Den følelse jeg husker allerbedst fra min folkeskoletid var dyb dyb apati. En følelse af at undervisningen ikke sagde mig noget, og at jeg spildte min tid. Det var ikke hver dag den følelse var der, men når den var der gjorde den et stærkt indtryk, som f.eks. en uge i 6. klasse, hvor vi repeterede tallene på engelsk, eller når en særligt uengagerede lærer skulle forklare materiale hun ikke kunne få givet videre for 3. gang.
For nyligt vendte den følelse tilbage, men nu går jeg på universitetet, og har ikke mødepligt. Derfor besluttede jeg mig for ikke at møde op, i cirka 2 måneder, med få afbrydelser. Jeg følte igen ikke at undervisningen sagde mig noget, næsten som om den ikke vedkom mig, og til min store overraskelse viste eksamenstiden mig at jeg havde haft ret. I stedet for at følge med i pensum, undervisning eller eksamensplaner spiste mig og min følelse af apati slik sammen, så på porno og læste en antologi jeg fik af min søster i julegave. Jeg begyndte at gå i seng klokken fire og stå op klokken seks, og selvom jeg fra tid til anden sagde til mig selv "ih, jeg må nok også hellere se at få læst op på det lort", så var det mere en undskyldning end en forklaring. Da jeg så endelig skulle til eksamen var jeg forståeligt nok temmelig nervøs. Jeg troede ikke på at jeg ville bestå, og havde heller ingen grund til at tro det. Jeg havde læst intet af pensum, min apati ville ikke lade mig putte kilder ind i min opgave, og selvom jeg allerede - for første gang i mit liv - var begyndt at tumle med tanken om at droppe ud, kunne jeg ikke skubbe tanken om at jeg var på vej til skafottet ud af hovedet.
Til min store overraskelse gik min eksamen temmelig godt. Bedre end mange af de flittige studerendes. Selvfølgelig fik jeg en kæk bemærkning fra min vejleder om at han aldrig havde set mig før (hvilket var forkert, han havde været gæsteforelæser én gang, men jeg gjorde åbenbart ikke noget stort indtryk) og eksaminator hakkede meget hårdt på min argumentation men jeg syntes faktisk jeg holdt stand ganske godt. Da jeg vendte tilbage efter de havde voteret fik jeg straks at vide at jeg havde fået 10, og lå meget kort fra at få topkarakter. Mine formalier havde været en vederstyggelighed, men alt taget i betragtning var de glad for jeg stadig var på studiet. Min vejleder som jeg jo aldrig rigtigt havde mødt før, sagde endda fuldstændigt uden ironi i stemmen at han oprigtigt håbede at jeg ville blive på studiet. Well, fuck me!! På den ene side er jeg selvfølgelig et utaknemmelig skarn, hvis ikke jeg er glad og tilfreds, men på den anden side... Ja, på den anden side havde jeg jo netop fået håndgribeligt bevis på at undervisningen ikke var for sådan en som mig. Det ville selvfølgelig også være fint nok, hvis ikke det betød at al socialitet røg ud af vinduet. På den ene side kunne jeg droppe ud og blive social udskud, uden uddannelse, liggende på en bænk. Jeg ved at jeg ikke ville kunne uddanne mig som tømrer. Og på den anden side kunne jeg blive på min uddannelse og bare vende mig til apatien, den kedelige uvedkommende undervisning, de få stressfulde timer som eksamen varer, og så være en perifer skyggelignende skikkelse i yderkanten af de andre studerendes socialliv.
Uddanner vi genier til skraldespanden?
Jeg kan på baggrund af mine egne oplevelser ikke lade være med at tænke at vi straffer intelligente mennesker i det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig var min måde at læse op til eksamen på ikke optimal, men hvis man ikke engang kan føle sig mentalt udfordret i sin undervisning, hvor kan man så få afløb for den tankekreativitet vi alle kender? Det burde ikke være for meget at forlange at blive udfordret nok i sin skoletid, så man ikke behøver optage underlige særinteresser, som filosofi og skrivning, for komme af med ens mentale energi efter skolen er overstået. Men det er netop den historie jeg hører fra mange intelligente børn og unge jeg har mødt op igennem tiden. Drenge får små særinteresser for at komme af med deres "energi", mens mange piger, især i teenagealderen, begynder at skjule sig for at blive accepteret socialt. De kryber sammen, bliver stille, og hæmmede fordi de aldrig får lov til at udtrykke sig, og alt det smukke der foregå indeni dem!
Det er en tragedie, at de der har allermest at give, gøre og kunne, også er dem der bliver holdt nede. Jeg har selv været heldig at have haft fantastiske lærere. Blandt andet en i dansk der lod mig skrive noveller i stedet for stile. Men jeg har bestemt også haft dårlige lærere, der så mig som en pestilens fordi jeg ikke kunne holde kæft, sidde stille og ville rette på ting som jeg vidste var forkerte! Og jeg kan idag kun forestille mig hvor frustrerende det må have været ikke at have fået den 1-ud-af-10-lærer, der gjorde det bedste for én fordi hun brændte for børn og var god til dem.
Alle de tusinder af børn og unge får nemlig intet andet end en uddannelse i dovenskab. En uddannelse i at holde sig tilbage, holde sin kæft, lægge bånd på sine evner og kun gøre halvt så meget som de har i sig. De lærer dårlig arbejdsdisciplin, fordi det som de andre kan lære på en uge kan de lære på en dag, de lærere at holde sig for sig selv, fordi der ikke er nogen der har deres interesser, og de lærer at skolen ikke er et sted for dem. Fordi de - bizart nok! - er for kloge til den!
Undertrykkelse for lighedens skyld?
Og det forfærder mig at det stadig skal være kontroversielt at vi har brug for specialskoler for særligt intelligente for ikke at tabe dem på gulvet! Jeg bliver vred, afmægtig og forfærdet over det, for jeg kan ikke se ét eneste godt argument imod det. Ja, man kan måske såre de almindelige børns følelser. Men hvad så? Vi har for længst erkendt at børn med en IQ på 70 har brug for særlige skoler, faciliteter og undervisning, så hvorfor skulle det ikke gælde for folk med en IQ på 130? Forskellen fra hundrede, hvilket er normalen, er lige stor, så hvis den ene har brug for særbehandling, hvorfor så ikke den anden?
Jeg tror desværre godt jeg kender svaret, selvom det ikke er pænt. Vi har ikke noget imod at rangere 10 procent af befolkningen, de "langsommste", under de 90 procent der er de gennemsnitlige, mens forældre over hele landet ville protestere højlydt, hvis de 10% hurtigste børn fik lov til at få specialundervisning der rangerede "over" deres børns. Pludseligt er det ikke "fair".
Men hvad jeg ikke synes er "fair" er at børn med en enorm ressource skal lide overlast fordi den danske kultur åbenbart stadig er så fastlåst i janteloven at man skal straffes for at være mere intelligent end andre.
Enten giver vi de "omvendt retarderede" deres egne specialskoler, eller også underviser vi alle sammen ét sted. Og når jeg skriver alle, så mener jeg alle. Så kan I selv afgøre om I mener det er "fair"!
For nyligt vendte den følelse tilbage, men nu går jeg på universitetet, og har ikke mødepligt. Derfor besluttede jeg mig for ikke at møde op, i cirka 2 måneder, med få afbrydelser. Jeg følte igen ikke at undervisningen sagde mig noget, næsten som om den ikke vedkom mig, og til min store overraskelse viste eksamenstiden mig at jeg havde haft ret. I stedet for at følge med i pensum, undervisning eller eksamensplaner spiste mig og min følelse af apati slik sammen, så på porno og læste en antologi jeg fik af min søster i julegave. Jeg begyndte at gå i seng klokken fire og stå op klokken seks, og selvom jeg fra tid til anden sagde til mig selv "ih, jeg må nok også hellere se at få læst op på det lort", så var det mere en undskyldning end en forklaring. Da jeg så endelig skulle til eksamen var jeg forståeligt nok temmelig nervøs. Jeg troede ikke på at jeg ville bestå, og havde heller ingen grund til at tro det. Jeg havde læst intet af pensum, min apati ville ikke lade mig putte kilder ind i min opgave, og selvom jeg allerede - for første gang i mit liv - var begyndt at tumle med tanken om at droppe ud, kunne jeg ikke skubbe tanken om at jeg var på vej til skafottet ud af hovedet.
 |
| "Værs'go' at tage plads, Hr. Rasmussen" |
Uddanner vi genier til skraldespanden?
Jeg kan på baggrund af mine egne oplevelser ikke lade være med at tænke at vi straffer intelligente mennesker i det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig var min måde at læse op til eksamen på ikke optimal, men hvis man ikke engang kan føle sig mentalt udfordret i sin undervisning, hvor kan man så få afløb for den tankekreativitet vi alle kender? Det burde ikke være for meget at forlange at blive udfordret nok i sin skoletid, så man ikke behøver optage underlige særinteresser, som filosofi og skrivning, for komme af med ens mentale energi efter skolen er overstået. Men det er netop den historie jeg hører fra mange intelligente børn og unge jeg har mødt op igennem tiden. Drenge får små særinteresser for at komme af med deres "energi", mens mange piger, især i teenagealderen, begynder at skjule sig for at blive accepteret socialt. De kryber sammen, bliver stille, og hæmmede fordi de aldrig får lov til at udtrykke sig, og alt det smukke der foregå indeni dem!
Det er en tragedie, at de der har allermest at give, gøre og kunne, også er dem der bliver holdt nede. Jeg har selv været heldig at have haft fantastiske lærere. Blandt andet en i dansk der lod mig skrive noveller i stedet for stile. Men jeg har bestemt også haft dårlige lærere, der så mig som en pestilens fordi jeg ikke kunne holde kæft, sidde stille og ville rette på ting som jeg vidste var forkerte! Og jeg kan idag kun forestille mig hvor frustrerende det må have været ikke at have fået den 1-ud-af-10-lærer, der gjorde det bedste for én fordi hun brændte for børn og var god til dem.
Alle de tusinder af børn og unge får nemlig intet andet end en uddannelse i dovenskab. En uddannelse i at holde sig tilbage, holde sin kæft, lægge bånd på sine evner og kun gøre halvt så meget som de har i sig. De lærer dårlig arbejdsdisciplin, fordi det som de andre kan lære på en uge kan de lære på en dag, de lærere at holde sig for sig selv, fordi der ikke er nogen der har deres interesser, og de lærer at skolen ikke er et sted for dem. Fordi de - bizart nok! - er for kloge til den!
Undertrykkelse for lighedens skyld?
Og det forfærder mig at det stadig skal være kontroversielt at vi har brug for specialskoler for særligt intelligente for ikke at tabe dem på gulvet! Jeg bliver vred, afmægtig og forfærdet over det, for jeg kan ikke se ét eneste godt argument imod det. Ja, man kan måske såre de almindelige børns følelser. Men hvad så? Vi har for længst erkendt at børn med en IQ på 70 har brug for særlige skoler, faciliteter og undervisning, så hvorfor skulle det ikke gælde for folk med en IQ på 130? Forskellen fra hundrede, hvilket er normalen, er lige stor, så hvis den ene har brug for særbehandling, hvorfor så ikke den anden?
Jeg tror desværre godt jeg kender svaret, selvom det ikke er pænt. Vi har ikke noget imod at rangere 10 procent af befolkningen, de "langsommste", under de 90 procent der er de gennemsnitlige, mens forældre over hele landet ville protestere højlydt, hvis de 10% hurtigste børn fik lov til at få specialundervisning der rangerede "over" deres børns. Pludseligt er det ikke "fair".
Men hvad jeg ikke synes er "fair" er at børn med en enorm ressource skal lide overlast fordi den danske kultur åbenbart stadig er så fastlåst i janteloven at man skal straffes for at være mere intelligent end andre.
Enten giver vi de "omvendt retarderede" deres egne specialskoler, eller også underviser vi alle sammen ét sted. Og når jeg skriver alle, så mener jeg alle. Så kan I selv afgøre om I mener det er "fair"!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar