# 22 Eksamen nærmer sig...

Som I sikkert har lagt mærke til har jeg ikke skrevet herinde i et stykke tid. Det har ikke noget at gøre med at jeg har givet op, hader jer der læser mine indlæg eller er på flugt fra politiet. Men som alle der læser bare en lille smule af min blog ved, så går jeg på universitetet, og netop nu er semmestret ved at lakke mod enden, hvilket betyder at både ferien og eksamen gænger mod mig med fjedrende skridt. Men indtil de begge er kommet bag mig, er jeg altså offer for en del stress og tænders gnislen.

Jeg har spekuleret på at optage en video i stedet for at skrive, da det at tale i stedet for at snakke ville være hurtigere, og jeg i forvejen skriver så meget at mine fingerspidser er ved at blive følelsesløse, men jeg kom heldigvis væk fra det igen da jeg kom i tanke om at jeg alligevel endnu er for genert til at filme mig selv. Desuden fandt jeg ud af at den tid jeg troede jeg ville spare alligevel ikke ville være sparet når nu jeg ville være nødt til at lægge make-up...

Jeg vil derfor bare kort bede jer om at gøre tre ting, nemlig at bære over med mig indtil videre, dele min blog med andre hvis I kan lide den (jeg er nemlig ikke navlepiller. Hvilket vil sige at jeg skriver for at andre skal læse det) og forsøger at give mig respons i fremtiden, så jeg ved hvad jeg gør rigtigt, og hvad jeg gør forkert. På forhånd tak.

# 21 Eksistentialisme - som din dansklærer burde have forklaret det.

Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.

De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!

Søren Aabye Kierkegaard
1813 - 1855

Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.

Cezanne

Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!

1844 - 1900

Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.

1905 - 1980

 Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.

Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.

Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:

Slut!

# 20 Lidt om Twilight...

Jeg er en af de få drenge der rent faktisk har læst Twilight. I hvert fald første bog. På engelsk. Jeg ville gerne læse noget - trods alt! Det er faktisk ikke nogen dårligt bog. Men misforstå mig nu ikke. Det er heller ikke nogen god bog. Det er en bog til piger, og den gør sit job helt okay. Det er ligesom porno. Tomme kalorier, tom underholdning, men meget svært at lægge fra sig før man er færdig med det. Helt færdig. Men jeg har faktisk ikke tænkt mig at skrive noget grimt om Twilight. Ikke fordi der ikke er massere af grimme ting man kunne skrive om Twilight, men fordi de ting allerede er sagt af andre, og fordi bøgerne og filmene allerede er succesfulde alligevel. Det er en tabt kamp.

"Det er faktisk en rigtigt dyb og følelsesladet historie, nå! Stephanie Meyer er vor tids Shakespeare... Martin, Martin hvad laver du med den... ARGH?!"

 

 

Hvad jeg har noget imod er fansene, i hvert fald de mest fanatiske af dem. Hvilket vil sige næsten alle. Hos disse mennesker er benhård reaktion nærmest blevet en Lazarus refleks, i hvert fald mindst lige så hjernedød som Lazarus refleksen. For dem der ikke ved hvad Lazarus refleksen er, så er det en af de mest interessante reflekser i hele lægevidenskaben. Ganske som Twilight fans ikke kan vide noget om litteratur, samtidigt med at de mener at Twilight hører blandt stor litteratur, så er hjernedøde også fuldstændigt uvidende om hvad der foregår omkring dem. Men ligesom man kan fremprovokere en reaktion i form af et ugennemtænkt, automatisk og aggressivt svar hvis man pirker en Twilight  fan, sådan kan man også ved at pirke en hjernedød få ham eller hende til at reagere på en måde der næsten får det til at se ud som om han eller hun ikke er en komplet zombie. Hvilket vi selvfølgelig alle ved at både Twilight fanen, og den hjernedøde er. For nyligt udkom i øvrigt den sidste film i serien, og jeg har vidst ikke været helt så god til at holde min kæft som jeg burde...

Demonstration af Lazarus refleksen. 

Advarsel! Ikke for sarte sjæle! 

#19 Vil du låne en kop sukker?

Lige en lynhurtig update: Jeg har investeret hele min studieopsparing (ca. 70 000 kr.) i Novo Nordisk, et firma der producerer insulin til folk med diabetes, eller sukkersyge. Så hvis I vil mig det vel, så husk at komme ekstra sukker på jeres cornflakes, at kage er et godt lille mellemmåltid, og at Cola jo ikke kan værehelt så usundt som de siger, for det er jo trods alt lavet af nødder. Det samme gælder i øvrigt Nutella. Ha' det bra!

Mit hvide guld...

#18 Hvornår bliver man for gammel til at tænke!?

I de fleste kulturer har man stor respekt for ældre. Man rejser sig for dem i bussen, siger "De", og bukker måske endda mens man giver hånd til dem. Men efter jeg for ikke så længe siden flyttede til en lille halvdød flække i det nordjyske er jeg efterhånden blevet mere og mere sikker på at der er to aldre i et menneskes liv hvor det er fuldstændigt clueless. Den ene alder hedder "barndommen", og den anden hedder "alderdommen".

En såkaldt bell curve, eller "klokkekurve", hvor man skal forestille sig at den horisontale linje viser menneskets liv fra fødsel til død, mens den vertikale kurve viser hvor "clueless" man er.

I den landsby jeg bor i er de fleste unge mennesker flyttet væk, og de eneste der er tilbage er vagabonder, folk der ikke har lov til at komme ind i større byer fordi de lugter af møg, folk der synes det er helt okay at drikke en øl til morgenmad til ære for Churchill, og folk der er gamle og lugt svagt af urin. At de er gamle og sidder fast i deres vaner, og minder om dengang landsbyen rent faktisk var beboet af spændende mennesker har jeg ikke noget problem med, men hvordan kan det være at man altid når man er ude at købe ind bliver "fanget" bag en lille ældre tusse der har glemt hvordan et kreditkort virker, insisterer på at betale med check, eller at slå sine egne mønter?
Hør engang gamle kone! Der er klippeformationer der er yngre end dig, du har været husmor i flere tusind år. Du var her da butikken blev bygget! Hvordan fuck kan det så være at du stadig ikke kan finde ud af at bruge den?! Hvorfor kan du ikke finde ud af at betale, og hvorfor er det mig der skal sætte den der lille platicdeler op på rullebåndet for dig? Fucking retardo...

Der er kun én bus der kører igennem min lille idylliske landsby, og så vidt jeg kan se, så har den kørt siden pave Gregorius Den Grusomme brændte sin første kætter. Derfor skulle man tro at landsbyens indbyggere havde styr på den, især dem der kan huske da Gregorius brændte landsbytossen Bent. Men sådan er det selvfølgelig ikke!
Der er altid en eller anden gammel kone der beslutter sig for at betale med sine sammensparede dalere. "Siger du at jeg ikke kan betale sådan her!? Jamen unge mand jeg har jo sparet op siden 1789, thi det var barske tider!". Hør her gamle kone! Du har haft længere tid til at lære det end alle andre, så hvorfor skal vi forklare dig at at den danske stat gik bankerot i 1813, hvordan zonerne virker i offentlig transport, og hvorhen bussen kører? Helt ærligt, gamle kone! - Og nej! Du må ikke snakke med chaufføren mens han kører, læs skiltet!

Det er en velkendt fact at Socially Awkward Penguin trænger til at komme på pension, og netop derfor er han perfekt til at illustrere hvor socialt mangelfulde pensionister i almindelighed er. Et par eksempler: For et par uger siden var jeg på vej i skole med bussen, det var en tidlig morgen, og derfor gabte jeg. Jeg synes ikke selv at jeg har en ulækker mund, og derfor holder jeg mig ikke for munden, hvilket jeg får en meget stram reprimande for fra en gammel kone jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Hør her, gamle hejre. Jeg er en voksen fucking mand, og du må ikke tale med fremmede, siger din mor!
En anden gang ventede jeg i busterminalen i den lokale storby, mens jeg gik og drak en grøn slush ice (Because I'm cool like that). Pludseligt er der en gammel kones barnebarn der peger på min lækre slush og spør', "hvad er det?", hvorefter den gamle gubbe resolut svarer "Det er noget ulækkert noget!".  Hallo mosefund, bare fordi du spiste byggryn med gravballemanden giver det dig ikke frikort til at disse mine madvaner!
Et sidste eksempel er byen hvor jeg bor. Den har omkring 1000 indbyggere, og jeg snakker med absolut ingen af dem. Alligevel hilser gamle folk på mig på gaden. Creepy, much? Jeg har det som om jeg ikke engang kan flå en kat længere uden at folk kikker undersøgende på mig fra deres vinduer... O_O

#17 Teori vs. empiri?

Det virker som om jeg uden selv rigtigt at tænke over det, får lagt mig ind på et tema for hver måned. Sidste måned var temaet eksistentialisme, og hvorfor filosofi (og ketchup) er vigtigt i det daglige liv, og i denne måned ser det ud til at temaet bliver filosofi, og hvorfor det stadig har relevans idag, når vi har så pokkers mange empiriske videnskaber alligevel. Jeg ved at det er nøjagtigt det samme som jeg skrev om sidst jeg skrev herinde, men denne gang har jeg tænkt mig bedre om. De folk der siger at de "tror" på videnskaben er ligeglad med erkendelse eller viden. Hvis ikke de var det, ville det ikke være nødvendigt for mig at fortælle dem hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. At sige at man tror på videnskaben er et "tab-out", når nogen ligger én i armlås ved at spørge ind til hvad basis man bygger sit liv op omkring, der på samme tid ikke behøver overvejelse, og på samme tid er så hellig en ko, at ingen tør sparke til den. Derfor var det helt forkert at skrive om realisme, og anti-realisme, for det siger intet om hvorfor videnskaben virker, bare at den virker, og det vidste de alligevel allerede. Det er på tide at pierce den hellige ko i yveret!

De fleste tror at de store fremskridt indenfor videnskaberne sker indenfor videnskaberne selv. Det vil sige at de tror at det er videnskabsmændene selv der finder frem til alt hvad de finder frem til, ved at kikke på det de kikker på. Universet ligger åbent foran os, med benene spredt, og det eneste vi behøver at gøre er at rette kikkerten imod det, og så vil vi finde. Det er selve grundlaget for de empiriske videnskaber, ikke sandt?

Men hvis det virkeligt var sådan, hvorfor har vi så så stor respekt for de store videnskabsmænd nu til dags, og så lidt respekt for de spekulative videnskaber, dvs. filosofien? I de empiriske videnskaber kikker man bare ud på universet, mens man rent faktisk tænker i filosofien.

"Tror du selv jeg tænker?"

 Men selvfølgelig er det ikke sådan. Både videnskabsmænd og filosoffer tænker længe og hårdt, forskellen ligger bare i hvor stor vægt man lægger på det at tænke. Jeg har allerede været inde på at filosofien er den eneste disciplin der er selvbevidst, og som overvejer sig selv, og som selv opfinder sin egen metodologi. Dette gælder ikke de empiriske videnskaber, der først og fremmest består i at observere, og derefter tænke. Så snart en videnskabsmand beslutter sig for at tænke før han observerer, er han pr. definition ikke længere videnskabsmand, men filosof. Eller som den tyske filosof Heidegger skrev i "Was Heisst Denken?": "Videnskaben tænker ikke".


Fordi videnskabsmænd ikke selv har lov til at finde på deres egen metodologi mens de observerer, uden at blive filosoffer i stedet, er de aller største videnskabelige fremskridt faktisk sket i filosofien, og ikke i videnskaben. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på noget så nærliggende som Descartes eller Pascals matematiske kvantespring, men på ren ufortyndet filosofi. Jeg tænker selvfølgelig på Kant! :O

"Jeg tænker... Bitch!"

Hvis der var ét menneske der var skræmmende tæt på at finde ud af hvordan tingene virkeligt hænger sammen, så var det Kant. Cirka hundrede år inden Kant blev født havde en diskussion rumlet i erkendelsesteorien, den del af filosofien der beskæftiger sig med viden, omkring hvilken viden der var den mest endegyldige og korrekte. På den ene side stod rationalisterne, der sagde at den eneste rigtige viden var den viden som kom via fornuften. Descartes tilhørte denne faktion. De mente at discipliner baseret alene på fornuft var de mest rigtige, såsom geometri, eller matematik. Ingen har nogensinde set tallet 7, men der er ingen der er i tvivl om at det findes.
På den anden side stod empirikerne, der mente at den eneste egentlige sande form for læring og forståelse et menneske kunne opnå var den der kom via sanserne. På dennes side stod John Locke, liberalismens fader, der mente at mennesker blev født som renvaskede tavler, og at sanserne lidt efter lidt skrev på dem, og fyldte dem op. Linjerne var trukket hårdt op, og er det faktisk stadig lidt idag, men langt mindre takket være Kant.

Kant kom fra Tyskland, hvilket betød at han blev "opdraget" rationalist, og dette blev han ved med at være, indtil han i ca. 1771, blev vækket "af sin dogmatiske søvn", ved at læse empirikeren David Humes værker. Han indså at begge idéer havde sine meritter, og satte sig for at forene dem så godt han kunne, og det lykkedes også ganske udmærket. Hvad Kant skrev, og tænkte, var at hvis ikke tanker var rettet mod ting, så var de tomme, og ting uden tanker var blinde. Eller på en anden måde: Din hund empirerer nøjagtigt de samme ting som dig, men fordi han empirerer tingene uden at fælde tanker ved dem, er de blinde og meningsløse for ham. Hvad Kant fandt frem til, var at den rene filosofiske tanke, logik og fornuft, var ligeså vigtig for den empiriske erkendelse som sansningen alene. Empirien er tom uden teorien, og teorien er funderet på filosofi. Booyah!

#16 Hvor er metafysikken?

Er videnskaben idag kommet så langt at det er meningsløst at ville diskutere filosofi? Nej, vel?

Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.

At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:

Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.

Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".

Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?

Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.

Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.