Da jeg besluttede mig for at starte denne her blog, opstillede jeg nogle regler for mig selv, der desværre allerede nu har undergået revision. For det første ville jeg ikke skrive mere end hundrede indlæg, for hvis man skriver mere end hundrede indlæg på en blog, så kommer man alligevel ingen vegne med det. For det andet skulle den være tilgængelig, formidlende og underholdende, så andre end mig selv ville gide at læse den. Og for det tredje, skulle mindst hver andet indlæg være ikke-filosofisk, så jeg ikke ville få hovedpine af at skrive lortet, og andre ikke ville få hovedpine af at læse det.
Derfor skriver jeg nu om ketchup...
Ketchup er en fantastisk garniture, især når man ikke gider, eller kan lave mad - som f.eks. hvis man er en aleneboende ungkarl, som jeg selv. Ketchup smager altid godt, på næsten alting, og det er måske derfor ketchup idag er lidt ufin. Selvom det kræver langt flere ingredienser at lave ketchup, så er det som om pesto langsomt er blevet en lidt "finere" sovs at putte på ens smagløse, og sørgelige pasta. Lad mig være så ligefrem som mulig: Fuck pesto! Det smager som knuste basilikumtestikler i egen olie.
I de første to uger jeg boede alene bestod min kost af tre komponenter. Nøje afstemt.
For det første pasta. En god stabil bund for længerevarende mæthed. Det italienske svar på kartoflen, men uden den helt igennem ulækre smag af kartoffel. For det andet bacon. Baconens fedt og kød er nødvendig for at afstemme et godt måltid mod pastaens rigdom på kulhydrater, og desforuden så smager bacon pisse godt. For det tredje mine grøntsager - det handler jo om at leve sundt! - i tubeform.
Bacon, pasta og ketchup, er det ikke selve definitionen på et velafstemt aftensmåltid til at slutte dagen på?
Jeg bryder mig faktisk ikke synderligt om tomater, til manges overraskelse. Jeg tror det har noget med konsistensen at gøre. Den vandede gelatine minder mig om at bide ned i et øjenæble. Ikke fordi jeg nogensinde har prøvet det, men fordi selve tanken ikke tiltaler mig, så tiltaler tomater mig heller ikke, fordi det er lige netop den tanke jeg får når jeg spiser dem. Bortset fra når de er i ketchupform selvfølgelig.
Hvad er min ynglingsketchup?
- Måske afslører jeg det senere ;)
Derfor skriver jeg nu om ketchup...
Ketchup er en fantastisk garniture, især når man ikke gider, eller kan lave mad - som f.eks. hvis man er en aleneboende ungkarl, som jeg selv. Ketchup smager altid godt, på næsten alting, og det er måske derfor ketchup idag er lidt ufin. Selvom det kræver langt flere ingredienser at lave ketchup, så er det som om pesto langsomt er blevet en lidt "finere" sovs at putte på ens smagløse, og sørgelige pasta. Lad mig være så ligefrem som mulig: Fuck pesto! Det smager som knuste basilikumtestikler i egen olie.
I de første to uger jeg boede alene bestod min kost af tre komponenter. Nøje afstemt.
For det første pasta. En god stabil bund for længerevarende mæthed. Det italienske svar på kartoflen, men uden den helt igennem ulækre smag af kartoffel. For det andet bacon. Baconens fedt og kød er nødvendig for at afstemme et godt måltid mod pastaens rigdom på kulhydrater, og desforuden så smager bacon pisse godt. For det tredje mine grøntsager - det handler jo om at leve sundt! - i tubeform.
Bacon, pasta og ketchup, er det ikke selve definitionen på et velafstemt aftensmåltid til at slutte dagen på?
Jeg bryder mig faktisk ikke synderligt om tomater, til manges overraskelse. Jeg tror det har noget med konsistensen at gøre. Den vandede gelatine minder mig om at bide ned i et øjenæble. Ikke fordi jeg nogensinde har prøvet det, men fordi selve tanken ikke tiltaler mig, så tiltaler tomater mig heller ikke, fordi det er lige netop den tanke jeg får når jeg spiser dem. Bortset fra når de er i ketchupform selvfølgelig.
Hvad er min ynglingsketchup?
- Måske afslører jeg det senere ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar