Har du nogensinde spekuleret over hvordan solen ved at den skal skinne, eller floderne ved hvordan de skal sno sig igennem et landskab? I dag vil de fleste svare at der er en lov, som de alle følger. Eller måske en rytme. En slags naturens hjerteslag, der bestemmer hvordan alting flyder. Det er den rytme der får solen til at skinne, universet til at udvide sig og jorden til at snurre stille og majestætisk gennem verdensrummet. Denne rytme, er hvad kineserne kalder "dao".
Laozi
En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.
Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.
Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:
Laozi, der levede ca. fra 400 til 500 f.kr. |
En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.
Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.
Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:
Den dao der kan gives et navn, er ikke den absolutte dao.
Det navn der kan udtales er ikke det evige navn.
Det uden navn er fader til alle ting.
Det som kan nævnes er moder til alle ting.
Den som ikke søger ser det skjulte.
Den som søger ser kun det synlige.
De to ting udspringer fra samme sted, har forskellige navne.
Tilsammen udgør de mørket,
Mørke inde i mørke
Porten til alle gåder.
Den lyse side er yang, mens den mørke er yin. Tilsammen hedder de taiji. |
Hvad er "dao"?
Ifølge daoister er dao den vej som naturen altid følger, og gør på. Det betyder bogstaveligt "vej", og er et udtryk der også findes i andre filosofiske systemer i Kina, men daoismen er der hvor det bruges mest. Ifølge daoister bliver mennesker kun lykkelige når de følger dao 100%. Men som man kan læse ud af første vers af Daodejing, er dao ikke noget man kan finde ud af bare ved at diskutere det. I vestlig filosofi er vi vilde med at give alle ting navne, fordi det at give noget et navn er en god måde at holde det fast på, så man kan undersøge det. Men dao er som vand. Når man samler det op imellem sine hænder flyder det langsomt væk mellem alle de små sprækker og fuger. Så man er nødt til at opleve det intuitivt, på egen hånd, og for sig selv, for at man kan få det, og følge det.
Det mest genkendelige daoistiske symbol, er taiji-symbolet, også fejlagtigt kaldt yin/yang-symbolet. Taiji symbolet repræsenterer hvordan alting flyder ifølge daoismen. Det mørke flyder ind i det lyse, det hårde ind i det bløde, det maskuline ind i det feminine, liv ind i død, og så videre. Taiji, betyder "det højeste ultimative", og det er netop den sandhed som daoister forsøger at begribe.
Mange tusinder daoistiske vismænd har ligesom Lao fornægtet civilisationen, og tog i stedet op i de tågede Wudang-bjerge hvor man sagde at der levede guder, ånder og drager og hvor det skulle være særligt nemt at komme nær daos væsen, og begribe det. Selv idag findes der tusinder af daoistiske klostre i Wudang-bjergene.
Wu wei
Ifølge daoistisk etik, kommer alle vores problemer af at vi ikke i alle ting retter os efter dao. Derfor er det vigtigt at vide hvornår man bør handle, og hvornår man ikke bør, så man ikke forrykker naturens rette orden, og forsager kaos. Alle bør rette sig efter dao, lige fra den højeste til den laveste, og alle bør tænke grundigt over om deres handlinger er i overensstemmelse med dao. Netop det at dao ikke er noget man kan sætte ord på, gør det at praktisere wu wei, til en noget forvirrende affære, men det er stadig et meget vigtigt begreb i daoismen, altid at handle i overensstemmelse med dao.
Daoistisk præst. |
Dao og traditionel kinesisk religion
Daoismen og Daodejing er så gamle at de faktisk begyndte i Zhou-dynastiet, før de krigende staters periode, hvilket gør daoismen til langt den ældste af de kinesiske skoler indenfor filosofi. Og på trods af at den er så mystisk at den næsten er umulig at sætte ord på, og forklare, er den idag en integreret del af den kinesiske kultur, og religion. Således at man i nogen tilfælde ikke kan se forskel mellem daoismen, og den traditionelle kinesiske religion. Begge er dybt optagede af naturen, og selvom Daodejing, ikke er en direkte religiøs bog, er der langsomt dukket et panteon op af daoistiske guder med tilhørende kompleks mytologi, startende med Laozi selv.
Afsluttende bemærkning fra Daodejing:
Vers 78:
Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.
Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.
Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.
Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.
Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.
Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.
Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar