#27 Dyr - er bare dyr.

Folk har det med at lade deres følelser løbe af med dem. Det er selvfølgelig også fint nok. Gode mennesker bør blive forarget, og jeg bliver selv ofte forarget, måske endda flere gange på samme dag. Men sommetider kan følelserne stille sig i vejen for rationel tænkning, og man kan spilde for meget tid på babysæler, fordi de ser søde ud, og for lidt på de "evindelige afrikanerbørn, der nu igen ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv".

Jeg synes desværre vi i vesten bruger alt for mange ressourcer på at bekymre os om hvordan de stakkels dyr har det, mens vi ikke spekulerer for meget på mennesker. Måske er det fordi dyr er mere forsvarsløse, og uskyldige end mennesker, at for små bure til mink, og svinetransporter får os lettere op af sofaen end krig, sult og død blandt mennesker. Måske der det fordi vi i virkeligheden mener at mennesker nok selv har en del i hvad der er kommet over dem, mens dyr i langt højere grad udstråler forsvarsløshed. Mennesker er ansvarlige for deres eget liv, mens vi er ansvarlige for dyrene, så dem tager vi os af først.

Mencius 372 - 289 f.kr.

Den kinesiske filosof Mencius, fortæller i sin bog der er opkaldt efter ham selv, om en ond og tyrannisk despot der regerede et af de mange gamle kinesiske fyrstedømmer. En dag skulle en ny klokke indvies til et tempel, og en tyr skulle ofres og dens blod stænkes på klokken for at helliggøre den til templet. Men fyrsten blev grebet af dyb medlidenhed for tyren der brølede af dødsangst, og inden tempelpræsten kunne hugge kniven i dyrets strube holdt fyrsten hånden op, befalede præsten at stoppe, og sagde at en ged ville være tilstrækkeligt.

"HVAD SAGDE HAN?!"

Fyrsten viste ikke den rette grad af dyd, forståelse, mådehold og rationale. Mens han viste sig som en god og nådig hersker overfor tyren sendte han flere hundrede familier i døden. Men fordi han ikke kunne se dem, ikke kendte dem og intet ville vide af dem var hans hjerte koldt og hårdt. Hvad jeg mener er selvfølgelig ikke at vi i vesten er despoter, og at vi direkte undertrykker andre befolkninger, men ved at lægge større vægt på dyrs velværd end på menneskers tror jeg vi gør en stor fejl. Dyrevelfærd er et luksusproblem, i en verden hvor børn sulter ihjel.

Ville de mælde sig ind i dyrenes beskyttelse?

#17 Teori vs. empiri?

Det virker som om jeg uden selv rigtigt at tænke over det, får lagt mig ind på et tema for hver måned. Sidste måned var temaet eksistentialisme, og hvorfor filosofi (og ketchup) er vigtigt i det daglige liv, og i denne måned ser det ud til at temaet bliver filosofi, og hvorfor det stadig har relevans idag, når vi har så pokkers mange empiriske videnskaber alligevel. Jeg ved at det er nøjagtigt det samme som jeg skrev om sidst jeg skrev herinde, men denne gang har jeg tænkt mig bedre om. De folk der siger at de "tror" på videnskaben er ligeglad med erkendelse eller viden. Hvis ikke de var det, ville det ikke være nødvendigt for mig at fortælle dem hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. At sige at man tror på videnskaben er et "tab-out", når nogen ligger én i armlås ved at spørge ind til hvad basis man bygger sit liv op omkring, der på samme tid ikke behøver overvejelse, og på samme tid er så hellig en ko, at ingen tør sparke til den. Derfor var det helt forkert at skrive om realisme, og anti-realisme, for det siger intet om hvorfor videnskaben virker, bare at den virker, og det vidste de alligevel allerede. Det er på tide at pierce den hellige ko i yveret!

De fleste tror at de store fremskridt indenfor videnskaberne sker indenfor videnskaberne selv. Det vil sige at de tror at det er videnskabsmændene selv der finder frem til alt hvad de finder frem til, ved at kikke på det de kikker på. Universet ligger åbent foran os, med benene spredt, og det eneste vi behøver at gøre er at rette kikkerten imod det, og så vil vi finde. Det er selve grundlaget for de empiriske videnskaber, ikke sandt?

Men hvis det virkeligt var sådan, hvorfor har vi så så stor respekt for de store videnskabsmænd nu til dags, og så lidt respekt for de spekulative videnskaber, dvs. filosofien? I de empiriske videnskaber kikker man bare ud på universet, mens man rent faktisk tænker i filosofien.

"Tror du selv jeg tænker?"

 Men selvfølgelig er det ikke sådan. Både videnskabsmænd og filosoffer tænker længe og hårdt, forskellen ligger bare i hvor stor vægt man lægger på det at tænke. Jeg har allerede været inde på at filosofien er den eneste disciplin der er selvbevidst, og som overvejer sig selv, og som selv opfinder sin egen metodologi. Dette gælder ikke de empiriske videnskaber, der først og fremmest består i at observere, og derefter tænke. Så snart en videnskabsmand beslutter sig for at tænke før han observerer, er han pr. definition ikke længere videnskabsmand, men filosof. Eller som den tyske filosof Heidegger skrev i "Was Heisst Denken?": "Videnskaben tænker ikke".


Fordi videnskabsmænd ikke selv har lov til at finde på deres egen metodologi mens de observerer, uden at blive filosoffer i stedet, er de aller største videnskabelige fremskridt faktisk sket i filosofien, og ikke i videnskaben. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på noget så nærliggende som Descartes eller Pascals matematiske kvantespring, men på ren ufortyndet filosofi. Jeg tænker selvfølgelig på Kant! :O

"Jeg tænker... Bitch!"

Hvis der var ét menneske der var skræmmende tæt på at finde ud af hvordan tingene virkeligt hænger sammen, så var det Kant. Cirka hundrede år inden Kant blev født havde en diskussion rumlet i erkendelsesteorien, den del af filosofien der beskæftiger sig med viden, omkring hvilken viden der var den mest endegyldige og korrekte. På den ene side stod rationalisterne, der sagde at den eneste rigtige viden var den viden som kom via fornuften. Descartes tilhørte denne faktion. De mente at discipliner baseret alene på fornuft var de mest rigtige, såsom geometri, eller matematik. Ingen har nogensinde set tallet 7, men der er ingen der er i tvivl om at det findes.
På den anden side stod empirikerne, der mente at den eneste egentlige sande form for læring og forståelse et menneske kunne opnå var den der kom via sanserne. På dennes side stod John Locke, liberalismens fader, der mente at mennesker blev født som renvaskede tavler, og at sanserne lidt efter lidt skrev på dem, og fyldte dem op. Linjerne var trukket hårdt op, og er det faktisk stadig lidt idag, men langt mindre takket være Kant.

Kant kom fra Tyskland, hvilket betød at han blev "opdraget" rationalist, og dette blev han ved med at være, indtil han i ca. 1771, blev vækket "af sin dogmatiske søvn", ved at læse empirikeren David Humes værker. Han indså at begge idéer havde sine meritter, og satte sig for at forene dem så godt han kunne, og det lykkedes også ganske udmærket. Hvad Kant skrev, og tænkte, var at hvis ikke tanker var rettet mod ting, så var de tomme, og ting uden tanker var blinde. Eller på en anden måde: Din hund empirerer nøjagtigt de samme ting som dig, men fordi han empirerer tingene uden at fælde tanker ved dem, er de blinde og meningsløse for ham. Hvad Kant fandt frem til, var at den rene filosofiske tanke, logik og fornuft, var ligeså vigtig for den empiriske erkendelse som sansningen alene. Empirien er tom uden teorien, og teorien er funderet på filosofi. Booyah!