Jeg tror frygten for døden er en af de mest almenmenneskelige følelser der findes. På linje med bland andet forelskelse, og hjertesorger. Hvis ikke frygten for døden, på græsk kaldet thanatafobi, var så almindelig ville vi se helt anderledes på mange ting, og mange af de mest alvorlige stresselementer ville forsvinde, hvis bare vi kunne forlige os med vores egen dødelighed. Men det lader ikke til at det kan lade sig gøre. Døden er ganske tabubelagt, undtagen ganske få steder. Prøv f.eks. dette eksperiment: Gå ind i din lokale kirke næste gang der er højsang, gudstjeneste, messe, eller bare te og småkager. Jeg vil vædde på at den vil være fyldt med gamle. Mennesker der med hastige skridt nærmer sig den mørke afgrund som vi alle forsøger ikke at stirre ind i, for hvis vi gør, som Nietzsche siger, så ender det med at afgrunden stirrer tilbage på os. Disse afgrundens mennesker stimler mod de få steder hvor man frit kan forlige sig med døden, uden at blive peget fingre af i vores samfund, så hurtigt som deres skrøbelige gamle ben kan bære dem, fordi de ved at døden altid har været den eneste fremtidige hændelse som de kunne være sikre på, og den eneste de aldrig har forberedt sig på.
Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.
Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.
 |
| Døden på psykologens briks... |
For mig at se er døden selve det menneskelige grundvilkår, i Kantiansk forstand den transcendentale erfaring, ud fra hvilken alle andre betragtninger formes. På en måde "er" vi døden, ligesom vi også "er" vores erfaring af tid og rum - døden er slutmålet og virker derfor definerende for hele menneskedyret.
SvarSletNietzsche, vil jeg sige, kommenterer på menneskets dekadence som udvæksten fra for meget moral og dermed ensretning (som kirken jo netop fordrer).
Ernest Becker har skrevet en bog (The denial of Death), der kredser om livets mulighed udelukkende som en benægtelse af døden - dvs. livet som en slags neurose - hvor de "sindssyge" faktisk er menneskene, der ikke formår at opbygge selve neurosen, benægtelsen, der gør livet udholdeligt.