#43 Kommunismen og Kina

Den årvågne læser af denne korte serie af indlæg om kinesisk tankegang og filosofi, vil have spottet at kinesisk filosofi i langt højere grad end den vestlige, er pragmatisk og politisk. Den kinesiske filosofi, handler om at forbedre samfundet her og nu, og det er kun den oldtusse gamle daoisme, der er ligeså teoretisk og verdensfjern, som mange af de vestlige filosofier har været. Dermed ikke sagt, eller rettere skrevet, at den kinesiske filosofi ikke har et transcendent præg på lige fod med vestens filosofier, men filosofiernes praktiske anvendelighed i hverdagen har altid taget forrang over logiske deduktioner på små støvede akademikerværelser. Derfor er det ikke overraskende at marxismen, i sin kommunistiske form, fik så hårdt et tag i kineserne sent i forrige århundrede. På den ene side var man blevet trætte af de traditionelle kinesiske filosofier der tidligere havde ledt Kina til sin førerposition i verden, men i den moderne industrialiserede tidsalder kom til kort, startedende med taipingoprøret, bokseropstanden, og fremmede magters stigende indflydelse i Kina, både før og efter revolutionen i 1912. På den anden side var man stadig fascineret og tiltrukket af de gamle idéer om samfundsbevidsthed, og søgen efter det perfekte samfund. Kommunismen var her den perfekte kombination af vestlig metodologi, rationale og videnskabelighed, og kinesisk tankegang.
Og nu bliver der i øvrigt ikke skrevet mere om kinesisk filosofi.