Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.
De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!
Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.
Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!
Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.
Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.
Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.
Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:
De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!
 | |
| Søren Aabye Kierkegaard 1813 - 1855 |
Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.
 |
| Cezanne |
Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!
 |
| 1844 - 1900 |
Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.
 |
| 1905 - 1980 |
Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.
Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.
Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:
 |
| Slut! |
