Er videnskaben idag kommet så langt at det er meningsløst at ville diskutere filosofi? Nej, vel?
Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.
At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:
Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.
Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".
Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?
Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.
Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.
Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.
At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:
Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.
Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".
Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?
Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.
Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar