#42 Femifiscme

Jeg har i min overskrift lavet en lidt kluntet sammentrækning af ordene "fascisme", og "feminisme" hvor en basterdisering af ordet "fis" i øvrigt har sneget sig ind i midten, helt uden at det rigtigt var min intention. Men nu hvor ordet alligevel - sort of - er der, så synes jeg faktisk at det passer meget godt ind. Grunden til min overskrift er trefoldig. For det første er jeg efterhånden meget kritisk overfor feminismen, for det andet ville jeg denne gang gerne have en kort overskrift denne gang, og sammentrækninger er altid kortere end ikke-sammentrækninger, og sidst men ikke mindst har jeg fået lyst til at skrive en kritik af feminismen ligesiden den alt for opblæste "legoskandale".

Feminismen af idag er fis. Den har ikke altid været det, og er det stadig ikke i alle verdens lande, men som den ser ud i det moderne vesten idag, så er den det. Og også potientielt kvindeundertrykkende. Men det kommer jeg til.

Hvor kommer kønsroller fra?

Det har længe været en stor femínistisk kæphest, at kønsrollerne ikke opstår natuligt, som en del af den almindelige udvikling, men er noget som vi er præget til. Mænd har ifølge mange femninistiske teoretikere ikke naturlige anlæg for vold, og kvinder har ikke natulige anlæg for omsorg. Disse kvaliteter er indpræntet i os fra samfundet, og er som sådan næsten "unaturlige".

Personligt er jeg uenig, og tror på at vi fra naturens side er stærkt indflydte i retning af bestemte kønslige handlemønstre. Selvfølgelig betyder dette ikke at jeg tror vi kun bliver indflydt af naturen, men et konservativt gæt fra min side er at naturen betyder 50% af vores kønslige og seksuelle identitet. Jeg mener simpelthen at drenge bliver født med anlæg for vold, piger med anlæg for omsorg, og homoseksuelle med anlæg for homoseksualitet, og ved ikke at lade disse naturlige anlæg blomstre og vokse frit opbygger vi en konflikt mellem individdet, og dets køn.

Hvis mænd undertrykker kvinder, hvorfor er det så ikke dem der dør i krig?

Kvinder er til for at føde børn - men mænd er til for at dø!

Overskriften ser måske lidt tosset ud, men giver faktisk god mening i forhold til en evolutionær analyse. Kvinder har altid et evolutionært trumfkort i hånden, alene i kraft af at de kan føde børn. Selv i moderne samfund er det sådan, at der dør 3 mænd for hver kvinde i alle aldre, og af alle årsager. Grunden til dette er at mænd fra et evolutionært perspektiv langt fra er ligeså meget værd som kvinder. I et samfund hvor der er alvorlig mangel på mænd, f.eks. på grund af krig kan man stadig effektivt videreføre arten, mens det er langt sværere i et samfund hvor der er flere mænd end kvinder.

Kønspolitisk kan man faktisk gå så langt som at sige at kvinder er ligesom lande med atomvåben, mens mænd kun har konventionelle våben. Dette betyder at kvinder i høj grad kan læne sig tilbage og hygge sig, mens mænd er nødt til at bekymre sig om at "opgradere" sine resourcer, så kvinderne vil være interesserede i at indgå alliancer med dem. Måden man gør dette på er f.eks. ved at blive en stor og respekteret kriger, leder i samfundet, eller blive rig så man kan vise kvinden at hun ikke behøver bekymre sig om alt det afkom hun skal føde én.

Dette er grunden til at de traditionelle kvindefag ofte er langt kortere, f.eks. sygeplejerske, mens mandefag, f.eks. lægegerningen, er lang. Kvinder uddanner sig for at kunne overleve og forsørge deres unger, mens mænd bliver uddannet for fisse- og fisse er ikke billigt!

Feministisk mandeundertrykkelse?

Feminisme er forsøget på at ligestille kønnene, ved udelukkende at fokusere på ét køn, nemlig det kvindelige. Og det paradoksale her er i øvrigt at det ikke lader til at ligestilling virkelig er målet, for overalt hvor forskelsbehanlingen er til kvinders fordel, er der ingen femnister der har nogen problemer. Jeg har allerede fremhævet eksemplet "krig", hvor vi stadig har værnepligt for drenge, og værneret for piger. Andre oplagte eksempler på positiv særbehandling af kvinder er sager om forældremyndighed og kvindekvoter på arbejdsmarkedet.

Derudover er der stadig en udpræget anti-mandlig kultur som ikke én eneste feminist jeg har set har addresseret. Hvad jeg skriver om er her er f.eks. den åbenlyse dobbeltmoral der ligger i at det er okay alle kvinder stikker Jack Sparrow en flad så snart han åbner munden i de populære Pirates of the Caribbean-film, at vold i hjemmet begået mod mænd stadig er noget vi fniser af, at det samme gælder for voldtægt mod mænd, mens vi alle ville få vores brioche galt i halsen hvis Ozzy Osbourne grinede af en kvinde der fik brysterne skåret af, samtidigt med at der knapt er nogen der har hørt om hvordan hans kone jokede om en mand der havde fået skåret pikken af på "The Talk", et TV-program i USA.

Min pointe er selvfølgelig ikke at det er forfædeligt at være mand, men hvis mænd ikke har brug for at have en hel bevægelse i ryggen, så har kvinder det heller ikke.

Den kvindeundertrykkende feminisme?

Når man researcher feminisme springer det meget hurtigt i øjnene på én at der er en rigtig måde at være kvinde på, og en forkert måde at være kvinde på. Rigtige kvinder, dem som feminister klapper på skuldrene, er dem der ikke svarer til samfundets opfattelse af femininitet, og sparker mændene i røven, mens de der opfører sig i overenstemmelse med hvad samfundet opfatter som feminint, får et spark af feministerne.

Problemet her er bare det, at hvis kønsrollerne er medfødte og kvinder virkelig generelt er mere passive, venlige og omsorgsfulde end mænd, så passer den lederstilling som feministerne gerne vil presse ned over deres ører måske slet ikke til deres temperement og deres ønsker. Eksistentialisten og feministen Simone de Beauvoir udtrykte meget klart i sin bog, "det andet køn" at kvinder der havde lyst til at overholde kønsstereotypen og blive hjemme, ikke skulle have lov til det. Ergo er det ikke i feminismen den enkelte kvindes ret selv at definere sin kønslighed, men hun har en pligt til på vegne af bevægelsen at indordne sig dens mål. Dette tilgodeser tydeligvis ikke den enkelte kvinde.

#34 Hold min bedstefar ude af dit korstog!

Jeg er efterkommer af en modstandsmand, og jeg er ærligt talt stolt af det. Faktisk synes jeg vi alle kan være stolte af modstandsbevægelsen. Den er et potent symbol på et Danmark der ikke velvilligt, som får fulgte Hitlers rædselsregimente over Europa, selv hvis det officielle Danmark gjorde. Netop derfor er modstandsbevægelsen til min store fortrydelse blevet et politisk redskab for mindre grupper der bruger fortiden som propaganda i nutiden.

HVAD FANDEN BILDER I JER IND!!?

Politik er noget snavset noget, og jeg synes ikke vi skal trække modstandskampen ind i det, og det gør ondt inden i mig, når jeg ser nogen gøre det. De der gik aktivt ind i modstandsbevægelsen traf en beslutning der var alt for tung, til at blive taget så let på at man kan bruge den politisk. For nogen kostede den beslutning dem livet, for andre kostede den deres helbred, andre blev hjemsøgt af minder og andre igen druknede disse minder i røg, druk og arbejde. Af respekt for min bedstefar vil jeg ikke skrive om hvordan han selv bearbejdede den periode i hans liv, men blot tørt bemærke at der i John Wayne-æraen ikke var noget der hed PTSD - og knapt noget der hed granatchok!

"Din kone har forladt dig, du så din bedste ven blive skudt, du har blod på dine hænder, og folk synes du er sær. Tjah, det lyder som noget en dram kan klare! Mænd græder ikke..."

På trods af den enorme pris de rigtige modstandsmænd betalte - helte i mine øjne! Er der stadig mennesker der tager så let på modstandskampen at de ikke skammer sig et eneste sekund over at bruge den politisk. Grupper som f.eks. Danmarks Løver, der kalder sig "modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt". Når jeg ser den slags bliver jeg rystende arrig! Jeg er måske enig nok med deres budskab og formål, men på den måde at trivialisere modstandskampen er for mig alt for meget. For mig er det næsten som at bruge holocaust til at sælge mad, eller sultkatastrofen i Darfur til at sælge sandkasser. Er det virkelig så fjernt fra os at vi vil bruge det så letsindigt?

Hvis det var sådan her modstandskampen var blevet udkæmpet, og konsekvenserne for de involverede ikke var større, så ville det måske ikke være helt så følsomt et emne for mig. Men det er det!

Det er heldigvis sjældent jeg hører om folk der bruger modstandskampen politisk. Faktisk har jeg indtil nu kun hørt om Danmarks Løver, og jeg troede det var smagløst nok, indtil jeg faldt over dette på min facebook-forside. En udbrydergruppe af Danish Defence League, der kalder sig Dansk Modstand, har arrangeret en politisk aktion mod en moské i Aarhus, hvor de klædte sig ud som svin, og havde grisefødder fastgjort til en art bizar trefork. Jeg har en meget dårlig smag i munden!

Til deres minde:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller. 

---

#26 Tibet er Kina - historisk set!

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.

Yuan-dynastiet (1279-1368)

Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme. 

Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.

Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:

Qing-dynastiet (1644-1912)


Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.

Kina under Qing-dynastiet

 Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.

Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.

Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!

#12 Åbent brev til en vred muslim

Kaldet til Islam har været på TV hele dagen. De virker vrede og vil omvælte det vestlige samfund. Dette er et åbent brev til dem, og alle andre der hellere vil ødelægge end at samarbejde, muslimer eller ikke muslimer. 

Kære vrede Muslim

- Og det mener jeg i øvrigt. Du skal vide at de der hader dig kun hader dig fordi de frygter dig. Du skal vide at vi frygter dig, fordi du tror uden at tvivle. Fordi du hellere vil lytte til kolde bøger, end fordømme vold mod dine medmennesker. Vi frygter dig, fordi du hellere vil tjene din gud end dine medmennesker, og fordi du har givet din menneskelighed væk for at tjene ham. Du skal vide at vi frygter dig fordi du tror du forstår livet, når du kun bekymrer dig om hvad der kommer efter det. Vi frygter fordi du tror så stærkt, når vi andre kun har tvivl. Vi frygter dig fordi du tror på våbenmagt, mens vi andre tror på fred. Men mest af alt rygter vi dig, fordi vi tror på demokratiet, og dialogens milde magt. Men det er måske slet ikke nok imod din vrede.

Kære vrede Muslim. Du skal vide at vi ikke hader dig. Vi frygter dig kun, og når du er klar vil vi gerne tage imod dig, så godt vi kan. Men lige nu er vi små og bange, og hvor der er frygt kan der ikke være kærlighed.

Kære vrede Muslim

Salam!