En af mine mest velholdte hemmeligheder er hvad mit første arbejde var som børnemodel. Det er ikke fordi jeg skammer mig over det, jeg er sikker på at det kun er søde og kønne børn der bliver børnemodeller, men jeg er bestemt heller ikke stolt af det! Jeg har bare meget svært ved at forestille mig at der ikke skulle være mindst én pædo i en branche der udelukkende beskæftiger sig med at tage billeder af børn. Men misforstå mig ikke, jeg er sikker på at der er massere ganske flinke mennesker i "børnemodelbranchen", og der er sikkert mange "børnemodeltalentspejdere", der udelukkende har en sund og aseksuel interesse i hvordan et barn ville se ud i en flyverdragt - eller bikini.
Men på den anden side, så tror jeg også godt at vi alle ved, at hvis man stiller et honningglas ud i haven uden låg på, så går der ikke længe inden der er myrer i det. Og med honning mener jeg små smukke børn, med låg mener jeg "opsyn", og med myrer mener jeg... Creeps.
 |
| "Creepers?!" |
Min modelkarriere både startede og sluttede i sommeren 1993, mens mine forældre i øvrigt var ved at blive separeret. Jeg husker det ikke selv, men har sidenhen fået at vide at min far og jeg var blevet stoppet mens han havde kørt rundt med mig på sin gamle ladcykel. Vi boede på dette tidspunkt på en lille idyllisk ø, i det sydfynske øhav, og manden spurgte os kækt om ikke han kunne skyde et par billeder af mig på den lokale strand, så de kunne putte dem i et af deres turistmagasiner og sende det til Tyskland? Min far svarede "ja", uden at tænke over det og i toogtyve et halvt minut, var jeg det sydfynske øhavs Naomi Cambell. Bortset selvfølgelig fra at jeg var en lille lyshåret dreng...
Da vi vendte hjem fik min mor sig selvfølgelig et føl. På trods at at jeg havde været fuldstændigt uvidende om hvad der foregik, og bare havde hygget mig på stranden, så er der jo noget dybt ... Creepy, over det med børnemodeller. Barndommen burde være den ene tid i ens liv, hvor man ikke er tynget af andres forventninger. Hvor man kun er køn for ens egen skyld, ikke for andres. Hvor man ikke læser, eller får læst, en bog for at imponere andre, eller for at diskutere den senere. Det smukke ved barndommen er at det er en enestående tid, hvor man er viet alene til sig selv, og alle andre også er det, uden at det er forargeligt. Her mener jeg selvfølgelig ikke at der ikke skal sættes grænser for børn, eller at man ikke skal forsøge at gøre dem til gode samfundsborgere ved at lære dem gode værdier, og fællesskabsfølelse. Men børn er ikke voksne, og skal ikke behandles som voksne, fordi de mangler mange af de forsvar man har som voksen. Hvis du melder dit barn ind i skønhedskonkurrencer, så lærer du det en helt forkert etik, og en helt forkert selvforståelse. Jeg mener ikke at det skal være en ret at udsætte ens børn for den slags.
