Viser opslag med etiketten evolution. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten evolution. Vis alle opslag

fredag den 27. januar 2012

#29 Sådan læses bibelen

Jeg skriver det her at tre grunde. For det første fordi min niece for nyligt blev døbt, og jeg lige siden har haft lyst til at skrive noget om bibelsk eksegese, et emne jeg synes er meget spændende. Men fordi hun stadig er for lille til at kunne tale, tror jeg ikke hun ville have meget glæde af hvis jeg skrev noget til hende om det, før om meget meget længe. For det andet fordi jeg er kristen, men gerne vil distancere mig fra de stærkt karikerede idéer om hvad religiøsitet vil sige på internettet, såsom at man ikke på samme tid kan være religiøs og acceptere videnskabelig bevisførelse, eller at Gud er en "skægget mand oppe i himlen". Og sidst men ikke mindst fordi jeg synes det er et enormt vigtigt emne, som jeg synes man skal vide noget om. Helt generelt har bibelen været enormt vigtig for vores civilisation. Historien om Jesus i evangelierne, var historien om et individs kamp mod samfundets uretfærdighed, og da man i 1700-tallet første gang begyndte at opfinde menneskerettigheder var det blandt andet for at "beskytte individet". Jeg har svært ved ikke at se en sammenhæng. 



Bibelen understøtter ikke kreationisme

Det mest vægtige bevis for dette findes i bibelen selv, idet både skabelsesberetningen og Noas ark findes i to versioner. Da det er disse to historier som kreationister oftest forsøger at forsvare en bogstavelig fortolkning af, er det ironisk at bibelen gør dem umulige at forstå bogstaveligt - hvis man ellers gider læse den. Den første skabelsesberetning findes fra kapitel 1 i Første Mosebog - også kaldet Genisis, hvilket betyder "begyndelsen" på græsk, eller "Bereshit" på hebraisk, jødernes sprog, hvilket betyder "i begyndelsen" - indtil kapitel 2, mellem vers fire og fem. Denne skabelsesberetningen er den mest kendte, mens den anden i den kreationistiske litteratur, og deres youtube-film ofte ignoreres. Denne beretning starter med at Gud på første dag skaber himmelen og jorden, mens han på den syvende og sidste dag hviler, og på den måde indstifter den jødiske shabbat.

Den anden skabelsesberetning følger lige efter, og fordi der er en ubrudt glidende overgang mellem de to er der mange der ikke lægger mærke til den.
Denne skabelsesberetning er meget sød, poetisk og næsten barnlig, idet den handler om hvordan Gud først skaber Adam (i modsætning til den første skabelsesberetning hvor Gud skaber ham sidst, "som kronen på værket"), og derefter beder ham navngive alle dyrene for at han ikke skal være ensom, og for at han kan have en hjælper der svarer til ham selv, men efter at han ser at Adam har navngivet alle dyrene, og der stadig ikke er en der svarer til ham selv lader han ham falde i en dyb søvn, og skaber kvinden Eva ud af hans ribben. Yaaaay!

Der findes som sagt også to historier om Noas ark. Først forklarer Gud Noa i kapitel 6 (samme bog) at han skal tage ét par af hvert dyr ind i arken, mens han forklarer ham i kapitel 7, at han skal tage syv par af de rene dyr, og kun ét par af de urene dyr (urene dyr er selvfølgelig dem som jøder ikke må spise, som f.eks. hummere, rejer, grise, insekter, ørne, etc). Denne "lille forskel"viser temmelig tydeligt for mig at bibelen skal læses allegorisk. Apropos:

Historien om Jonas er enten sand, fordi det skete i virkeligheden, eller fordi den fortæller noget om hvordan man skal respektere andre menneskers tankefrihed. Jeg ved godt hvilken form for sandhed jeg foretrækker.


Du får mere ud af bibelen ved at læse den allegorisk

Kapitel 20 i Anden Mosebog ("Exodus" på græsk, hvilket betyder "Udvandringen", eller shemot", der på hebraisk betyder "Navnene ") indledes med disse ord: "Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af fangeskabet"". Hvis altså man tager bibelen på ordet, helt bogstaveligt, så kan man altså godt ignorere det der følger, med mindre selvfølgelig man var slave i Egypten engang for længe siden. Men hvorfor overhovedet skrive det ned så? Jeg har aldrig selv fået en personlig besked fra Gud, men jeg tvivler på at jeg ville være nødt til at skrive den ned for at huske den, og selv hvis jeg gjorde ville jeg ikke behøve udgive det i en bog - slet ikke hvis det ikke gjaldt for andre end mig selv og mine venner!

Men både jøder og kristne har valgt at følge de ti bud, selvom de ligesom mig aldrig har været slave i Egypten, fordi de har forstået Guds ord om udfrielsen som noget allegorisk. Et andet praj om at bibelen skal forstås allegorisk er også som nævnt for oven at der findes flere versioner af bibelens historier i bogen selv.

Men hvis man stadig vælger at tage bibelen på sit ord, på den mest direkte måde er der også andre problemer. Bibelen er en bog som det er meningen at skal oplyse din personlige moral, tro og din eksistens. Det kan den umuligt gøre hvis du læser den ligesom du ville læse en matematikbog, eller en historiebog. Du bliver ikke et bedre eller mere behageligt menneske af at tro at verden blev skabt af Gud på syv dage, men du bliver et bedre menneske af at indrømme overfor dig selv at du har fejl og altid at stræbe efter at rette dem.




Bibelen er ikke én bog, men et bibliotek

En anden grund til at biblen ikke skal læses bogstaveligt - og så måske alligevel! Er at den indeholder mange forskellige genrer. Nogle af dem er de mytiske og allegoriske, såsom Første Mosebog, hvorimod andre, som Evangelierne og Kongebøgerne er langt mere historisk beskrivende. Andre igen er breve, andre er ordsprog, mens andre igen er digte. Hver genre skal selvfølgelig læses på sin måde. Du ville ikke få nogen særligt høj karakter i dansk, hvis du læste digte som du læser aviser, eller breve på samme måde som du læser drama. En sjov anekdote som jeg har hørt om puritanerne - en yderliggående protestantisk gruppe, der blandt andet forbød jurier fordi de ikke nævnes i bibelen - var at de simpelthen ikke kunne forstå hvorfor de gamle kloge hoveder havde inkluderet Højsangen i bibelen, et digt der blandt andet indeholder linjer som: "Dine bryster er som hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne".

Den konventionelle holdning til højsangen er at den handler om hjertets længsel mod Gud. Selvom rygterne skal vide at Solomon var lidt af en buk...

Yderligere læsning:

Jødisk eksegese: Talmud Bavli eller De rådvildes lærer.

Kristen: Kirkefædrenes skrifter (kan findes som antologier på biblioteket), eller den Katolske Kirkes Katekismus.

fredag den 13. januar 2012

#24 Er feminister skyld i pigers selvskaderi?

Jeg har i den forgange tid ikke været så flittig til at skrive herinde, og det undskylder jeg. Besøgstallet har også været dalende, og selvom jeg ikke får penge for besøgende betyder det stadig noget for min stolthed, og min bevidsthed om hvor mange jeg når ud til med mit budskab. Jeg har derfor besluttet at forsøge at øge mit månedlige besøgstal, der i dag ligger omkring 200, ved de næste par gange at skrive og argumentere for de af mine holdninger, idéer, eller hypoteser som jeg ved er de mest kontroversielle. Så glæd dig til at læse om hvorfor transseksualitet er en sygdom, hvorfor Tibet er en del af Kina, hvorfor menneskerettighederne måske alligevel ikke er så fantastiske, og hvorfor kommunisme måske trods alt er en god idé. Denne gang spørger jeg forsigtigt ud i luften om feministerne har skadet kvindesagen:

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at rødstrømpebevægelsen har gjort det meget sjovere at være kvinde, og har ændret vores syn på kvinder radikalt. Før feminismen hørte alle kvinder til i hjemmet, når de var gift, og de havde bare at lyde deres mand. I dag har piben dog fået en anden lyd, og der er for feminister intet mere skamfuldt og degraderende end når en kvinde der er fritstillet alligevel vælger at handle i henhold til traditioner og kønsroller, og derfor vier sig for en tid til hjem, børn og lader lederstilling være lederstilling.

For hvor kommer kønsrollerne fra? Havde mænd over hele verden på én gang besluttet sig for at oprette et undertrykkende hegemoni der lænkede kvinderne til børn og køkkener når de langt hellere ville på storvildtjagt, og polarekspeditioner?

Jeg synes personligt at det er usandsynligt at så mange verdenskulturer uafhængigt af hinanden har sagt at hjemmet er kvindens domæne, og at det er der hun har sin plads, og bestemmer. Feminismens store forbrydelse ligger i at den gør det skamfuldt at ville dedikere sig til sin familie og børn, i stedet for en karriere. På et tidspunkt bliver vi nødt til at stoppe op og spørge om de 51% af befolkningen virkelig har lyst til at være topledere i aktieselskaber, eller om vi i stedet skal lade dem være hvor de har selv har lyst.

Misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal de kvinder der har ambitionen om at have en lederstilling også have den, især hvis de har talentet, og så videre. Men man er ikke en bedre kvinde eller mere værd bare fordi man har en lederstilling.

Niccolò Machiavelli 1469 - 1527





Den berømte italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli gav i sin drøftelse af Livius' værker en dobbeltsidet definition af frihed, som jeg godt kan lide, fordi jeg selv har haft det problem med friheden som begreb, at det før Machiavelli forklarede det, var så diffust og abstrakt for mig at jeg ikke fattede hvad det fantastiske ved det var. Machiavelli skriver at frihed på den ene side kan være friheden for andres indblanding, eller frihed til at opnå indflydelse. Indtil videre har kvindebevægelsen forsøgt at frigøre kvinderne ved at følge Machiavellis sidste definition, og derfor lader de ikke kvinderne i fred.

Hvorfor "cutter" drenge ikke?

Cutting er et amerikansk udtryk for når man skærer i sig selv, og det er hovedsageligt piger der gør det. Men hvis virkelig det er samfundets pres, og ambitioner på pigerne vegne der får dem til at cutte, hvorfor gør drenge det så ikke?

Drenge har siden den tidligste stenalder været mindre værd end piger. Dette lyder måske lidt underligt, og endda irrelevant, men når man tænker på at det kun er 5000 år siden vi begyndte at skrive og kun 200 år siden vi for alvor begyndte at bygge fabrikker, så giver det pludseligt bedre mening at analysere ud fra evolutionen, og se hvorfra vi kommer.

Grunden til at mænd ikke er mere værd end kvinder, er simpelthen at vi ikke kan føde børn. Sådan er det. Hvis man har 100 mænd og én kvinde til at fortsætte arten med, så kan vi godt vinke farvel til menneskeheden, men hvis vi har 100 kvinder og to mænd, så ville vi godt kunne slå den ene mand ihjel, uden at det gjorde den store forskel for arten.

Netop det at vi mænd er mindre værd, og det ikke er nogen enorm katastrofe for arten hvis vi dør, kan forklare meget af vores adfærd. Når nu det ikke gør noget at en mand dør alligevel kan evolutionen godt programmere ham til at tage flere chancer, gå i krig og så videre, mens kvinder der er alt for dyrebare har en tendens til ikke at være lykkelige med mindre der er rent i hjemmet - hvor de er.

Men altså har drenge altid været mindre værd end piger, og har skulle bevise deres værd ved at gøre ting. En mand der ikke kunne fange bøfler på savannen var mere værd død, for så kunne man i det mindste spise ham! Mens en kvinde altid var noget værd, alene i kraft af at hun var kvinde, og derfor ikke behøvede at bekymre sig om andres ambitioner på hendes vegne, som i dag.

mandag den 17. oktober 2011

#11 Hvad er et filosofisk spørgsmål?

Jeg startede den her blog med et metafilosofisk spørgsmål, og dammit!, nu er jeg sgu igang med det igen. På et af de forums som jeg følger på internettet var der for nyligt en fyr der startede en tråd med et spørgsmål i, som af de andre deltagere blev pandet for ikke at være filosofisk, og derfor kategoriseret forkert. Fyren der stillede spørgsmålet er enten verdens største troll, eller også alvorligt mentalt handikappet, så ham er jeg faktisk ikke så interesseret i at snakke om. Men reaktionen på hans tråd fik mig til at tænke.

I virkeligheden er  alle spørgsmål filosofiske på et eller andet plan, men de spørgsmål som vi normalvis anser for at være filosofiske er de spørgsmål der ikke kan besvares med nogen anden metodologi end den filosofiske, dvs. at de kun kan besvares gennem den rationelle tanke, og ikke gennem observation.

Hvad universet er for noget, er et filosofisk spørgsmål, men de fleste ville nok foretrække at en fysiker svarer på det, fordi det kræver at man rent faktisk kikker på universet, i stedet for bare at tænke over det. Hvad filosofi er, er et alene filosofisk spørgsmål, fordi man alene kan svare på det ved at tænke over det. Hvis et barn faldt i en dyb koma, og først vågnede tyve år senere, vil det ikke have kunnet opbygge et svar på hvad universet er for noget, fordi besvarelsen af det spørgsmål kræver at han kunne kikke ud, men han ville godt kunne svare på hvad filosofi er, fordi det spørgsmål kun ville kræve at han var i stand til at tænke rationelt. Chancen for at dette nogensinde vil ske er selvfølgelig meget lille, men det kunne ske.

En anden, og kortere måde at sige det på, er at i den filosofiske metodologi tager rationaliteten præcedens over data, mens data tager præcedens over rationaliteten i alle andre videnskaber. En matematiker kan ikke bedrive matematik uden data i form af tal, en litteraturhistoriker kan ikke bedrive litteraturhistorie uden data i form af litteratur og historie, og Galileo ville ikke som fysiker kunnet have bedrive sin (bogstaveligt talt) banebrydende fysik uden data fra verdensrummet opsamlet gennem sin kikkert. Derimod behøver en filosof ikke rigtig data i nogen form, men ofte kun et spørgsmål, som f.eks. "Hvordan bør data eller information analyseres?"

Her bliver det i øvrigt for alvor interessant. For ingen af de andre videnskaber kan overveje sig selv, uden at blive filosofiske. I samme øjeblik en astrofysiker begynder at ville diskutere metodologi, træder han ud af astrofysikken og ind i filosofien, for intet bjerg af data vil nogensinde kunne fortælle ham hvordan det bør fortolkes på en rationel måde. Selve spørgsmålet om hvad der er en rationel analyse af data, og hvad der ikke er, er et rent filosofisk spørgsmål. Det er ganske vidst et videnskabsfilosofisk spørgsmål, men rationaliteten tager stadig præcedens over data når det skal behandles.

Så for at konkludere: Alle spørgsmål er filosofiske, den eneste forskel er hvor meget de er det.

søndag den 9. oktober 2011

#3 Konstant og forandring

Forskellen mellem den antikke europæiske filosofi i Grækenland, og den moderne filosofi, efter John Dewey. Den antikke filosofi så sin opgave som at finde de uforanderlige, konstante og absolutte fænomener, eller ting, mens den moderne filosofi ser det som sin opgave at finde så uforanderlige, konstante og absolutte processer som den overhovedet kan, for at hjælpe med praktisk videnskabelig analyse. Og også lidt om Kina...

Sokrates var verdens første troll, men fordi han levede før computeren blev opfundet, var han nødt til at finde folk på gaden, som han kunne være uenig med. Sokrates' troll-teknik var at han spillede dum, og bad folk forklare et forholdsvis simpelt begræb, som de fleste mener at de ved noget om, for ham, men når de svarede prikkede han så mange huller i begræbet han kunne, og sommetider tilbød han bedre forklaringer, mens han stadig spillede naiv, og spurgte om ikke dét ville være en bedre måde at sige det på?

I Platons udmærkede værk "Staten", der kan anbefales som en begynderbog for alle der er interesserede i filosofi, diskuterer Sokrates og hans venner på et tidspunkt faglærte, der har lært et håndværk. De bliver hurtigt enige om, at disse mennesker fortjener at indtage den laveste position i deres idealsamfund, fordi pottemageri, tømmerarbejde og så videre tilhører en lavere orden.

I Sokrates' hovede var det faglærte arbejde lavt, fordi det ikke beskæftigede sig med det evige, og uforanderlige, som f.eks. fornuften, filosofien, eller videnskaben.
Den antikke græske verden var kosmos, ikke kaos. Alt var ordnet efter en bestemt orden, og den orden skulle følges. Man var født til at udfylde en bestemt plads, verden var finit og man kunne lære alt at kende. For den antikke græker handlede filosofien om at finde frem til de mange evige og uforanderlige ting i verden. Grækerne troede på at der var en orden der styrede verden, og at man alene ved tankens kraft kunne finde frem til den, ligesom matematik.






Denne tankegang låste meget længe vesten fast intellektuelt, for hvis verden var finit og uforanderlig, så kunne ting kun opdages én gang, og når det var sket, så ville det kun være nødvendig at lære dem udenad fra ham der havde opdaget dem. Personen der havde opdagede tingene var multi-geniet Aristoteles, der undersøgte alt fra hvor mange tænder en hest har, over til den pantetoniske skala i musik:



Umiddelbart lyder det meget fornuftigt at ting kun kan opdages én gang, men denne forkerte tankegang som Aristoteles var en del af holdt ufrivilligt verden tilbage i tusindvis af år.
Man nedbrød langsomt idéen om den uforanderlige verden, til fordel for en verden hvor det eneste uforanderlige er forandringen. Det lyder måske paradoksalt, men det betyder kun at alt forandrer sig, men at det sker efter bestemte processer der kan observeres og analyserers, og som selv er evige. Videnskab handler ikke længere om at opdage ting, eller fænomener, men om at opdage processer. Hvordan dyr udvikler sig, stjerner fødes og kemi i hjernen interagerer. I Staten anbefaler Sokrates at man lader børn studere nattehimlen, fordi stjernebillederne hører blandt det evige, uforanderlige og ordnede kosmos. Det ved vi idag er forkert.


Sjovt nok startede kineserne i den anden pol, men endte som grækerne. Den mest populære af alle de kinesiske filosofier er Daoismen, der siger at sandheden er som vand: Du kan ikke forme en skål med dine hænder og holde sandheden i dem, fordi den er i evig forandring, og altid vil flyde ud mellem hænderne, eller som der står i bogen Daodejing af Lao Zi: "Den sandhed der kan fortælles er ikke den evige sandhed". Denne idé udtrykkes bedst i et af verdens mest genkendelige religiøse symboler, nemlig Taiji-symbolet ovenfor, der viser det "højeste ultimative" (på kinesisk Taiji) nemlig hvordan de to modsætninger Ying og Yang altid er i bevægelse.

Desværre er udenadslære en stor del af den kinesiske kultur, alene på grund af deres skriftsystem, hvor hvert "bogstav" er ét ord, så for at lære at læse kinesisk kræver det at man lærer så mange som halvtredstusind tegn udenad. Derfor blev det sådan at hvis man gerne ville anses for at være en lært mand i Kina, så lærte man de gamle vises værker udenad, så man kunne lære dem udenad, ligesom Maos Lille Røde.

Som Konfucius sagde: "Den der altid følger i andres fodspor kommer aldrig foran!"