Det første spørgsmål jeg får kastet i hovedet når jeg fortæller folk at jeg studerer filosofi, er "hvad kan man bruge det til?", og selvom spørgsmålet er utroligt ignorant plejer jeg at smile overbærende, og svare noget i retning af "massere ting". Men det er ikke sådan jeg har tænkt mig at besvare spørgsmålet her. I stedet vil jeg besvare det ved at vise at vi alle er filosoffer, i varierende grad, og at man fortjener at blive leet spottende af, hvis ikke man har enorm respekt for filosofien. Let's begin...
Da du vågnede imorges traf du et valg. Ikke et valg du var klar over, fordi det blev truffet ubevidst, af dine lunger, din lever, og dit hjerte. Og hvad jeg mener når jeg siger "hjerte", er ikke noget sentimentalt pladder, om at du "valgte at elske". Hvad jeg mener er at du, eller rettere dit ubevidste, eller dine organer, valgte at leve. Filosofi er den process at blive bevidst om hvorfor du traf dette valg, og hvorfor det er værd at leve, og endnu mere provokerende: Om det overhovedet er værd at leve?
Mennesket er det væsen på jorden der er mest bevidst om sin egen eksistens. Vi ved alle at vi en dag skal dø, og vi forliger os med det, enten ved at glemme det, eller ved at fortælle os selv at døden ikke er den ultimative ende på livet, og at der er mere bag gardinet når skuespillerne går om bag det - billedligt talt! Hvis vi ikke kunne dette ville frygten for at dø blive lammende, ganske som for gorillaen Quigley fra satirenyhedskanalen "The Onion":
Jeg vil ikke lyve. Jeg studerer ikke filosofi, fordi det er praktisk, på samme måde som datalogi, eller byplanlægning. Jeg studerer filosofi fordi jeg har en lammende, og altoverskyggende frygt for at dø. Når jeg tænker på det at dø, så bliver det pludseligt ligegyldigt om jeg har penge eller ej, den dag jeg ikke kommer til at vågne op og ubevidst sige "ja" til at livet er værd at leve. Den babylonske Talmud udtrykker det bedst: "Menneske, du begynder som en klat sæd, og ender som en klat ormelort" (frit citeret)
Citatet er ikke kun ren og skær pessimisme, det fortæller også at det vigtige i livet ikke er kroppen, og hvad du putter på den, eller i den. Det vigtige er dit sind, og de ord du efterlader dig når du er borte. Alt andet rådner væk, før eller siden. De gamle grækere havde et ordsprog, som ifølge legenderne stod skrevet over porten indtil templet i Delfi, hvor oraklet levede og arbejdede, nemlig: "Kend dig selv", og det er dér filosofi begynder, og i sidste ende ender. Når du strækker din hånd ud, og rører ved noget, så er det ikke det du rører ved du rører ved, bizart nok, så er det dig selv. Du er kun bevidst om den anden person fordi dine nerveceller reagerer og fortæller din hjerne at du rører ved noget. Hvis det var sådan at det var murens nerveceller, eller mere passende, din kærestes nerveceller, der fortalte dig at du rørte ved ham/hende/den/det, så ville det give mening at snakke om at du rørte ved "det andet", og ikke dig selv. Men sådan er det ikke. Du er din egen verden, og du er låst fast i den.
Filosofien er det tætteste vi kommer på at slippe ud af dette fængsel, og komme i kontakt med en eller anden form for virkelighed udenfor os selv. Ved at kende os selv, og blive bevidste, kan vi indrette os bedre i forhold til os selv og hinanden. Hvis vi ikke er bevidste om vores fejl og mangler, kan vi aldrig rette vores fejl, og hvis ikke vi bliver bevidste om at vi lever kan vi ikke begynde at rette de fejl og mangler der gør det utilfredsstillende for os at leve. Måske er det at vågne op, og blive bevidst en smertefuld oplevelse, men den er nødvendig. Igen fra "The Onion":
Set i lyset af alt dette, er det svært ikke at blive kynisk. Og det var netop det der skete for en gruppe grækere, der var så kyniske at selve ordet er opkaldt efter dem. Den ultimative kyniker var den berygtede Diogenes.
Han kom oprindeligt fra en græsk koloni i det nordlige Anatolien, vore dages Tyrkiet, ved navn Sinope, men han blev tvunget til at flygte til Athen, efter han blev landsforvist for at have slået mønter blandet med ikke-ædle metaller.
I Athen blev han kyniker. Ordet kyniker betyder oprindeligt "hundeagtig", fordi de oprindelige kynikere anså hunde for særligt "dydige", fordi de altid handlede i henhold til deres dyriske natur, uden at tage smålige hensyn. Netop Diogenes evne til ikke at tage smålige hensyn gør ham værd at huske, som den største af alle kynikere:
Det fortælles at Alexander efter at have erobret Athen besluttede sig for at gå en tur rundt i byen, for at se kulturens pulsåre, ikke ulig hvad Hitler gjorde efter at have erobret Paris.
Under sin gåtur fik Alexander pludseligt øje på Diogenes, der lå og rodede i en bunke halvrådne knogler.
- Hvad lever du?, spurgte Alexander forundret.
- Jeg leder efter din fars knogler, men jeg kan ikke se kende forskel mellem dem, og hans slaves knogler! Svarede Diogenes. Det kan være behjælpeligt at indskyde her, at Diogenes levede før trillebøren kom til Europa fra Kina, og derfor må vi antage at han enten altid gik baglæns, eller slyngede sine enorme boller over skulderen og gik rundt med sit skrotum som en bizar parodi på julemandens gavesæk! Manden han talte til var Alexander Grækenlands mægtigste mand, og verdens kommende erobrer. Han tabte ikke ét eneste af de slag han ledte, og han var streng nok til at tvangsgifte sine egne generaler med persiske kvinder.
I modsætning til hvad man skulle tro loppede Alexander ikke bare Diogenes hoved af, med ét sværdhug. I stedet spurgte han ham hvad han ønskede sig. Alexander ville give Diogenes alt: Sølv, guld og land.
Diogenes kiggede irriteret op på Alexander fra sin stinkende bunke knogler.
- Flyt dig, prettyboy, du skygger for solen!
Mens Alexander gik slukøret væk overhørte man ham sige: "Havde jeg ikke været Alexander, så ville jeg gerne have været Diogenes". Alexander, der ejede alt jordisk var misundelig på Diogenes, der var blevet bragt for retten i Athen fordi han havde onaneret offentligt, og til sit forsvar havde sagt, "Åh, hvis bare det var ligeså let at stille min sult ved at gnubbe på min mave!". Alexander var en helt, fordi han havde erobret alt jordisk, Diogenes var en helt fordi han overvundet det jordiske, og hverken frygtede eller elskede det, og af de to var det Diogenes der var den uovervindelige. En Amerikansk filosofilærers video om det samme:
Jeg er ikke nihilist, selvom det måske kunne se sådan ud, og jeg bliver det heller aldrig. Eksistentialismen indeholder mange nihilistiske elementer. Men der er ingen filosof der nogensinde vil kalde sig nihilist, fordi det alligevel ville være ligegyldigt, og ikke ville føre nogen steder hen. Nihilisme kan ikke løse nogen problemer, og kan ikke være relevant for nogen eller noget, fordi nihilismen pr. definition er den totale irrelevans.
Om den er rigtig, eller "sand" er for så vidt ligegyldig, for selv hvis den var ville den være "nihil" (ingenting). Jeg er heller ikke eksistentialist, for jeg har faktisk ikke helt besluttet mig for hvad jeg er, men jeg ved at vi alle har en intuitiv længsel mod at gøre vores liv så sand, ægte og virkeligt som muligt, og alene derfor kan livet ikke være "nihil".
Forestil dig en mand der siden sin tidligste barndom var blevet lagt i en "drømmemaskine", en maskine der automatisk simulerede et liv for ham, uden at han på nogen måde var bevidst om den verden der er udenfor maskinen. Lad os sige at maskinen simulerer en virkelighed der for de fleste af os vil være ønskværdig: I den simulerede verden er manden super hot, han er berømt, har ti koner der aldrig brokker sig, og to hundrede børn der aldrig skriger eller græder. Og ikke nok med det, mad feder ikke i den simulerede verden, skyer er lavet af candyfloss, og mange andre bizart lækre ting er virkelige i den simulerede verden.
Vi andre vil ikke have nogen grund til at have ondt af manden, hvis livet bare handler om penge, hurtige biler og smukke kvinder, men de fleste af os vil have en intuitiv aversion mod at leve det "liv" manden lever. Vi ved at der er en endnu mere virkelig virkelighed, og selv hvis den er fyldt med død og lidelse vil vi foretrække den frem for et kunstigt Utopia.
Der findes mennesker der kravler ind i drømmemaskinen som voksne, og glemmer at slå illusionerne i stykker. De glemmer da de var børn, og første gang blev bevidste om dem selv og verden, og kunne spørge i timevis, indtil de til sidst fik en forklaring de ikke kunne forstå, eller besked på at holde kæft fordi den voksne alligevel ikke kendte svaret. Det er disse mennesker, der har glemt at de er født til at blive filosoffer, der når de møder en filosof spørger: "Hvad kan man bruge det til?"
Afsluttende bemærkning:
I Dostojevskijs udmærkede roman, Idioten, er der en scene hvor en dødsdømt er på vej op mod skafottet. Alt går pludseligt langsommere omkring ham, og det er som om han ved et trylleslag er ti gange mere levende end han nogensinde har været før. Han lover sig selv at hvis han nogensinde overlever det her, vil han forsøge at leve resten af sit liv på samme måde: På tåspidserne, og så bevidst som overhovedet muligt.
I romanen bliver den dødsdømte benådet få sekunder før det er for sent - hvis ikke jeg nåede ind til dig, så håber jeg at du også bliver benådet før det er for sent!
Da du vågnede imorges traf du et valg. Ikke et valg du var klar over, fordi det blev truffet ubevidst, af dine lunger, din lever, og dit hjerte. Og hvad jeg mener når jeg siger "hjerte", er ikke noget sentimentalt pladder, om at du "valgte at elske". Hvad jeg mener er at du, eller rettere dit ubevidste, eller dine organer, valgte at leve. Filosofi er den process at blive bevidst om hvorfor du traf dette valg, og hvorfor det er værd at leve, og endnu mere provokerende: Om det overhovedet er værd at leve?
Jeg vil ikke lyve. Jeg studerer ikke filosofi, fordi det er praktisk, på samme måde som datalogi, eller byplanlægning. Jeg studerer filosofi fordi jeg har en lammende, og altoverskyggende frygt for at dø. Når jeg tænker på det at dø, så bliver det pludseligt ligegyldigt om jeg har penge eller ej, den dag jeg ikke kommer til at vågne op og ubevidst sige "ja" til at livet er værd at leve. Den babylonske Talmud udtrykker det bedst: "Menneske, du begynder som en klat sæd, og ender som en klat ormelort" (frit citeret)
Citatet er ikke kun ren og skær pessimisme, det fortæller også at det vigtige i livet ikke er kroppen, og hvad du putter på den, eller i den. Det vigtige er dit sind, og de ord du efterlader dig når du er borte. Alt andet rådner væk, før eller siden. De gamle grækere havde et ordsprog, som ifølge legenderne stod skrevet over porten indtil templet i Delfi, hvor oraklet levede og arbejdede, nemlig: "Kend dig selv", og det er dér filosofi begynder, og i sidste ende ender. Når du strækker din hånd ud, og rører ved noget, så er det ikke det du rører ved du rører ved, bizart nok, så er det dig selv. Du er kun bevidst om den anden person fordi dine nerveceller reagerer og fortæller din hjerne at du rører ved noget. Hvis det var sådan at det var murens nerveceller, eller mere passende, din kærestes nerveceller, der fortalte dig at du rørte ved ham/hende/den/det, så ville det give mening at snakke om at du rørte ved "det andet", og ikke dig selv. Men sådan er det ikke. Du er din egen verden, og du er låst fast i den.
Filosofien er det tætteste vi kommer på at slippe ud af dette fængsel, og komme i kontakt med en eller anden form for virkelighed udenfor os selv. Ved at kende os selv, og blive bevidste, kan vi indrette os bedre i forhold til os selv og hinanden. Hvis vi ikke er bevidste om vores fejl og mangler, kan vi aldrig rette vores fejl, og hvis ikke vi bliver bevidste om at vi lever kan vi ikke begynde at rette de fejl og mangler der gør det utilfredsstillende for os at leve. Måske er det at vågne op, og blive bevidst en smertefuld oplevelse, men den er nødvendig. Igen fra "The Onion":
Set i lyset af alt dette, er det svært ikke at blive kynisk. Og det var netop det der skete for en gruppe grækere, der var så kyniske at selve ordet er opkaldt efter dem. Den ultimative kyniker var den berygtede Diogenes.
Han kom oprindeligt fra en græsk koloni i det nordlige Anatolien, vore dages Tyrkiet, ved navn Sinope, men han blev tvunget til at flygte til Athen, efter han blev landsforvist for at have slået mønter blandet med ikke-ædle metaller.
I Athen blev han kyniker. Ordet kyniker betyder oprindeligt "hundeagtig", fordi de oprindelige kynikere anså hunde for særligt "dydige", fordi de altid handlede i henhold til deres dyriske natur, uden at tage smålige hensyn. Netop Diogenes evne til ikke at tage smålige hensyn gør ham værd at huske, som den største af alle kynikere:
Det fortælles at Alexander efter at have erobret Athen besluttede sig for at gå en tur rundt i byen, for at se kulturens pulsåre, ikke ulig hvad Hitler gjorde efter at have erobret Paris.
Under sin gåtur fik Alexander pludseligt øje på Diogenes, der lå og rodede i en bunke halvrådne knogler.
- Hvad lever du?, spurgte Alexander forundret.
- Jeg leder efter din fars knogler, men jeg kan ikke se kende forskel mellem dem, og hans slaves knogler! Svarede Diogenes. Det kan være behjælpeligt at indskyde her, at Diogenes levede før trillebøren kom til Europa fra Kina, og derfor må vi antage at han enten altid gik baglæns, eller slyngede sine enorme boller over skulderen og gik rundt med sit skrotum som en bizar parodi på julemandens gavesæk! Manden han talte til var Alexander Grækenlands mægtigste mand, og verdens kommende erobrer. Han tabte ikke ét eneste af de slag han ledte, og han var streng nok til at tvangsgifte sine egne generaler med persiske kvinder.
I modsætning til hvad man skulle tro loppede Alexander ikke bare Diogenes hoved af, med ét sværdhug. I stedet spurgte han ham hvad han ønskede sig. Alexander ville give Diogenes alt: Sølv, guld og land.
Diogenes kiggede irriteret op på Alexander fra sin stinkende bunke knogler.
- Flyt dig, prettyboy, du skygger for solen!
Mens Alexander gik slukøret væk overhørte man ham sige: "Havde jeg ikke været Alexander, så ville jeg gerne have været Diogenes". Alexander, der ejede alt jordisk var misundelig på Diogenes, der var blevet bragt for retten i Athen fordi han havde onaneret offentligt, og til sit forsvar havde sagt, "Åh, hvis bare det var ligeså let at stille min sult ved at gnubbe på min mave!". Alexander var en helt, fordi han havde erobret alt jordisk, Diogenes var en helt fordi han overvundet det jordiske, og hverken frygtede eller elskede det, og af de to var det Diogenes der var den uovervindelige. En Amerikansk filosofilærers video om det samme:
Jeg er ikke nihilist, selvom det måske kunne se sådan ud, og jeg bliver det heller aldrig. Eksistentialismen indeholder mange nihilistiske elementer. Men der er ingen filosof der nogensinde vil kalde sig nihilist, fordi det alligevel ville være ligegyldigt, og ikke ville føre nogen steder hen. Nihilisme kan ikke løse nogen problemer, og kan ikke være relevant for nogen eller noget, fordi nihilismen pr. definition er den totale irrelevans.
Om den er rigtig, eller "sand" er for så vidt ligegyldig, for selv hvis den var ville den være "nihil" (ingenting). Jeg er heller ikke eksistentialist, for jeg har faktisk ikke helt besluttet mig for hvad jeg er, men jeg ved at vi alle har en intuitiv længsel mod at gøre vores liv så sand, ægte og virkeligt som muligt, og alene derfor kan livet ikke være "nihil".
Forestil dig en mand der siden sin tidligste barndom var blevet lagt i en "drømmemaskine", en maskine der automatisk simulerede et liv for ham, uden at han på nogen måde var bevidst om den verden der er udenfor maskinen. Lad os sige at maskinen simulerer en virkelighed der for de fleste af os vil være ønskværdig: I den simulerede verden er manden super hot, han er berømt, har ti koner der aldrig brokker sig, og to hundrede børn der aldrig skriger eller græder. Og ikke nok med det, mad feder ikke i den simulerede verden, skyer er lavet af candyfloss, og mange andre bizart lækre ting er virkelige i den simulerede verden.
Vi andre vil ikke have nogen grund til at have ondt af manden, hvis livet bare handler om penge, hurtige biler og smukke kvinder, men de fleste af os vil have en intuitiv aversion mod at leve det "liv" manden lever. Vi ved at der er en endnu mere virkelig virkelighed, og selv hvis den er fyldt med død og lidelse vil vi foretrække den frem for et kunstigt Utopia.
Der findes mennesker der kravler ind i drømmemaskinen som voksne, og glemmer at slå illusionerne i stykker. De glemmer da de var børn, og første gang blev bevidste om dem selv og verden, og kunne spørge i timevis, indtil de til sidst fik en forklaring de ikke kunne forstå, eller besked på at holde kæft fordi den voksne alligevel ikke kendte svaret. Det er disse mennesker, der har glemt at de er født til at blive filosoffer, der når de møder en filosof spørger: "Hvad kan man bruge det til?"
Afsluttende bemærkning:
I Dostojevskijs udmærkede roman, Idioten, er der en scene hvor en dødsdømt er på vej op mod skafottet. Alt går pludseligt langsommere omkring ham, og det er som om han ved et trylleslag er ti gange mere levende end han nogensinde har været før. Han lover sig selv at hvis han nogensinde overlever det her, vil han forsøge at leve resten af sit liv på samme måde: På tåspidserne, og så bevidst som overhovedet muligt.
I romanen bliver den dødsdømte benådet få sekunder før det er for sent - hvis ikke jeg nåede ind til dig, så håber jeg at du også bliver benådet før det er for sent!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar