#26 Tibet er Kina - historisk set!

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.

Yuan-dynastiet (1279-1368)

Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme. 

Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.

Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:

Qing-dynastiet (1644-1912)


Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.

Kina under Qing-dynastiet

 Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.

Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.

Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!

# 20 Lidt om Twilight...

Jeg er en af de få drenge der rent faktisk har læst Twilight. I hvert fald første bog. På engelsk. Jeg ville gerne læse noget - trods alt! Det er faktisk ikke nogen dårligt bog. Men misforstå mig nu ikke. Det er heller ikke nogen god bog. Det er en bog til piger, og den gør sit job helt okay. Det er ligesom porno. Tomme kalorier, tom underholdning, men meget svært at lægge fra sig før man er færdig med det. Helt færdig. Men jeg har faktisk ikke tænkt mig at skrive noget grimt om Twilight. Ikke fordi der ikke er massere af grimme ting man kunne skrive om Twilight, men fordi de ting allerede er sagt af andre, og fordi bøgerne og filmene allerede er succesfulde alligevel. Det er en tabt kamp.

"Det er faktisk en rigtigt dyb og følelsesladet historie, nå! Stephanie Meyer er vor tids Shakespeare... Martin, Martin hvad laver du med den... ARGH?!"

 

 

Hvad jeg har noget imod er fansene, i hvert fald de mest fanatiske af dem. Hvilket vil sige næsten alle. Hos disse mennesker er benhård reaktion nærmest blevet en Lazarus refleks, i hvert fald mindst lige så hjernedød som Lazarus refleksen. For dem der ikke ved hvad Lazarus refleksen er, så er det en af de mest interessante reflekser i hele lægevidenskaben. Ganske som Twilight fans ikke kan vide noget om litteratur, samtidigt med at de mener at Twilight hører blandt stor litteratur, så er hjernedøde også fuldstændigt uvidende om hvad der foregår omkring dem. Men ligesom man kan fremprovokere en reaktion i form af et ugennemtænkt, automatisk og aggressivt svar hvis man pirker en Twilight  fan, sådan kan man også ved at pirke en hjernedød få ham eller hende til at reagere på en måde der næsten får det til at se ud som om han eller hun ikke er en komplet zombie. Hvilket vi selvfølgelig alle ved at både Twilight fanen, og den hjernedøde er. For nyligt udkom i øvrigt den sidste film i serien, og jeg har vidst ikke været helt så god til at holde min kæft som jeg burde...

Demonstration af Lazarus refleksen. 

Advarsel! Ikke for sarte sjæle! 

#16 Hvor er metafysikken?

Er videnskaben idag kommet så langt at det er meningsløst at ville diskutere filosofi? Nej, vel?

Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.

At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:

Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.

Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".

Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?

Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.

Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.