For nyligt lagde en af mine smukke gode veninder denne video op på sin facebook-væg:
Jeg bemærkede tørt at han for blot fire år siden, i 2008, tæskede sin kæreste i sådan en grad at hun var fuldstændigt ukendelig. Dengang troede faktisk hans karriere ville blive ødelagt af episoden. Men nej, folk elsker ham åbenbart stadig.
Hvad mere kunne han have gjort for at fortjene at blive afskyet??
Konfucianismen er klart den af de kinesiske skoler der tiltaler mig mest. I modsætning til daoismen, er den ligetil, og uden esoteriske hokus-pokus vers og mærkelige hjulformede symboler og den slags. Konfucianismen er simpelthen en no-nonsense politisk filosofi, der stræber mod at genopdrage samfundet, og indgyde dets medlemmer med visdom og høj moral. Læg dog mærke til at jeg her ikke har tænkt mig at skrive om neo-konfucianismen, der voksede frem under især Song-dynastiet, som modsvar til buddhismen, og som indeholder mange religiøse og esoteriske elementer. Måske vil jeg skrive om neo-konfucianismen senere, men dette indlæg handler alene om konfucianismen, som sekulær, politisk og personlig filosofi.
Konfucius, her i en ung fortolkning, levede fra ca. 552 - 479 f.kr.
En bragende fiasko
Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.
Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.
Konfucius underviser sine disciple. Nederst til venstre kan man se hvor kunstneren har aftrykt sit segl med rødt blæk.
Analekterne, og Konfucius' filosofi
Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.
Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...
Konfucianistisk ritual, udført nær tempel i Sydkorea.
Konfucianistisk etik - Ren og ritualer
Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi, (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.
Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.
Jeg er efterkommer af en modstandsmand, og jeg er ærligt talt stolt af det. Faktisk synes jeg vi alle kan være stolte af modstandsbevægelsen. Den er et potent symbol på et Danmark der ikke velvilligt, som får fulgte Hitlers rædselsregimente over Europa, selv hvis det officielle Danmark gjorde. Netop derfor er modstandsbevægelsen til min store fortrydelse blevet et politisk redskab for mindre grupper der bruger fortiden som propaganda i nutiden.
HVAD FANDEN BILDER I JER IND!!?
Politik er noget snavset noget, og jeg synes ikke vi skal trække modstandskampen ind i det, og det gør ondt inden i mig, når jeg ser nogen gøre det. De der gik aktivt ind i modstandsbevægelsen traf en beslutning der var alt for tung, til at blive taget så let på at man kan bruge den politisk. For nogen kostede den beslutning dem livet, for andre kostede den deres helbred, andre blev hjemsøgt af minder og andre igen druknede disse minder i røg, druk og arbejde. Af respekt for min bedstefar vil jeg ikke skrive om hvordan han selv bearbejdede den periode i hans liv, men blot tørt bemærke at der i John Wayne-æraen ikke var noget der hed PTSD - og knapt noget der hed granatchok!
"Din kone har forladt dig, du så din bedste ven blive skudt, du har blod på dine hænder, og folk synes du er sær. Tjah, det lyder som noget en dram kan klare! Mænd græder ikke..."
På trods af den enorme pris de rigtige modstandsmænd betalte - helte i mine øjne! Er der stadig mennesker der tager så let på modstandskampen at de ikke skammer sig et eneste sekund over at bruge den politisk. Grupper som f.eks. Danmarks Løver, der kalder sig "modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt". Når jeg ser den slags bliver jeg rystende arrig! Jeg er måske enig nok med deres budskab og formål, men på den måde at trivialisere modstandskampen er for mig alt for meget. For mig er det næsten som at bruge holocaust til at sælge mad, eller sultkatastrofen i Darfur til at sælge sandkasser. Er det virkelig så fjernt fra os at vi vil bruge det så letsindigt?
Hvis det var sådan her modstandskampen var blevet udkæmpet, og konsekvenserne for de involverede ikke var større, så ville det måske ikke være helt så følsomt et emne for mig. Men det er det!
Det er heldigvis sjældent jeg hører om folk der bruger modstandskampen politisk. Faktisk har jeg indtil nu kun hørt om Danmarks Løver, og jeg troede det var smagløst nok, indtil jeg faldt over dette på min facebook-forside. En udbrydergruppe af Danish Defence League, der kalder sig Dansk Modstand, har arrangeret en politisk aktion mod en moské i Aarhus, hvor de klædte sig ud som svin, og havde grisefødder fastgjort til en art bizar trefork. Jeg har en meget dårlig smag i munden!
Til deres minde:
Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Har du nogensinde spekuleret over hvordan solen ved at den skal skinne, eller floderne ved hvordan de skal sno sig igennem et landskab? I dag vil de fleste svare at der er en lov, som de alle følger. Eller måske en rytme. En slags naturens hjerteslag, der bestemmer hvordan alting flyder. Det er den rytme der får solen til at skinne, universet til at udvide sig og jorden til at snurre stille og majestætisk gennem verdensrummet. Denne rytme, er hvad kineserne kalder "dao".
Laozi, der levede ca. fra 400 til 500 f.kr.
Laozi
En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.
Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.
Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:
Den dao der kan gives et navn, er ikke den absolutte dao.
Det navn der kan udtales er ikke det evige navn.
Det uden navn er fader til alle ting.
Det som kan nævnes er moder til alle ting.
Den som ikke søger ser det skjulte.
Den som søger ser kun det synlige.
De to ting udspringer fra samme sted, har forskellige navne.
Tilsammen udgør de mørket,
Mørke inde i mørke
Porten til alle gåder.
Den lyse side er yang, mens den mørke er yin. Tilsammen hedder de taiji.
Hvad er "dao"?
Ifølge daoister er dao den vej som naturen altid følger, og gør på. Det betyder bogstaveligt "vej", og er et udtryk der også findes i andre filosofiske systemer i Kina, men daoismen er der hvor det bruges mest. Ifølge daoister bliver mennesker kun lykkelige når de følger dao 100%. Men som man kan læse ud af første vers af Daodejing, er dao ikke noget man kan finde ud af bare ved at diskutere det. I vestlig filosofi er vi vilde med at give alle ting navne, fordi det at give noget et navn er en god måde at holde det fast på, så man kan undersøge det. Men dao er som vand. Når man samler det op imellem sine hænder flyder det langsomt væk mellem alle de små sprækker og fuger. Så man er nødt til at opleve det intuitivt, på egen hånd, og for sig selv, for at man kan få det, og følge det.
Det mest genkendelige daoistiske symbol, er taiji-symbolet, også fejlagtigt kaldt yin/yang-symbolet. Taiji symbolet repræsenterer hvordan alting flyder ifølge daoismen. Det mørke flyder ind i det lyse, det hårde ind i det bløde, det maskuline ind i det feminine, liv ind i død, og så videre. Taiji, betyder "det højeste ultimative", og det er netop den sandhed som daoister forsøger at begribe.
Mange tusinder daoistiske vismænd har ligesom Lao fornægtet civilisationen, og tog i stedet op i de tågede Wudang-bjerge hvor man sagde at der levede guder, ånder og drager og hvor det skulle være særligt nemt at komme nær daos væsen, og begribe det. Selv idag findes der tusinder af daoistiske klostre i Wudang-bjergene.
Wu wei
Ifølge daoistisk etik, kommer alle vores problemer af at vi ikke i alle ting retter os efter dao. Derfor er det vigtigt at vide hvornår man bør handle, og hvornår man ikke bør, så man ikke forrykker naturens rette orden, og forsager kaos. Alle bør rette sig efter dao, lige fra den højeste til den laveste, og alle bør tænke grundigt over om deres handlinger er i overensstemmelse med dao. Netop det at dao ikke er noget man kan sætte ord på, gør det at praktisere wu wei, til en noget forvirrende affære, men det er stadig et meget vigtigt begreb i daoismen, altid at handle i overensstemmelse med dao.
Daoistisk præst.
Dao og traditionel kinesisk religion
Daoismen og Daodejing er så gamle at de faktisk begyndte i Zhou-dynastiet, før de krigende staters periode, hvilket gør daoismen til langt den ældste af de kinesiske skoler indenfor filosofi. Og på trods af at den er så mystisk at den næsten er umulig at sætte ord på, og forklare, er den idag en integreret del af den kinesiske kultur, og religion. Således at man i nogen tilfælde ikke kan se forskel mellem daoismen, og den traditionelle kinesiske religion. Begge er dybt optagede af naturen, og selvom Daodejing, ikke er en direkte religiøs bog, er der langsomt dukket et panteon op af daoistiske guder med tilhørende kompleks mytologi, startende med Laozi selv.
Afsluttende bemærkning fra Daodejing:
Vers 78:
Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.
Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.
Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.
Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.
Jeg har beslutte mig for at lægge reklamer ud på min blog. Ikke fordi jeg tror jeg vil tjene penge på dem, men når der er en lillebitte chance, hvorfor så ikke tage den?
Jeg kan godt se det kan virke ironisk at jeg der tidligere har raset mod reklamer i posten, nu ligger dem ud på min egen personlige hjemmeside, men jeg er på den anden side også en fattig studerende, og derfor har jeg ikke rigtigt råd til at have alt for mange principper. Reklamerne kan dog sagtens forvinde igen, hvis jeg får alt for mange klager over dem, hvis de ikke gør nogen forskel alligevel, hvis mine læsertal falder, eller hvis det skulle lykkes mig at få et job. Men indtil videre er de her altså. Håber det er i orden.
I øvrigt kan du installere AdBlock, hvis du bruger Firefox. Hvis du på den anden side har lyst til at støtte mig økonomisk kan du bare klikke på en reklame ;)
Kina er et stort land, med en uendelig rig historie og kultur. Derfor vil det være nødvendigt for mig at skære meget fra, når jeg skriver om den kinesiske historie, kultur, tankegang og skriftsprog. Desuden kræver meget af hvad jeg senere vil skrive om, at man har en basal forståelse af emnet "Kina". Det er det, som jeg her vil forsøge at give, på en måde der dog er så letfordøjelig, at den vil egne sig til internettet. Noget af hvad jeg her skriver vil dog måske allerede være kendt for nogen, da jeg vil forsøge at skrive så bredt og forståeligt at den gennemsnitlige "tivolikineser", dvs. ham eller hende der ved lige nøjagtigt meget lidt om Kina vil kunne følge med, uden at blive forvirret. Det her indlæg er hvor jeg vil formidle det alfabet, der gør at man senere vil kunne læse for alvor.
De krigende staters periode 475 - 221 f.kr.
Kinas historie
Kinas tidligste historie, er ligesom Danmarks historie præget af myter og legender. Men disse myter om særlige konger og kejsere, der regerede landet i en gylden periode for flere tusind år siden prægede meget længe den kinesiske tankegang. Tanken om at genoprette en mytisk fortid hvor alle var lykkelige har været drivkræften bag næsten alle filosofiske retninger af den kinesiske filosofi, og giver den kinesiske filosofi en helt særlig politisk og praktisk sans, der ikke altid fandtes i Europa.
Det var i de krigende staters periode at filosofien for alvor slog rod i Kina. Selvfølgelig havde der været tanker før denne periode, men de havde ikke karakter af direkte filosofi. Som navnet på perioden antyder, så blev den kinesiske filosofi ikke født ud af en periode af stabilitet og demokrati, sådan som den græske, men i en periode efter Zhou-dynastiet (1045 - 256 f.kr.) hvor Kina var blevet radbrækket ind i flere små dele der kæmpede bittert efter at få overtaget. Drømmen om en tidligere harmonisk periode fik mange tænkere til at gribe pennen, og nedskrive idéer til hvordan man kunne indrette mere retfærdige samfund, hvor ingen ville have noget at klage over. Andre tog disciple til sig og vandrede rundt i landet, mens andre igen var rådgivere for fyrster i de forskellige riger, og på den måde forsøgte at få deres idéer gennemført.
Til sidst vandt staten Qin (udtales som "chin") overtaget, og det er den som Kina idag er opkaldt efter. Desværre var den første kejser Qin Shi Huangdi enormt bange for døden, og i et forsøg på at holde den for døren indtog han enorme mængder kviksølv, der efterlod ham temmelig... "speciel". Qin-dynastiet, der var ledet efter legalistiske principper, varede derfor kun 15 år, fra 221 - 206 f.kr.
Det efterfølgende Han-dynasti blev ledet efter konfucianistiske principper, og varede fra 206 f.kr. til 220 e.kr. Alle efterfølgende dynastier blev konfucianistisk ledet, lige indtil revolutionen i 1912, hvor den sidste kejser blev væltet.
Laozi, eller "Mester Lao", Daoismens mytiske grundlægger ridende på sin vandbøffel.
Kinesisk religion
Kinas religioner er ofte ikke åbenbaringsreligioner, selvom der har været, og er mindretal af både jøder og muslimer. Fordi der aldrig var en gud der åbenbarede sig for kineserne, var de i høj grad nødt til at sjusse sig frem til hvad guder og ånder ønskede af dem. Derfor har den temmelig diffuse koncept "tian", en meget stor betydning for kineserne. Direkte oversat betyder det "himmel", men tegnet det skrives med lignede oprindeligt en tændstikmand, og det betyder ligeså meget "det ukendte guddommelige, der styrer verden, men som vi ikke har kendskab til", som det betyder den fysiske himmel. Ordet himmel, eller tian, har en helt særlig betydning i den kinesiske kultur, hvilket blandt andet ses ved at den vigtigste plads i Kina er "Den himmelske freds plads", og at konceptet "alt under himlen", er meget vigtigt i den kinesiske storfilm hero. Man taler desuden stadig om at herskere kun har ret til at regere Kina, så længe de har himlens mandat, og i samme sekund himlen viser sin uvilje ved f.eks. at lade høsten slå fejl så er det et godt praj om at herskeren skal tage sig sammen.
Himmelens alter, hvor Ming, og senere Qing kejsere bad til himlen om en god høst én gang om året. Det eneste tidspunkt hvor deres knæ rørte jorden!
Den traditionelle folkelige kinesiske religion ligner på mange måder de hedenske religioner der blandt andet fandtes i Europa før kristendommen kom. Man tilbeder forfædres ånder, og er påpasselig med at udføre ritualer korrekt for ikke at påkalde deres vrede. Flere af de filosofiske systemer og skoler fik også langsomt et religiøst aspekt. Således smeltede daoismen langsomt sammen med den traditionelle kinesiske religion, mens konfucianismen, der oprindeligt ikke var andet end en politisk ideologi, langsomt begyndte at påtage sig religiøse aspekter, efter den nye fremmede religion buddhismen begyndte at blive mere og mere populær blandt samfundets spidser under Tang-dynastiet mellem år 618 og 907. Fordi ingen for alvor var sikre på at deres syn på tingene var det rigtige, var der udbredt religiøs tolerance op igennem Kinas historie.
Forskellige måder kinesisk kan skrives på. Yderst til højre den meget gamle seglskriftsform så kancelliskrift, i midten semi-kursiv, så kursiv, eller "græsstråsskrift", og yders til venstre mingskrift.
Det kinesiske skriftsprog, og hvordan det skrives med latinske bogstaver
Kinesisk skrift hedder "hanzi", og er logografisk, hvilket vil sige at værd eneste tegn er et ord. Skriftsproget blev oprindeligt brugt som spådomsmiddel, hvor forskellige symboler blev snittet ind i et skildpaddeskjold, og smidt på et bål, hvorefter man forudså fremtiden ved at kikke på de revner som den varme ild havde lavet i skjoldet. Den slags skjold er fundet flere tusind steder ved arkæologiske udgravninger, selvom man oprindeligt troede at historier om det var legendariske. Disse oprindelige spådomstegn lignede oprindeligt hvad de skulle forestille i meget høj grad, ganske som hieroglyffer i Egypten, men er sidenhen blevet mere og mere enkle, så de sjældent ligner det de kom fra.
Man taler i dag ofte om at man vil kunne læse kinesisk, hvis man lærer de mest brugte 8000 tegn. Dette er dog en sandhed med visse modifikationer, således at hvis man læser avisoverskriften, "kvinde druknet i jacuzzi", men ikke kender de ualmindelige tegn, såsom "druknet", og "jacuzzi", så får man ikke det vigtigste af budskabet med. Med det sagt, så er de fleste af de mere usædvanlige tegn blot kombinationer af de berømte 8000, således at: 木 der betyder træ bliver til skov når det kombineres med endnu et træ: 林. Der findes selvfølgelig også mere komplekse kombinationer af tegn, såsom: 麻 der består af tegnet for "klippeside", samt to planter, eller træer, og betyder "hamp". Put that in your pipe and smoke it! som amerikanerne siger.
Jeg har besluttet mig for at jeg vil bruge de traditionelle, og mere komplekse skrifttegn, og ikke de simplificerede som man har brugt i folkerepublikken Kina siden 50'erne. Grunden til dette er tofoldig. For det første har jeg tænkt mig at skrive om nogen meget gamle idéer, så jeg synes det er mest passende, og for det andet som en taiwanesisk penneveninde jeg havde sagde "de gamle tegn er pænere". I Taiwan, hvis officielle navn er republikken Kina, bruger man stadig de traditionelle tegn, og min veninde svarede af princip ikke på breve der var skrevet på hvad hun kaldte "Mao-skrift".
Jeg har til gengæld besluttet mig for at bruge det kommunistiske "pinyin", når jeg oversætter hanzi-udtale til latinsk. Pinyin er den form for "latinisering", som jeg synes virker bedst, og er mest intuitiv og direkte. Pinyin er bedre end wades-giles, så næste gang din lærer siger "Chiang Kai-shek", kan du uden frygt række din hånd i vejret og sige at kineserne udtaler det Jiang Jieshi! Jeg bruger dog pinyin uden tonalangivelser, mest fordi jeg ikke selv kan kende forskel. Mine latiniseringer, vil i øvrigt alle være fra mandarinsk.
Den opmærksomme læse vil have set at der på min blog er kommet en lille ændring i designet. For det første er der nu øverst på siden et lidt deprimerende billede af en stor bunke bøger, og et såkaldt dødningehoved. Jeg kan selv godt lide dette billede fordi jeg synes at bøgerne ret godt symboliserer den viden og eftertænksomhed jeg prøver at formidle, og dødningehovedet er et ret godt memento mori, hvilket jeg bestemt også synes er et godt symbol at have på en blog om filosofi. Især da jeg selv er hundeangst for at dø, og filosofien for mig er en god måde at behandle min frygt på.
Desuden har bloggen fået et nyt motto, der stammer fra Gauguins billede "Hvor kommer vi fra/Hvem er vi/hvor er vi på vej hen", som jeg faktisk overvejede at have som et officielt billede på bloggen. Desværre passer farverne ikke når så godt sammen som på det ravfarvede billede jeg valgte i stedet.
Jeg vil så til gengæld, som den årvågne skriver jeg er, have lagt mærke til at mit forsøg på at få flere læsere ved at være provokerende ikke har været en bragende succes, hvorfor jeg har tænkt mig at lægge mig ind på en ny bane. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme provokerende indlæg i fremtiden. Jeg mener stadig at GMO er vejen frem, våben og stoffer bør legaliseres og at dronningen bør fratages sin trone, men jeg vil alligevel gerne prøve noget andet, når det med at være et dumt svin alligevel ikke var en uforbeholden succes. Ja, mit indlæg om dyrevelfærd fik mange læsere, men at Tibet ikke bør blive selvstændigt ligger stadig men røven i vandoverfladen, eller hvad-man-nu-siger.
Jeg har spottet en tendens, hvor to slags indlæg får rigtigt mange læsere, mens det andet så godt som ingen læsere får. Den type indlæg der ikke er nogen der gider at læse er dem der handler om religion. Så selvom jeg synes det er et interessant emne, vil der blive skruet meget kraftigt ned for det i fremtiden. Af hensyn til mine læsere. På den anden side har jeg tidligere skrevet et meget kort indlæg om kinesisk filosofi, der indtil nu har haft mere end 70 læsere.
Derfor vil jeg begynde at skrive mere om kinesisk filosofi. Det skal nok blive interessant.
P.s. Hvis I synes dødningehovedet er lidt for deprimerende, så lad mig endelig vide det. JEg vil jo nødigt skræmme nogen væk ;)
Jeg skriver det her at tre grunde. For det første fordi min niece for
nyligt blev døbt, og jeg lige siden har haft lyst til at skrive noget om
bibelsk eksegese, et emne jeg synes er meget spændende. Men fordi hun
stadig er for lille til at kunne tale, tror jeg ikke hun ville have
meget glæde af hvis jeg skrev noget til hende om det, før om meget meget
længe. For det andet fordi jeg er kristen, men gerne vil distancere mig fra de stærkt karikerede idéer om hvad religiøsitet vil sige på internettet, såsom at man ikke på samme tid kan være religiøs og acceptere videnskabelig bevisførelse, eller at Gud er en "skægget mand oppe i himlen". Og sidst men ikke mindst fordi jeg synes
det er et enormt vigtigt emne, som jeg synes man skal vide noget om.
Helt generelt har bibelen været enormt vigtig for vores civilisation. Historien om Jesus i evangelierne, var historien om et individs kamp mod samfundets uretfærdighed, og da man i 1700-tallet første gang begyndte at opfinde menneskerettigheder var det blandt andet for at "beskytte individet". Jeg har svært ved ikke at se en sammenhæng.
Bibelen understøtter ikke kreationisme
Det mest vægtige bevis for dette findes i bibelen selv, idet både
skabelsesberetningen og Noas ark findes i to versioner. Da det er disse
to historier som kreationister oftest forsøger at forsvare en
bogstavelig fortolkning af, er det ironisk at bibelen gør dem umulige at
forstå bogstaveligt - hvis man ellers gider læse den. Den første
skabelsesberetning findes fra kapitel 1 i Første Mosebog - også kaldet
Genisis, hvilket betyder "begyndelsen" på græsk, eller "Bereshit" på
hebraisk, jødernes sprog, hvilket betyder "i begyndelsen" - indtil
kapitel 2, mellem vers fire og fem. Denne skabelsesberetningen er den
mest kendte, mens den anden i den kreationistiske litteratur, og deres
youtube-film ofte ignoreres. Denne beretning starter med at Gud på
første dag skaber himmelen og jorden, mens han på den syvende og sidste
dag hviler, og på den måde indstifter den jødiske shabbat.
Den anden skabelsesberetning følger lige efter, og fordi der er en
ubrudt glidende overgang mellem de to er der mange der ikke lægger mærke
til den.
Denne skabelsesberetning er meget sød, poetisk og næsten barnlig, idet
den handler om hvordan Gud først skaber Adam (i modsætning til den
første skabelsesberetning hvor Gud skaber ham sidst, "som kronen på
værket"), og derefter beder ham navngive alle dyrene for at han ikke
skal være ensom, og for at han kan have en hjælper der svarer til ham
selv, men efter at han ser at Adam har navngivet alle dyrene, og der
stadig ikke er en der svarer til ham selv lader han ham falde i en dyb
søvn, og skaber kvinden Eva ud af hans ribben. Yaaaay!
Der findes som sagt også to historier om Noas ark. Først forklarer Gud
Noa i kapitel 6 (samme bog) at han skal tage ét par af hvert dyr ind i
arken, mens han forklarer ham i kapitel 7, at han skal tage syv par af
de rene dyr, og kun ét par af de urene dyr (urene dyr er selvfølgelig
dem som jøder ikke må spise, som f.eks. hummere, rejer, grise, insekter,
ørne, etc). Denne "lille forskel"viser temmelig tydeligt for mig at
bibelen skal læses allegorisk. Apropos:
Historien om Jonas er enten sand, fordi det skete i virkeligheden, eller fordi den fortæller noget om hvordan man skal respektere andre menneskers tankefrihed. Jeg ved godt hvilken form for sandhed jeg foretrækker.
Du får mere ud af bibelen ved at læse den allegorisk
Kapitel 20 i Anden Mosebog ("Exodus" på græsk, hvilket betyder
"Udvandringen", eller shemot", der på hebraisk betyder "Navnene ")
indledes med disse ord: "Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din
Gud, som førte dig ud af Egypten, af fangeskabet"". Hvis altså man tager
bibelen på ordet, helt bogstaveligt, så kan man altså godt ignorere det
der følger, med mindre selvfølgelig man var slave i Egypten engang for
længe siden. Men hvorfor overhovedet skrive det ned så? Jeg har aldrig
selv fået en personlig besked fra Gud, men jeg tvivler på at jeg ville
være nødt til at skrive den ned for at huske den, og selv hvis jeg
gjorde ville jeg ikke behøve udgive det i en bog - slet ikke hvis det
ikke gjaldt for andre end mig selv og mine venner!
Men både jøder og kristne har valgt at følge de ti bud, selvom de
ligesom mig aldrig har været slave i Egypten, fordi de har forstået Guds
ord om udfrielsen som noget allegorisk. Et andet praj om at bibelen
skal forstås allegorisk er også som nævnt for oven at der findes flere
versioner af bibelens historier i bogen selv.
Men hvis man stadig vælger at tage bibelen på sit ord, på den mest
direkte måde er der også andre problemer. Bibelen er en bog som det er
meningen at skal oplyse din personlige moral, tro og din eksistens. Det
kan den umuligt gøre hvis du læser den ligesom du ville læse en
matematikbog, eller en historiebog. Du bliver ikke et bedre eller mere
behageligt menneske af at tro at verden blev skabt af Gud på syv dage,
men du bliver et bedre menneske af at indrømme overfor dig selv at du
har fejl og altid at stræbe efter at rette dem.
Bibelen er ikke én bog, men et bibliotek
En anden grund til at biblen ikke skal læses bogstaveligt - og så måske
alligevel! Er at den indeholder mange forskellige genrer. Nogle af dem
er de mytiske og allegoriske, såsom Første Mosebog, hvorimod andre, som
Evangelierne og Kongebøgerne er langt mere historisk beskrivende. Andre
igen er breve, andre er ordsprog, mens andre igen er digte. Hver genre
skal selvfølgelig læses på sin måde. Du ville ikke få nogen særligt høj
karakter i dansk, hvis du læste digte som du læser aviser, eller breve
på samme måde som du læser drama. En sjov anekdote som jeg har hørt om
puritanerne - en yderliggående protestantisk gruppe, der blandt andet
forbød jurier fordi de ikke nævnes i bibelen - var at de simpelthen ikke
kunne forstå hvorfor de gamle kloge hoveder havde inkluderet Højsangen i
bibelen, et digt der blandt andet indeholder linjer som: "Dine bryster
er som hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne".
Den konventionelle holdning til højsangen er at den handler om hjertets
længsel mod Gud. Selvom rygterne skal vide at Solomon var lidt af en
buk...
Yderligere læsning:
Jødisk eksegese: Talmud Bavli eller De rådvildes lærer.
Kristen: Kirkefædrenes skrifter (kan findes som antologier på
biblioteket), eller den Katolske Kirkes Katekismus.
Jeg er ikke typen der beklager mig. Det er i hvert fald ikke en del af mit selvbillede. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over at vi har et "ligestillingsministerium", der i mine øjne ikke arbejder på at ligestille mænd og kvinder, men kun arbejder på at ligestille kvinder. Altså den klassiske satiriske sætning man så ofte hører om kommunisme: "Nogen er mere lige end andre".
Det er som om der er vokset en kultur frem, ganske langsomt, hvor det er blevet ganske acceptabelt, måske endda forventet, at kvinder ser ned på mænd. Jeg blev mindet om det i dag, da en af mine tidligere klassekammerater lagde Beyoncé videoen ovenfor ud på sin facebook. Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv, næsten retorisk, om det ville være i orden for en mand at lægge en lignende video op. Sikkert ikke. Vi har åbenbart en art indgroet idé om at mænd naturligt opbygger et hegemoni for at holde kvinder nede, og derfor bærer vi over med kvinder når de synger at de regerer verden, mens det ville løbe os koldt ned af ryggen, hvis mænd gjorde det samme.
Men vi mænd er ikke ude efter at undertrykke kvinder. Mange af os har en mor der er kvinde, og som vi elsker og nærer dyb respekt for. Og den slags social dobbeltmoral går i øvrigt ikke, hvis vi vil sige at vi har et "ligestillings"ministerium. Hvis det udelukkende arbejder for at fremme kvinder, og ikke f.eks. ligestiller værnepligten, så lad os for Guds skyld kalde en spade for en spade, og kalde det "Kvindeministeriet".
Min pointe mere end noget andet, er at vi alle er mennesker, og vi har alle lov til at være stolte af vores køn. Jeg er stolt af at jeg er en mand, og jeg burde have lov til at udtrykke det som jeg har lyst, uden at blive kaldt mandschauvinist, ganske som kvinder har lov til at udtrykke "girl-power". Der er i forvejen massere af konflikter i verden, så lad os elske i stedet for at slås...
Folk har det med at lade deres følelser løbe af med dem. Det er selvfølgelig også fint nok. Gode mennesker bør blive forarget, og jeg bliver selv ofte forarget, måske endda flere gange på samme dag. Men sommetider kan følelserne stille sig i vejen for rationel tænkning, og man kan spilde for meget tid på babysæler, fordi de ser søde ud, og for lidt på de "evindelige afrikanerbørn, der nu igen ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv".
Jeg synes desværre vi i vesten bruger alt for mange ressourcer på at bekymre os om hvordan de stakkels dyr har det, mens vi ikke spekulerer for meget på mennesker. Måske er det fordi dyr er mere forsvarsløse, og uskyldige end mennesker, at for små bure til mink, og svinetransporter får os lettere op af sofaen end krig, sult og død blandt mennesker. Måske der det fordi vi i virkeligheden mener at mennesker nok selv har en del i hvad der er kommet over dem, mens dyr i langt højere grad udstråler forsvarsløshed. Mennesker er ansvarlige for deres eget liv, mens vi er ansvarlige for dyrene, så dem tager vi os af først.
Mencius 372 - 289 f.kr.
Den kinesiske filosof Mencius, fortæller i sin bog der er opkaldt efter ham selv, om en ond og tyrannisk despot der regerede et af de mange gamle kinesiske fyrstedømmer. En dag skulle en ny klokke indvies til et tempel, og en tyr skulle ofres og dens blod stænkes på klokken for at helliggøre den til templet. Men fyrsten blev grebet af dyb medlidenhed for tyren der brølede af dødsangst, og inden tempelpræsten kunne hugge kniven i dyrets strube holdt fyrsten hånden op, befalede præsten at stoppe, og sagde at en ged ville være tilstrækkeligt.
"HVAD SAGDE HAN?!"
Fyrsten viste ikke den rette grad af dyd, forståelse, mådehold og rationale. Mens han viste sig som en god og nådig hersker overfor tyren sendte han flere hundrede familier i døden. Men fordi han ikke kunne se dem, ikke kendte dem og intet ville vide af dem var hans hjerte koldt og hårdt. Hvad jeg mener er selvfølgelig ikke at vi i vesten er despoter, og at vi direkte undertrykker andre befolkninger, men ved at lægge større vægt på dyrs velværd end på menneskers tror jeg vi gør en stor fejl. Dyrevelfærd er et luksusproblem, i en verden hvor børn sulter ihjel.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.
Yuan-dynastiet (1279-1368)
Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme.
Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.
Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:
Qing-dynastiet (1644-1912)
Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.
Kina under Qing-dynastiet
Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.
Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.
Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!
Jeg er ikke typen der flager med min religion, især ikke på internettet. Det er ikke fordi jeg som sådan skammer mig over den, men som alle ved så består internettet af ca. 10% porno og 90% religionslatterliggørelse, og det virker som om enhver der nævner religion i et positivt lys bliver flamet herfra og til kristi genkomst. Men for nyligt mødte jeg på et forum jeg frekventerer en kristen som jeg har fået indtryk af har et radikalt anderledes, langt mere fundamentalistisk og fatalistisk kristendomssyn end mig selv. En af den slags kristne som man læser om, men aldrig møder. Hans navn og hvad han mener er i øvrigt ligegyldigt, det vigtige er at han gav mig lyst til at skrive om hvordan jeg selv mener at kristendommen bør hænge sammen på det personlige plan. Jeg har i øvrigt før mødt folk som jeg skrev mod, og sidenhen har jeg så fået at vide at jeg har misforstået deres position, men her er min position angående min religion i hvert fald:
Matt 16, 18: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
For det første er jeg opvokset i den danske folkekirke, men min opvækst var nogenlunde ligeså religiøs som alle andres. Der var nogle ganske få ritualer det forventedes af mig at jeg fik overstået, og så håbede man ellers at jeg ville leve mit liv uden at stoppe op og tænke synderligt over det. Desværre var jeg ikke nogen særligt god protestant, og det kristne budskab i sin protestantiske form fængede mig aldrig. Den protestantiske spiritualitet starter og stopper med troen, og den er det eneste der forventes af den. Det er for mig en religion der ikke stiller krav til mig, og som jeg ikke kan vokse og udvikle mig i.
Efter konfirmationen, og dermed overståelsen af de obligatoriske ritualer jeg skyldte familien besluttede jeg mig for at flytte ned til Vejle, hvor min far på det tidspunkt var flyttet sammen med sin nye kone. Mine forældre har været skilt siden jeg var tre, og min far er nøjagtigt så religiøs at han aldrig blev konfirmeret, hvilket jeg faktisk nu tror ville have været det bedste for mig, men i modsætning til ham tog jeg ikke konfirmationsforpligtelserne så tungt at det vejede mere i mit sind end min mors forventninger til mig, og gaverne. Så på en sær og ironisk måde var min far mere from som ateist, end jeg var som kristen, på det tidspunkt.
Jeg boede hos min far i små tre år i Vejle, inden mit forhold til min stedmor blev nøjagtigt så surt at jeg ikke kunne holde ud af bo hjemme hos dem mere. I må endelig ikke misforstå mig, jeg er ikke en af de der, "jeg behøver ikke gøre som du siger, du er ikke min rigtige mor"-stedbørn man ser på film, men min far er lidt af en arbejdsnarkoman, og når mit klareste minde om min stedmor er et møgfald jeg fik for ikke at lukke toilettet helt, og bare slå brættet ned på et lille snavset toilet som husets kvinder alligevel aldrig brugte, så følte jeg mig ligesom bare ikke velkommen mere.
Først fik jeg et møgfald for ikke at slå brættet ned, og så fik jeg et møgfald for ikke at lukke toilettet helt. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det sådan her et toilet skal se ud når du er færdig med det.
Mens jeg boede i Vejle gik jeg på den lokale katolske skole. Ikke fordi jeg var katolik - det var ikke et krav - men fordi der for mig var noget prestige i det, og fordi det simpelthen var en skide god skole. Mit forhold til min stedmor forbedrede sig i øvrigt markant efter at jeg flyttede væk fra min far, for at gå på gymnasiet hjemme hos min mor i Hjørring.
På gymnasiet i Hjørring var det langtfra en almindelighed at have boet tre år i Vejle tidligere, og langt mindre at have gået på en katolsk skole. Derfor blev der i starten skudt en del spørgsmål efter mig, og jeg måtte modstræbende erkende at jeg faktisk ikke anede en skid om katolicismen, på trods af at jeg havde gået på en katolsk skole en stor del af mit korte liv. Der var en klar adskillelse mellem de protestantiske og katolske elever, således at vi f.eks. desværre ikke fik kristendomsundervisning sammen før sidste klasse, og derfor aldrig rigtigt lærte hvad "de andre" troede på, og når vi gik i kirke på højtider gik de protestantiske elever i én kirke, og de katolske i en anden. Undtagen ét år, hvor vi var på lejr og sammen overværede en gudstjeneste om morgenen i et lille belgisk kloster.
I det store hele havde jeg på mine tre år på katolsk skole ikke lært andet om katolicismen, end at den ikke var ligeså mystisk og menneskefjendsk som mange danskere tror, men hvor den præcist adskilte sig fra folkekirken havde jeg stadig svært ved at sætte en finger på, og derfor begyndte jeg at læse.
Luk 11, 10: "For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for"
Jo mere jeg læste, jo mere følte jeg at jeg forstod om den katolske kristendom, og jo mindre følte jeg at jeg forstod om den kirke jeg selv var vokset op med. Jeg følte mig beruset og forelsket, i et hav af dyb og meget personlig visdom, samtidig med at den fortolkning af religionen jeg selv var vokset op med forvirrede mig dybt. Hvordan kunne Martin Luther mene at kirken skulle baseres alene på bibelen, når bibelen først blev kanoniseret 300 år efter Jesus døde? Og hvis han accepterede at kirkefædrene havde ret når de kanoniserede bibelen, hvorfor havde de så ikke ret i alt hvad de ellers sagde? Og hvis Jesus' lovede Peter at dødsrigets porte ikke skulle få magt over hans kirke, hvorfor var det så nødvendigt for Luther at genoprette "den sande Kristendom" 1500 år efter begges død? De og mange andre spørgsmål plagede mig, og jeg fik aldrig fyldestgørende svar på dem. Mange siger at katolicismen er en religion der promoverer skyld i sine tilhørere, men for mig var det lige omvendt. Mens jeg var protestant var jeg konstant skyldig, og der var intet der kunne gøre mig rent. Katolicismen derimod lod mig tage ansvar for mit eget liv, og min egen spiritualitet, ved at sige at Gud ikke stiller større fristelser i vejen for mig end jeg kan klare ved hans hjælp. Alene er jeg ingenting - ganske som i protestantismen - men med Guds hjælp kan jeg overkomme alt, også min egen faldne natur. Protestantismen er for mig en passiv kristendom, hvor man venter på Gud, mens katolicismen opfordrer en til at tage ansvar for ens egen frelse. Gud giver sin nåde til den der beder om det, og selvom det kræver at han rækker en hånd ned til en, så skuffer han aldrig.
Sankt Maximillian Kolbe
Katolicismen stiller mennesket i centrum, hvor protestantismen stiller Gud i centrum.
Jeg har aldrig haft problemer med idéen om at en uindskrænket bevidsthed ligger til grund for universet, men det undrede mig stærkt at den samme bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i en stor flok primater der vandrede frem på jordoverfladen for ca. hundrede tusind år siden. Idéen om at sådan et væsen eller bevidsthed skulle have nogen som helst interesse i os på jorden virkede totalt fremmed for mig, og er stadig idag temmelig svær for mig at begribe. Derfor spurgte jeg den præst der var i gang med at konvertere mig om hvordan det kunne være. Han svarede at det var et mysterium, men at beviset for at Gud elskede os, bestod i at han overhovedet havde skabt os, og havde givet os "appetit" efter ham. Den centrale idé i kristendommen er for mig at Gud begrænser sin egen magt midlertidigt for vores skyld, for at vi kan finde frem til ham, og blive opfyldt. Vi tilbeder ikke Gud for hans skyld, men han har givet os muligheden for at kende ham for vores skyld. Gud har ikke brug for noget, men vi har brug for ham.
Matt 5, 48: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Kirkefaderen Athanasius af Alexandria sagde, at Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud. Idéen må skurre noget i protestantiske øren, hvor Gud er noget helt særligt, og mennesker, for at sige det mildt, er noget værre pak. Selvfølgelig er Gud også noget særligt i katolicismen, men det at Gud var villig til at antage menneskelig form viser at Gud faktisk ikke er enig med Luther i at menneskerne er helt uværdige, og ikke har gode kvaliteter.
Katolikker tror på at mennesker blev skabt til at være gode, og at Gud skabte os med en perfekt natur, som vi er blevet adskilt fra, fordi verden er falden. Men vi tror også på at vi ved at overgive os til Guds vilje kan blive genforenet med vores guddommelige selv, og derfor forener vi os ikke bare med Guds vilje ved at overgive os, men til vores egen vilje. Ved at overgive os til Satan, og hans fristelser bliver vi fremmede ikke bare fra Gud, men også for os selv, og hvem vi i virkeligheden er.
(den bedste katolske "youtuber" jeg kender. Lige meget hvor uenig du er med ham lærer du noget)
Matt 6, 6: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som er i det skjulte, skal lønne dig."
For mig er troen noget dybt personligt, og meget privat, som jeg ikke fortæller om medmindre jeg virkelig har lyst til det, eller bedt om det. Jeg blev ikke selv kristen, fordi der var en lille mand der ringede på min dør, og spurgte om jeg havde lyst til at lære om bibelen, men fordi jeg selv havde lyst til at læse og lære.
Efter jeg konverterede begik jeg den fejl at tro, at bare fordi jeg selv var vild efter at lære mere om min nye tro, så ville andre også være det. Jeg mistede desværre en del popularitet på den konto. Vi lever i dag i et informationssamfund, hvor de der har lyst til at vide mere om et bestemt emne nok skal finde ud af det. Da apostlene levede var det nødvendigt at rejse ud i verden for at fortælle om Jesus, fordi der ikke var andre måder at lære om ham på, men i dag skræmmer man kun folk væk ved at ville konvertere dem.
Så fokuser på at forbedre dig selv, i stedet for at gøre andre kristne. At være kristen er ikke et kald til middelmådighed, Jesus siger at du skal være et lys for alle (matt 5, 15) ikke må blive vred (matt 5, 22) skal ønske det godt for dem der hader dig (matt 5, 44) etc.
Altså er kaldet til kristendommen ikke et almindeligt kald, men et overnaturligt kald, der kræver overnaturlig hjælp, og overnaturlige gaver. Hvis Gud ikke ønskede at du skulle være god, men blot at du skulle tro, så ville han ikke spilde ord på at skrive det.
Så sluk alt hvad du har, og lyt til stilheden i dig selv, der hvor din enhed med Gud er. Hvis du har lyst til at flygte, lyst til at tænde fjernsynet, lyst til at onanere, og i det hele taget lyst til at komme væk, så gør du det helt rigtige, så bare vent indtil du føler dig hjemme i dig selv. Og tal så med din gud. Hvis det er nødvendigt.
Jeg har i den forgange tid ikke været så flittig til at skrive herinde, og det undskylder jeg. Besøgstallet har også været dalende, og selvom jeg ikke får penge for besøgende betyder det stadig noget for min stolthed, og min bevidsthed om hvor mange jeg når ud til med mit budskab. Jeg har derfor besluttet at forsøge at øge mit månedlige besøgstal, der i dag ligger omkring 200, ved de næste par gange at skrive og argumentere for de af mine holdninger, idéer, eller hypoteser som jeg ved er de mest kontroversielle. Så glæd dig til at læse om hvorfor transseksualitet er en sygdom, hvorfor Tibet er en del af Kina, hvorfor menneskerettighederne måske alligevel ikke er så fantastiske, og hvorfor kommunisme måske trods alt er en god idé. Denne gang spørger jeg forsigtigt ud i luften om feministerne har skadet kvindesagen:
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at rødstrømpebevægelsen har gjort det meget sjovere at være kvinde, og har ændret vores syn på kvinder radikalt. Før feminismen hørte alle kvinder til i hjemmet, når de var gift, og de havde bare at lyde deres mand. I dag har piben dog fået en anden lyd, og der er for feminister intet mere skamfuldt og degraderende end når en kvinde der er fritstillet alligevel vælger at handle i henhold til traditioner og kønsroller, og derfor vier sig for en tid til hjem, børn og lader lederstilling være lederstilling.
For hvor kommer kønsrollerne fra? Havde mænd over hele verden på én gang besluttet sig for at oprette et undertrykkende hegemoni der lænkede kvinderne til børn og køkkener når de langt hellere ville på storvildtjagt, og polarekspeditioner?
Jeg synes personligt at det er usandsynligt at så mange verdenskulturer uafhængigt af hinanden har sagt at hjemmet er kvindens domæne, og at det er der hun har sin plads, og bestemmer. Feminismens store forbrydelse ligger i at den gør det skamfuldt at ville dedikere sig til sin familie og børn, i stedet for en karriere. På et tidspunkt bliver vi nødt til at stoppe op og spørge om de 51% af befolkningen virkelig har lyst til at være topledere i aktieselskaber, eller om vi i stedet skal lade dem være hvor de har selv har lyst.
Misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal de kvinder der har ambitionen om at have en lederstilling også have den, især hvis de har talentet, og så videre. Men man er ikke en bedre kvinde eller mere værd bare fordi man har en lederstilling.
Niccolò Machiavelli 1469 - 1527
Den berømte italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli gav i sin drøftelse af Livius' værker en dobbeltsidet definition af frihed, som jeg godt kan lide, fordi jeg selv har haft det problem med friheden som begreb, at det før Machiavelli forklarede det, var så diffust og abstrakt for mig at jeg ikke fattede hvad det fantastiske ved det var. Machiavelli skriver at frihed på den ene side kan være friheden for andres indblanding, eller frihed til at opnå indflydelse. Indtil videre har kvindebevægelsen forsøgt at frigøre kvinderne ved at følge Machiavellis sidste definition, og derfor lader de ikke kvinderne i fred.
Hvorfor "cutter" drenge ikke?
Cutting er et amerikansk udtryk for når man skærer i sig selv, og det er hovedsageligt piger der gør det. Men hvis virkelig det er samfundets pres, og ambitioner på pigerne vegne der får dem til at cutte, hvorfor gør drenge det så ikke?
Drenge har siden den tidligste stenalder været mindre værd end piger. Dette lyder måske lidt underligt, og endda irrelevant, men når man tænker på at det kun er 5000 år siden vi begyndte at skrive og kun 200 år siden vi for alvor begyndte at bygge fabrikker, så giver det pludseligt bedre mening at analysere ud fra evolutionen, og se hvorfra vi kommer.
Grunden til at mænd ikke er mere værd end kvinder, er simpelthen at vi ikke kan føde børn. Sådan er det. Hvis man har 100 mænd og én kvinde til at fortsætte arten med, så kan vi godt vinke farvel til menneskeheden, men hvis vi har 100 kvinder og to mænd, så ville vi godt kunne slå den ene mand ihjel, uden at det gjorde den store forskel for arten.
Netop det at vi mænd er mindre værd, og det ikke er nogen enorm katastrofe for arten hvis vi dør, kan forklare meget af vores adfærd. Når nu det ikke gør noget at en mand dør alligevel kan evolutionen godt programmere ham til at tage flere chancer, gå i krig og så videre, mens kvinder der er alt for dyrebare har en tendens til ikke at være lykkelige med mindre der er rent i hjemmet - hvor de er.
Men altså har drenge altid været mindre værd end piger, og har skulle bevise deres værd ved at gøre ting. En mand der ikke kunne fange bøfler på savannen var mere værd død, for så kunne man i det mindste spise ham! Mens en kvinde altid var noget værd, alene i kraft af at hun var kvinde, og derfor ikke behøvede at bekymre sig om andres ambitioner på hendes vegne, som i dag.
