#45 Thanatafobi

Jeg tror frygten for døden er en af de mest almenmenneskelige følelser der findes. På linje med bland andet forelskelse, og hjertesorger. Hvis ikke frygten for døden, på græsk kaldet thanatafobi, var så almindelig ville vi se helt anderledes på mange ting, og mange af de mest alvorlige stresselementer ville forsvinde, hvis bare vi kunne forlige os med vores egen dødelighed. Men det lader ikke til at det kan lade sig gøre. Døden er ganske tabubelagt, undtagen ganske få steder. Prøv f.eks. dette eksperiment: Gå ind i din lokale kirke næste gang der er højsang, gudstjeneste, messe, eller bare te og småkager. Jeg vil vædde på at den vil være fyldt med gamle. Mennesker der med hastige skridt nærmer sig den mørke afgrund som vi alle forsøger ikke at stirre ind i, for hvis vi gør, som Nietzsche siger, så ender det med at afgrunden stirrer tilbage på os. Disse afgrundens mennesker stimler mod de få steder hvor man frit kan forlige sig med døden, uden at blive peget fingre af i vores samfund, så hurtigt som deres skrøbelige gamle ben kan bære dem, fordi de ved at døden altid har været den eneste fremtidige hændelse som de kunne være sikre på, og den eneste de aldrig har forberedt sig på.

Min pointe er dette: Man kurer lidelser ved at udsætte den der har fobien for det han, eller hende, frygter. Enten langsomt i intervaller, eller med en såkaldt chokkur. Jeg tror det er på tide vi udsætter os selv for døden.

Døden på psykologens briks...

#44 Et ord med på vejen om medicin

Til alle der ikke stoler på moderne vestlig medicin vil jeg gerne have lov til at anbefale tre ting: Massere fiber i kosten, f.eks. fra mørkt brød, eller æbler. Massere af analsex, og massere af duftlys.
Måske vil det ikke kurere din sygdom, men du vil have det hyggeligt, og du vil kunne fortsætte på denne måde næsten lige til de dør.

Til resten vil jeg anbefale moderne gennemtestet vestlig medicin. Jeg har lagt mærke til at der har været reklamer for såkaldt "alternativ medicin", på min blog, og det her er min måde at gøre opmærksomm på at jeg ikke er enig i den slags trylleri.

#43 Kommunismen og Kina

Den årvågne læser af denne korte serie af indlæg om kinesisk tankegang og filosofi, vil have spottet at kinesisk filosofi i langt højere grad end den vestlige, er pragmatisk og politisk. Den kinesiske filosofi, handler om at forbedre samfundet her og nu, og det er kun den oldtusse gamle daoisme, der er ligeså teoretisk og verdensfjern, som mange af de vestlige filosofier har været. Dermed ikke sagt, eller rettere skrevet, at den kinesiske filosofi ikke har et transcendent præg på lige fod med vestens filosofier, men filosofiernes praktiske anvendelighed i hverdagen har altid taget forrang over logiske deduktioner på små støvede akademikerværelser. Derfor er det ikke overraskende at marxismen, i sin kommunistiske form, fik så hårdt et tag i kineserne sent i forrige århundrede. På den ene side var man blevet trætte af de traditionelle kinesiske filosofier der tidligere havde ledt Kina til sin førerposition i verden, men i den moderne industrialiserede tidsalder kom til kort, startedende med taipingoprøret, bokseropstanden, og fremmede magters stigende indflydelse i Kina, både før og efter revolutionen i 1912. På den anden side var man stadig fascineret og tiltrukket af de gamle idéer om samfundsbevidsthed, og søgen efter det perfekte samfund. Kommunismen var her den perfekte kombination af vestlig metodologi, rationale og videnskabelighed, og kinesisk tankegang.
Og nu bliver der i øvrigt ikke skrevet mere om kinesisk filosofi.

#42 Femifiscme

Jeg har i min overskrift lavet en lidt kluntet sammentrækning af ordene "fascisme", og "feminisme" hvor en basterdisering af ordet "fis" i øvrigt har sneget sig ind i midten, helt uden at det rigtigt var min intention. Men nu hvor ordet alligevel - sort of - er der, så synes jeg faktisk at det passer meget godt ind. Grunden til min overskrift er trefoldig. For det første er jeg efterhånden meget kritisk overfor feminismen, for det andet ville jeg denne gang gerne have en kort overskrift denne gang, og sammentrækninger er altid kortere end ikke-sammentrækninger, og sidst men ikke mindst har jeg fået lyst til at skrive en kritik af feminismen ligesiden den alt for opblæste "legoskandale".

Feminismen af idag er fis. Den har ikke altid været det, og er det stadig ikke i alle verdens lande, men som den ser ud i det moderne vesten idag, så er den det. Og også potientielt kvindeundertrykkende. Men det kommer jeg til.

Hvor kommer kønsroller fra?

Det har længe været en stor femínistisk kæphest, at kønsrollerne ikke opstår natuligt, som en del af den almindelige udvikling, men er noget som vi er præget til. Mænd har ifølge mange femninistiske teoretikere ikke naturlige anlæg for vold, og kvinder har ikke natulige anlæg for omsorg. Disse kvaliteter er indpræntet i os fra samfundet, og er som sådan næsten "unaturlige".

Personligt er jeg uenig, og tror på at vi fra naturens side er stærkt indflydte i retning af bestemte kønslige handlemønstre. Selvfølgelig betyder dette ikke at jeg tror vi kun bliver indflydt af naturen, men et konservativt gæt fra min side er at naturen betyder 50% af vores kønslige og seksuelle identitet. Jeg mener simpelthen at drenge bliver født med anlæg for vold, piger med anlæg for omsorg, og homoseksuelle med anlæg for homoseksualitet, og ved ikke at lade disse naturlige anlæg blomstre og vokse frit opbygger vi en konflikt mellem individdet, og dets køn.

Hvis mænd undertrykker kvinder, hvorfor er det så ikke dem der dør i krig?

Kvinder er til for at føde børn - men mænd er til for at dø!

Overskriften ser måske lidt tosset ud, men giver faktisk god mening i forhold til en evolutionær analyse. Kvinder har altid et evolutionært trumfkort i hånden, alene i kraft af at de kan føde børn. Selv i moderne samfund er det sådan, at der dør 3 mænd for hver kvinde i alle aldre, og af alle årsager. Grunden til dette er at mænd fra et evolutionært perspektiv langt fra er ligeså meget værd som kvinder. I et samfund hvor der er alvorlig mangel på mænd, f.eks. på grund af krig kan man stadig effektivt videreføre arten, mens det er langt sværere i et samfund hvor der er flere mænd end kvinder.

Kønspolitisk kan man faktisk gå så langt som at sige at kvinder er ligesom lande med atomvåben, mens mænd kun har konventionelle våben. Dette betyder at kvinder i høj grad kan læne sig tilbage og hygge sig, mens mænd er nødt til at bekymre sig om at "opgradere" sine resourcer, så kvinderne vil være interesserede i at indgå alliancer med dem. Måden man gør dette på er f.eks. ved at blive en stor og respekteret kriger, leder i samfundet, eller blive rig så man kan vise kvinden at hun ikke behøver bekymre sig om alt det afkom hun skal føde én.

Dette er grunden til at de traditionelle kvindefag ofte er langt kortere, f.eks. sygeplejerske, mens mandefag, f.eks. lægegerningen, er lang. Kvinder uddanner sig for at kunne overleve og forsørge deres unger, mens mænd bliver uddannet for fisse- og fisse er ikke billigt!

Feministisk mandeundertrykkelse?

Feminisme er forsøget på at ligestille kønnene, ved udelukkende at fokusere på ét køn, nemlig det kvindelige. Og det paradoksale her er i øvrigt at det ikke lader til at ligestilling virkelig er målet, for overalt hvor forskelsbehanlingen er til kvinders fordel, er der ingen femnister der har nogen problemer. Jeg har allerede fremhævet eksemplet "krig", hvor vi stadig har værnepligt for drenge, og værneret for piger. Andre oplagte eksempler på positiv særbehandling af kvinder er sager om forældremyndighed og kvindekvoter på arbejdsmarkedet.

Derudover er der stadig en udpræget anti-mandlig kultur som ikke én eneste feminist jeg har set har addresseret. Hvad jeg skriver om er her er f.eks. den åbenlyse dobbeltmoral der ligger i at det er okay alle kvinder stikker Jack Sparrow en flad så snart han åbner munden i de populære Pirates of the Caribbean-film, at vold i hjemmet begået mod mænd stadig er noget vi fniser af, at det samme gælder for voldtægt mod mænd, mens vi alle ville få vores brioche galt i halsen hvis Ozzy Osbourne grinede af en kvinde der fik brysterne skåret af, samtidigt med at der knapt er nogen der har hørt om hvordan hans kone jokede om en mand der havde fået skåret pikken af på "The Talk", et TV-program i USA.

Min pointe er selvfølgelig ikke at det er forfædeligt at være mand, men hvis mænd ikke har brug for at have en hel bevægelse i ryggen, så har kvinder det heller ikke.

Den kvindeundertrykkende feminisme?

Når man researcher feminisme springer det meget hurtigt i øjnene på én at der er en rigtig måde at være kvinde på, og en forkert måde at være kvinde på. Rigtige kvinder, dem som feminister klapper på skuldrene, er dem der ikke svarer til samfundets opfattelse af femininitet, og sparker mændene i røven, mens de der opfører sig i overenstemmelse med hvad samfundet opfatter som feminint, får et spark af feministerne.

Problemet her er bare det, at hvis kønsrollerne er medfødte og kvinder virkelig generelt er mere passive, venlige og omsorgsfulde end mænd, så passer den lederstilling som feministerne gerne vil presse ned over deres ører måske slet ikke til deres temperement og deres ønsker. Eksistentialisten og feministen Simone de Beauvoir udtrykte meget klart i sin bog, "det andet køn" at kvinder der havde lyst til at overholde kønsstereotypen og blive hjemme, ikke skulle have lov til det. Ergo er det ikke i feminismen den enkelte kvindes ret selv at definere sin kønslighed, men hun har en pligt til på vegne af bevægelsen at indordne sig dens mål. Dette tilgodeser tydeligvis ikke den enkelte kvinde.

#41 Uddanner vi "omvendt retarderede"?

Den følelse jeg husker allerbedst fra min folkeskoletid var dyb dyb apati. En følelse af at undervisningen ikke sagde mig noget, og at jeg spildte min tid. Det var ikke hver dag den følelse var der, men når den var der gjorde den et stærkt indtryk, som f.eks. en uge i 6. klasse, hvor vi repeterede tallene på engelsk, eller når en særligt uengagerede lærer skulle forklare materiale hun ikke kunne få givet videre for 3. gang.

For nyligt vendte den følelse tilbage, men nu går jeg på universitetet, og har ikke mødepligt. Derfor besluttede jeg mig for ikke at møde op, i cirka 2 måneder, med få afbrydelser. Jeg følte igen ikke at undervisningen sagde mig noget, næsten som om den ikke vedkom mig, og til min store overraskelse viste eksamenstiden mig at jeg havde haft ret. I stedet for at følge med i pensum, undervisning eller eksamensplaner spiste mig og min følelse af apati slik sammen, så på porno og læste en antologi jeg fik af min søster i julegave. Jeg begyndte at gå i seng klokken fire og stå op klokken seks, og selvom jeg fra tid til anden sagde til mig selv "ih, jeg må nok også hellere se at få læst op på det lort", så var det mere en undskyldning end en forklaring. Da jeg så endelig skulle til eksamen var jeg forståeligt nok temmelig nervøs. Jeg troede ikke på at jeg ville bestå, og havde heller ingen grund til at tro det. Jeg havde læst intet af pensum, min apati ville ikke lade mig putte kilder ind i min opgave, og selvom jeg allerede - for første gang i mit liv - var begyndt at tumle med tanken om at droppe ud, kunne jeg ikke skubbe tanken om at jeg var på vej til skafottet ud af hovedet.

"Værs'go' at tage plads, Hr. Rasmussen"

Til min store overraskelse gik min eksamen temmelig godt. Bedre end mange af de flittige studerendes. Selvfølgelig fik jeg en kæk bemærkning fra min vejleder om at han aldrig havde set mig før (hvilket var forkert, han havde været gæsteforelæser én gang, men jeg gjorde åbenbart ikke noget stort indtryk) og eksaminator hakkede meget hårdt på min argumentation men jeg syntes faktisk jeg holdt stand ganske godt. Da jeg vendte tilbage efter de havde voteret fik jeg straks at vide at jeg havde fået 10, og lå meget kort fra at få topkarakter. Mine formalier havde været en vederstyggelighed, men alt taget i betragtning var de glad for jeg stadig var på studiet. Min vejleder som jeg jo aldrig rigtigt havde mødt før, sagde endda fuldstændigt uden ironi i stemmen at han oprigtigt håbede at jeg ville blive på studiet. Well, fuck me!! På den ene side er jeg selvfølgelig et utaknemmelig skarn, hvis ikke jeg er glad og tilfreds, men på den anden side... Ja, på den anden side havde jeg jo netop fået håndgribeligt bevis på at undervisningen ikke var for sådan en som mig. Det ville selvfølgelig også være fint nok, hvis ikke det betød at al socialitet røg ud af vinduet. På den ene side kunne jeg droppe ud og blive social udskud, uden uddannelse, liggende på en bænk. Jeg ved at jeg ikke ville kunne uddanne mig som tømrer. Og på den anden side kunne jeg blive på min uddannelse og bare vende mig til apatien, den kedelige uvedkommende undervisning, de få stressfulde timer som eksamen varer, og så være en perifer skyggelignende skikkelse i yderkanten af de andre studerendes socialliv.

Uddanner vi genier til skraldespanden?

Jeg kan på baggrund af mine egne oplevelser ikke lade være med at tænke at vi straffer intelligente mennesker i det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig var min måde at læse op til eksamen på ikke optimal, men hvis man ikke engang kan føle sig mentalt udfordret i sin undervisning, hvor kan man så få afløb for den tankekreativitet vi alle kender? Det burde ikke være for meget at forlange at blive udfordret nok i sin skoletid, så man ikke behøver optage underlige særinteresser, som filosofi og skrivning, for komme af med ens mentale energi efter skolen er overstået. Men det er netop den historie jeg hører fra mange intelligente børn og unge jeg har mødt op igennem tiden. Drenge får små særinteresser for at komme af med deres "energi", mens mange piger, især i teenagealderen, begynder at skjule sig for at blive accepteret socialt. De kryber sammen, bliver stille, og  hæmmede fordi de aldrig får lov til at udtrykke sig, og alt det smukke der foregå indeni dem!

Det er en tragedie, at de der har allermest at give, gøre og kunne, også er dem der bliver holdt nede. Jeg har selv været heldig at have haft fantastiske lærere. Blandt andet en i dansk der lod mig skrive noveller i stedet for stile. Men jeg har bestemt også haft dårlige lærere, der så mig som en pestilens fordi jeg ikke kunne holde kæft, sidde stille og ville rette på ting som jeg vidste var forkerte! Og jeg kan idag kun forestille mig hvor frustrerende det må have været ikke at have fået den 1-ud-af-10-lærer, der gjorde det bedste for én fordi hun brændte for børn og var god til dem.

Alle de tusinder af børn og unge får nemlig intet andet end en uddannelse i dovenskab. En uddannelse i at holde sig tilbage, holde sin kæft, lægge bånd på sine evner og kun gøre halvt så meget som de har i sig. De lærer dårlig arbejdsdisciplin, fordi det som de andre kan lære på en uge kan de lære på en dag, de lærere at holde sig for sig selv, fordi der ikke er nogen der har deres interesser, og de lærer at skolen ikke er et sted for dem. Fordi de - bizart nok! - er for kloge til den!

Undertrykkelse for lighedens skyld?

Og det forfærder mig at det stadig skal være kontroversielt at vi har brug for specialskoler for særligt intelligente for ikke at tabe dem på gulvet! Jeg bliver vred, afmægtig og forfærdet over det, for jeg kan ikke se ét eneste godt argument imod det. Ja, man kan måske såre de almindelige børns følelser. Men hvad så? Vi har for længst erkendt at børn med en IQ på 70 har brug for særlige skoler, faciliteter og undervisning, så hvorfor skulle det ikke gælde for folk med en IQ på 130? Forskellen fra hundrede, hvilket er normalen, er lige stor, så hvis den ene har brug for særbehandling, hvorfor så ikke den anden?

Jeg tror desværre godt jeg kender svaret, selvom det ikke er pænt. Vi har ikke noget imod at rangere 10 procent af befolkningen, de "langsommste", under de 90 procent der er de gennemsnitlige, mens forældre over hele landet ville protestere højlydt, hvis de 10% hurtigste børn fik lov til at få specialundervisning der rangerede "over" deres børns. Pludseligt er det ikke "fair".
Men hvad jeg ikke synes er "fair" er at børn med en enorm ressource skal lide overlast fordi den danske kultur åbenbart stadig er så fastlåst i janteloven at man skal straffes for at være mere intelligent end andre.

Enten giver vi de "omvendt retarderede" deres egne specialskoler, eller også underviser vi alle sammen ét sted. Og når jeg skriver alle, så mener jeg alle. Så kan I selv afgøre om I mener det er "fair"!

#40 Hvad jeg har tjent på reklamer

Ja, hvad har jeg tjent ved at have reklamer på min blog indtil videre? Det er det store spørgsmål... Og svaret er: Næsten 37 kroner!!

Jeg er stadig et godt stykke fra at være professionel blogger....

# 39 Ja, jeg er en gensplejs!

Jeg tror mange har set kampagnen, og hvis ikke du har set den før, så er der et billede fra den herunder. Brochurer med teksten "er du en gensplejs?", var at finde på alle offentlige biblioteker, hvis ikke den stadig er der. Men selvom jeg så kampagnen flere gange, tog jeg aldrig deres test. Hvorfor ikke? Svaret er simpelt: Fordi jeg er en gensplejs, og er stolt af det! Der er få ting der kan kildre min politiske, etiske og geosociale nerve mere end GMO, og god gammeldags konventionelt landbrug med sprøjtegifte, fabriksproduktion af kød, små bure og massere profit. Jeg ved det er pisse politisk ukorrekt, men jeg tror på det, og her er hvorfor:

For det første er jeg etisk androcentrist. Jeg undskylder ikke for at sige at mennesker er mere værd end alt andet. Hvis du bad mig udrydde en hel dyreart med mine bare næver, bare for ét menneskebarn, så ville jeg gøre det uden at tøve ét eneste sekund, eller i hvert fald give det et godt forsøg. Så meget er menneskeheden værd for mig.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at skrive om hvor meget jeg elsker mennesker, når vi snakker om landbrugsvarer? Well, lad mig introducere dig for min helt:

1914 - 2009. Modtog Nobels fredspris i 1970

Norman Borlaug, reddede flere menneskers liv, end nogen anden person nogensinde, og sandsynligheden taler for at du ikke har hørt om ham! Op igennem halvtredserne og tresserne steg befolkningstallene i Indien og Pakistan eksplosivt, med alvorlig fare for hungersnød til følge. Borlaug så dette problem, og løste det, men måden han gjorde det på skulle blive kontroversiel. Han valgte nemlig at genmodificere en hvedeart, så den ville have højere  ernæringsværdi, og være mere modstandsdygtig.

Inderne og pakistanerne havde nemlig ikke andet end hvad vi i Danmark kalder økologiske landbrug, med lavt udbytte og meget arbejde på grund af manglende mekanisering. Alt var naturligt, ganske som i middelalderen, og sultedøden var en reel risiko hvis høsten slog fejl. Jeg har aldrig selv prøvet at sulte længere end en eftermiddag, men jeg kan ikke forestille mig at det er morsomt, når man f.eks. hører historier om at folk var villige til at spise børn under belejringen af Leningrad eller i Ukraine under holodomor.

Holodomor, betyder "død ved sult", og referer til Stalins overlagte folkemord mod ukrainerne i starten af tredverne, da han stjal deres mad.

 Hvad jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv er, om ikke økologi er en luksus, og en romantiske tanke vi ikke har råd til? Ja, her i vesten kan idag eksperimentere med småskøre kure og diæter som veganisme, råkost og økologi, men i andre lande er mad stadig en dybt alvorlig ting, mens det for os bare er endnu et legetøj. Ville vi, hvis vi sultede som dem, virkelig spørge ind til om den mad vi blev tilbudt var genmodificeret eller økologisk? 

#38 Legalisme/fajia/法家 - totalitarisme på kinesisk!

Legalismen blev ligesom konfucianismen udviklet for at løse de problemer der opstod under de krigende staters periode. Men den havde et radikalt anderledes menneskesyn end konfucianismen. De fleste politiske ideologier starter med et grundlæggende menneskesyn. I liberalismen er det at vi er grundlæggende individualistiske, mens det i socialismen er at vi er grundlæggende kollektivistiske,  i demokratismen er det at vi er kloge og ansvarlige nok til at styre os selv, mens det i autokratismen er at vi har brug for en leder, i konfucianismen siger man at mennesker grundlæggende er gode, mens man i legalismen siger at vi grundlæggende er onde. Fordi legalismen mener at menneskeheden grundlæggende er ond, mener den at vi har brug for en stærk centraliseret magt, til at holde os i skak. Denne tanke udviklede sig til noget der kan ligne totalitarisme på oldkinesisk.

Han Fei(韓非), legalismens mest fremmelige tænker (281 - 233 f.kr.)

En bragende succes!

Det er svært at sige hvem der grundlagde legalismen, da noget kunne tyde på at legalismen bare voksede naturligt frem, da de kinesiske stater begyndte at blive styret af bureaukrater. Det kan blandt andet være derfor den ikke fik noget egentligt navn før han-dynastiet (206 f.kr - 220 e.kr.). Legalismens mest fremmelige tænker var en mand med mange talenter, og var også født under en heldig stjerne, for han var i familie med staten Hans kongefamilie. Nogen siger endda han var fyrstens fætter, men som alle andre ting der skete for længe siden er det svært hverken at være sikker på. Men i Kina er det slægtsnavnet der kommer først, og personnavnet der kommer sidst, så noget tyder på han var i familie med fyrsten på en eller anden måde. Det var Han Fei, der skrev mest ekstensivt om legalismens idéer, og ham der fik overbevist Qin Shi Huangdi, om at han burde gøre den til sin officielle statsfilosofi. Hvorfor legalismen havde sådan en tiltrækningskraft på en ond despot som fyrsten af Qin, den første kejser af et samlet Kina er ikke svært at forstå. Hvorimod konfucianismen opfordrer til at fyrsten leder gennem sine ministre, opfordrer legalismen til at fyrsten skal ansætte dumme og inkompetente ministre, og sørge for at de kun ved hvad fyrsten synes de skal vide, således at han altid kan have kontrol med dem. Ifølge legalismen skal al politisk magt og kontrol være hos fyrsten, således at han altid kan holde sin befolkning i skak. Legalismen opfordrer desuden til at man straffer lovbrydere hårdt. Her følger en grundlæggende forklaring af de tre grundlæggende legalistiske begræber:

Kunstneren Ai Weiwei. En mand der klart udfordrer den nuværende kinesiske regerings shi.

Shi/勢

For enhver hersker er det vigtigere end noget andet at besidde shi, og at kunne manipulere den så godt som muligt. Et tilsvarende vestligt begreb kunne være magt, eller autoritet. Der er ingen der er født med den, og ingen der har den naturligt. Men ved blandt andet at have kendskab til hvad folk tror og tænker, og ved at sørge for at de frygter en så meget at de vil gøre hvad man siger, kan man tage kontrollen over shi, og dermed over staten. Shi er fyrstens karisma, autoritet og magt.

Fa/法

Hvor konfucianismen, der mener at mennesker er grundlæggende gode, siger at man skal regere mennesker gennem ritualer, er legalismen langt mere stringent, og mener at de skal regeres gennem ufravigelige principper, eller love, kaldet fa. Fa, herefter kaldet "loven" for at undgå forvirring, er det som fyrsten leder sin stat med. Loven skal gøres kendt for alle, så der ikke er nogen der er i tvivl om hvad der forventes af dem, og brud på loven skal straffes meget hårdt for at undgå anarki. Dette er faktisk en overraskende vestlig-lydende tanke, om at folk skal regeres af loven, ikke af mennesker. Hvis bare loven bliver holdt i hævd, kan selv en svag fyrste holde fast ved magten.

Shu/術

Shu er tæt forbundet med shi, da shu er den måde som fyrsten manipulerer med shi på. Ved for eksempel at sørge for at hans embedsmænd og ministre aldrig er helt sikker på hvad deres ansvarsområder er, og aldrig ved mere end højest nødvendigt kan fyrsten sørge for at de aldrig får shi nok til at vælte ham. Han kan sørge for at de ikke ved hvem andre end ham der har shi, eller magt, således at de ikke kan konspirere mod ham, og han kan gøre det klart for dem at de aldrig må gøre andet end hvad loven byder. Ved hjælp af Shu kan fyrsten holde sine embedsmænds onde natur i skak. 

Hvad der siden fulgte

Det kan virke underligt at legalismen ikke fortsatte med at være den officielle politiske filosofi hinsides Qin-dynastiet, når det var en filosofi der så tydeligt favoriserede herskeren. En del af grunden kunne være at legalismen havde fejlet totalt. Folket blev ikke lykkeligere, og ved at samle magten hos én mand løb man en meget stor risiko. Qin Shi Huangdi, havde nemlig vist sig at være en sindssyg despot der både havde slået sine små halvbrødre ihjel, og tvunget sin befolkning til at bygge den første kinesiske mur, hvilket mange, rigtigt mange endte med at dø af.
Noget tyder dog på at legalistiske tanker sneg sig ind i konfucianismen, den officielle statsfilosofi indtil revolutionen i 1911, og der fortsatte med at have indflydelse på Kinas herskere.

#37 Creeperfælden?

En af mine mest velholdte hemmeligheder er hvad mit første arbejde var som børnemodel. Det er ikke fordi jeg skammer mig over det, jeg er sikker på at det kun er søde og kønne børn der bliver børnemodeller, men jeg er bestemt heller ikke stolt af det! Jeg har bare meget svært ved at forestille mig at der ikke skulle være mindst én pædo i en branche der udelukkende beskæftiger sig med at tage billeder af børn. Men misforstå mig ikke, jeg er sikker på at der er massere ganske flinke mennesker i "børnemodelbranchen", og der er sikkert mange "børnemodeltalentspejdere", der udelukkende har en sund og aseksuel interesse i hvordan et barn ville se ud i en flyverdragt - eller bikini.
Men på den anden side, så tror jeg også godt at vi alle ved, at hvis man stiller et honningglas ud i haven uden låg på, så går der ikke længe inden der er myrer i det. Og med honning mener jeg små smukke børn, med låg mener jeg "opsyn", og med myrer mener jeg... Creeps.

"Creepers?!"

Min modelkarriere både startede og sluttede i sommeren 1993, mens mine forældre i øvrigt var ved at blive separeret. Jeg husker det ikke selv, men har sidenhen fået at vide at min far og jeg var blevet stoppet mens han havde kørt rundt med mig på sin gamle ladcykel. Vi boede på dette tidspunkt på en lille idyllisk ø, i det sydfynske øhav, og manden spurgte os kækt om ikke han kunne skyde et par billeder af mig på den lokale strand, så de kunne putte dem i et af deres turistmagasiner og sende det til Tyskland? Min far svarede "ja", uden at tænke over det og i toogtyve et halvt minut, var jeg det sydfynske øhavs Naomi Cambell. Bortset selvfølgelig fra at jeg var en lille lyshåret dreng...

Da vi vendte hjem fik min mor sig selvfølgelig et føl. På trods at at jeg havde været fuldstændigt uvidende om hvad der foregik, og bare havde hygget mig på stranden, så er der jo noget dybt ... Creepy, over det med børnemodeller. Barndommen burde være den ene tid i ens liv, hvor man ikke er tynget af andres forventninger. Hvor man kun er køn for ens egen skyld, ikke for andres. Hvor man ikke læser, eller får læst, en bog for at imponere andre, eller for at diskutere den senere. Det smukke ved barndommen er at det er en enestående tid, hvor man er viet alene til sig selv, og alle andre også er det, uden at det er forargeligt. Her mener jeg selvfølgelig ikke at der ikke skal sættes grænser for børn, eller at man ikke skal forsøge at gøre dem til gode samfundsborgere ved at lære dem gode værdier, og fællesskabsfølelse. Men børn er ikke voksne, og skal ikke behandles som voksne, fordi de mangler mange af de forsvar man har som voksen. Hvis du melder dit barn ind i skønhedskonkurrencer, så lærer du det en helt forkert etik, og en helt forkert selvforståelse. Jeg mener ikke at det skal være en ret at udsætte ens børn for den slags.

#36 Frikendt for alt, fordi man kan synge?

For nyligt lagde en af mine smukke gode veninder denne video op på sin facebook-væg:

Jeg bemærkede tørt at han for blot fire år siden, i 2008, tæskede sin kæreste i sådan en grad at hun var fuldstændigt ukendelig. Dengang troede faktisk hans karriere ville blive ødelagt af episoden. Men nej, folk elsker ham åbenbart stadig.

Hvad mere kunne han have gjort for at fortjene at blive afskyet??

#35 Konfucianismen/Rujia/儒家

Konfucianismen er klart den af de kinesiske skoler der tiltaler mig mest. I modsætning til daoismen, er den ligetil, og uden esoteriske hokus-pokus vers og mærkelige hjulformede symboler og den slags. Konfucianismen er simpelthen en no-nonsense politisk filosofi, der stræber mod at genopdrage samfundet, og indgyde dets medlemmer med visdom og høj moral. Læg dog mærke til at jeg her ikke har tænkt mig at skrive om neo-konfucianismen, der voksede frem under især Song-dynastiet, som modsvar til buddhismen, og som indeholder mange religiøse og esoteriske elementer. Måske vil jeg skrive om neo-konfucianismen senere, men dette indlæg handler alene om konfucianismen, som sekulær, politisk og personlig filosofi.

Konfucius, her i en ung fortolkning, levede fra ca. 552 - 479 f.kr.

En bragende fiasko

Det er ironisk at tænke på at grundlæggeren af måske det mest succesfulde filosofiske system nogensinde, der stadig har enorm vægt idag, og ifølge nogen kinaeksperter har større vægt for den gennemsnitlige kineser end selv formand Maos tanker, blev grundlagt af en mand hvis liv var en enorm fiasko, og en tid så ud til at skulle ende i glemslen. Konfucius var søn af en tidligere kriger, der efter at have tjent sin herre fyrsten af Lu, havde fået lov til at slå sig ned, og stifte en familie. Konfucius var sin fars eneste søn, og selvom han var adelig var familien ikke særligt rig, så det krævede benhård flid og stor intelligens for Konfucius at nå sine mål. Hans mål var at blive en højtstående embedsmand ved en fyrstes hof, så han kunne få udført sine politiske idéer, og begynde at genopdrage samfundet, så det kunne blive mere harmonisk. Historierne om Konfucius siger at han som midaldrende for en kort tid til dels nåede sit mål, og fik ledelsen af ordensvæsnet I en mindre provins. På trods af hans dygtighed blev han snart fyret. Ganske som i Sovjetunionen handlede det i fyrstendømmet Lu ikke om hvor dygtig man var til sit arbejde, men om hvor loyal man var overfor systemet og dets ledelse. Konfucius skulle senere sorgfuldt forklare for sine disciple, at gode mænd ikke bliver rige og magtfulde i onde stater, mens onde mænd ikke bliver rige og magtfulde i gode stater. Dette er essensen af konfucianismen.

Konfucius besluttede sig for at rykke teltpælene op, og prøve lykken andetsteds. Ganske som Sokrates i Athen blev han en omvandrende vismand, der snart tiltrak sig en skare af disciple, både blivende og midlertidige. Han gjorde ikke nogen forskel mellem om de var adelige eller ej, bare de havde lyst til at læse og lære. Desværre gik det ikke bedre med at få det arbejde han virkelig ønskede sig. Kina var midt under de krigende staters periode, og Konfucius' lære om næstekærlighed og visdom faldt ikke én eneste af de krigsliderlige fyrster for brystet. Konfucius døde alene og ulykkelig uden at have opfyldt sin drøm efter både hans søn, og mest flittige og dygtige elev var død før deres tid, og da Kina endelig blev forenet under Qin Shi Huangdi, beordrede han at alle værker og lærte der ikke var i overensstemmelse med statens officielle legalistiske filosofi, skulle brændes og begraves.

Konfucius underviser sine disciple. Nederst til venstre kan man se hvor kunstneren har aftrykt sit segl med rødt blæk.

Analekterne, og Konfucius' filosofi

Konfucius er en latinisering af det kinesiske navn Kong (孔) og titlen Zi(子), der betyder "mester". Altså kommer det europæiske navn Konfucius af Kong Zi, der betyder mester Kong. Kong Zi lignede i øvrigt også Sokrates på den måde, at han aldrig skrev noget ned, og i stedet lod sine elever om det. Der er dog ikke nogen tvivl om at Kong Zi havde respekt for det skrevne ord, blandt andet spurgte han sin søn: "Har du lært Sangenes bog(udenad)?". Sønnen rystede på hovedet, og svarede nej. "Hvordan ved du så hvor du skal stå? gå og studér!". Senere vendte sønnen tilbage og kunne citere så godt fra Sangenes bog at hans far var tilfreds, men da han spurgte ham om han også kendte Ritualernes bog, rystede sønnen igen på hovedet, og Kong Zi svarede: "Hvordan ved du så hvordan du skal handle?". Kong Zi lagde stor vægt på lydighed og respekt mod ældre, og foresatte såsom vismænd og lærere. Desuden lagde han stor vægt på kendskab til den kinesiske kultur. Kong Zi troede fast på fortidens vise som eksempel for nutiden, og netop derfor bad han sine disciple om flittigt at studere de fem klassikere, der er fem bøger om poesi, historie, ritualer, spådom og om Kinas legendariske guldalder før det blev splittet af krige. Disse bøger var desværre allerede så gamle på Kong Zis tid, at de var så godt som umulige at forstå og fortolke, og er derfor sidenhen blevet udskiftet med de fire bøger skrevet af konfucianistiske lærte, som alle skulle lære udenad, før de kunne blive mandariner, dvs. embedsmænd ved kejserens hof.

Den første af de fire bøger, er Analekterne, på kinesisk Lunyu (論語) der er en samling af citater direkte fra Kong Zis mund, indsamlet af hans disciple efter hans død. I modsætning til Daodejing, der er både kryptisk og højtragende, er Analekterne en samling meget jordnære og direkte råd og læresætninger. Blandt andet fortæller den om en elev der udspurgte Kong Zi om hvordan man skulle tjene ånderne, hvortil mesteren svarede brysk, at man skal lære at tjene sine medmennesker før man kan tjene ånderne. Senere spurgte den samme elev til livet efter døden, og Kong Zi svarede at når ikke engang man kunne begribe dette liv til fulde skulle man ikke gøre sig håb om at begribe det kommende. Der er dog ingen tvivl om at Kong Zi højest var agnostiker, og havde et meget pragmatisk forhold til religion. Han opfordrer flere gange til at ofre ved forfædres altre, og til at fyrsten skal være opmærksom på at sikre flodernes og bjergenes gunst. Hvis der virkelig er noget "deroppe" vil det jo ikke kunne skade...

Konfucianistisk ritual, udført nær tempel i Sydkorea.

Konfucianistisk etik - Ren og ritualer

Det gode menneske bliver i konfucianismen kaldt for junzi,  (君子) der bogstaveligt betyder "fyrstesøn", men i konfucianistisk terminologi, nærmere refererer til en hvis eksempel man bør emulere, efterfølge eller efterligne. Således er den ædle person i konfucianismen ikke den der er søn af en bestemt, men som handler på en bestemt måde, og har en høj grad af visdom og kærlighed til lærdom. Den vej der fører til at man bliver en junzi, starter med kærlighed til visdom, og konfucianismen lægger enorm vægt på flittige studier. I konfucianismen er alt hvad der er rigtigt, intelligent og godt, også rationelt så den rette måde at blive god er ved at blive klog.
Hvis visdom er den dyd der er begyndelsen i konfucianismen, så er dyden ren (仁) målet. Desværre findes der ikke noget ord der svarer til ren, i noget europæisk sprog, så jeg har set den oversat både som "menneskelighed", "medfølelse", "medmenneskelighed", og mange andre. Det er ærgerligt, at de europæiske sprog sådan kommer til kort, men en måde at afkode ordet kunne være ved at forøge at afkode det tegn det består af. Dette består nemlig af tegnet for mand, person eller menneske (人) sat sammen med tegnet for to (二). Altså er den ultimative dyd, en der kun kan udfoldes i selskab med andre mennesker. Kong Zi, giver i øvrigt sine disciple vidt forskellige råd til hvordan de når ren, ifølge Analekterne, alt afhængigt af hvem de er.

Men det er ikke alle der er gjort af den rette støbning til at blive junzi, lederne af det ideelle konfucianistiske samfund. For dem, og også for junzierne i øvrigt, lagde Kong Zi stor vægt på ritualer, og deres udførelse. Dette kan måske virke fjollet, og meget "østerlandsk" i et samfund som vores, hvor de eneste virkelige ritualer er at falde i søvn foran fjerneren hver fredag til søndag. Men ritualer har en helt særlig kraft på mennesker, og f.eks. ved at gøre det til et ritual at gå med ret ryg til og fra arbejde kan jeg gøre det ritual til symbol på hvor stolt og glad jeg er for at være et produktivt menneske i dette smukke samfund. Ritualer får ikke bare en til at opføre sig på en bestemt måde, men fordi vi først og fremmest er fysiske mennesker, kan de også få os til at tænke på en bestemt måde. Så hvor vi i vesten lægger stor vægt på at blive regeret af love, tænkte man i andre baner i Kina, og håbede i virkeligheden på at kunne ende med et samfund hvor love og straffe slet ikke ville være nødvendige, fordi folk ville blive retledede af korrekt udførte ritualer.

#34 Hold min bedstefar ude af dit korstog!

Jeg er efterkommer af en modstandsmand, og jeg er ærligt talt stolt af det. Faktisk synes jeg vi alle kan være stolte af modstandsbevægelsen. Den er et potent symbol på et Danmark der ikke velvilligt, som får fulgte Hitlers rædselsregimente over Europa, selv hvis det officielle Danmark gjorde. Netop derfor er modstandsbevægelsen til min store fortrydelse blevet et politisk redskab for mindre grupper der bruger fortiden som propaganda i nutiden.

HVAD FANDEN BILDER I JER IND!!?

Politik er noget snavset noget, og jeg synes ikke vi skal trække modstandskampen ind i det, og det gør ondt inden i mig, når jeg ser nogen gøre det. De der gik aktivt ind i modstandsbevægelsen traf en beslutning der var alt for tung, til at blive taget så let på at man kan bruge den politisk. For nogen kostede den beslutning dem livet, for andre kostede den deres helbred, andre blev hjemsøgt af minder og andre igen druknede disse minder i røg, druk og arbejde. Af respekt for min bedstefar vil jeg ikke skrive om hvordan han selv bearbejdede den periode i hans liv, men blot tørt bemærke at der i John Wayne-æraen ikke var noget der hed PTSD - og knapt noget der hed granatchok!

"Din kone har forladt dig, du så din bedste ven blive skudt, du har blod på dine hænder, og folk synes du er sær. Tjah, det lyder som noget en dram kan klare! Mænd græder ikke..."

På trods af den enorme pris de rigtige modstandsmænd betalte - helte i mine øjne! Er der stadig mennesker der tager så let på modstandskampen at de ikke skammer sig et eneste sekund over at bruge den politisk. Grupper som f.eks. Danmarks Løver, der kalder sig "modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt". Når jeg ser den slags bliver jeg rystende arrig! Jeg er måske enig nok med deres budskab og formål, men på den måde at trivialisere modstandskampen er for mig alt for meget. For mig er det næsten som at bruge holocaust til at sælge mad, eller sultkatastrofen i Darfur til at sælge sandkasser. Er det virkelig så fjernt fra os at vi vil bruge det så letsindigt?

Hvis det var sådan her modstandskampen var blevet udkæmpet, og konsekvenserne for de involverede ikke var større, så ville det måske ikke være helt så følsomt et emne for mig. Men det er det!

Det er heldigvis sjældent jeg hører om folk der bruger modstandskampen politisk. Faktisk har jeg indtil nu kun hørt om Danmarks Løver, og jeg troede det var smagløst nok, indtil jeg faldt over dette på min facebook-forside. En udbrydergruppe af Danish Defence League, der kalder sig Dansk Modstand, har arrangeret en politisk aktion mod en moské i Aarhus, hvor de klædte sig ud som svin, og havde grisefødder fastgjort til en art bizar trefork. Jeg har en meget dårlig smag i munden!

Til deres minde:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller. 

---

#33 Daoismen

Har du nogensinde spekuleret over hvordan solen ved at den skal skinne, eller floderne ved hvordan de skal sno sig igennem et landskab? I dag vil de fleste svare at der er en lov, som de alle følger. Eller måske en rytme. En slags naturens hjerteslag, der bestemmer hvordan alting flyder. Det er den rytme der får solen til at skinne, universet til at udvide sig og jorden til at snurre stille og majestætisk gennem verdensrummet. Denne rytme, er hvad kineserne kalder "dao". 

Laozi, der levede ca. fra 400 til 500 f.kr.

Laozi

En kinesisk legende fortæller om en lille skaldet mand der red på en vandbøffel på vej nord, ud af Kina. Manden der red på bøflen var en stor vismand, der var blevet frustreret over kinesernes dekadence, og ønskede at slå sig ned alene et sted oppe blandt hvad kineserne kaldte "de nordlige barbarer". Disse folkeslag var kinesernes diametrale modsætninger, for mens kineserne var kultiverede, lærte og dannede boede disse mennesker i store telte lavet af groft filt, i hvilke de brændte dyremøg fordi der intet træ var på steppen, og som levede af mælk og blod fra de dyr de holdt. Selvom disse nomader var simple folk, med gutturale sprog foretrak manden ved navn Lao dem stadig uendeligt frem for sine landsmænd der for evigt planlagde grusomme felttog, og brugte al deres opfindsomhed på tortur.

Da den gamle vismand Lao var så langt nordpå at kulden var begyndt at bide, så han til sin overraskelse en lav mur af stampet jord, som blev bevogtet af en enlig standhaftig soldat. Den unge soldat spurgte Lao hvad hans ærinde var så tæt på de nordlige barbarer, og Lao svarede ham at han var en fattig vismand, på flugt fra den kinesiske dekadence. "Ved du ikke at Kina har hårdt brug for store vismænd, som du selv?", spurgte soldaten, "Jeg kan ikke lade dig forlade os!".
Den store vismand Lao tænkte sig om et øjeblik. Han var ikke taget så langt nordpå bare for at blive sendt tilbage af en ung snothvalp. "Hvad hvis nu jeg skriver alt hvad jeg ved ned i en bog, vil du så lade mig passere og leve blandt de nordlige barbarer?". Den unge soldat nikkede, og Lao begyndte at skrive.

Den bog Lao, af eftertiden kaldt Laozi, eller "mester Lao" begyndte at skrive hedder "Daodejing", eller Dydens vej. Det første han skrev var:

Den dao der kan gives et navn, er ikke den absolutte dao.

Det navn der kan udtales er ikke det evige navn.

Det uden navn er fader til alle ting.

Det som kan nævnes er moder til alle ting.

Den som ikke søger ser det skjulte.

Den som søger ser kun det synlige.

De to ting udspringer fra samme sted, har forskellige navne. 

Tilsammen udgør de mørket,

Mørke inde i mørke

Porten til alle gåder.

Den lyse side er yang, mens den mørke er yin. Tilsammen hedder de taiji.

Hvad er "dao"?

Ifølge daoister er dao den vej som naturen altid følger, og gør på. Det betyder bogstaveligt "vej", og er et udtryk der også findes i andre filosofiske systemer i Kina, men daoismen er der hvor det bruges mest. Ifølge daoister bliver mennesker kun lykkelige når de følger dao 100%. Men som man kan læse ud af første vers af Daodejing, er dao ikke noget man kan finde ud af bare ved at diskutere det. I vestlig filosofi er vi vilde med at give alle ting navne, fordi det at give noget et navn er en god måde at holde det fast på, så man kan undersøge det. Men dao er som vand. Når man samler det op imellem sine hænder flyder det langsomt væk mellem alle de små sprækker og fuger. Så man er nødt til at opleve det intuitivt, på egen hånd, og for sig selv, for at man kan få det, og følge det.

Det mest genkendelige daoistiske symbol, er taiji-symbolet, også fejlagtigt kaldt yin/yang-symbolet. Taiji symbolet repræsenterer hvordan alting flyder ifølge daoismen. Det mørke flyder ind i det lyse, det hårde ind i det bløde, det maskuline ind i det feminine, liv ind i død, og så videre. Taiji, betyder "det højeste ultimative", og det er netop den sandhed som daoister forsøger at begribe.

Mange tusinder daoistiske vismænd har ligesom Lao fornægtet civilisationen, og tog i stedet op i de tågede Wudang-bjerge hvor man sagde at der levede guder, ånder og drager og hvor det skulle være særligt nemt at komme nær daos væsen, og begribe det. Selv idag findes der tusinder af daoistiske klostre i Wudang-bjergene.

Wu wei

Ifølge daoistisk etik, kommer alle vores problemer af at vi ikke i alle ting retter os efter dao. Derfor er det vigtigt at vide hvornår man bør handle, og hvornår man ikke bør, så man ikke forrykker naturens rette orden, og forsager kaos. Alle bør rette sig efter dao, lige fra den højeste til den laveste, og alle bør tænke grundigt over om deres handlinger er i overensstemmelse med dao. Netop det at dao ikke er noget man kan sætte ord på, gør det at praktisere wu wei, til en noget forvirrende affære, men det er stadig et meget vigtigt begreb i daoismen, altid at handle i overensstemmelse med dao.

Daoistisk præst.

Dao og traditionel kinesisk religion

Daoismen og Daodejing er så gamle at de faktisk begyndte i Zhou-dynastiet, før de krigende staters periode, hvilket gør daoismen til langt den ældste af de kinesiske skoler indenfor filosofi. Og på trods af at den er så mystisk at den næsten er umulig at sætte ord på, og forklare, er den idag en integreret del af den kinesiske kultur, og religion. Således at man i nogen tilfælde ikke kan se forskel mellem daoismen, og den traditionelle kinesiske religion. Begge er dybt optagede af naturen, og selvom Daodejing, ikke er en direkte religiøs bog, er der langsomt dukket et panteon op af daoistiske guder med tilhørende kompleks mytologi, startende med Laozi selv.

Afsluttende bemærkning fra Daodejing:

Vers 78:

Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.

Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.

Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.

Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.

 

#32 Reklameeer!!!

Jeg har beslutte mig for at lægge reklamer ud på min blog. Ikke fordi jeg tror jeg vil tjene penge på dem, men når der er en lillebitte chance, hvorfor så ikke tage den?

Jeg kan godt se det kan virke ironisk at jeg der tidligere har raset mod reklamer i posten, nu ligger dem ud på min egen personlige hjemmeside, men jeg er på den anden side også en fattig studerende, og derfor har jeg ikke rigtigt råd til at have alt for mange principper. Reklamerne kan dog sagtens forvinde igen, hvis jeg får alt for mange klager over dem, hvis de ikke gør nogen forskel alligevel, hvis mine læsertal falder, eller hvis det skulle lykkes mig at få et job. Men indtil videre er de her altså. Håber det er i orden.

I øvrigt kan du installere AdBlock, hvis du bruger Firefox. Hvis du på den anden side har lyst til at støtte mig økonomisk kan du bare klikke på en reklame ;)

#31 Generel indføring i kinesisk filosofi, og hvordan jeg vil skrive om den

Kina er et stort land, med en uendelig rig historie og kultur. Derfor vil det være nødvendigt for mig at skære meget fra, når jeg skriver om den kinesiske historie, kultur, tankegang og skriftsprog. Desuden kræver meget af hvad jeg senere vil skrive om, at man har en basal forståelse af emnet "Kina". Det er det, som jeg her vil forsøge at give, på en måde der dog er så letfordøjelig, at den vil egne sig til internettet. Noget af hvad jeg her skriver vil dog måske allerede være kendt for nogen, da jeg vil forsøge at skrive så bredt og forståeligt at den gennemsnitlige "tivolikineser", dvs. ham eller hende der ved lige nøjagtigt meget lidt om Kina vil kunne følge med, uden at blive forvirret. Det her indlæg er hvor jeg vil formidle det alfabet, der gør at man senere vil kunne læse for alvor.

De krigende staters periode 475 - 221 f.kr.

Kinas historie

Kinas tidligste historie, er ligesom Danmarks historie præget af myter og legender. Men disse myter om særlige konger og kejsere, der regerede landet i en gylden periode for flere tusind år siden prægede meget længe den kinesiske tankegang. Tanken om at genoprette en mytisk fortid hvor alle var lykkelige har været drivkræften bag næsten alle filosofiske retninger af den kinesiske filosofi, og giver den kinesiske filosofi en helt særlig politisk og praktisk sans, der ikke altid fandtes i Europa.

Det var i de krigende staters periode at filosofien for alvor slog rod i Kina. Selvfølgelig havde der været tanker før denne periode, men de havde ikke karakter af direkte filosofi. Som navnet på perioden antyder, så blev den kinesiske filosofi ikke født ud af en periode af stabilitet og demokrati, sådan som den græske, men i en periode efter Zhou-dynastiet (1045 - 256 f.kr.) hvor Kina var blevet radbrækket ind i flere små dele der kæmpede bittert efter at få overtaget. Drømmen om en tidligere harmonisk periode fik mange tænkere til at gribe pennen, og nedskrive idéer til hvordan man kunne indrette mere retfærdige samfund, hvor ingen ville have noget at klage over. Andre tog disciple til sig og vandrede rundt i landet, mens andre igen var rådgivere for fyrster i de forskellige riger, og på den måde forsøgte at få deres idéer gennemført.

Til sidst vandt staten Qin (udtales som "chin") overtaget, og det er den som Kina idag er opkaldt efter. Desværre var den første kejser Qin Shi Huangdi enormt bange for døden, og i et forsøg på at holde den for døren indtog han enorme mængder kviksølv, der efterlod ham temmelig... "speciel". Qin-dynastiet, der var ledet efter legalistiske principper, varede derfor kun 15 år, fra 221 - 206 f.kr.

Det efterfølgende Han-dynasti blev ledet efter konfucianistiske principper, og varede fra 206 f.kr. til 220 e.kr. Alle efterfølgende dynastier blev konfucianistisk ledet, lige indtil revolutionen i 1912, hvor den sidste kejser blev væltet.

Laozi, eller "Mester Lao", Daoismens mytiske grundlægger ridende på sin vandbøffel.

Kinesisk religion

Kinas religioner er ofte ikke åbenbaringsreligioner, selvom der har været, og er mindretal af både jøder og muslimer. Fordi der aldrig var en gud der åbenbarede sig for kineserne, var de i høj grad nødt til at sjusse sig frem til hvad guder og ånder ønskede af dem. Derfor har den temmelig diffuse koncept "tian", en meget stor betydning for kineserne. Direkte oversat betyder det "himmel", men tegnet det skrives med lignede oprindeligt en tændstikmand, og det betyder ligeså meget "det ukendte guddommelige, der styrer verden, men som vi ikke har kendskab til", som det betyder den fysiske himmel. Ordet himmel, eller tian, har en helt særlig betydning i den kinesiske kultur, hvilket blandt andet ses ved at den vigtigste plads i Kina er "Den himmelske freds plads", og at konceptet "alt under himlen", er meget vigtigt i den kinesiske storfilm hero. Man taler desuden stadig om at herskere kun har ret til at regere Kina, så længe de har himlens mandat, og i samme sekund himlen viser sin uvilje ved f.eks. at lade høsten slå fejl så er det et godt praj om at herskeren skal tage sig sammen.

Himmelens alter, hvor Ming, og senere Qing kejsere bad til himlen om en god høst én gang om året. Det eneste tidspunkt hvor deres knæ rørte jorden!

Den traditionelle folkelige kinesiske religion ligner på mange måder de hedenske religioner der blandt andet fandtes i Europa før kristendommen kom. Man tilbeder forfædres ånder, og er påpasselig med at udføre ritualer korrekt for ikke at påkalde deres vrede. Flere af de filosofiske systemer og skoler fik også langsomt et religiøst aspekt. Således smeltede daoismen langsomt sammen med den traditionelle kinesiske religion, mens konfucianismen, der oprindeligt ikke var andet end en politisk ideologi, langsomt begyndte at påtage sig religiøse aspekter, efter den nye fremmede religion buddhismen begyndte at blive mere og mere populær blandt samfundets spidser under Tang-dynastiet mellem år 618 og 907. Fordi ingen for alvor var sikre på at deres syn på tingene var det rigtige, var der udbredt religiøs tolerance op igennem Kinas historie.

Forskellige måder kinesisk kan skrives på. Yderst til højre den meget gamle seglskriftsform så kancelliskrift, i midten semi-kursiv, så kursiv, eller "græsstråsskrift", og yders til venstre mingskrift.

Det kinesiske skriftsprog, og hvordan det skrives med latinske bogstaver

Kinesisk skrift hedder "hanzi", og er logografisk, hvilket vil sige at værd eneste tegn er et ord. Skriftsproget blev oprindeligt brugt som spådomsmiddel, hvor forskellige symboler blev snittet ind i et skildpaddeskjold, og smidt på et bål, hvorefter man forudså fremtiden ved at kikke på de revner som den varme ild havde lavet i skjoldet. Den slags skjold er fundet flere tusind steder ved arkæologiske udgravninger, selvom man oprindeligt troede at historier om det var legendariske. Disse oprindelige spådomstegn lignede oprindeligt hvad de skulle forestille i meget høj grad, ganske som hieroglyffer i Egypten, men er sidenhen blevet mere og mere enkle, så de sjældent ligner det de kom fra.

Man taler i dag ofte om at man vil kunne læse kinesisk, hvis man lærer de mest brugte 8000 tegn. Dette er dog en sandhed med visse modifikationer, således at hvis man læser avisoverskriften, "kvinde druknet i jacuzzi", men ikke kender de ualmindelige tegn, såsom "druknet", og "jacuzzi", så får man ikke det vigtigste af budskabet med. Med det sagt, så er de fleste af de mere usædvanlige tegn blot kombinationer af de berømte 8000, således at: 木 der betyder træ bliver til skov når det kombineres med endnu et træ: 林. Der findes selvfølgelig også mere komplekse kombinationer af tegn, såsom:  麻 der består af tegnet for "klippeside", samt to planter, eller træer, og betyder "hamp". Put that in your pipe and smoke it! som amerikanerne siger.

Jeg har besluttet mig for at jeg vil bruge de traditionelle, og mere komplekse skrifttegn, og ikke de simplificerede som man har brugt  i folkerepublikken Kina  siden 50'erne. Grunden til dette er tofoldig. For det første har jeg tænkt mig at skrive om nogen meget gamle idéer, så jeg synes det er mest passende, og for det andet som en taiwanesisk penneveninde jeg havde sagde "de gamle tegn er pænere". I Taiwan, hvis officielle navn er republikken Kina, bruger man stadig de traditionelle tegn, og min veninde svarede af princip ikke på breve der var skrevet på hvad hun kaldte "Mao-skrift".
Jeg har til gengæld besluttet mig for at bruge det kommunistiske "pinyin", når jeg oversætter hanzi-udtale til latinsk. Pinyin er den form for "latinisering", som jeg synes virker bedst, og er mest intuitiv og direkte. Pinyin er bedre end wades-giles, så næste gang din lærer siger "Chiang Kai-shek", kan du uden frygt række din hånd i vejret og sige at kineserne udtaler det Jiang Jieshi! Jeg bruger dog pinyin uden tonalangivelser, mest fordi jeg ikke selv kan kende forskel. Mine latiniseringer, vil i øvrigt alle være fra mandarinsk.

#30 Nyt design, nyt tema.

Den opmærksomme læse vil have set at der på min blog er kommet en lille ændring i designet. For det første er der nu øverst på siden et lidt deprimerende billede af en stor bunke bøger, og et såkaldt dødningehoved. Jeg kan selv godt lide dette billede fordi jeg synes at bøgerne ret godt symboliserer den viden og eftertænksomhed jeg prøver at formidle, og dødningehovedet er et ret godt memento mori, hvilket jeg bestemt også synes er et godt symbol at have på en blog om filosofi. Især da jeg selv er hundeangst for at dø, og filosofien for mig er en god måde at behandle min frygt på.

Desuden har bloggen fået et nyt motto, der stammer fra Gauguins billede "Hvor kommer vi fra/Hvem er vi/hvor er vi på vej hen", som jeg faktisk overvejede at have som et officielt billede på bloggen. Desværre passer farverne ikke når så godt sammen som på det ravfarvede billede jeg valgte i stedet.

Jeg vil så til gengæld, som den årvågne skriver jeg er, have lagt mærke til at mit forsøg på at få flere læsere ved at være provokerende ikke har været en bragende succes, hvorfor jeg har tænkt mig at lægge mig ind på en ny bane. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme provokerende indlæg i fremtiden. Jeg mener stadig at GMO er vejen frem, våben og stoffer bør legaliseres og at dronningen bør fratages sin trone, men jeg vil alligevel gerne prøve noget andet, når det med at være et dumt svin alligevel ikke var en uforbeholden succes. Ja, mit indlæg om dyrevelfærd fik mange læsere, men at Tibet ikke bør blive selvstændigt ligger stadig men røven i vandoverfladen, eller hvad-man-nu-siger.

Jeg har spottet en tendens, hvor to slags indlæg får rigtigt mange læsere, mens det andet så godt som ingen læsere får. Den type indlæg der ikke er nogen der gider at læse er dem der handler om religion. Så selvom jeg synes det er et interessant emne, vil der blive skruet meget kraftigt ned for det i fremtiden. Af hensyn til mine læsere. På den anden side har jeg tidligere skrevet et meget kort indlæg om kinesisk filosofi, der indtil nu har haft mere end 70 læsere.

Derfor vil jeg begynde at skrive mere om kinesisk filosofi. Det skal nok blive interessant. 

P.s. Hvis I synes dødningehovedet er lidt for deprimerende, så lad mig endelig vide det. JEg vil jo nødigt skræmme nogen væk ;)

#29 Sådan læses bibelen

Jeg skriver det her at tre grunde. For det første fordi min niece for nyligt blev døbt, og jeg lige siden har haft lyst til at skrive noget om bibelsk eksegese, et emne jeg synes er meget spændende. Men fordi hun stadig er for lille til at kunne tale, tror jeg ikke hun ville have meget glæde af hvis jeg skrev noget til hende om det, før om meget meget længe. For det andet fordi jeg er kristen, men gerne vil distancere mig fra de stærkt karikerede idéer om hvad religiøsitet vil sige på internettet, såsom at man ikke på samme tid kan være religiøs og acceptere videnskabelig bevisførelse, eller at Gud er en "skægget mand oppe i himlen". Og sidst men ikke mindst fordi jeg synes det er et enormt vigtigt emne, som jeg synes man skal vide noget om. Helt generelt har bibelen været enormt vigtig for vores civilisation. Historien om Jesus i evangelierne, var historien om et individs kamp mod samfundets uretfærdighed, og da man i 1700-tallet første gang begyndte at opfinde menneskerettigheder var det blandt andet for at "beskytte individet". Jeg har svært ved ikke at se en sammenhæng. 

Bibelen understøtter ikke kreationisme

Det mest vægtige bevis for dette findes i bibelen selv, idet både skabelsesberetningen og Noas ark findes i to versioner. Da det er disse to historier som kreationister oftest forsøger at forsvare en bogstavelig fortolkning af, er det ironisk at bibelen gør dem umulige at forstå bogstaveligt - hvis man ellers gider læse den. Den første skabelsesberetning findes fra kapitel 1 i Første Mosebog - også kaldet Genisis, hvilket betyder "begyndelsen" på græsk, eller "Bereshit" på hebraisk, jødernes sprog, hvilket betyder "i begyndelsen" - indtil kapitel 2, mellem vers fire og fem. Denne skabelsesberetningen er den mest kendte, mens den anden i den kreationistiske litteratur, og deres youtube-film ofte ignoreres. Denne beretning starter med at Gud på første dag skaber himmelen og jorden, mens han på den syvende og sidste dag hviler, og på den måde indstifter den jødiske shabbat.

Den anden skabelsesberetning følger lige efter, og fordi der er en ubrudt glidende overgang mellem de to er der mange der ikke lægger mærke til den.
Denne skabelsesberetning er meget sød, poetisk og næsten barnlig, idet den handler om hvordan Gud først skaber Adam (i modsætning til den første skabelsesberetning hvor Gud skaber ham sidst, "som kronen på værket"), og derefter beder ham navngive alle dyrene for at han ikke skal være ensom, og for at han kan have en hjælper der svarer til ham selv, men efter at han ser at Adam har navngivet alle dyrene, og der stadig ikke er en der svarer til ham selv lader han ham falde i en dyb søvn, og skaber kvinden Eva ud af hans ribben. Yaaaay!

Der findes som sagt også to historier om Noas ark. Først forklarer Gud Noa i kapitel 6 (samme bog) at han skal tage ét par af hvert dyr ind i arken, mens han forklarer ham i kapitel 7, at han skal tage syv par af de rene dyr, og kun ét par af de urene dyr (urene dyr er selvfølgelig dem som jøder ikke må spise, som f.eks. hummere, rejer, grise, insekter, ørne, etc). Denne "lille forskel"viser temmelig tydeligt for mig at bibelen skal læses allegorisk. Apropos:

Historien om Jonas er enten sand, fordi det skete i virkeligheden, eller fordi den fortæller noget om hvordan man skal respektere andre menneskers tankefrihed. Jeg ved godt hvilken form for sandhed jeg foretrækker.

Du får mere ud af bibelen ved at læse den allegorisk

Kapitel 20 i Anden Mosebog ("Exodus" på græsk, hvilket betyder "Udvandringen", eller shemot", der på hebraisk betyder "Navnene ") indledes med disse ord: "Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af fangeskabet"". Hvis altså man tager bibelen på ordet, helt bogstaveligt, så kan man altså godt ignorere det der følger, med mindre selvfølgelig man var slave i Egypten engang for længe siden. Men hvorfor overhovedet skrive det ned så? Jeg har aldrig selv fået en personlig besked fra Gud, men jeg tvivler på at jeg ville være nødt til at skrive den ned for at huske den, og selv hvis jeg gjorde ville jeg ikke behøve udgive det i en bog - slet ikke hvis det ikke gjaldt for andre end mig selv og mine venner!

Men både jøder og kristne har valgt at følge de ti bud, selvom de ligesom mig aldrig har været slave i Egypten, fordi de har forstået Guds ord om udfrielsen som noget allegorisk. Et andet praj om at bibelen skal forstås allegorisk er også som nævnt for oven at der findes flere versioner af bibelens historier i bogen selv.

Men hvis man stadig vælger at tage bibelen på sit ord, på den mest direkte måde er der også andre problemer. Bibelen er en bog som det er meningen at skal oplyse din personlige moral, tro og din eksistens. Det kan den umuligt gøre hvis du læser den ligesom du ville læse en matematikbog, eller en historiebog. Du bliver ikke et bedre eller mere behageligt menneske af at tro at verden blev skabt af Gud på syv dage, men du bliver et bedre menneske af at indrømme overfor dig selv at du har fejl og altid at stræbe efter at rette dem.

Bibelen er ikke én bog, men et bibliotek

En anden grund til at biblen ikke skal læses bogstaveligt - og så måske alligevel! Er at den indeholder mange forskellige genrer. Nogle af dem er de mytiske og allegoriske, såsom Første Mosebog, hvorimod andre, som Evangelierne og Kongebøgerne er langt mere historisk beskrivende. Andre igen er breve, andre er ordsprog, mens andre igen er digte. Hver genre skal selvfølgelig læses på sin måde. Du ville ikke få nogen særligt høj karakter i dansk, hvis du læste digte som du læser aviser, eller breve på samme måde som du læser drama. En sjov anekdote som jeg har hørt om puritanerne - en yderliggående protestantisk gruppe, der blandt andet forbød jurier fordi de ikke nævnes i bibelen - var at de simpelthen ikke kunne forstå hvorfor de gamle kloge hoveder havde inkluderet Højsangen i bibelen, et digt der blandt andet indeholder linjer som: "Dine bryster er som hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne".

Den konventionelle holdning til højsangen er at den handler om hjertets længsel mod Gud. Selvom rygterne skal vide at Solomon var lidt af en buk...

Yderligere læsning:

Jødisk eksegese: Talmud Bavli eller De rådvildes lærer.

Kristen: Kirkefædrenes skrifter (kan findes som antologier på biblioteket), eller den Katolske Kirkes Katekismus.

#28 På vej mod ligestilling, eller ... ?

Jeg er ikke typen der beklager mig. Det er i hvert fald ikke en del af mit selvbillede. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over at vi har et "ligestillingsministerium", der i mine øjne ikke arbejder på at ligestille mænd og kvinder, men kun arbejder på at ligestille kvinder. Altså den klassiske satiriske sætning man så ofte hører om kommunisme: "Nogen er mere lige end andre".

Det er som om der er vokset en kultur frem, ganske langsomt, hvor det er blevet ganske acceptabelt, måske endda forventet, at kvinder ser ned på mænd. Jeg blev mindet om det i dag, da en af mine tidligere klassekammerater lagde Beyoncé videoen ovenfor ud på sin facebook. Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv, næsten retorisk, om det ville være i orden for en mand at lægge en lignende video op. Sikkert ikke. Vi har åbenbart en art indgroet idé om at mænd naturligt opbygger et hegemoni for at holde kvinder nede, og derfor bærer vi over med kvinder når de synger at de regerer verden, mens det ville løbe os koldt ned af ryggen, hvis mænd gjorde det samme.

Men vi mænd er ikke ude efter at undertrykke kvinder. Mange af os har en mor der er kvinde, og som vi elsker og nærer dyb respekt for. Og den slags social dobbeltmoral går i øvrigt ikke, hvis vi vil sige at vi har et "ligestillings"ministerium. Hvis det udelukkende arbejder for at fremme kvinder, og ikke f.eks. ligestiller værnepligten, så lad os for Guds skyld kalde en spade for en spade, og kalde det "Kvindeministeriet".

Min pointe mere end noget andet, er at vi alle er mennesker, og vi har alle lov til at være stolte af vores køn. Jeg er stolt af at jeg er en mand, og jeg burde have lov til at udtrykke det som jeg har lyst, uden at blive kaldt mandschauvinist, ganske som kvinder har lov til at udtrykke "girl-power".
Der er i forvejen massere af konflikter i verden, så lad os elske i stedet for at slås...

#27 Dyr - er bare dyr.

Folk har det med at lade deres følelser løbe af med dem. Det er selvfølgelig også fint nok. Gode mennesker bør blive forarget, og jeg bliver selv ofte forarget, måske endda flere gange på samme dag. Men sommetider kan følelserne stille sig i vejen for rationel tænkning, og man kan spilde for meget tid på babysæler, fordi de ser søde ud, og for lidt på de "evindelige afrikanerbørn, der nu igen ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv".

Jeg synes desværre vi i vesten bruger alt for mange ressourcer på at bekymre os om hvordan de stakkels dyr har det, mens vi ikke spekulerer for meget på mennesker. Måske er det fordi dyr er mere forsvarsløse, og uskyldige end mennesker, at for små bure til mink, og svinetransporter får os lettere op af sofaen end krig, sult og død blandt mennesker. Måske der det fordi vi i virkeligheden mener at mennesker nok selv har en del i hvad der er kommet over dem, mens dyr i langt højere grad udstråler forsvarsløshed. Mennesker er ansvarlige for deres eget liv, mens vi er ansvarlige for dyrene, så dem tager vi os af først.

Mencius 372 - 289 f.kr.

Den kinesiske filosof Mencius, fortæller i sin bog der er opkaldt efter ham selv, om en ond og tyrannisk despot der regerede et af de mange gamle kinesiske fyrstedømmer. En dag skulle en ny klokke indvies til et tempel, og en tyr skulle ofres og dens blod stænkes på klokken for at helliggøre den til templet. Men fyrsten blev grebet af dyb medlidenhed for tyren der brølede af dødsangst, og inden tempelpræsten kunne hugge kniven i dyrets strube holdt fyrsten hånden op, befalede præsten at stoppe, og sagde at en ged ville være tilstrækkeligt.

"HVAD SAGDE HAN?!"

Fyrsten viste ikke den rette grad af dyd, forståelse, mådehold og rationale. Mens han viste sig som en god og nådig hersker overfor tyren sendte han flere hundrede familier i døden. Men fordi han ikke kunne se dem, ikke kendte dem og intet ville vide af dem var hans hjerte koldt og hårdt. Hvad jeg mener er selvfølgelig ikke at vi i vesten er despoter, og at vi direkte undertrykker andre befolkninger, men ved at lægge større vægt på dyrs velværd end på menneskers tror jeg vi gør en stor fejl. Dyrevelfærd er et luksusproblem, i en verden hvor børn sulter ihjel.

Ville de mælde sig ind i dyrenes beskyttelse?

#26 Tibet er Kina - historisk set!

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan folk fuldstændigt ukritisk tilslutter sig idéen om et "frit Tibet", under Dalai Lamas ledelse. For mig svarer det lidt til at ville gøre en religiøs leder, som f.eks. en muslimsk ayatollah, eller paven, til leder over enten Italien, Sydfrankrig eller den arabiske halvø, på grund af en sentimental historieopfattelse. For det er netop hvad det her handler om - en sentimental opfattelse af hvad det ville sige for den gennemsnitlige tibetaner at leve i hvad vesten opfatter som et "Shangri-La", eller Himalaya-paradis, før kineserne gentog kontrollen med området i 1956, og tvang det ud af feudalismen, og ind i nutiden. Lad os blot for en stund kaste den kritik man kunne kaste mod Dalai Lama til side, f.eks. at han skulle have støttet guerillaer finansielt, og udtalt at sex før nattefald er "amoral", og at han er lige nøjagtigt ligeså ultrakonservativ og ubehagelig som mange andre religiøse ledere, og alene kikke på Tibet i et historisk og kulturalt lys.

Yuan-dynastiet (1279-1368)

Det var den berømte mongolske erobrer Djengis Khans sønnesøn Kublai, der grundlagde både Yuan-dynastiet, og Dalai Lamaerne, som ledere af Tibet. Drögon Chögyal Phagpa var nemlig spirituel rådgiver for den oplyste mongolske monark, der gjorde meget for at studere de oplyste kinesiske idéer, og distancere sig fra de mere traditionelle mongoler, der tilbragte deres tid i små telte, hvor de brændte kolort, for at holde sig varme. 

Kina har aldrig været en nationalstat på samme måde som Danmark, Tyrkiet eller Frankrig. Selvom omkring 92% af Kinas befolkning idag består af han-kinesere, har der altid været områder hvor de har været i undertal, og selv mellem han-kineserne kan der være store forskelle i madtraditioner, dialekt og skikke. Kina er en stat der voksede frem fordi det lykkedes at samle et meget stort og forskelligartet område, ikke ulig Europa, sammen til en politisk enhed, der nød en vis politisk stabilitet i lange perioder på flere hundrede år, kaldet dynastier.

Men Kina har aldrig været et land der tilsluttede sig den Europæiske idé om at forskellige etniciteter også skulle have deres egne selvstændige nationer. I stedet havde man småstater der lå udenfor kejserens direkte ledelse, der betalte en form for tribut, vice-konger som Dalai Lamaerne i Tibet og to gange var han-kineserne endda under disse etniske eller religiøse minoriteters ledelse. Den ene gang var Yuan-dynastiet, den anden var:

Qing-dynastiet (1644-1912)


Manchuerne er et folkeslag der er beslægtet med mongolerne, og har deres ophav i det nordlige Kina, i et område der idag kaldes Manchuriet. I 1644 havde de erobret den Forbudte By, og jaget den sidste Ming-kejser på flugt. Ming kejserne havde beæret Dalai Lamaerne med flere titler, men Tibet var stadig, som det altid havde været en del af Kina - selv med sit kulturelle særpræg.

Kina under Qing-dynastiet

 Det skulle dog komme til at ændre sig, da Kina blev offer for den vestlige imperialisme sent i Qing-dynastiets historie. Mens englændere og franskmænd flere gange angreb Kina for at fastholde deres ret til at oversvømme landet med forarmende opium, og mange andre nationer begyndte at skære bidder af Kina som om det var en bizar pizza, forsøgte enkekejserinde Cixi at opretholde de traditioner der i flere tusind år havde været centrum i den kinesiske kultur, ganske som Dalai Lama idag forsøger at holde den tibetanske kultur et sted hvor den altid har været. Men Cixi kæmpede en kamp hun ikke kunne vinde, og i 1912, fire år efter hendes død, abdicerede den sidste kejser Pu Yi, mens han endnu var et barn.

Hvad der fulgte var borgerkrig, en japansk invasion, en verdenskrig og til sidst Maos proklamering af Folkerepublikken Kina i 1949.
På dette tidspunkt var Kina smadret til ukendelighed, og mange af Kinas yderområders befolkninger havde måske glemt at de nogensinde havde kunnet kalde sig kinesere. Det havde aldrig været en selvfølge at Kinas befolkningsgrupper først og fremmest identificerede sig som værende kinesere. Det ydre Mongoliet havde erklæret sig uafhængigt af Qing-dynastiet i 1911, og fik nu støtte af Sovjetunionen, så man kunne kun glæde sig over at man stadig havde kontrol over det indre Mongoliet, der stadig er en autonom provins af Kina. Men da Kina havde samlet kræfter besluttede man sig altså for at tage kontrollen med Tibet tilbage, i 1956. En kinesisk provins, og et kinesisk mindretal, som vestlig imperialisme og et svagt dynasti havde taget fra dem.

Tibet er altså en kinesisk provins, og vi har allerede blandet os nok i Kinas interne affærer. Hvis vi vil have Dalai Lama tilbage til Tibet, skal vi så også indsætte kejserne til at regere over kineserne? Nej, lad os nu for fanden se fremad!