# 21 Eksistentialisme - som din dansklærer burde have forklaret det.

Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.

De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!

Søren Aabye Kierkegaard
1813 - 1855

Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.

Cezanne

Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!

1844 - 1900

Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.

1905 - 1980

 Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.

Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.

Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:

Slut!

#17 Teori vs. empiri?

Det virker som om jeg uden selv rigtigt at tænke over det, får lagt mig ind på et tema for hver måned. Sidste måned var temaet eksistentialisme, og hvorfor filosofi (og ketchup) er vigtigt i det daglige liv, og i denne måned ser det ud til at temaet bliver filosofi, og hvorfor det stadig har relevans idag, når vi har så pokkers mange empiriske videnskaber alligevel. Jeg ved at det er nøjagtigt det samme som jeg skrev om sidst jeg skrev herinde, men denne gang har jeg tænkt mig bedre om. De folk der siger at de "tror" på videnskaben er ligeglad med erkendelse eller viden. Hvis ikke de var det, ville det ikke være nødvendigt for mig at fortælle dem hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. At sige at man tror på videnskaben er et "tab-out", når nogen ligger én i armlås ved at spørge ind til hvad basis man bygger sit liv op omkring, der på samme tid ikke behøver overvejelse, og på samme tid er så hellig en ko, at ingen tør sparke til den. Derfor var det helt forkert at skrive om realisme, og anti-realisme, for det siger intet om hvorfor videnskaben virker, bare at den virker, og det vidste de alligevel allerede. Det er på tide at pierce den hellige ko i yveret!

De fleste tror at de store fremskridt indenfor videnskaberne sker indenfor videnskaberne selv. Det vil sige at de tror at det er videnskabsmændene selv der finder frem til alt hvad de finder frem til, ved at kikke på det de kikker på. Universet ligger åbent foran os, med benene spredt, og det eneste vi behøver at gøre er at rette kikkerten imod det, og så vil vi finde. Det er selve grundlaget for de empiriske videnskaber, ikke sandt?

Men hvis det virkeligt var sådan, hvorfor har vi så så stor respekt for de store videnskabsmænd nu til dags, og så lidt respekt for de spekulative videnskaber, dvs. filosofien? I de empiriske videnskaber kikker man bare ud på universet, mens man rent faktisk tænker i filosofien.

"Tror du selv jeg tænker?"

 Men selvfølgelig er det ikke sådan. Både videnskabsmænd og filosoffer tænker længe og hårdt, forskellen ligger bare i hvor stor vægt man lægger på det at tænke. Jeg har allerede været inde på at filosofien er den eneste disciplin der er selvbevidst, og som overvejer sig selv, og som selv opfinder sin egen metodologi. Dette gælder ikke de empiriske videnskaber, der først og fremmest består i at observere, og derefter tænke. Så snart en videnskabsmand beslutter sig for at tænke før han observerer, er han pr. definition ikke længere videnskabsmand, men filosof. Eller som den tyske filosof Heidegger skrev i "Was Heisst Denken?": "Videnskaben tænker ikke".


Fordi videnskabsmænd ikke selv har lov til at finde på deres egen metodologi mens de observerer, uden at blive filosoffer i stedet, er de aller største videnskabelige fremskridt faktisk sket i filosofien, og ikke i videnskaben. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på noget så nærliggende som Descartes eller Pascals matematiske kvantespring, men på ren ufortyndet filosofi. Jeg tænker selvfølgelig på Kant! :O

"Jeg tænker... Bitch!"

Hvis der var ét menneske der var skræmmende tæt på at finde ud af hvordan tingene virkeligt hænger sammen, så var det Kant. Cirka hundrede år inden Kant blev født havde en diskussion rumlet i erkendelsesteorien, den del af filosofien der beskæftiger sig med viden, omkring hvilken viden der var den mest endegyldige og korrekte. På den ene side stod rationalisterne, der sagde at den eneste rigtige viden var den viden som kom via fornuften. Descartes tilhørte denne faktion. De mente at discipliner baseret alene på fornuft var de mest rigtige, såsom geometri, eller matematik. Ingen har nogensinde set tallet 7, men der er ingen der er i tvivl om at det findes.
På den anden side stod empirikerne, der mente at den eneste egentlige sande form for læring og forståelse et menneske kunne opnå var den der kom via sanserne. På dennes side stod John Locke, liberalismens fader, der mente at mennesker blev født som renvaskede tavler, og at sanserne lidt efter lidt skrev på dem, og fyldte dem op. Linjerne var trukket hårdt op, og er det faktisk stadig lidt idag, men langt mindre takket være Kant.

Kant kom fra Tyskland, hvilket betød at han blev "opdraget" rationalist, og dette blev han ved med at være, indtil han i ca. 1771, blev vækket "af sin dogmatiske søvn", ved at læse empirikeren David Humes værker. Han indså at begge idéer havde sine meritter, og satte sig for at forene dem så godt han kunne, og det lykkedes også ganske udmærket. Hvad Kant skrev, og tænkte, var at hvis ikke tanker var rettet mod ting, så var de tomme, og ting uden tanker var blinde. Eller på en anden måde: Din hund empirerer nøjagtigt de samme ting som dig, men fordi han empirerer tingene uden at fælde tanker ved dem, er de blinde og meningsløse for ham. Hvad Kant fandt frem til, var at den rene filosofiske tanke, logik og fornuft, var ligeså vigtig for den empiriske erkendelse som sansningen alene. Empirien er tom uden teorien, og teorien er funderet på filosofi. Booyah!