Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.
Yuan-dynastiet (1279-1368)
Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.
Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:
Qing-dynastiet (1644-1912)
Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.
Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.
Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.
Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!
Yuan-dynastiet (1279-1368)
Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme.
Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.
Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:
Qing-dynastiet (1644-1912)
Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.
 | ||
| Kina under Qing-dynastiet |
Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.
Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar