#36 Frikendt for alt, fordi man kan synge?

For nyligt lagde en af mine smukke gode veninder denne video op på sin facebook-væg:

Jeg bemærkede tørt at han for blot fire år siden, i 2008, tæskede sin kæreste i sådan en grad at hun var fuldstændigt ukendelig. Dengang troede faktisk hans karriere ville blive ødelagt af episoden. Men nej, folk elsker ham åbenbart stadig.

Hvad mere kunne han have gjort for at fortjene at blive afskyet??

#35 Konfucianismen/Rujia/儒家

Konfucianismen er klart den af de kinesiske skoler der tiltaler mig mest. I modsætning til daoismen, er den ligetil, og uden esoteriske hokus-pokus vers og mærkelige hjulformede symboler og den slags. Konfucianismen er simpelthen en no-nonsense politisk filosofi, der stræber mod at genopdrage samfundet, og indgyde dets medlemmer med visdom og høj moral. Læg dog mærke til at jeg her ikke har tænkt mig at skrive om neo-konfucianismen, der voksede frem under især Song-dynastiet, som modsvar til buddhismen, og som indeholder mange religiøse og esoteriske elementer. Måske vil jeg skrive om neo-konfucianismen senere, men dette indlæg handler alene om konfucianismen, som sekulær, politisk og personlig filosofi.

Konfucius, her i en ung fortolkning, levede fra ca. 552 - 479 f.kr.

En bragende fiasko

Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.

Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.

Konfucius underviser sine disciple. Nederst til venstre kan man se hvor kunstneren har aftrykt sit segl med rødt blæk.

Analekterne, og Konfucius' filosofi

Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.

Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...

Konfucianistisk ritual, udført nær tempel i Sydkorea.

Konfucianistisk etik - Ren og ritualer

Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi,  (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.

Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.

#34 Hold min bedstefar ude af dit korstog!

Jeg er efterkommer af en modstandsmand, og jeg er ærligt talt stolt af det. Faktisk synes jeg vi alle kan være stolte af modstandsbevægelsen. Den er et potent symbol på et Danmark der ikke velvilligt, som får fulgte Hitlers rædselsregimente over Europa, selv hvis det officielle Danmark gjorde. Netop derfor er modstandsbevægelsen til min store fortrydelse blevet et politisk redskab for mindre grupper der bruger fortiden som propaganda i nutiden.

HVAD FANDEN BILDER I JER IND!!?

Politik er noget snavset noget, og jeg synes ikke vi skal trække modstandskampen ind i det, og det gør ondt inden i mig, når jeg ser nogen gøre det. De der gik aktivt ind i modstandsbevægelsen traf en beslutning der var alt for tung, til at blive taget så let på at man kan bruge den politisk. For nogen kostede den beslutning dem livet, for andre kostede den deres helbred, andre blev hjemsøgt af minder og andre igen druknede disse minder i røg, druk og arbejde. Af respekt for min bedstefar vil jeg ikke skrive om hvordan han selv bearbejdede den periode i hans liv, men blot tørt bemærke at der i John Wayne-æraen ikke var noget der hed PTSD - og knapt noget der hed granatchok!

"Din kone har forladt dig, du så din bedste ven blive skudt, du har blod på dine hænder, og folk synes du er sær. Tjah, det lyder som noget en dram kan klare! Mænd græder ikke..."

På trods af den enorme pris de rigtige modstandsmænd betalte - helte i mine øjne! Er der stadig mennesker der tager så let på modstandskampen at de ikke skammer sig et eneste sekund over at bruge den politisk. Grupper som f.eks. Danmarks Løver, der kalder sig "modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt". Når jeg ser den slags bliver jeg rystende arrig! Jeg er måske enig nok med deres budskab og formål, men på den måde at trivialisere modstandskampen er for mig alt for meget. For mig er det næsten som at bruge holocaust til at sælge mad, eller sultkatastrofen i Darfur til at sælge sandkasser. Er det virkelig så fjernt fra os at vi vil bruge det så letsindigt?

Hvis det var sådan her modstandskampen var blevet udkæmpet, og konsekvenserne for de involverede ikke var større, så ville det måske ikke være helt så følsomt et emne for mig. Men det er det!

Det er heldigvis sjældent jeg hører om folk der bruger modstandskampen politisk. Faktisk har jeg indtil nu kun hørt om Danmarks Løver, og jeg troede det var smagløst nok, indtil jeg faldt over dette på min facebook-forside. En udbrydergruppe af Danish Defence League, der kalder sig Dansk Modstand, har arrangeret en politisk aktion mod en moské i Aarhus, hvor de klædte sig ud som svin, og havde grisefødder fastgjort til en art bizar trefork. Jeg har en meget dårlig smag i munden!

Til deres minde:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller. 

---

#33 Daoismen

Har du nogensinde spekuleret over hvordan solen ved at den skal skinne, eller floderne ved hvordan de skal sno sig igennem et landskab? I dag vil de fleste svare at der er en lov, som de alle følger. Eller måske en rytme. En slags naturens hjerteslag, der bestemmer hvordan alting flyder. Det er den rytme der får solen til at skinne, universet til at udvide sig og jorden til at snurre stille og majestætisk gennem verdensrummet. Denne rytme, er hvad kineserne kalder "dao". 

Laozi, der levede ca. fra 400 til 500 f.kr.

Laozi

En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.

Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.

Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:

Den dao der kan gives et navn, er ikke den absolutte dao.

Det navn der kan udtales er ikke det evige navn.

Det uden navn er fader til alle ting.

Det som kan nævnes er moder til alle ting.

Den som ikke søger ser det skjulte.

Den som søger ser kun det synlige.

De to ting udspringer fra samme sted, har forskellige navne. 

Tilsammen udgør de mørket,

Mørke inde i mørke

Porten til alle gåder.

Den lyse side er yang, mens den mørke er yin. Tilsammen hedder de taiji.

Hvad er "dao"?

Ifølge daoister er dao den vej som naturen altid følger, og gør på. Det betyder bogstaveligt "vej", og er et udtryk der også findes i andre filosofiske systemer i Kina, men daoismen er der hvor det bruges mest. Ifølge daoister bliver mennesker kun lykkelige når de følger dao 100%. Men som man kan læse ud af første vers af Daodejing, er dao ikke noget man kan finde ud af bare ved at diskutere det. I vestlig filosofi er vi vilde med at give alle ting navne, fordi det at give noget et navn er en god måde at holde det fast på, så man kan undersøge det. Men dao er som vand. Når man samler det op imellem sine hænder flyder det langsomt væk mellem alle de små sprækker og fuger. Så man er nødt til at opleve det intuitivt, på egen hånd, og for sig selv, for at man kan få det, og følge det.

Det mest genkendelige daoistiske symbol, er taiji-symbolet, også fejlagtigt kaldt yin/yang-symbolet. Taiji symbolet repræsenterer hvordan alting flyder ifølge daoismen. Det mørke flyder ind i det lyse, det hårde ind i det bløde, det maskuline ind i det feminine, liv ind i død, og så videre. Taiji, betyder "det højeste ultimative", og det er netop den sandhed som daoister forsøger at begribe.

Mange tusinder daoistiske vismænd har ligesom Lao fornægtet civilisationen, og tog i stedet op i de tågede Wudang-bjerge hvor man sagde at der levede guder, ånder og drager og hvor det skulle være særligt nemt at komme nær daos væsen, og begribe det. Selv idag findes der tusinder af daoistiske klostre i Wudang-bjergene.

Wu wei

Ifølge daoistisk etik, kommer alle vores problemer af at vi ikke i alle ting retter os efter dao. Derfor er det vigtigt at vide hvornår man bør handle, og hvornår man ikke bør, så man ikke forrykker naturens rette orden, og forsager kaos. Alle bør rette sig efter dao, lige fra den højeste til den laveste, og alle bør tænke grundigt over om deres handlinger er i overensstemmelse med dao. Netop det at dao ikke er noget man kan sætte ord på, gør det at praktisere wu wei, til en noget forvirrende affære, men det er stadig et meget vigtigt begreb i daoismen, altid at handle i overensstemmelse med dao.

Daoistisk præst.

Dao og traditionel kinesisk religion

Daoismen og Daodejing er så gamle at de faktisk begyndte i Zhou-dynastiet, før de krigende staters periode, hvilket gør daoismen til langt den ældste af de kinesiske skoler indenfor filosofi. Og på trods af at den er så mystisk at den næsten er umulig at sætte ord på, og forklare, er den idag en integreret del af den kinesiske kultur, og religion. Således at man i nogen tilfælde ikke kan se forskel mellem daoismen, og den traditionelle kinesiske religion. Begge er dybt optagede af naturen, og selvom Daodejing, ikke er en direkte religiøs bog, er der langsomt dukket et panteon op af daoistiske guder med tilhørende kompleks mytologi, startende med Laozi selv.

Afsluttende bemærkning fra Daodejing:

Vers 78:

Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.

Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.

Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.

Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.

 

#32 Reklameeer!!!

Jeg har beslutte mig for at lægge reklamer ud på min blog. Ikke fordi jeg tror jeg vil tjene penge på dem, men når der er en lillebitte chance, hvorfor så ikke tage den?

Jeg kan godt se det kan virke ironisk at jeg der tidligere har raset mod reklamer i posten, nu ligger dem ud på min egen personlige hjemmeside, men jeg er på den anden side også en fattig studerende, og derfor har jeg ikke rigtigt råd til at have alt for mange principper. Reklamerne kan dog sagtens forvinde igen, hvis jeg får alt for mange klager over dem, hvis de ikke gør nogen forskel alligevel, hvis mine læsertal falder, eller hvis det skulle lykkes mig at få et job. Men indtil videre er de her altså. Håber det er i orden.

I øvrigt kan du installere AdBlock, hvis du bruger Firefox. Hvis du på den anden side har lyst til at støtte mig økonomisk kan du bare klikke på en reklame ;)

#31 Generel indføring i kinesisk filosofi, og hvordan jeg vil skrive om den

Kina er et stort land, med en uendelig rig historie og kultur. Derfor vil det være nødvendigt for mig at skære meget fra, når jeg skriver om den kinesiske historie, kultur, tankegang og skriftsprog. Desuden kræver meget af hvad jeg senere vil skrive om, at man har en basal forståelse af emnet "Kina". Det er det, som jeg her vil forsøge at give, på en måde der dog er så letfordøjelig, at den vil egne sig til internettet. Noget af hvad jeg her skriver vil dog måske allerede være kendt for nogen, da jeg vil forsøge at skrive så bredt og forståeligt at den gennemsnitlige "tivolikineser", dvs. ham eller hende der ved lige nøjagtigt meget lidt om Kina vil kunne følge med, uden at blive forvirret. Det her indlæg er hvor jeg vil formidle det alfabet, der gør at man senere vil kunne læse for alvor.

De krigende staters periode 475 - 221 f.kr.

Kinas historie

Kinas tidligste historie, er ligesom Danmarks historie præget af myter og legender. Men disse myter om særlige konger og kejsere, der regerede landet i en gylden periode for flere tusind år siden prægede meget længe den kinesiske tankegang. Tanken om at genoprette en mytisk fortid hvor alle var lykkelige har været drivkræften bag næsten alle filosofiske retninger af den kinesiske filosofi, og giver den kinesiske filosofi en helt særlig politisk og praktisk sans, der ikke altid fandtes i Europa.

Det var i de krigende staters periode at filosofien for alvor slog rod i Kina. Selvfølgelig havde der været tanker før denne periode, men de havde ikke karakter af direkte filosofi. Som navnet på perioden antyder, så blev den kinesiske filosofi ikke født ud af en periode af stabilitet og demokrati, sådan som den græske, men i en periode efter Zhou-dynastiet (1045 - 256 f.kr.) hvor Kina var blevet radbrækket ind i flere små dele der kæmpede bittert efter at få overtaget. Drømmen om en tidligere harmonisk periode fik mange tænkere til at gribe pennen, og nedskrive idéer til hvordan man kunne indrette mere retfærdige samfund, hvor ingen ville have noget at klage over. Andre tog disciple til sig og vandrede rundt i landet, mens andre igen var rådgivere for fyrster i de forskellige riger, og på den måde forsøgte at få deres idéer gennemført.

Til sidst vandt staten Qin (udtales som "chin") overtaget, og det er den som Kina idag er opkaldt efter. Desværre var den første kejser Qin Shi Huangdi enormt bange for døden, og i et forsøg på at holde den for døren indtog han enorme mængder kviksølv, der efterlod ham temmelig... "speciel". Qin-dynastiet, der var ledet efter legalistiske principper, varede derfor kun 15 år, fra 221 - 206 f.kr.

Det efterfølgende Han-dynasti blev ledet efter konfucianistiske principper, og varede fra 206 f.kr. til 220 e.kr. Alle efterfølgende dynastier blev konfucianistisk ledet, lige indtil revolutionen i 1912, hvor den sidste kejser blev væltet.

Laozi, eller "Mester Lao", Daoismens mytiske grundlægger ridende på sin vandbøffel.

Kinesisk religion

Kinas religioner er ofte ikke åbenbaringsreligioner, selvom der har været, og er mindretal af både jøder og muslimer. Fordi der aldrig var en gud der åbenbarede sig for kineserne, var de i høj grad nødt til at sjusse sig frem til hvad guder og ånder ønskede af dem. Derfor har den temmelig diffuse koncept "tian", en meget stor betydning for kineserne. Direkte oversat betyder det "himmel", men tegnet det skrives med lignede oprindeligt en tændstikmand, og det betyder ligeså meget "det ukendte guddommelige, der styrer verden, men som vi ikke har kendskab til", som det betyder den fysiske himmel. Ordet himmel, eller tian, har en helt særlig betydning i den kinesiske kultur, hvilket blandt andet ses ved at den vigtigste plads i Kina er "Den himmelske freds plads", og at konceptet "alt under himlen", er meget vigtigt i den kinesiske storfilm hero. Man taler desuden stadig om at herskere kun har ret til at regere Kina, så længe de har himlens mandat, og i samme sekund himlen viser sin uvilje ved f.eks. at lade høsten slå fejl så er det et godt praj om at herskeren skal tage sig sammen.

Himmelens alter, hvor Ming, og senere Qing kejsere bad til himlen om en god høst én gang om året. Det eneste tidspunkt hvor deres knæ rørte jorden!

Den traditionelle folkelige kinesiske religion ligner på mange måder de hedenske religioner der blandt andet fandtes i Europa før kristendommen kom. Man tilbeder forfædres ånder, og er påpasselig med at udføre ritualer korrekt for ikke at påkalde deres vrede. Flere af de filosofiske systemer og skoler fik også langsomt et religiøst aspekt. Således smeltede daoismen langsomt sammen med den traditionelle kinesiske religion, mens konfucianismen, der oprindeligt ikke var andet end en politisk ideologi, langsomt begyndte at påtage sig religiøse aspekter, efter den nye fremmede religion buddhismen begyndte at blive mere og mere populær blandt samfundets spidser under Tang-dynastiet mellem år 618 og 907. Fordi ingen for alvor var sikre på at deres syn på tingene var det rigtige, var der udbredt religiøs tolerance op igennem Kinas historie.

Forskellige måder kinesisk kan skrives på. Yderst til højre den meget gamle seglskriftsform så kancelliskrift, i midten semi-kursiv, så kursiv, eller "græsstråsskrift", og yders til venstre mingskrift.

Det kinesiske skriftsprog, og hvordan det skrives med latinske bogstaver

Kinesisk skrift hedder "hanzi", og er logografisk, hvilket vil sige at værd eneste tegn er et ord. Skriftsproget blev oprindeligt brugt som spådomsmiddel, hvor forskellige symboler blev snittet ind i et skildpaddeskjold, og smidt på et bål, hvorefter man forudså fremtiden ved at kikke på de revner som den varme ild havde lavet i skjoldet. Den slags skjold er fundet flere tusind steder ved arkæologiske udgravninger, selvom man oprindeligt troede at historier om det var legendariske. Disse oprindelige spådomstegn lignede oprindeligt hvad de skulle forestille i meget høj grad, ganske som hieroglyffer i Egypten, men er sidenhen blevet mere og mere enkle, så de sjældent ligner det de kom fra.

Man taler i dag ofte om at man vil kunne læse kinesisk, hvis man lærer de mest brugte 8000 tegn. Dette er dog en sandhed med visse modifikationer, således at hvis man læser avisoverskriften, "kvinde druknet i jacuzzi", men ikke kender de ualmindelige tegn, såsom "druknet", og "jacuzzi", så får man ikke det vigtigste af budskabet med. Med det sagt, så er de fleste af de mere usædvanlige tegn blot kombinationer af de berømte 8000, således at: 木 der betyder træ bliver til skov når det kombineres med endnu et træ: 林. Der findes selvfølgelig også mere komplekse kombinationer af tegn, såsom:  麻 der består af tegnet for "klippeside", samt to planter, eller træer, og betyder "hamp". Put that in your pipe and smoke it! som amerikanerne siger.

Jeg har besluttet mig for at jeg vil bruge de traditionelle, og mere komplekse skrifttegn, og ikke de simplificerede som man har brugt  i folkerepublikken Kina  siden 50'erne. Grunden til dette er tofoldig. For det første har jeg tænkt mig at skrive om nogen meget gamle idéer, så jeg synes det er mest passende, og for det andet som en taiwanesisk penneveninde jeg havde sagde "de gamle tegn er pænere". I Taiwan, hvis officielle navn er republikken Kina, bruger man stadig de traditionelle tegn, og min veninde svarede af princip ikke på breve der var skrevet på hvad hun kaldte "Mao-skrift".
Jeg har til gengæld besluttet mig for at bruge det kommunistiske "pinyin", når jeg oversætter hanzi-udtale til latinsk. Pinyin er den form for "latinisering", som jeg synes virker bedst, og er mest intuitiv og direkte. Pinyin er bedre end wades-giles, så næste gang din lærer siger "Chiang Kai-shek", kan du uden frygt række din hånd i vejret og sige at kineserne udtaler det Jiang Jieshi! Jeg bruger dog pinyin uden tonalangivelser, mest fordi jeg ikke selv kan kende forskel. Mine latiniseringer, vil i øvrigt alle være fra mandarinsk.

#30 Nyt design, nyt tema.

Den opmærksomme læse vil have set at der på min blog er kommet en lille ændring i designet. For det første er der nu øverst på siden et lidt deprimerende billede af en stor bunke bøger, og et såkaldt dødningehoved. Jeg kan selv godt lide dette billede fordi jeg synes at bøgerne ret godt symboliserer den viden og eftertænksomhed jeg prøver at formidle, og dødningehovedet er et ret godt memento mori, hvilket jeg bestemt også synes er et godt symbol at have på en blog om filosofi. Især da jeg selv er hundeangst for at dø, og filosofien for mig er en god måde at behandle min frygt på.

Desuden har bloggen fået et nyt motto, der stammer fra Gauguins billede "Hvor kommer vi fra/Hvem er vi/hvor er vi på vej hen", som jeg faktisk overvejede at have som et officielt billede på bloggen. Desværre passer farverne ikke når så godt sammen som på det ravfarvede billede jeg valgte i stedet.

Jeg vil så til gengæld, som den årvågne skriver jeg er, have lagt mærke til at mit forsøg på at få flere læsere ved at være provokerende ikke har været en bragende succes, hvorfor jeg har tænkt mig at lægge mig ind på en ny bane. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme provokerende indlæg i fremtiden. Jeg mener stadig at GMO er vejen frem, våben og stoffer bør legaliseres og at dronningen bør fratages sin trone, men jeg vil alligevel gerne prøve noget andet, når det med at være et dumt svin alligevel ikke var en uforbeholden succes. Ja, mit indlæg om dyrevelfærd fik mange læsere, men at Tibet ikke bør blive selvstændigt ligger stadig men røven i vandoverfladen, eller hvad-man-nu-siger.

Jeg har spottet en tendens, hvor to slags indlæg får rigtigt mange læsere, mens det andet så godt som ingen læsere får. Den type indlæg der ikke er nogen der gider at læse er dem der handler om religion. Så selvom jeg synes det er et interessant emne, vil der blive skruet meget kraftigt ned for det i fremtiden. Af hensyn til mine læsere. På den anden side har jeg tidligere skrevet et meget kort indlæg om kinesisk filosofi, der indtil nu har haft mere end 70 læsere.

Derfor vil jeg begynde at skrive mere om kinesisk filosofi. Det skal nok blive interessant. 

P.s. Hvis I synes dødningehovedet er lidt for deprimerende, så lad mig endelig vide det. JEg vil jo nødigt skræmme nogen væk ;)