#45 Thanatafobi

Jeg tror frygten for døden er en af de mest almenmenneskelige følelser der findes. På linje med bland andet forelskelse, og hjertesorger. Hvis ikke frygten for døden, på græsk kaldet thanatafobi, var så almindelig ville vi se helt anderledes på mange ting, og mange af de mest alvorlige stresselementer ville forsvinde, hvis bare vi kunne forlige os med vores egen dødelighed. Men det lader ikke til at det kan lade sig gøre. Døden er ganske tabubelagt, undtagen ganske få steder. Prøv f.eks. dette eksperiment: Gå ind i din lokale kirke næste gang der er højsang, gudstjeneste, messe, eller bare te og småkager. Jeg vil vædde på at den vil være fyldt med gamle. Mennesker der med hastige skridt nærmer sig den mørke afgrund som vi alle forsøger ikke at stirre ind i, for hvis vi gør, som Nietzsche siger, så ender det med at afgrunden stirrer tilbage på os. Disse afgrundens mennesker stimler mod de få steder hvor man frit kan forlige sig med døden, uden at blive peget fingre af i vores samfund, så hurtigt som deres skrøbelige gamle ben kan bære dem, fordi de ved at døden altid har været den eneste fremtidige hændelse som de kunne være sikre på, og den eneste de aldrig har forberedt sig på.

Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.

Døden på psykologens briks...

#44 Et ord med på vejen om medicin

Til alle der ikke stoler på moderne vestlig medicin vil jeg gerne have lov til at anbefale tre ting: Massere fiber i kosten, f.eks. fra mørkt brød, eller æbler. Massere af analsex, og massere af duftlys.
Måske vil det ikke kurere din sygdom, men du vil have det hyggeligt, og du vil kunne fortsætte på denne måde næsten lige til de dør.

Til resten vil jeg anbefale moderne gennemtestet vestlig medicin. Jeg har lagt mærke til at der har været reklamer for såkaldt "alternativ medicin", på min blog, og det her er min måde at gøre opmærksomm på at jeg ikke er enig i den slags trylleri.

#43 Kommunismen og Kina

Den årvågne læser af denne korte serie af indlæg om kinesisk tankegang og filosofi, vil have spottet at kinesisk filosofi i langt højere grad end den vestlige, er pragmatisk og politisk. Den kinesiske filosofi, handler om at forbedre samfundet her og nu, og det er kun den oldtusse gamle daoisme, der er ligeså teoretisk og verdensfjern, som mange af de vestlige filosofier har været. Dermed ikke sagt, eller rettere skrevet, at den kinesiske filosofi ikke har et transcendent præg på lige fod med vestens filosofier, men filosofiernes praktiske anvendelighed i hverdagen har altid taget forrang over logiske deduktioner på små støvede akademikerværelser. Derfor er det ikke overraskende at marxismen, i sin kommunistiske form, fik så hårdt et tag i kineserne sent i forrige århundrede. På den ene side var man blevet trætte af de traditionelle kinesiske filosofier der tidligere havde ledt Kina til sin førerposition i verden, men i den moderne industrialiserede tidsalder kom til kort, startedende med taipingoprøret, bokseropstanden, og fremmede magters stigende indflydelse i Kina, både før og efter revolutionen i 1912. På den anden side var man stadig fascineret og tiltrukket af de gamle idéer om samfundsbevidsthed, og søgen efter det perfekte samfund. Kommunismen var her den perfekte kombination af vestlig metodologi, rationale og videnskabelighed, og kinesisk tankegang.
Og nu bliver der i øvrigt ikke skrevet mere om kinesisk filosofi.

#42 Femifiscme

Jeg har i min overskrift lavet en lidt kluntet sammentrækning af ordene "fascisme", og "feminisme" hvor en basterdisering af ordet "fis" i øvrigt har sneget sig ind i midten, helt uden at det rigtigt var min intention. Men nu hvor ordet alligevel - sort of - er der, så synes jeg faktisk at det passer meget godt ind. Grunden til min overskrift er trefoldig. For det første er jeg efterhånden meget kritisk overfor feminismen, for det andet ville jeg denne gang gerne have en kort overskrift denne gang, og sammentrækninger er altid kortere end ikke-sammentrækninger, og sidst men ikke mindst har jeg fået lyst til at skrive en kritik af feminismen ligesiden den alt for opblæste "legoskandale".

Feminismen af idag er fis. Den har ikke altid været det, og er det stadig ikke i alle verdens lande, men som den ser ud i det moderne vesten idag, så er den det. Og også potientielt kvindeundertrykkende. Men det kommer jeg til.

Hvor kommer kønsroller fra?

Det har længe været en stor femínistisk kæphest, at kønsrollerne ikke opstår natuligt, som en del af den almindelige udvikling, men er noget som vi er præget til. Mænd har ifølge mange femninistiske teoretikere ikke naturlige anlæg for vold, og kvinder har ikke natulige anlæg for omsorg. Disse kvaliteter er indpræntet i os fra samfundet, og er som sådan næsten "unaturlige".

Personligt er jeg uenig, og tror på at vi fra naturens side er stærkt indflydte i retning af bestemte kønslige handlemønstre. Selvfølgelig betyder dette ikke at jeg tror vi kun bliver indflydt af naturen, men et konservativt gæt fra min side er at naturen betyder 50% af vores kønslige og seksuelle identitet. Jeg mener simpelthen at drenge bliver født med anlæg for vold, piger med anlæg for omsorg, og homoseksuelle med anlæg for homoseksualitet, og ved ikke at lade disse naturlige anlæg blomstre og vokse frit opbygger vi en konflikt mellem individdet, og dets køn.

Hvis mænd undertrykker kvinder, hvorfor er det så ikke dem der dør i krig?

Kvinder er til for at føde børn - men mænd er til for at dø!

Overskriften ser måske lidt tosset ud, men giver faktisk god mening i forhold til en evolutionær analyse. Kvinder har altid et evolutionært trumfkort i hånden, alene i kraft af at de kan føde børn. Selv i moderne samfund er det sådan, at der dør 3 mænd for hver kvinde i alle aldre, og af alle årsager. Grunden til dette er at mænd fra et evolutionært perspektiv langt fra er ligeså meget værd som kvinder. I et samfund hvor der er alvorlig mangel på mænd, f.eks. på grund af krig kan man stadig effektivt videreføre arten, mens det er langt sværere i et samfund hvor der er flere mænd end kvinder.

Kønspolitisk kan man faktisk gå så langt som at sige at kvinder er ligesom lande med atomvåben, mens mænd kun har konventionelle våben. Dette betyder at kvinder i høj grad kan læne sig tilbage og hygge sig, mens mænd er nødt til at bekymre sig om at "opgradere" sine resourcer, så kvinderne vil være interesserede i at indgå alliancer med dem. Måden man gør dette på er f.eks. ved at blive en stor og respekteret kriger, leder i samfundet, eller blive rig så man kan vise kvinden at hun ikke behøver bekymre sig om alt det afkom hun skal føde én.

Dette er grunden til at de traditionelle kvindefag ofte er langt kortere, f.eks. sygeplejerske, mens mandefag, f.eks. lægegerningen, er lang. Kvinder uddanner sig for at kunne overleve og forsørge deres unger, mens mænd bliver uddannet for fisse- og fisse er ikke billigt!

Feministisk mandeundertrykkelse?

Feminisme er forsøget på at ligestille kønnene, ved udelukkende at fokusere på ét køn, nemlig det kvindelige. Og det paradoksale her er i øvrigt at det ikke lader til at ligestilling virkelig er målet, for overalt hvor forskelsbehanlingen er til kvinders fordel, er der ingen femnister der har nogen problemer. Jeg har allerede fremhævet eksemplet "krig", hvor vi stadig har værnepligt for drenge, og værneret for piger. Andre oplagte eksempler på positiv særbehandling af kvinder er sager om forældremyndighed og kvindekvoter på arbejdsmarkedet.

Derudover er der stadig en udpræget anti-mandlig kultur som ikke én eneste feminist jeg har set har addresseret. Hvad jeg skriver om er her er f.eks. den åbenlyse dobbeltmoral der ligger i at det er okay alle kvinder stikker Jack Sparrow en flad så snart han åbner munden i de populære Pirates of the Caribbean-film, at vold i hjemmet begået mod mænd stadig er noget vi fniser af, at det samme gælder for voldtægt mod mænd, mens vi alle ville få vores brioche galt i halsen hvis Ozzy Osbourne grinede af en kvinde der fik brysterne skåret af, samtidigt med at der knapt er nogen der har hørt om hvordan hans kone jokede om en mand der havde fået skåret pikken af på "The Talk", et TV-program i USA.

Min pointe er selvfølgelig ikke at det er forfædeligt at være mand, men hvis mænd ikke har brug for at have en hel bevægelse i ryggen, så har kvinder det heller ikke.

Den kvindeundertrykkende feminisme?

Når man researcher feminisme springer det meget hurtigt i øjnene på én at der er en rigtig måde at være kvinde på, og en forkert måde at være kvinde på. Rigtige kvinder, dem som feminister klapper på skuldrene, er dem der ikke svarer til samfundets opfattelse af femininitet, og sparker mændene i røven, mens de der opfører sig i overenstemmelse med hvad samfundet opfatter som feminint, får et spark af feministerne.

Problemet her er bare det, at hvis kønsrollerne er medfødte og kvinder virkelig generelt er mere passive, venlige og omsorgsfulde end mænd, så passer den lederstilling som feministerne gerne vil presse ned over deres ører måske slet ikke til deres temperement og deres ønsker. Eksistentialisten og feministen Simone de Beauvoir udtrykte meget klart i sin bog, "det andet køn" at kvinder der havde lyst til at overholde kønsstereotypen og blive hjemme, ikke skulle have lov til det. Ergo er det ikke i feminismen den enkelte kvindes ret selv at definere sin kønslighed, men hun har en pligt til på vegne af bevægelsen at indordne sig dens mål. Dette tilgodeser tydeligvis ikke den enkelte kvinde.

#41 Uddanner vi "omvendt retarderede"?

Den følelse jeg husker allerbedst fra min folkeskoletid var dyb dyb apati. En følelse af at undervisningen ikke sagde mig noget, og at jeg spildte min tid. Det var ikke hver dag den følelse var der, men når den var der gjorde den et stærkt indtryk, som f.eks. en uge i 6. klasse, hvor vi repeterede tallene på engelsk, eller når en særligt uengagerede lærer skulle forklare materiale hun ikke kunne få givet videre for 3. gang.

For nyligt vendte den følelse tilbage, men nu går jeg på universitetet, og har ikke mødepligt. Derfor besluttede jeg mig for ikke at møde op, i cirka 2 måneder, med få afbrydelser. Jeg følte igen ikke at undervisningen sagde mig noget, næsten som om den ikke vedkom mig, og til min store overraskelse viste eksamenstiden mig at jeg havde haft ret. I stedet for at følge med i pensum, undervisning eller eksamensplaner spiste mig og min følelse af apati slik sammen, så på porno og læste en antologi jeg fik af min søster i julegave. Jeg begyndte at gå i seng klokken fire og stå op klokken seks, og selvom jeg fra tid til anden sagde til mig selv "ih, jeg må nok også hellere se at få læst op på det lort", så var det mere en undskyldning end en forklaring. Da jeg så endelig skulle til eksamen var jeg forståeligt nok temmelig nervøs. Jeg troede ikke på at jeg ville bestå, og havde heller ingen grund til at tro det. Jeg havde læst intet af pensum, min apati ville ikke lade mig putte kilder ind i min opgave, og selvom jeg allerede - for første gang i mit liv - var begyndt at tumle med tanken om at droppe ud, kunne jeg ikke skubbe tanken om at jeg var på vej til skafottet ud af hovedet.

"Værs'go' at tage plads, Hr. Rasmussen"

Til min store overraskelse gik min eksamen temmelig godt. Bedre end mange af de flittige studerendes. Selvfølgelig fik jeg en kæk bemærkning fra min vejleder om at han aldrig havde set mig før (hvilket var forkert, han havde været gæsteforelæser én gang, men jeg gjorde åbenbart ikke noget stort indtryk) og eksaminator hakkede meget hårdt på min argumentation men jeg syntes faktisk jeg holdt stand ganske godt. Da jeg vendte tilbage efter de havde voteret fik jeg straks at vide at jeg havde fået 10, og lå meget kort fra at få topkarakter. Mine formalier havde været en vederstyggelighed, men alt taget i betragtning var de glad for jeg stadig var på studiet. Min vejleder som jeg jo aldrig rigtigt havde mødt før, sagde endda fuldstændigt uden ironi i stemmen at han oprigtigt håbede at jeg ville blive på studiet. Well, fuck me!! På den ene side er jeg selvfølgelig et utaknemmelig skarn, hvis ikke jeg er glad og tilfreds, men på den anden side... Ja, på den anden side havde jeg jo netop fået håndgribeligt bevis på at undervisningen ikke var for sådan en som mig. Det ville selvfølgelig også være fint nok, hvis ikke det betød at al socialitet røg ud af vinduet. På den ene side kunne jeg droppe ud og blive social udskud, uden uddannelse, liggende på en bænk. Jeg ved at jeg ikke ville kunne uddanne mig som tømrer. Og på den anden side kunne jeg blive på min uddannelse og bare vende mig til apatien, den kedelige uvedkommende undervisning, de få stressfulde timer som eksamen varer, og så være en perifer skyggelignende skikkelse i yderkanten af de andre studerendes socialliv.

Uddanner vi genier til skraldespanden?

Jeg kan på baggrund af mine egne oplevelser ikke lade være med at tænke at vi straffer intelligente mennesker i det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig var min måde at læse op til eksamen på ikke optimal, men hvis man ikke engang kan føle sig mentalt udfordret i sin undervisning, hvor kan man så få afløb for den tankekreativitet vi alle kender? Det burde ikke være for meget at forlange at blive udfordret nok i sin skoletid, så man ikke behøver optage underlige særinteresser, som filosofi og skrivning, for komme af med ens mentale energi efter skolen er overstået. Men det er netop den historie jeg hører fra mange intelligente børn og unge jeg har mødt op igennem tiden. Drenge får små særinteresser for at komme af med deres "energi", mens mange piger, især i teenagealderen, begynder at skjule sig for at blive accepteret socialt. De kryber sammen, bliver stille, og  hæmmede fordi de aldrig får lov til at udtrykke sig, og alt det smukke der foregå indeni dem!

Det er en tragedie, at de der har allermest at give, gøre og kunne, også er dem der bliver holdt nede. Jeg har selv været heldig at have haft fantastiske lærere. Blandt andet en i dansk der lod mig skrive noveller i stedet for stile. Men jeg har bestemt også haft dårlige lærere, der så mig som en pestilens fordi jeg ikke kunne holde kæft, sidde stille og ville rette på ting som jeg vidste var forkerte! Og jeg kan idag kun forestille mig hvor frustrerende det må have været ikke at have fået den 1-ud-af-10-lærer, der gjorde det bedste for én fordi hun brændte for børn og var god til dem.

Alle de tusinder af børn og unge får nemlig intet andet end en uddannelse i dovenskab. En uddannelse i at holde sig tilbage, holde sin kæft, lægge bånd på sine evner og kun gøre halvt så meget som de har i sig. De lærer dårlig arbejdsdisciplin, fordi det som de andre kan lære på en uge kan de lære på en dag, de lærere at holde sig for sig selv, fordi der ikke er nogen der har deres interesser, og de lærer at skolen ikke er et sted for dem. Fordi de - bizart nok! - er for kloge til den!

Undertrykkelse for lighedens skyld?

Og det forfærder mig at det stadig skal være kontroversielt at vi har brug for specialskoler for særligt intelligente for ikke at tabe dem på gulvet! Jeg bliver vred, afmægtig og forfærdet over det, for jeg kan ikke se ét eneste godt argument imod det. Ja, man kan måske såre de almindelige børns følelser. Men hvad så? Vi har for længst erkendt at børn med en IQ på 70 har brug for særlige skoler, faciliteter og undervisning, så hvorfor skulle det ikke gælde for folk med en IQ på 130? Forskellen fra hundrede, hvilket er normalen, er lige stor, så hvis den ene har brug for særbehandling, hvorfor så ikke den anden?

Jeg tror desværre godt jeg kender svaret, selvom det ikke er pænt. Vi har ikke noget imod at rangere 10 procent af befolkningen, de "langsommste", under de 90 procent der er de gennemsnitlige, mens forældre over hele landet ville protestere højlydt, hvis de 10% hurtigste børn fik lov til at få specialundervisning der rangerede "over" deres børns. Pludseligt er det ikke "fair".
Men hvad jeg ikke synes er "fair" er at børn med en enorm ressource skal lide overlast fordi den danske kultur åbenbart stadig er så fastlåst i janteloven at man skal straffes for at være mere intelligent end andre.

Enten giver vi de "omvendt retarderede" deres egne specialskoler, eller også underviser vi alle sammen ét sted. Og når jeg skriver alle, så mener jeg alle. Så kan I selv afgøre om I mener det er "fair"!

#40 Hvad jeg har tjent på reklamer

Ja, hvad har jeg tjent ved at have reklamer på min blog indtil videre? Det er det store spørgsmål... Og svaret er: Næsten 37 kroner!!

Jeg er stadig et godt stykke fra at være professionel blogger....

# 39 Ja, jeg er en gensplejs!

Jeg tror mange har set kampagnen, og hvis ikke du har set den før, så er der et billede fra den herunder. Brochurer med teksten "er du en gensplejs?", var at finde på alle offentlige biblioteker, hvis ikke den stadig er der. Men selvom jeg så kampagnen flere gange, tog jeg aldrig deres test. Hvorfor ikke? Svaret er simpelt: Fordi jeg er en gensplejs, og er stolt af det! Der er få ting der kan kildre min politiske, etiske og geosociale nerve mere end GMO, og god gammeldags konventionelt landbrug med sprøjtegifte, fabriksproduktion af kød, små bure og massere profit. Jeg ved det er pisse politisk ukorrekt, men jeg tror på det, og her er hvorfor:

For det første er jeg etisk androcentrist. Jeg undskylder ikke for at sige at mennesker er mere værd end alt andet. Hvis du bad mig udrydde en hel dyreart med mine bare næver, bare for ét menneskebarn, så ville jeg gøre det uden at tøve ét eneste sekund, eller i hvert fald give det et godt forsøg. Så meget er menneskeheden værd for mig.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at skrive om hvor meget jeg elsker mennesker, når vi snakker om landbrugsvarer? Well, lad mig introducere dig for min helt:

1914 - 2009. Modtog Nobels fredspris i 1970

Norman Borlaug, reddede flere menneskers liv, end nogen anden person nogensinde, og sandsynligheden taler for at du ikke har hørt om ham! Op igennem halvtredserne og tresserne steg befolkningstallene i Indien og Pakistan eksplosivt, med alvorlig fare for hungersnød til følge. Borlaug så dette problem, og løste det, men måden han gjorde det på skulle blive kontroversiel. Han valgte nemlig at genmodificere en hvedeart, så den ville have højere  ernæringsværdi, og være mere modstandsdygtig.

Inderne og pakistanerne havde nemlig ikke andet end hvad vi i Danmark kalder økologiske landbrug, med lavt udbytte og meget arbejde på grund af manglende mekanisering. Alt var naturligt, ganske som i middelalderen, og sultedøden var en reel risiko hvis høsten slog fejl. Jeg har aldrig selv prøvet at sulte længere end en eftermiddag, men jeg kan ikke forestille mig at det er morsomt, når man f.eks. hører historier om at folk var villige til at spise børn under belejringen af Leningrad eller i Ukraine under holodomor.

Holodomor, betyder "død ved sult", og referer til Stalins overlagte folkemord mod ukrainerne i starten af tredverne, da han stjal deres mad.

 Hvad jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv er, om ikke økologi er en luksus, og en romantiske tanke vi ikke har råd til? Ja, her i vesten kan idag eksperimentere med småskøre kure og diæter som veganisme, råkost og økologi, men i andre lande er mad stadig en dybt alvorlig ting, mens det for os bare er endnu et legetøj. Ville vi, hvis vi sultede som dem, virkelig spørge ind til om den mad vi blev tilbudt var genmodificeret eller økologisk?