#26 Tibet er Kina - historisk set!

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.

Yuan-dynastiet (1279-1368)

Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme. 

Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.

Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:

Qing-dynastiet (1644-1912)


Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.

Kina under Qing-dynastiet

 Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.

Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.

Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!

# 14 Terror eller frihedskamp?

Man siger ofte at den ene mands terrorist er den andens frihedskæmper. Men man plejede også at sige  at jorden var universets centrum, og at universet kun var så stort som vores solsystem. Men jeg har heldigvis efter omverdenens uretfærdige fordømmelse af PKK lavet en objektiv liste over kendetegn for terrorgrupper. Og det at være på en terrorliste er ikke en del af det! 

Lad mig sige det med det samme: Jeg sympatiserer med PKK. Hvis det at sige dette så åbenmundet som jeg nu gør på internettet betyder at jeg kommer til at blive overvåget, så er det helt i orden med mig. Vi har heldigvis endnu ikke indført tanke-kriminalitet i Danmark, og det eneste de kære spioner vil finde er min enorme samling af ballonporno (vi har alle vore små hemmeligheder).
Men nu har jeg knævret nok, her er min liste:

Punkt 1: Terrorister går efter civilister der ikke er direkte ansvarlige i deres kamp. Frihedskæmpere angriber soldater, og mennesker der har direkte ansvar så som politikere.

Både terrorgrupper og frihedskæmpere lægger bomber ud, men frihedskæmpere ringer inden de detonerer dem, så offentligheden har en chance for at redde civile. Terrorister går efter at dræbe så mange civile som muligt, og kan ikke se det moralsk forkastelige i denne idé. En frihedskæmper dræber soldater. Selvfølgelig er det sørgelig når en ung soldat dør, men vi anerkender at hæren er civilsamfundets bolværk og at de der melder sig til at være soldater, melder sig for at forsvare civilisterne, og ikke omvendt. For en soldat er døden en arbejdsrisiko han er bekendt med, mens det for civilisten er en tragedie. Derfor er der enorm forskel på at dræbe en uskyldig civilist og en uskyldig soldat.

Ingen af de mennesker der sad i WTC d. 11. september 2011 var direkte ansvarlig for noget som helst deres land havde bedrevet, som de Al-Qaeda terrorister der selvmorderisk fløj ind i dem var blevet så rasende over. Her er igen en forskel mellem terrorister og frihedskæmpere: Frihedskæmpere likviderer kun de ansvarlige.
Det er helt legitimt at dræbe en premierminister selvom han er civilist, når blot han er direkte ansvarlig for den uretfærdighed man vil rette op på. Selvfølgelig er det beklageligt at man vælger at kæmpe sin kamp med vold og våben, men kampen er legitim når bare den ikke går efter civile uden direkte ansvarlighed.

Du vil nu have spottet at der kun er ét punkt på min liste. Tillykke, det er næsten ligeså let at spotte, som forskellen mellem en terrorist og en frihedskæmper.

Til slut vil jeg bare gerne sige at kurderne var, er, og vil forblive. Længe leve det frie Kurdistan!

#8 Global økonomisk ulighed

Jeg er desværre den type menneske, der bliver indigneret, og vred en gang imellem. Ikke sådan lidt, men ret meget. Godt gammeldags bedstefar-rasende, over ungdommen nu til dags, smålige buschauffører, Pia Kjærsgaard, eller som i dette tilfælde den globale økonomiske ulighed. I dag hørte jeg nemlig en forelæsning om økonomisk vækst, og etik der først gennemgik forskellige teorier om hvorvidt økonomisk vækst var mulig/ønskværdig. Men det der for alvor fik mit pis i kog var den statistik jeg viser nedenunder.

Kan det virkelig passe at de rigeste 20% af verdens befolkning skal have 82.7% af verdens samlede indkomst, de 20% af verdens fattigste kun tjener 1.4% af den samlede indkomst?!

Jeg ved at mange højreorienterede, især unge på facebook, ikke har været vild med den nye regering, fordi den ville skabe mere lighed internt i Danmark. Jeg har set mange skrive at det ikke kan passe at man skal straffes for rent faktisk at være flittig, og arbejde. Men "sjovt" nok er der ingen af disse unge, der ville være fræk nok til at sige det samme til en ung mor hvis børn sulter på Afrikas horn. Vi har velstand, ikke fordi vi arbejder hårdere end andre, men fordi vi er født ind i et samfund der gør det muligt, mens andre er født ind i samfund der gjorde det umuligt for dem at blive velstående lige meget hvor flittige de end måtte være. I Danmark har vi ikke længere et proletariat som det Tove Ditlev kom fra, idag bor de i fremmede lande, og derfor er det let at glemme den enorme armod der er grundlaget for vores velstand. Hvis man er nødt til at gå 12 kilometer for at hente en spand vand, eller ens timeløn ikke er høj nok til at kunne købe en kvart banan i et dansk supermarked, så er det umuligt at blive velstående, lige meget hvor flittig og dygtig du er. Og hvilken bitterhed må man ikke også føle hvis man bruger hele dagen på at sy Levi's, men ved man aldrig vil få råd til ét eneste par?

Det mest skræmmende for mig er at det ser ud som om Marx havde ret i sine negative forudsigelser, men ikke i de positive.

Apropos Marx: