Jeg er ikke typen der flager med min religion, især ikke på internettet. Det er ikke fordi jeg som sådan skammer mig over den, men som alle ved så består internettet af ca. 10% porno og 90% religionslatterliggørelse, og det virker som om enhver der nævner religion i et positivt lys bliver flamet herfra og til kristi genkomst. Men for nyligt mødte jeg på et forum jeg frekventerer en kristen som jeg har fået indtryk af har et radikalt anderledes, langt mere fundamentalistisk og fatalistisk kristendomssyn end mig selv. En af den slags kristne som man læser om, men aldrig møder. Hans navn og hvad han mener er i øvrigt ligegyldigt, det vigtige er at han gav mig lyst til at skrive om hvordan jeg selv mener at kristendommen bør hænge sammen på det personlige plan. Jeg har i øvrigt før mødt folk som jeg skrev mod, og sidenhen har jeg så fået at vide at jeg har misforstået deres position, men her er min position angående min religion i hvert fald:
Matt 16, 18: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
For det første er jeg opvokset i den danske folkekirke, men min opvækst var nogenlunde ligeså religiøs som alle andres. Der var nogle ganske få ritualer det forventedes af mig at jeg fik overstået, og så håbede man ellers at jeg ville leve mit liv uden at stoppe op og tænke synderligt over det. Desværre var jeg ikke nogen særligt god protestant, og det kristne budskab i sin protestantiske form fængede mig aldrig. Den protestantiske spiritualitet starter og stopper med troen, og den er det eneste der forventes af den. Det er for mig en religion der ikke stiller krav til mig, og som jeg ikke kan vokse og udvikle mig i.
Efter konfirmationen, og dermed overståelsen af de obligatoriske ritualer jeg skyldte familien besluttede jeg mig for at flytte ned til Vejle, hvor min far på det tidspunkt var flyttet sammen med sin nye kone. Mine forældre har været skilt siden jeg var tre, og min far er nøjagtigt så religiøs at han aldrig blev konfirmeret, hvilket jeg faktisk nu tror ville have været det bedste for mig, men i modsætning til ham tog jeg ikke konfirmationsforpligtelserne så tungt at det vejede mere i mit sind end min mors forventninger til mig, og gaverne. Så på en sær og ironisk måde var min far mere from som ateist, end jeg var som kristen, på det tidspunkt.
Jeg boede hos min far i små tre år i Vejle, inden mit forhold til min stedmor blev nøjagtigt så surt at jeg ikke kunne holde ud af bo hjemme hos dem mere. I må endelig ikke misforstå mig, jeg er ikke en af de der, "jeg behøver ikke gøre som du siger, du er ikke min rigtige mor"-stedbørn man ser på film, men min far er lidt af en arbejdsnarkoman, og når mit klareste minde om min stedmor er et møgfald jeg fik for ikke at lukke toilettet helt, og bare slå brættet ned på et lille snavset toilet som husets kvinder alligevel aldrig brugte, så følte jeg mig ligesom bare ikke velkommen mere.
Mens jeg boede i Vejle gik jeg på den lokale katolske skole. Ikke fordi jeg var katolik - det var ikke et krav - men fordi der for mig var noget prestige i det, og fordi det simpelthen var en skide god skole. Mit forhold til min stedmor forbedrede sig i øvrigt markant efter at jeg flyttede væk fra min far, for at gå på gymnasiet hjemme hos min mor i Hjørring.
På gymnasiet i Hjørring var det langtfra en almindelighed at have boet tre år i Vejle tidligere, og langt mindre at have gået på en katolsk skole. Derfor blev der i starten skudt en del spørgsmål efter mig, og jeg måtte modstræbende erkende at jeg faktisk ikke anede en skid om katolicismen, på trods af at jeg havde gået på en katolsk skole en stor del af mit korte liv. Der var en klar adskillelse mellem de protestantiske og katolske elever, således at vi f.eks. desværre ikke fik kristendomsundervisning sammen før sidste klasse, og derfor aldrig rigtigt lærte hvad "de andre" troede på, og når vi gik i kirke på højtider gik de protestantiske elever i én kirke, og de katolske i en anden. Undtagen ét år, hvor vi var på lejr og sammen overværede en gudstjeneste om morgenen i et lille belgisk kloster.
I det store hele havde jeg på mine tre år på katolsk skole ikke lært andet om katolicismen, end at den ikke var ligeså mystisk og menneskefjendsk som mange danskere tror, men hvor den præcist adskilte sig fra folkekirken havde jeg stadig svært ved at sætte en finger på, og derfor begyndte jeg at læse.
Luk 11, 10: "For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for"
Jo mere jeg læste, jo mere følte jeg at jeg forstod om den katolske kristendom, og jo mindre følte jeg at jeg forstod om den kirke jeg selv var vokset op med. Jeg følte mig beruset og forelsket, i et hav af dyb og meget personlig visdom, samtidig med at den fortolkning af religionen jeg selv var vokset op med forvirrede mig dybt. Hvordan kunne Martin Luther mene at kirken skulle baseres alene på bibelen, når bibelen først blev kanoniseret 300 år efter Jesus døde? Og hvis han accepterede at kirkefædrene havde ret når de kanoniserede bibelen, hvorfor havde de så ikke ret i alt hvad de ellers sagde? Og hvis Jesus' lovede Peter at dødsrigets porte ikke skulle få magt over hans kirke, hvorfor var det så nødvendigt for Luther at genoprette "den sande Kristendom" 1500 år efter begges død? De og mange andre spørgsmål plagede mig, og jeg fik aldrig fyldestgørende svar på dem. Mange siger at katolicismen er en religion der promoverer skyld i sine tilhørere, men for mig var det lige omvendt. Mens jeg var protestant var jeg konstant skyldig, og der var intet der kunne gøre mig rent. Katolicismen derimod lod mig tage ansvar for mit eget liv, og min egen spiritualitet, ved at sige at Gud ikke stiller større fristelser i vejen for mig end jeg kan klare ved hans hjælp. Alene er jeg ingenting - ganske som i protestantismen - men med Guds hjælp kan jeg overkomme alt, også min egen faldne natur. Protestantismen er for mig en passiv kristendom, hvor man venter på Gud, mens katolicismen opfordrer en til at tage ansvar for ens egen frelse. Gud giver sin nåde til den der beder om det, og selvom det kræver at han rækker en hånd ned til en, så skuffer han aldrig.
Katolicismen stiller mennesket i centrum, hvor protestantismen stiller Gud i centrum.
Jeg har aldrig haft problemer med idéen om at en uindskrænket bevidsthed ligger til grund for universet, men det undrede mig stærkt at den samme bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i en stor flok primater der vandrede frem på jordoverfladen for ca. hundrede tusind år siden. Idéen om at sådan et væsen eller bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i os på jorden virkede totalt fremmed for mig, og er stadig idag temmelig svær for mig at begribe. Derfor spurgte jeg den præst der var i gang med at konvertere mig om hvordan det kunne være. Han svarede at det var et mysterium, men at beviset for at Gud elskede os, bestod i at han overhovedet havde skabt os, og havde givet os "appetit" efter ham. Den centrale idé i kristendommen er for mig at Gud begrænser sin egen magt midlertidigt for vores skyld, for at vi kan finde frem til ham, og blive opfyldt. Vi tilbeder ikke Gud for hans skyld, men han har givet os muligheden for at kende ham for vores skyld. Gud har ikke brug for noget, men vi har brug for ham.
Matt 5, 48: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Kirkefaderen Athanasius af Alexandria sagde, at Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud. Idéen må skurre noget i protestantiske øren, hvor Gud er noget helt særligt, og mennesker, for at sige det mildt, er noget værre pak. Selvfølgelig er Gud også noget særligt i katolicismen, men det at Gud var villig til at antage menneskelig form viser at Gud faktisk ikke er enig med Luther i at menneskerne er helt uværdige, og ikke har gode kvaliteter.
Katolikker tror på at mennesker blev skabt til at være gode, og at Gud skabte os med en perfekt natur, som vi er blevet adskilt fra, fordi verden er falden. Men vi tror også på at vi ved at overgive os til Guds vilje kan blive genforenet med vores guddommelige selv, og derfor forener vi os ikke bare med Guds vilje ved at overgive os, men til vores egen vilje. Ved at overgive os til Satan, og hans fristelser bliver vi fremmede ikke bare fra Gud, men også for os selv, og hvem vi i virkeligheden er.
Matt 6, 6: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som er i det skjulte, skal lønne dig."
For mig er troen noget dybt personligt, og meget privat, som jeg ikke fortæller om medmindre jeg virkelig har lyst til det, eller bedt om det. Jeg blev ikke selv kristen, fordi der var en lille mand der ringede på min dør, og spurgte om jeg havde lyst til at lære om bibelen, men fordi jeg selv havde lyst til at læse og lære.
Efter jeg konverterede begik jeg den fejl at tro, at bare fordi jeg selv var vild efter at lære mere om min nye tro, så ville andre også være det. Jeg mistede desværre en del popularitet på den konto. Vi lever i dag i et informationssamfund, hvor de der har lyst til at vide mere om et bestemt emne nok skal finde ud af det. Da apostlene levede var det nødvendigt at rejse ud i verden for at fortælle om Jesus, fordi der ikke var andre måder at lære om ham på, men i dag skræmmer man kun folk væk ved at ville konvertere dem.
Så fokuser på at forbedre dig selv, i stedet for at gøre andre kristne. At være kristen er ikke et kald til middelmådighed, Jesus siger at du skal være et lys for alle (matt 5, 15) ikke må blive vred (matt 5, 22) skal ønske det godt for dem der hader dig (matt 5, 44) etc.
Altså er kaldet til kristendommen ikke et almindeligt kald, men et overnaturligt kald, der kræver overnaturlig hjælp, og overnaturlige gaver. Hvis Gud ikke ønskede at du skulle være god, men blot at du skulle tro, så ville han ikke spilde ord på at skrive det.
Så sluk alt hvad du har, og lyt til stilheden i dig selv, der hvor din enhed med Gud er. Hvis du har lyst til at flygte, lyst til at tænde fjernsynet, lyst til at onanere, og i det hele taget lyst til at komme væk, så gør du det helt rigtige, så bare vent indtil du føler dig hjemme i dig selv. Og tal så med din gud. Hvis det er nødvendigt.
Matt 16, 18: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
For det første er jeg opvokset i den danske folkekirke, men min opvækst var nogenlunde ligeså religiøs som alle andres. Der var nogle ganske få ritualer det forventedes af mig at jeg fik overstået, og så håbede man ellers at jeg ville leve mit liv uden at stoppe op og tænke synderligt over det. Desværre var jeg ikke nogen særligt god protestant, og det kristne budskab i sin protestantiske form fængede mig aldrig. Den protestantiske spiritualitet starter og stopper med troen, og den er det eneste der forventes af den. Det er for mig en religion der ikke stiller krav til mig, og som jeg ikke kan vokse og udvikle mig i.
Efter konfirmationen, og dermed overståelsen af de obligatoriske ritualer jeg skyldte familien besluttede jeg mig for at flytte ned til Vejle, hvor min far på det tidspunkt var flyttet sammen med sin nye kone. Mine forældre har været skilt siden jeg var tre, og min far er nøjagtigt så religiøs at han aldrig blev konfirmeret, hvilket jeg faktisk nu tror ville have været det bedste for mig, men i modsætning til ham tog jeg ikke konfirmationsforpligtelserne så tungt at det vejede mere i mit sind end min mors forventninger til mig, og gaverne. Så på en sær og ironisk måde var min far mere from som ateist, end jeg var som kristen, på det tidspunkt.
Jeg boede hos min far i små tre år i Vejle, inden mit forhold til min stedmor blev nøjagtigt så surt at jeg ikke kunne holde ud af bo hjemme hos dem mere. I må endelig ikke misforstå mig, jeg er ikke en af de der, "jeg behøver ikke gøre som du siger, du er ikke min rigtige mor"-stedbørn man ser på film, men min far er lidt af en arbejdsnarkoman, og når mit klareste minde om min stedmor er et møgfald jeg fik for ikke at lukke toilettet helt, og bare slå brættet ned på et lille snavset toilet som husets kvinder alligevel aldrig brugte, så følte jeg mig ligesom bare ikke velkommen mere.
 |
| Først fik jeg et møgfald for ikke at slå brættet ned, og så fik jeg et møgfald for ikke at lukke toilettet helt. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det sådan her et toilet skal se ud når du er færdig med det. |
Mens jeg boede i Vejle gik jeg på den lokale katolske skole. Ikke fordi jeg var katolik - det var ikke et krav - men fordi der for mig var noget prestige i det, og fordi det simpelthen var en skide god skole. Mit forhold til min stedmor forbedrede sig i øvrigt markant efter at jeg flyttede væk fra min far, for at gå på gymnasiet hjemme hos min mor i Hjørring.
På gymnasiet i Hjørring var det langtfra en almindelighed at have boet tre år i Vejle tidligere, og langt mindre at have gået på en katolsk skole. Derfor blev der i starten skudt en del spørgsmål efter mig, og jeg måtte modstræbende erkende at jeg faktisk ikke anede en skid om katolicismen, på trods af at jeg havde gået på en katolsk skole en stor del af mit korte liv. Der var en klar adskillelse mellem de protestantiske og katolske elever, således at vi f.eks. desværre ikke fik kristendomsundervisning sammen før sidste klasse, og derfor aldrig rigtigt lærte hvad "de andre" troede på, og når vi gik i kirke på højtider gik de protestantiske elever i én kirke, og de katolske i en anden. Undtagen ét år, hvor vi var på lejr og sammen overværede en gudstjeneste om morgenen i et lille belgisk kloster.
I det store hele havde jeg på mine tre år på katolsk skole ikke lært andet om katolicismen, end at den ikke var ligeså mystisk og menneskefjendsk som mange danskere tror, men hvor den præcist adskilte sig fra folkekirken havde jeg stadig svært ved at sætte en finger på, og derfor begyndte jeg at læse.
Luk 11, 10: "For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for"
Jo mere jeg læste, jo mere følte jeg at jeg forstod om den katolske kristendom, og jo mindre følte jeg at jeg forstod om den kirke jeg selv var vokset op med. Jeg følte mig beruset og forelsket, i et hav af dyb og meget personlig visdom, samtidig med at den fortolkning af religionen jeg selv var vokset op med forvirrede mig dybt. Hvordan kunne Martin Luther mene at kirken skulle baseres alene på bibelen, når bibelen først blev kanoniseret 300 år efter Jesus døde? Og hvis han accepterede at kirkefædrene havde ret når de kanoniserede bibelen, hvorfor havde de så ikke ret i alt hvad de ellers sagde? Og hvis Jesus' lovede Peter at dødsrigets porte ikke skulle få magt over hans kirke, hvorfor var det så nødvendigt for Luther at genoprette "den sande Kristendom" 1500 år efter begges død? De og mange andre spørgsmål plagede mig, og jeg fik aldrig fyldestgørende svar på dem. Mange siger at katolicismen er en religion der promoverer skyld i sine tilhørere, men for mig var det lige omvendt. Mens jeg var protestant var jeg konstant skyldig, og der var intet der kunne gøre mig rent. Katolicismen derimod lod mig tage ansvar for mit eget liv, og min egen spiritualitet, ved at sige at Gud ikke stiller større fristelser i vejen for mig end jeg kan klare ved hans hjælp. Alene er jeg ingenting - ganske som i protestantismen - men med Guds hjælp kan jeg overkomme alt, også min egen faldne natur. Protestantismen er for mig en passiv kristendom, hvor man venter på Gud, mens katolicismen opfordrer en til at tage ansvar for ens egen frelse. Gud giver sin nåde til den der beder om det, og selvom det kræver at han rækker en hånd ned til en, så skuffer han aldrig.
 |
| Sankt Maximillian Kolbe |
Jeg har aldrig haft problemer med idéen om at en uindskrænket bevidsthed ligger til grund for universet, men det undrede mig stærkt at den samme bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i en stor flok primater der vandrede frem på jordoverfladen for ca. hundrede tusind år siden. Idéen om at sådan et væsen eller bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i os på jorden virkede totalt fremmed for mig, og er stadig idag temmelig svær for mig at begribe. Derfor spurgte jeg den præst der var i gang med at konvertere mig om hvordan det kunne være. Han svarede at det var et mysterium, men at beviset for at Gud elskede os, bestod i at han overhovedet havde skabt os, og havde givet os "appetit" efter ham. Den centrale idé i kristendommen er for mig at Gud begrænser sin egen magt midlertidigt for vores skyld, for at vi kan finde frem til ham, og blive opfyldt. Vi tilbeder ikke Gud for hans skyld, men han har givet os muligheden for at kende ham for vores skyld. Gud har ikke brug for noget, men vi har brug for ham.
Matt 5, 48: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Kirkefaderen Athanasius af Alexandria sagde, at Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud. Idéen må skurre noget i protestantiske øren, hvor Gud er noget helt særligt, og mennesker, for at sige det mildt, er noget værre pak. Selvfølgelig er Gud også noget særligt i katolicismen, men det at Gud var villig til at antage menneskelig form viser at Gud faktisk ikke er enig med Luther i at menneskerne er helt uværdige, og ikke har gode kvaliteter.
Katolikker tror på at mennesker blev skabt til at være gode, og at Gud skabte os med en perfekt natur, som vi er blevet adskilt fra, fordi verden er falden. Men vi tror også på at vi ved at overgive os til Guds vilje kan blive genforenet med vores guddommelige selv, og derfor forener vi os ikke bare med Guds vilje ved at overgive os, men til vores egen vilje. Ved at overgive os til Satan, og hans fristelser bliver vi fremmede ikke bare fra Gud, men også for os selv, og hvem vi i virkeligheden er.
(den bedste katolske "youtuber" jeg kender. Lige meget hvor uenig du er med ham lærer du noget)
Matt 6, 6: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som er i det skjulte, skal lønne dig."
For mig er troen noget dybt personligt, og meget privat, som jeg ikke fortæller om medmindre jeg virkelig har lyst til det, eller bedt om det. Jeg blev ikke selv kristen, fordi der var en lille mand der ringede på min dør, og spurgte om jeg havde lyst til at lære om bibelen, men fordi jeg selv havde lyst til at læse og lære.
Efter jeg konverterede begik jeg den fejl at tro, at bare fordi jeg selv var vild efter at lære mere om min nye tro, så ville andre også være det. Jeg mistede desværre en del popularitet på den konto. Vi lever i dag i et informationssamfund, hvor de der har lyst til at vide mere om et bestemt emne nok skal finde ud af det. Da apostlene levede var det nødvendigt at rejse ud i verden for at fortælle om Jesus, fordi der ikke var andre måder at lære om ham på, men i dag skræmmer man kun folk væk ved at ville konvertere dem.
Så fokuser på at forbedre dig selv, i stedet for at gøre andre kristne. At være kristen er ikke et kald til middelmådighed, Jesus siger at du skal være et lys for alle (matt 5, 15) ikke må blive vred (matt 5, 22) skal ønske det godt for dem der hader dig (matt 5, 44) etc.
Altså er kaldet til kristendommen ikke et almindeligt kald, men et overnaturligt kald, der kræver overnaturlig hjælp, og overnaturlige gaver. Hvis Gud ikke ønskede at du skulle være god, men blot at du skulle tro, så ville han ikke spilde ord på at skrive det.
Så sluk alt hvad du har, og lyt til stilheden i dig selv, der hvor din enhed med Gud er. Hvis du har lyst til at flygte, lyst til at tænde fjernsynet, lyst til at onanere, og i det hele taget lyst til at komme væk, så gør du det helt rigtige, så bare vent indtil du føler dig hjemme i dig selv. Og tal så med din gud. Hvis det er nødvendigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar