk i tolv
sekunder, så hvis du pludseligt kommer forbi og er selvsikker,
passioneret og lidt ligeglad med hvad hun har at tilbyde, så bliver du
pludseligt mægtigt spænende.
Fik jeg i øvrigt nævnt at Satre var grim? Her er et smugkik fra da han
var ung og smukkest:
Jeg skammer mig ikke over at sige at jeg er amerikansk-sindet. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige at jeg er amerikansk patriot, på trods af at jeg er 100% dansk. Men amerikanerne har glemt noget meget vitalt, nemlig at kritik af ens eget land er en patriotisk handling i et demokrati. Frihedsgudinden har fået en stor bums på næsen, men ingen tør andet end at ignorere den. Det er på tide at en patriot træder til!
For mig er Amerika hverken folket, dets grundlov, eller andre overfladiske ting. For mig er Amerika en drøm om et bedre sted på den anden side af havet med nogle idealer og værdier som vi alle kan være fælles om, selvom det bør være Amerikas rolle at gå forrest. Men det er tungt, meget tungt, og det ville være at narre sig selv at sige at Amerika altid har kunnet leve op til sin rolle - langt fra! Men selv hvis Ku Klux Klan blomstrede i Amerika, slaveri engang var lovligt, og utallige andre grusomheder blev begået i den amerikanske stats navn, så ville det ikke ændre på drømmen der er Amerika. En drøm om et land hvor mennesker var skabt lige, og havde umistelige rettigheder som retten til liv, frihed og jagten på lykken. Og denne fælles drøm blev nedfældet på papir i 1776 af Thomas Jerfferson, og underskrevet af alle 56 af Amerikas grundlæggere, i form af Amerikas Uafhængighedserklæring.
For mig er det dette dokument, og dette dokument alene, der definerer hvad Amerika er. Grundloven kan ændres, og er blevet det flere gange, mens uafhængighedserklæringen ikke bare er en uafhængighedserklæring, men også en formålserklæring, der runger ned gennem historien, og som har ligeså meget vægt nu, som den havde for 200 år siden!
Men det er desværre her problemet ligger. Ikke i uafhængigheden, for Amerika er bestemt uafhængigt, men i formålserklæringen. For uafhængighedserklæringen siger utvetydigt at regeringer indstiftes blandt mennesker, for at beskytte deres rettigheder, ikke for at underlægge sig dem. Men efter terrorangrebet 11. september 2001 begyndte amerikanske politikere desværre pludseligt at ville begrænse befolkningens rettigheder, tilgengæld for et løfte om sikkerhed. Nuvel, man kunne bestemt argumentere for at retten til liv tager forrang over retten til frihed, men det stoppede netop ikke kun dér. Man begyndte også at torturere fanger, på trods at at uafhængighedserklæringen også er en menneskerettighedserklæring, der maner til anstændig behandling af mennesker.
Jeg kunne også skrive en masse om at lobbyisterne har for stor magt i Amerika, og at Obama er alt for svag, og ikke repræsenterer dem der valgte ham, nemlig de progressive i Amerika, godt nok. Jeg kunne også skrive at den nye sygesikringslov ikke er vidtrækkende nok, og at den tilgodeser medicinalindustrien for meget, netop på grund af lobbyernes indflydelse. Men det blegner alt sammen i forhold til Amerikas åbenlyse og dybt tragiske fornægtelse, og syltning af det der er Amerika sjæl. Som Jesus sagde, en mand jeg ved mange amerikanere nærer dyb respekt for: Hvad nytter det hvis du vinder hele verden, men må betale med din sjæl?
Det allersidste ord overlader jeg til Charlie Chaplin:
Jeg er ret interesseret i politik, og hvis ikke det var fordi jeg var så forbandet nærig, så ville jeg sikkert være medlem af Radikale Venstre. Så inspireret af Libyen og de andre arabiske lande er her en lille blog om hvad jeg ville gøre hvis jeg skulle revolutionere Danmark, og gøre det til et bedre sted at leve. -Hvad ville du gøre hvis du havde ét år at regere i? -Hvad jeg ville gøre? Jeg tror jeg ville...
Punkt 1: Afskaffe kongehuset!
Jeg har svært ved at komme i tanke om noget der er mere udemokratisk, end at have udvalgt en familie til at være repræsentanter for et helt land, på baggrund af hvem de er i familie med, i stedet for deres merit. De fleste vil have spottet at damen på billedet ikke er vores dronning, men Storbritanniens, Canadas og Australiens, men hun er ligesom vores hverken god TV, eller en god repræsentant for hvad vi står for i vesten.
Det første jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år skulle være at afskaffe kongehuset, og skrive alle 30 menneskerettigheder ind i vores grundlov, når nu jeg allerede var i gang med redigere den.
Punkt 2: Legalisere narko!
Hvorfor er narko ulovligt? Fordi det er usundt, og vi ikke vil have folk til at tage det. Men selvom vi sikkert alle kan blive enige om at det er usundt at spise slik, kage, drikke alkohol, kaffe og bolle uden kondom, så kan vi ikke forbyde folk at træffe dårlige beslutninger, og hvis folk har lyst til at tage narko så skal de nok få fat på det på alle mulige illegale måder. 90% af alle mennesker er sikkert fornuftige lovlydige borgere, men der er nogen af os, der desværre er nødt til at kikke på verden gennem et narkofilter, og som vil gøre alt for at få det, og dem hjælper vi bestemt ikke ved at smide dem i fængsel. De har sgu problemer nok i forvejen.
Det andet jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at gøre narko lovligt. Reguleret, men lovligt.
Punkt 3: Legalisere alt der ikke gør direkte skade på andre!
Det her bliver nok det mest kontroversielle punkt på min dagsorden, og det er netop derfor jeg delte den op i to. Ovenstående punkt er en del af dette, og som jeg skrev dér, så er ca. 90%af alle mennesker i Danmark lovlydige og ville aldrig gøre en kat fortræd. Hvorfor en mand der ikke er kriminel eller morder, ikke skulle have lov til at købe en flammekaster har jeg svært ved at forstå. Så længe han bruger den til at hygge sig med kan jeg ikke se problemet. Desuden deltog vores sidste regering jo i USAs tortur på terrormistænkte, så det kunne være at det i fremtiden kunne blive nødvendigt at bruge våbnene til at forsvare vores demokratiske rettigheder.
Det tredje jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at lovliggøre alt hvad der ikke er direkte til skade for andre. Selvbestemmelse er menneskelig værdighed.
Punkt 4: Afskaffe militæret og værnepligten!
Danmark bliver aldrig invaderet af Rusland, og den hjælp vi kan yde til steder som Libyen og Afghanistan er alligevel så minimal, at vi ligeså godt kunne nyse på Gaddafi. De fjender vi har i Danmark kunne politiet alene sagtens tage sig af, i stedet for at vi fortsætter med at skyde ca. 1% af vores BNP i Forsvaret, hvis opgave idag er minimal.
Det fjerde jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at afskaffe Forsvaret, stoppe med at invadere fjerne lande, og lade politiet om at bekæmpe terror.
Punkt 5: Sikre at uddannelse og lægehjælp fortsætter med at være gratis!
Vi har allesammen brug for uddannelse, og vi har allesammen brug for lægehjælp, så det giver god mening at betale for det i fællesskab, så vi allesammen har en mulighed for at få det. Der er ingen i Danmark der er blevet velhavende alene af egen kraft, vi skylder allesammen samfundet meget. Der er ingen der bebrejder afrikanerne at de er fattige, for vi ved at de lever i lortesamfund. På samme måde er der heller ikke nogen grund til at klappe rige mennesker i Danmark for meget på skulderen, for de lever i et godt samfund - og det skulle det gerne fortsætte med at være i fremtiden.
Det er nogenlunde hvad jeg ville gøre hvis jeg havde magten i Danmark i et år.
Jeg har tidligere skrevet om hvor glad jeg er for ketchup. Men ketchup er ikke bare ketchup, der er forskel på tingene, og som jeg også skrev dengang (#2), så kunne det være at jeg senere ville vende tilbage til ketchupspørgsmålet og gøre det færdigt. Nu er øjeblikket kommet, hvor ketchuppen skal stå sin prøve.
Pølseketchup
Dette er ikke den værste form for ketchup der findes, men den virker kun på grillmad. På pasta smager den afskyeligt, det samme med ris og alt andet der ikke først er vendt i friture. Det her er en form for ketchup som jeg hader. Ikke fordi den som sådan er ringe, men fordi den ikke lever op til min definition på ketchup, nemlig en sovs der smager godt på alt, og som kan overdøve smagen af alt. Desværre pølseketchup, selvom du er billigere end de fleste, så kan det ikke blive til mere end en flirt på lune sommeraftener over en grillpølse eller burger.
Discountketchup
Jeg har købt discountketchup et par gange nu, og hver gang har været en kæmpe skuffelse. Grunden til at jeg bliver ved med at vende tilbage til discounten er at den ligner de "rigtige"ketchupper rigtigt meget på emballagen, og så at den i modsætning til mærkevareketchupperne ikke koster mere end et blowjob. Det generelle problem med discountketchup er at det smager for meget af hvad det er lavet af. Som jeg skrev tilbage i #2, så bryder jeg mig kun om smagen af tomat når den er fortyndet af krydderi og sukker. Sorry, Tomatoes!
Mærkevareketchup
Jeg er meget langt fra at være mærkevareentusiast, som så mange andre. Jeg er ligeglad med om der står Louis Vuittonpå min skoletaske, og i modsætning til de fleste andre, så tør jeg godt indrømme at jeg ikke kan smage forskel på Coca Cola og alt det andet læskebras. Hvis hankene i en plastikpose kan bære mine bøger uden at knække, så har jeg intet imod at bruge den som skoletaske, og hvis en flaske cola kun koster 8 kroner, så kan jeg kun sige "skam få den der tænker ilde derom!"
Men... Der er sgu noget helt særligt ved mærkevareketchup som Heinz og Beauvais - især Heinz.
Jeg ved godt at Beauvais produceres i Danmark, og jeg har prøvet at være patriotisk, men Heinz smager bare bedre. Undskyld...
Forskellen mellem den antikke europæiske filosofi i Grækenland, og den moderne filosofi, efter John Dewey. Den antikke filosofi så sin opgave som at finde de uforanderlige, konstante og absolutte fænomener, eller ting, mens den moderne filosofi ser det som sin opgave at finde så uforanderlige, konstante og absolutte processer som den overhovedet kan, for at hjælpe med praktisk videnskabelig analyse. Og også lidt om Kina...
Sokrates var verdens første troll, men fordi han levede før computeren blev opfundet, var han nødt til at finde folk på gaden, som han kunne være uenig med. Sokrates' troll-teknik var at han spillede dum, og bad folk forklare et forholdsvis simpelt begræb, som de fleste mener at de ved noget om, for ham, men når de svarede prikkede han så mange huller i begræbet han kunne, og sommetider tilbød han bedre forklaringer, mens han stadig spillede naiv, og spurgte om ikke dét ville være en bedre måde at sige det på?
I Platons udmærkede værk "Staten", der kan anbefales som en begynderbog for alle der er interesserede i filosofi, diskuterer Sokrates og hans venner på et tidspunkt faglærte, der har lært et håndværk. De bliver hurtigt enige om, at disse mennesker fortjener at indtage den laveste position i deres idealsamfund, fordi pottemageri, tømmerarbejde og så videre tilhører en lavere orden.
I Sokrates' hovede var det faglærte arbejde lavt, fordi det ikke beskæftigede sig med det evige, og uforanderlige, som f.eks. fornuften, filosofien, eller videnskaben.
Den antikke græske verden var kosmos, ikke kaos. Alt var ordnet efter en bestemt orden, og den orden skulle følges. Man var født til at udfylde en bestemt plads, verden var finit og man kunne lære alt at kende. For den antikke græker handlede filosofien om at finde frem til de mange evige og uforanderlige ting i verden. Grækerne troede på at der var en orden der styrede verden, og at man alene ved tankens kraft kunne finde frem til den, ligesom matematik.
Denne tankegang låste meget længe vesten fast intellektuelt, for hvis verden var finit og uforanderlig, så kunne ting kun opdages én gang, og når det var sket, så ville det kun være nødvendig at lære dem udenad fra ham der havde opdaget dem. Personen der havde opdagede tingene var multi-geniet Aristoteles, der undersøgte alt fra hvor mange tænder en hest har, over til den pantetoniske skala i musik:
Umiddelbart lyder det meget fornuftigt at ting kun kan opdages én gang, men denne forkerte tankegang som Aristoteles var en del af holdt ufrivilligt verden tilbage i tusindvis af år.
Man nedbrød langsomt idéen om den uforanderlige verden, til fordel for en verden hvor det eneste uforanderlige er forandringen. Det lyder måske paradoksalt, men det betyder kun at alt forandrer sig, men at det sker efter bestemte processer der kan observeres og analyserers, og som selv er evige. Videnskab handler ikke længere om at opdage ting, eller fænomener, men om at opdage processer. Hvordan dyr udvikler sig, stjerner fødes og kemi i hjernen interagerer. I Staten anbefaler Sokrates at man lader børn studere nattehimlen, fordi stjernebillederne hører blandt det evige, uforanderlige og ordnede kosmos. Det ved vi idag er forkert.
Sjovt nok startede kineserne i den anden pol, men endte som grækerne. Den mest populære af alle de kinesiske filosofier er Daoismen, der siger at sandheden er som vand: Du kan ikke forme en skål med dine hænder og holde sandheden i dem, fordi den er i evig forandring, og altid vil flyde ud mellem hænderne, eller som der står i bogen Daodejing af Lao Zi: "Den sandhed der kan fortælles er ikke den evige sandhed". Denne idé udtrykkes bedst i et af verdens mest genkendelige religiøse symboler, nemlig Taiji-symbolet ovenfor, der viser det "højeste ultimative" (på kinesisk Taiji) nemlig hvordan de to modsætninger Ying og Yang altid er i bevægelse.
Desværre er udenadslære en stor del af den kinesiske kultur, alene på grund af deres skriftsystem, hvor hvert "bogstav" er ét ord, så for at lære at læse kinesisk kræver det at man lærer så mange som halvtredstusind tegn udenad. Derfor blev det sådan at hvis man gerne ville anses for at være en lært mand i Kina, så lærte man de gamle vises værker udenad, så man kunne lære dem udenad, ligesom Maos Lille Røde.
Som Konfucius sagde: "Den der altid følger i andres fodspor kommer aldrig foran!"