# 21 Eksistentialisme - som din dansklærer burde have forklaret det.

Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.

De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!

Søren Aabye Kierkegaard
1813 - 1855

Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.

Cezanne

Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!

1844 - 1900

Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.

1905 - 1980

 Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.

Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.

Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:

Slut!

#16 Hvor er metafysikken?

Er videnskaben idag kommet så langt at det er meningsløst at ville diskutere filosofi? Nej, vel?

Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.

At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:

Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.

Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".

Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?

Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.

Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.

#9 Ushanka

Lad det være sagt med det samme, jeg kan godt lide russere. Jeg afsluttede endda mit første blogindlæg med at opfordre folk til at læse Idioten. Russen har meget at være stolt af, men idag i min lokale Brugs blev jeg mindet om det modefænomen der mere end noget andet modefænomen fra Rusland, er noget russerne kan være stolt af: Ushankaen! 

Jeg har længe haft lyst til at eje en ushanka, men de få gange jeg har set en, har den enten siddet på en gammel mand, der ville dække en skaldet plet, eller haft et 4-cifret prismærke under sig, der langt overgår min finansielle formåen.

Til trods for dette elsker jeg ushankaen. Den er både mandig og praktisk. Jeg ved at mandig og praktisk er så godt som synonymer, når det kommer til beklædning, men for fanden! Ushankaen er det ultimative indenfor praktikalitet og mandighed. Hvad den russiske strækmarch er for den travle mand der ikke har tid til at motionere, det er ushankaen for den kolde og praktiske mandlige mand. Overlad filthuer og højhælede støvler til kvindfolk. Den slags kan man ikke strækmarchere i, og derfor vil vi mandlige mænd ikke høre om det!

#8 Global økonomisk ulighed

Jeg er desværre den type menneske, der bliver indigneret, og vred en gang imellem. Ikke sådan lidt, men ret meget. Godt gammeldags bedstefar-rasende, over ungdommen nu til dags, smålige buschauffører, Pia Kjærsgaard, eller som i dette tilfælde den globale økonomiske ulighed. I dag hørte jeg nemlig en forelæsning om økonomisk vækst, og etik der først gennemgik forskellige teorier om hvorvidt økonomisk vækst var mulig/ønskværdig. Men det der for alvor fik mit pis i kog var den statistik jeg viser nedenunder.

Kan det virkelig passe at de rigeste 20% af verdens befolkning skal have 82.7% af verdens samlede indkomst, de 20% af verdens fattigste kun tjener 1.4% af den samlede indkomst?!

Jeg ved at mange højreorienterede, især unge på facebook, ikke har været vild med den nye regering, fordi den ville skabe mere lighed internt i Danmark. Jeg har set mange skrive at det ikke kan passe at man skal straffes for rent faktisk at være flittig, og arbejde. Men "sjovt" nok er der ingen af disse unge, der ville være fræk nok til at sige det samme til en ung mor hvis børn sulter på Afrikas horn. Vi har velstand, ikke fordi vi arbejder hårdere end andre, men fordi vi er født ind i et samfund der gør det muligt, mens andre er født ind i samfund der gjorde det umuligt for dem at blive velstående lige meget hvor flittige de end måtte være. I Danmark har vi ikke længere et proletariat som det Tove Ditlev kom fra, idag bor de i fremmede lande, og derfor er det let at glemme den enorme armod der er grundlaget for vores velstand. Hvis man er nødt til at gå 12 kilometer for at hente en spand vand, eller ens timeløn ikke er høj nok til at kunne købe en kvart banan i et dansk supermarked, så er det umuligt at blive velstående, lige meget hvor flittig og dygtig du er. Og hvilken bitterhed må man ikke også føle hvis man bruger hele dagen på at sy Levi's, men ved man aldrig vil få råd til ét eneste par?

Det mest skræmmende for mig er at det ser ud som om Marx havde ret i sine negative forudsigelser, men ikke i de positive.

Apropos Marx: