#23 Hvorfor skrive?

Hen ved i går, eller rettere forgårs, nu hvor klokken nærmer sig tolv, rettede jeg lidt i indstillingerne i min blog, så alle nu kan skrive kommentarer. Jeg har ikke pillet meget ved indstillingerne på bloggen, for det ser ærligt talt lidt kompliceret ud, og der er jo ikke nogen grund til at rette i noget der faktisk virker udmærket. Måske ser den lidt kedelig ud, med  en designskabelon der er en ud af fem (tror jeg nok) man kan vælge når man opretter en blog, men det her er trods alt ikke en specielt visuel blog, og jeg har en idé om at hvis jeg bare forsøger på at skrive så interessant som muligt, så skal folk nok læse skidtet alligevel. Folk læser jo heller ikke Orwell eller Huxley fordi de havde en specielt interessant tøjsmag, eller det papir de skrev på var ekstraordinært interessant. Nej, det var hvad de skrev der gjorde forskellen. Ikke fordi hvad jeg skriver på nogen måde kan måle sig med hvad de skrev, men jeg tror de fleste kan se min pointe.

Fordi jeg rettede i indstillingerne og gav alle lov til at kommentere vågnede jeg selvfølgelig op til et par interessante kommentarer, selvom der var én der faktisk... Gjorde mig lidt ked af det:  

"Udemærket blog, håber du er bevidst om at en teenage-blog om filosofi rammer alt andet end bredt... :)"

Der var flere ting ved lige netop dén kommentar der gik mig lidt på. For det første ser jeg ikke rigtigt det her som en teenage-blog. For det første er jeg jo 21, og for det andet er det første der popper op i mit hovede når jeg hører den sammentrækning er min fjortenårige lillesøsters fotoblog. Misforstå mig ikke, der er intet galt i at have en fotoblog, og jeg er ligeså vild med at kikke på regndråber der balancerer på græsstrå, og hundehvalpe som enhver anden, men denne her blog skulle gerne være anderledes. Mere ambitiøs.

"Eeeej, hvor er det altså bare flot zmukke!!<3"

Mit mål med denne her blog er ikke "bare" at blive læst, men at oplyse. Jeg er lige glad med om jeg bliver vildt berømt - faktisk ville jeg næsten helst undgå det - men jeg ville gerne have at bare én person blev klogere, eller tænkte "Wauw, det der filosofi, det er sgu egentligt noget interessant noget. Det kunne være man skulle kikke nærmere på det". Men misforstå mig ikke. Selvfølgelig vil jeg gerne have massere læsere, men ikke for enhver pris. Vi har i forvejen nok mennesker, der er berømte uden at have talent, og uden at have noget at give af. Jeg mener uden at rødme at filosofi er det aller mest interessante man kan give sig i kast med, og derfor er jeg vild efter at dele det med andre. Men selvfølgelig er jeg klar over at de fleste er vandt til at blive underholdt på internettet, og at der derfor skal noget til for at holde folks opmærksomhed. Derfor prøver jeg også på at være underholdende, og nogen gange har jeg endda helt undladt at skrive om filosofi.

"Kan man være berømt OG have talent?!"

Selvfølgelig rammer jeg ikke bredt, men jeg ville sgu ønske jeg gjorde. Indtil nu har jeg kun haft 700 læsere, hvilket svarer nogenlunde til en større kommuneskole, og jeg ved ikke hvor mange af dem bare besøgte min blog, og hvor mange der rent faktisk læste noget. Men hul i det, jeg fortsætter. For ærligt talt. Ærligt talt, helt nede fra hjertet af. Så har vi et problem hvis ikke der er plads til at være alvorlige, og ville lære noget. Jeg afslutter med en tegneserie, der motiverede mig til at skrive mere end noget andet kunne have gjort: Tankevækkende!

# 22 Eksamen nærmer sig...

Som I sikkert har lagt mærke til har jeg ikke skrevet herinde i et stykke tid. Det har ikke noget at gøre med at jeg har givet op, hader jer der læser mine indlæg eller er på flugt fra politiet. Men som alle der læser bare en lille smule af min blog ved, så går jeg på universitetet, og netop nu er semmestret ved at lakke mod enden, hvilket betyder at både ferien og eksamen gænger mod mig med fjedrende skridt. Men indtil de begge er kommet bag mig, er jeg altså offer for en del stress og tænders gnislen.

Jeg har spekuleret på at optage en video i stedet for at skrive, da det at tale i stedet for at snakke ville være hurtigere, og jeg i forvejen skriver så meget at mine fingerspidser er ved at blive følelsesløse, men jeg kom heldigvis væk fra det igen da jeg kom i tanke om at jeg alligevel endnu er for genert til at filme mig selv. Desuden fandt jeg ud af at den tid jeg troede jeg ville spare alligevel ikke ville være sparet når nu jeg ville være nødt til at lægge make-up...

Jeg vil derfor bare kort bede jer om at gøre tre ting, nemlig at bære over med mig indtil videre, dele min blog med andre hvis I kan lide den (jeg er nemlig ikke navlepiller. Hvilket vil sige at jeg skriver for at andre skal læse det) og forsøger at give mig respons i fremtiden, så jeg ved hvad jeg gør rigtigt, og hvad jeg gør forkert. På forhånd tak.

# 21 Eksistentialisme - som din dansklærer burde have forklaret det.

Eksistentialismen markerede et skift i filosofien. I stedet for at lede efter endegyldige sandheder gik man efter at finde sandheden for hvert enkelt menneske i hver enkelt tid. Eksistentialismen tager sit udgangspunkt i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og filosofiens opgave blev pludseligt at forlige hver enkelt menneske med sin egen eksistens, i stedet for at lede sandheden til menneskerne.

De fleste der har gået på gymnasiet i Danmark, har hørt om eksistentialismen. Det er nemlig en filosofisk retning, der mere end nogen anden lægger op til at man kan bruge den til at skrive bøger med. Desværre er dansklærere meget sjældent gode filosoffer, selvom de selvfølgelig kan forklare hvorfor det er fuldstændigt åbenlyst at når den kvindelige protagonist taber en hvid knap, så er det fordi hun har tabt sin uskyld, og da den mandlige protagonist tabte en brun knap, så var det fordi han sked i bukserne, det siger sig selv!

Søren Aabye Kierkegaard
1813 - 1855

Eksistentialismen var ikke bare en ny retning i filosofien, den var et paradigmeskift som intet andet i filosofihistorien. I antikken og op til Descartes i 1600-tallet beskæftigede filosofien sig hovedsageligt med metafysik, eller hvad ting er. En del af grunden til at filosofien og videnskaben stod stille en rum tid i den tidlige middelalder var at Aristoteles desværre allerede havde forklaret hvad ting var, og det var først da det viste sig at der var uoverensstemmelser mellem hvad Aristoteles mente og hvad kirken mente at der blev blødt op i dogmet om at Aristoteles allerede havde forklaret alle ting, og at man derfor hellere skulle slå ting op i en af hans bøger, end at kikke på dem. Men dette skrev jeg om allerede i #3. Fra Descartes og op til danskeren Søren Kierkegaard var hoveddisciplinen i filosofien ikke længere metafysikken, men epistemologien. Altså var det vigtige ikke længere at forklare ting, men at forklare hvad vi vidste om de ting vi vidste noget om, og hvad viden i det hele taget vil sige.
Hvad al filosofi før Søren Kierkegaard, og eksistentialisterne har til fælles, er at det alt sammen handler om at finde frem til Sandheden. En endegyldig og absolut sandhed, der ikke er bundet til tid, rum, kulturelle præferencer, eller noget andet.
Alt det ændrede Søren Kierkegaard.

Cezanne

Kierkegaard var H.C. Andersens samtidige, og rygtet vil vide at de to afskyede hinanden som pesten, selvom de lignede hinanden på flere måder. De forblev begge bitre ungkarle lige til de døde, og havde begge haft barndomme der langt fra var misundelsesværdige. Kierkegaards far var sindsforvirret, og plejede at tage lille Søren på lange gåture rundt om spisebordet, hvor de fortalte hinanden om hvem de mødte på vejen. Kierkegaards far indprentede også sin søn en stærk kristen tro, der skulle blive Kierkegaards kors resten af hans liv.
For Kierkegaard var ikke dum, og kunne se at selvom filosofien i flere tusinder af år havde forsøgt på at finde et fast holdepunkt i form af bare én eneste Sandhed, med stort "S", så var det endnu ikke lykkes. Hvad hvis nu en sådan sandhed slet ikke findes? Hvad hvis der i virkeligheden slet ikke er en gud der tager hånd om os, og livet i virkeligheden i sidste ende er en absurditet? Kierkegaard følte det som om han drev ned af en halvt frossen flod, fyldt med is, uden noget at gribe fat i. Hver gang han greb efter Gud, Jesus eller kirken som hans far havde indprentet ham rev tvivlen den brutalt ud af hans greb. Kierkegaard følte en dyb og alt overskyggende angst. Livet var absurd, og den bevidsthed der gjorde ham i stand til at reflektere over det, var intet andet end en ondskabsfuld forbandelse!
Kierkegaard kaldte aldrig sig selv eksistentialist, selvom han uden tvivl var den første der gik og tumlede med de tanker der i dag kendetegner eksistentialisme. Han kunne aldrig gøre sin tro så stærk at den forekom ham andet end absurd, men da selve livet og eksistensen var absurd var det som om troen var det mindste af to onder. Når der ikke var nogen sandhed at gribe fat i forligede Kierkegaard sig med meningsløsheden ved at tro. Tro ikke på trods af at det er absurd, men netop fordi det er det!

1844 - 1900

Efter Kierkegaard kom Nietzsche, der også var lidt af en gavtyv. Han var ligesom Kierkegaard en eneboer, men man ved at han i det mindste i modsætning til Kierkegaard havde sex én gang, da han op igennem hele sit liv var plaget af kønssygommen syfilis, der først kostede ham hans forstand i 1889, og siden hans liv i 1900, hvorefter hans lillesøster Elisabeth redigerede hans sammenrodede skrifter og udgav dem. Det er i øvrigt hende der er grund til at nogen kommer til at tænke på Hitler når de hører om Nietzsche, for hun var skamløs nazist.
Nietzsche var ikke religiøs, faktisk var han mere end Kierkegaard nogensinde havde været tiltrukket af nihilismen. Idéen at om at der ikke er nogen sandhed, eller moralske værdier ud over dem mennesket selv skaber har lige siden begyndelsen været en integreret del af hvad det vil sige at være eksistentialist, også selvom ingen endnu var begyndt at kalde sig eksistentialist. Men hvor Kierkegaard så den nihilistiske del af eksistentialismen som hændeligt uheld, så var det netop denne del af eksistentialismen der fascinerede Nietzsche allermest. Mennesket skulle ifølge Nietzsche ikke stikke blår i øjnene på sig selv, men i stedet stille sig foran den mørke afgrund af meningsløshed og stirre ind i den, indtil han pludseligt følte at afgrunden stirrede ind i ham. Nietzsches ideal var "overmennesket", en løst defineret idé, ganske som alle Nietzsches andre idéer, der kunne transcendere meningsløsheden, uden nogensinde at fornægte den. Et menneske der kunne hævde sin egen eksistens og sine egne idealer, uden at være nødt til at forfalde til absurditeter som tro.

1905 - 1980

 Franskmanden Jean-Paul Sartre var den første der nogensinde kaldte sig eksistentialist, selvom den filosofiske retning allerede havde eksisteret i mange år. Sartre var et af de mest tænksomme og arbejdsomme mennesker der nogensinde har eksisteret. Han elskede at skrive, lige fra han var helt lille, og udgav flere romaner og skuespil med eksistentialismen som tema op igennem hans liv. Det geniale ved eksistentialismen er nemlig at man for at have et plot blot behøver en protagonist der føler den uhyggelige følelse af uvirkelighed, kaldet Angst, vi alle føler fra tid til anden. Hvordan protagonisten derefter forliger sig med sin dybe eksistentielle angst kan så udgøre plottet. Sartres svar var at skrige in i vinden. Meningsløsheden er en kraftig vind der rykker alt op med rode jo mere opmærksom du bliver på det. Dit eneste holdepunkt er dig selv, din egen bevidsthed, og din egen bevidsthed om din bevidsthed. Sartre var ligesom ateist ligesom Nietzsche, men ligesom Kierkegaard indrømmede han at livet er absurd.

Sartre opvoksede som idealiseret enebarn. Alle i hans familie var enige om at han helt bestemt var en geni. Sartres måde at bryde med den meningsløshed der altid har været det centrale tema i eksistentialismen var derfor at hævde ens selv, ens egen individualitet. Ifølge Sartre var bevidstheden i virkeligheden intet, kun en negation. Et "nej", og ikke et "ja". Mange vil nok tænke på deres bevidsthed ligesom monitoren på et TV, men hvad Sartre sagde var at vores bevidsthed i stedet var billedet som bliver genereret på et TV. Et billede projiceret ud i ingenting, bestående af ingenting i kun et øjeblik. Billedet på TVet eksisterer ikke, men kommer fra TVet, der rent faktisk eksisterer. På samme måde er det med vores bevidsthed, og vi længes efter at blive ét med den ubevidste virkelighed der findes udenfor os selv, og den bevidsthed, eller negation vi er fanget i.

Da Sartre døde i 1980 var eksistentialismen for længst en gammel nyhed, og post-moderniteten havde længe været en realitet. Men på trods af at han for længst var blevet irrelevant intellektuelt, var han stadig den mest elskede franskmand i sin samtid. Flere hundrede tusinder var på gaden:

Slut!

# 20 Lidt om Twilight...

Jeg er en af de få drenge der rent faktisk har læst Twilight. I hvert fald første bog. På engelsk. Jeg ville gerne læse noget - trods alt! Det er faktisk ikke nogen dårligt bog. Men misforstå mig nu ikke. Det er heller ikke nogen god bog. Det er en bog til piger, og den gør sit job helt okay. Det er ligesom porno. Tomme kalorier, tom underholdning, men meget svært at lægge fra sig før man er færdig med det. Helt færdig. Men jeg har faktisk ikke tænkt mig at skrive noget grimt om Twilight. Ikke fordi der ikke er massere af grimme ting man kunne skrive om Twilight, men fordi de ting allerede er sagt af andre, og fordi bøgerne og filmene allerede er succesfulde alligevel. Det er en tabt kamp.

"Det er faktisk en rigtigt dyb og følelsesladet historie, nå! Stephanie Meyer er vor tids Shakespeare... Martin, Martin hvad laver du med den... ARGH?!"

 

 

Hvad jeg har noget imod er fansene, i hvert fald de mest fanatiske af dem. Hvilket vil sige næsten alle. Hos disse mennesker er benhård reaktion nærmest blevet en Lazarus refleks, i hvert fald mindst lige så hjernedød som Lazarus refleksen. For dem der ikke ved hvad Lazarus refleksen er, så er det en af de mest interessante reflekser i hele lægevidenskaben. Ganske som Twilight fans ikke kan vide noget om litteratur, samtidigt med at de mener at Twilight hører blandt stor litteratur, så er hjernedøde også fuldstændigt uvidende om hvad der foregår omkring dem. Men ligesom man kan fremprovokere en reaktion i form af et ugennemtænkt, automatisk og aggressivt svar hvis man pirker en Twilight  fan, sådan kan man også ved at pirke en hjernedød få ham eller hende til at reagere på en måde der næsten får det til at se ud som om han eller hun ikke er en komplet zombie. Hvilket vi selvfølgelig alle ved at både Twilight fanen, og den hjernedøde er. For nyligt udkom i øvrigt den sidste film i serien, og jeg har vidst ikke været helt så god til at holde min kæft som jeg burde...

Demonstration af Lazarus refleksen. 

Advarsel! Ikke for sarte sjæle! 

#19 Vil du låne en kop sukker?

Lige en lynhurtig update: Jeg har investeret hele min studieopsparing (ca. 70 000 kr.) i Novo Nordisk, et firma der producerer insulin til folk med diabetes, eller sukkersyge. Så hvis I vil mig det vel, så husk at komme ekstra sukker på jeres cornflakes, at kage er et godt lille mellemmåltid, og at Cola jo ikke kan værehelt så usundt som de siger, for det er jo trods alt lavet af nødder. Det samme gælder i øvrigt Nutella. Ha' det bra!

Mit hvide guld...

#18 Hvornår bliver man for gammel til at tænke!?

I de fleste kulturer har man stor respekt for ældre. Man rejser sig for dem i bussen, siger "De", og bukker måske endda mens man giver hånd til dem. Men efter jeg for ikke så længe siden flyttede til en lille halvdød flække i det nordjyske er jeg efterhånden blevet mere og mere sikker på at der er to aldre i et menneskes liv hvor det er fuldstændigt clueless. Den ene alder hedder "barndommen", og den anden hedder "alderdommen".

En såkaldt bell curve, eller "klokkekurve", hvor man skal forestille sig at den horisontale linje viser menneskets liv fra fødsel til død, mens den vertikale kurve viser hvor "clueless" man er.

I den landsby jeg bor i er de fleste unge mennesker flyttet væk, og de eneste der er tilbage er vagabonder, folk der ikke har lov til at komme ind i større byer fordi de lugter af møg, folk der synes det er helt okay at drikke en øl til morgenmad til ære for Churchill, og folk der er gamle og lugt svagt af urin. At de er gamle og sidder fast i deres vaner, og minder om dengang landsbyen rent faktisk var beboet af spændende mennesker har jeg ikke noget problem med, men hvordan kan det være at man altid når man er ude at købe ind bliver "fanget" bag en lille ældre tusse der har glemt hvordan et kreditkort virker, insisterer på at betale med check, eller at slå sine egne mønter?
Hør engang gamle kone! Der er klippeformationer der er yngre end dig, du har været husmor i flere tusind år. Du var her da butikken blev bygget! Hvordan fuck kan det så være at du stadig ikke kan finde ud af at bruge den?! Hvorfor kan du ikke finde ud af at betale, og hvorfor er det mig der skal sætte den der lille platicdeler op på rullebåndet for dig? Fucking retardo...

Der er kun én bus der kører igennem min lille idylliske landsby, og så vidt jeg kan se, så har den kørt siden pave Gregorius Den Grusomme brændte sin første kætter. Derfor skulle man tro at landsbyens indbyggere havde styr på den, især dem der kan huske da Gregorius brændte landsbytossen Bent. Men sådan er det selvfølgelig ikke!
Der er altid en eller anden gammel kone der beslutter sig for at betale med sine sammensparede dalere. "Siger du at jeg ikke kan betale sådan her!? Jamen unge mand jeg har jo sparet op siden 1789, thi det var barske tider!". Hør her gamle kone! Du har haft længere tid til at lære det end alle andre, så hvorfor skal vi forklare dig at at den danske stat gik bankerot i 1813, hvordan zonerne virker i offentlig transport, og hvorhen bussen kører? Helt ærligt, gamle kone! - Og nej! Du må ikke snakke med chaufføren mens han kører, læs skiltet!

Det er en velkendt fact at Socially Awkward Penguin trænger til at komme på pension, og netop derfor er han perfekt til at illustrere hvor socialt mangelfulde pensionister i almindelighed er. Et par eksempler: For et par uger siden var jeg på vej i skole med bussen, det var en tidlig morgen, og derfor gabte jeg. Jeg synes ikke selv at jeg har en ulækker mund, og derfor holder jeg mig ikke for munden, hvilket jeg får en meget stram reprimande for fra en gammel kone jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Hør her, gamle hejre. Jeg er en voksen fucking mand, og du må ikke tale med fremmede, siger din mor!
En anden gang ventede jeg i busterminalen i den lokale storby, mens jeg gik og drak en grøn slush ice (Because I'm cool like that). Pludseligt er der en gammel kones barnebarn der peger på min lækre slush og spør', "hvad er det?", hvorefter den gamle gubbe resolut svarer "Det er noget ulækkert noget!".  Hallo mosefund, bare fordi du spiste byggryn med gravballemanden giver det dig ikke frikort til at disse mine madvaner!
Et sidste eksempel er byen hvor jeg bor. Den har omkring 1000 indbyggere, og jeg snakker med absolut ingen af dem. Alligevel hilser gamle folk på mig på gaden. Creepy, much? Jeg har det som om jeg ikke engang kan flå en kat længere uden at folk kikker undersøgende på mig fra deres vinduer... O_O

#17 Teori vs. empiri?

Det virker som om jeg uden selv rigtigt at tænke over det, får lagt mig ind på et tema for hver måned. Sidste måned var temaet eksistentialisme, og hvorfor filosofi (og ketchup) er vigtigt i det daglige liv, og i denne måned ser det ud til at temaet bliver filosofi, og hvorfor det stadig har relevans idag, når vi har så pokkers mange empiriske videnskaber alligevel. Jeg ved at det er nøjagtigt det samme som jeg skrev om sidst jeg skrev herinde, men denne gang har jeg tænkt mig bedre om. De folk der siger at de "tror" på videnskaben er ligeglad med erkendelse eller viden. Hvis ikke de var det, ville det ikke være nødvendigt for mig at fortælle dem hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. At sige at man tror på videnskaben er et "tab-out", når nogen ligger én i armlås ved at spørge ind til hvad basis man bygger sit liv op omkring, der på samme tid ikke behøver overvejelse, og på samme tid er så hellig en ko, at ingen tør sparke til den. Derfor var det helt forkert at skrive om realisme, og anti-realisme, for det siger intet om hvorfor videnskaben virker, bare at den virker, og det vidste de alligevel allerede. Det er på tide at pierce den hellige ko i yveret!

De fleste tror at de store fremskridt indenfor videnskaberne sker indenfor videnskaberne selv. Det vil sige at de tror at det er videnskabsmændene selv der finder frem til alt hvad de finder frem til, ved at kikke på det de kikker på. Universet ligger åbent foran os, med benene spredt, og det eneste vi behøver at gøre er at rette kikkerten imod det, og så vil vi finde. Det er selve grundlaget for de empiriske videnskaber, ikke sandt?

Men hvis det virkeligt var sådan, hvorfor har vi så så stor respekt for de store videnskabsmænd nu til dags, og så lidt respekt for de spekulative videnskaber, dvs. filosofien? I de empiriske videnskaber kikker man bare ud på universet, mens man rent faktisk tænker i filosofien.

"Tror du selv jeg tænker?"

 Men selvfølgelig er det ikke sådan. Både videnskabsmænd og filosoffer tænker længe og hårdt, forskellen ligger bare i hvor stor vægt man lægger på det at tænke. Jeg har allerede været inde på at filosofien er den eneste disciplin der er selvbevidst, og som overvejer sig selv, og som selv opfinder sin egen metodologi. Dette gælder ikke de empiriske videnskaber, der først og fremmest består i at observere, og derefter tænke. Så snart en videnskabsmand beslutter sig for at tænke før han observerer, er han pr. definition ikke længere videnskabsmand, men filosof. Eller som den tyske filosof Heidegger skrev i "Was Heisst Denken?": "Videnskaben tænker ikke".


Fordi videnskabsmænd ikke selv har lov til at finde på deres egen metodologi mens de observerer, uden at blive filosoffer i stedet, er de aller største videnskabelige fremskridt faktisk sket i filosofien, og ikke i videnskaben. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på noget så nærliggende som Descartes eller Pascals matematiske kvantespring, men på ren ufortyndet filosofi. Jeg tænker selvfølgelig på Kant! :O

"Jeg tænker... Bitch!"

Hvis der var ét menneske der var skræmmende tæt på at finde ud af hvordan tingene virkeligt hænger sammen, så var det Kant. Cirka hundrede år inden Kant blev født havde en diskussion rumlet i erkendelsesteorien, den del af filosofien der beskæftiger sig med viden, omkring hvilken viden der var den mest endegyldige og korrekte. På den ene side stod rationalisterne, der sagde at den eneste rigtige viden var den viden som kom via fornuften. Descartes tilhørte denne faktion. De mente at discipliner baseret alene på fornuft var de mest rigtige, såsom geometri, eller matematik. Ingen har nogensinde set tallet 7, men der er ingen der er i tvivl om at det findes.
På den anden side stod empirikerne, der mente at den eneste egentlige sande form for læring og forståelse et menneske kunne opnå var den der kom via sanserne. På dennes side stod John Locke, liberalismens fader, der mente at mennesker blev født som renvaskede tavler, og at sanserne lidt efter lidt skrev på dem, og fyldte dem op. Linjerne var trukket hårdt op, og er det faktisk stadig lidt idag, men langt mindre takket være Kant.

Kant kom fra Tyskland, hvilket betød at han blev "opdraget" rationalist, og dette blev han ved med at være, indtil han i ca. 1771, blev vækket "af sin dogmatiske søvn", ved at læse empirikeren David Humes værker. Han indså at begge idéer havde sine meritter, og satte sig for at forene dem så godt han kunne, og det lykkedes også ganske udmærket. Hvad Kant skrev, og tænkte, var at hvis ikke tanker var rettet mod ting, så var de tomme, og ting uden tanker var blinde. Eller på en anden måde: Din hund empirerer nøjagtigt de samme ting som dig, men fordi han empirerer tingene uden at fælde tanker ved dem, er de blinde og meningsløse for ham. Hvad Kant fandt frem til, var at den rene filosofiske tanke, logik og fornuft, var ligeså vigtig for den empiriske erkendelse som sansningen alene. Empirien er tom uden teorien, og teorien er funderet på filosofi. Booyah!

#16 Hvor er metafysikken?

Er videnskaben idag kommet så langt at det er meningsløst at ville diskutere filosofi? Nej, vel?

Selvom mange i dag kan have svært ved at få øje på det, så er filosofi umulig at komme uden om. Mange ser filosofi som hokus-pokus, og som irrelevant i forhold til videnskaben, hvis erkendelse antages at være så sikker og fast at filosofien idag ikke er andet end et levn fra fortiden. Den sidste dinosaur, der gammel og grå trasker gennem urskoven den har set vokse op omkring sig, og som nu blot leder efter et lunt sted at ligge sig at dø. Vi har internet, informationsvidenskab og vi har nået månen. Der er intet de empiriske videnskaber ikke kan gøre for os, og der er intet spørgsmål de ikke kan forklare. Jeg så sågar en ung mand på et forum jeg frekventerer skrive, "Jeg sætter min lid til videnskaben. Jeg er de 20 %." som svar på en debat om metafysik.

At debatten faktisk var oprettet af en komplet ignorant, og fordrede et punkt i den fysiske verden, der skulle være en art portal ind i en metafysiske verden er irrelevant i forhold til kommentaren. At jeg svarede på den er også irrelevant, og det samme er det at jeg ikke fik noget svar tilbage. Også personens navn er irrelevant. Faktisk er alt irrelevant undtagen kommentaren selv. Så lad os glemme alt andet, og kun analysere kommentaren:

Den udmærkede danske filosof, teolog og debattør K.E. Løgstrup har skrevet et udmærket essay ved navn, "ideologi som fristelse". Heri fremlægger han en hypotese om hvad fanatisme vil sige. I essayet fortæller Løgstrup at han sad i en togkupé, sammen med en politiker der ivrigt diskuterede handelsbalancen og arbejdsløshed, men i togkupéen sidder også en indremissionsk kristen, der fra tid til anden afbryder politikeren og siger, "Det er godt hvad du siger alt sammen, men du glemmer dog Jesus!". Løgstrup fortsætter historien, og giver flere eksempler, f.eks. om en mediciner der udreder forskellige nyrelidelse, mens en marxist afbryder ham og siger at han udelader de sociale betingelser for urinudskillelse.

Løgstrups pointe er, at fanatikeren er den der mener at hans problemstilling er nødvendig at rejse i alle diskussioner. Selvfølgelig kan man spørge hvad Jesus ville gøre ved handelsbalancen, og selvfølgelig kan man sikkert se enorme forskelle i hvordan fattige og rige tisser. På samme måde kan man i en metafysisk debat skrive at man "tror" på videnskaben, ligesom jeg i en debat om kemi kunne spørge deltagerne om de var realister eller anti-realister.
Spørgsmålet er ikke om man kan rejse videnskabelige problemstilinger i en debat om filosofi, eller om man kan rejse filosofiske problemstillinger i en debat om videnskab, men om det er relevant, for netop den debat? Fanatikeren vil sige "ja", og mene at netop det han er fanatisk omkring fortjener at blive behandlet overalt, hele tiden. Han kan ikke komme i tanke om noget fora hvor marxisme, eksistentialisme, videnskab, filosofi, Islam, kristendom, etc. ikke er så relevant at det bør være diskussionens "kronvidne".

Men nok om Løgstrup og fanatisme, for en anden ting man kunne spørge sig selv om, når nogen siger at de "tror" på videnskaben er hvilken videnskab de tror på, og hvilket syn på den de har. Jeg nævnte selv tidligere konflikten mellem realister og anti-realister. Jeg hælder selv mest til anti-realismen, og inden folk hænger sig selv for meget op på selve ordet, så betyder det ikke at jeg ikke lever i virkeligheden. Konflikten ligger mellem om videnskaben beskriver virkeligheden, eller en virkelighed. Dvs. om kvarker virkelig findes, eller om de blot er en adækvat forklaring på hvad vi observerer. En anti-realist vil selvfølgelig ikke sige at anatomi ikke beskriver den virkelige krop, men en af de mest provokerende artikler nogensinde skrevet fordrede faktisk at Tutankhamon ikke kunne være død af tuberkulose, fordi bakterien først blev fundet og beskrevet i 1882. Umiddelbart er det en absurditet, men hvad ville Tut selv have sagt han var død af?

Det er altså åbenbart ikke nødvendigt at vide noget om videnskaben for at kunne sige at man "tror" på den. For når man siger at man tror på den, og ikke filosofien, viser man med det samme en enorm mangel på forståelse af videnskaben. Enhver ateist gør med rette nar af en kristen, hvis denne ikke kender historien bag sin egen religion. Men selvom der er en metafysisk diskussion der raser i selve videnskabens hjerte, så er det åbenbart helt okay at skrive at man "tror" på videnskaben, men ikke på metafysikken.

Jeg kunne skrive mere, men jeg ved ikke om folk vil læse det, og jeg har på fornemmelsen at jeg alligevel vil få et par kommentarer med på vejen.

#15 homo > hetero

Misforstå mig ikke kvinder, jeg synes I er dejlige. Men for nyligt er det gået op for mig hvor lettere livet ville være for mig, hvis jeg bare havde været homo. Selvfølgelig er det for længst blevet for sent for mig at skifte præference. Men hvis du har en præ-pubertær søn, så håber jeg at dette vil overbevise dig om at han trænger til balletundervisning!  

Buddykærester

Forestil dig at du har en god ven. En rigtig buddy, som du bare hygger dig sammen med. Der er ingen spændinger, og I kan bare være jer selv når I er sammen. Hvis I har lyst til at spise pizza, så ringer I efter pizza. I gør rent i jeres eget tempo, og en god dag behøver ikke bruges på andet end at spille x-box.

Man kan sige meget godt om kællinger. Men mænd forstår sgu hinanden.

Buddysex

Ingen mand med respekt for sig selv har nogensinde sagt nej til sex, bare fordi han havde hovedpine. Men det gør kvindfolk! Forestil dig nu at du efter en lang og hård dag med Halo, Guitar Hero og pizza skimmer over mod din buddykæreste og hvisker "tænker du det samme som mig B2?".
Nuvel, misforstå mig ikke. I mine forhold er der også kun én penis, og det er ikke min numse dén skal op i. Men hvis du havde været heldig nok til at have modtaget balletundervisning som barn, så ville du velkomme en ekstra penis, som en roer der har et hul i sin båd velkommer en korkprop!

Et win-win for alle.

Nå, behøver jeg skrive mere, eller sender du lille Tue til den kongelige ballet?

# 14 Terror eller frihedskamp?

Man siger ofte at den ene mands terrorist er den andens frihedskæmper. Men man plejede også at sige  at jorden var universets centrum, og at universet kun var så stort som vores solsystem. Men jeg har heldigvis efter omverdenens uretfærdige fordømmelse af PKK lavet en objektiv liste over kendetegn for terrorgrupper. Og det at være på en terrorliste er ikke en del af det! 

Lad mig sige det med det samme: Jeg sympatiserer med PKK. Hvis det at sige dette så åbenmundet som jeg nu gør på internettet betyder at jeg kommer til at blive overvåget, så er det helt i orden med mig. Vi har heldigvis endnu ikke indført tanke-kriminalitet i Danmark, og det eneste de kære spioner vil finde er min enorme samling af ballonporno (vi har alle vore små hemmeligheder).
Men nu har jeg knævret nok, her er min liste:

Punkt 1: Terrorister går efter civilister der ikke er direkte ansvarlige i deres kamp. Frihedskæmpere angriber soldater, og mennesker der har direkte ansvar så som politikere.

Både terrorgrupper og frihedskæmpere lægger bomber ud, men frihedskæmpere ringer inden de detonerer dem, så offentligheden har en chance for at redde civile. Terrorister går efter at dræbe så mange civile som muligt, og kan ikke se det moralsk forkastelige i denne idé. En frihedskæmper dræber soldater. Selvfølgelig er det sørgelig når en ung soldat dør, men vi anerkender at hæren er civilsamfundets bolværk og at de der melder sig til at være soldater, melder sig for at forsvare civilisterne, og ikke omvendt. For en soldat er døden en arbejdsrisiko han er bekendt med, mens det for civilisten er en tragedie. Derfor er der enorm forskel på at dræbe en uskyldig civilist og en uskyldig soldat.

Ingen af de mennesker der sad i WTC d. 11. september 2011 var direkte ansvarlig for noget som helst deres land havde bedrevet, som de Al-Qaeda terrorister der selvmorderisk fløj ind i dem var blevet så rasende over. Her er igen en forskel mellem terrorister og frihedskæmpere: Frihedskæmpere likviderer kun de ansvarlige.
Det er helt legitimt at dræbe en premierminister selvom han er civilist, når blot han er direkte ansvarlig for den uretfærdighed man vil rette op på. Selvfølgelig er det beklageligt at man vælger at kæmpe sin kamp med vold og våben, men kampen er legitim når bare den ikke går efter civile uden direkte ansvarlighed.

Du vil nu have spottet at der kun er ét punkt på min liste. Tillykke, det er næsten ligeså let at spotte, som forskellen mellem en terrorist og en frihedskæmper.

Til slut vil jeg bare gerne sige at kurderne var, er, og vil forblive. Længe leve det frie Kurdistan!

# 13 Halloween

Mange TV-julekalendere handler om en eller anden tosse, der hader julen og vil have den ødelagt. Jeg kan personligt godt lide julen. Man får jo gaver... Men jeg har set mig gal på Halloween. Jeg kan huske da jeg var barn, og for første gang hørte at man ville til at fejre det i Danmark. Dengang slog vi det alle hen, som en underlig gimmick der snart ville passere, men det gjorde den ikke. Derfor har jeg her skrevet tre gode grunde til at tage livet af Halloween i Danmark:

 1. Det handler om penge!


Misforstå mig ret, jeg har intet imod penge - som sådan. Men jeg synes ikke det er et godt fundament for en helligdag. Nej, så har jeg det bedre med at det hele starter som en morsom lille overtro, og så senere bliver finansielt, sådan som det skete med julen. Selvfølgelig skal vi forsøge så godt vi kan på at købe hinandens kærlighed, det giver sig selv. Det er jo det hele vores civilisation er bygget på. Men vi skal gøre det til rette tid, nemlig en tid hvor vi i det mindste kan bilde os selv ind at vi gør det for Jesus' skyld. Jesus smiler i himlen hver gang du giver din kæreste blondetrusser.

 
2. Det er uhyggeligt!

Der er en rød tråd der løber igennem alle danske helligdage, og som gør dem særegen danske. Selvom pizza, kristendommen og stangtennis jo egentligt er udanske, ligesom de fleste af de helligdage vi har overtaget fra romere, og jøder, såsom jul og påske, så er der denne røde tråd der binder dem sammen og gør dem danske. Jeg taler selvfølgelig om hygge! Og her passer halloween bare ikke ind, for ligemeget hvordan man forsøger på at vende eller dreje det, så er halloween altså bare ikke hyggelig - det er uhyggeligt, og derfor kan det aldrig blive en legitim dansk helligdag!

3. Skidtet falder for tæt på min fødselsdag!

Jeg bliver 21, d. 27 oktober. Det er skræmmende tæt på Halloween, der er bare 4 dage senere! Jeg ville ikke have noget imod at have hyggelige julenisser, eller påskekyllinger omkring mig nær min fødselsdag, men hvis jeg ser ét til grotesk smilende græskarhovede, så losser jeg det lige i kæften!

#12 Åbent brev til en vred muslim

Kaldet til Islam har været på TV hele dagen. De virker vrede og vil omvælte det vestlige samfund. Dette er et åbent brev til dem, og alle andre der hellere vil ødelægge end at samarbejde, muslimer eller ikke muslimer. 

Kære vrede Muslim

- Og det mener jeg i øvrigt. Du skal vide at de der hader dig kun hader dig fordi de frygter dig. Du skal vide at vi frygter dig, fordi du tror uden at tvivle. Fordi du hellere vil lytte til kolde bøger, end fordømme vold mod dine medmennesker. Vi frygter dig, fordi du hellere vil tjene din gud end dine medmennesker, og fordi du har givet din menneskelighed væk for at tjene ham. Du skal vide at vi frygter dig fordi du tror du forstår livet, når du kun bekymrer dig om hvad der kommer efter det. Vi frygter fordi du tror så stærkt, når vi andre kun har tvivl. Vi frygter dig fordi du tror på våbenmagt, mens vi andre tror på fred. Men mest af alt rygter vi dig, fordi vi tror på demokratiet, og dialogens milde magt. Men det er måske slet ikke nok imod din vrede.

Kære vrede Muslim. Du skal vide at vi ikke hader dig. Vi frygter dig kun, og når du er klar vil vi gerne tage imod dig, så godt vi kan. Men lige nu er vi små og bange, og hvor der er frygt kan der ikke være kærlighed.

Kære vrede Muslim

Salam!

#11 Hvad er et filosofisk spørgsmål?

Jeg startede den her blog med et metafilosofisk spørgsmål, og dammit!, nu er jeg sgu igang med det igen. På et af de forums som jeg følger på internettet var der for nyligt en fyr der startede en tråd med et spørgsmål i, som af de andre deltagere blev pandet for ikke at være filosofisk, og derfor kategoriseret forkert. Fyren der stillede spørgsmålet er enten verdens største troll, eller også alvorligt mentalt handikappet, så ham er jeg faktisk ikke så interesseret i at snakke om. Men reaktionen på hans tråd fik mig til at tænke.

I virkeligheden er  alle spørgsmål filosofiske på et eller andet plan, men de spørgsmål som vi normalvis anser for at være filosofiske er de spørgsmål der ikke kan besvares med nogen anden metodologi end den filosofiske, dvs. at de kun kan besvares gennem den rationelle tanke, og ikke gennem observation.

Hvad universet er for noget, er et filosofisk spørgsmål, men de fleste ville nok foretrække at en fysiker svarer på det, fordi det kræver at man rent faktisk kikker på universet, i stedet for bare at tænke over det. Hvad filosofi er, er et alene filosofisk spørgsmål, fordi man alene kan svare på det ved at tænke over det. Hvis et barn faldt i en dyb koma, og først vågnede tyve år senere, vil det ikke have kunnet opbygge et svar på hvad universet er for noget, fordi besvarelsen af det spørgsmål kræver at han kunne kikke ud, men han ville godt kunne svare på hvad filosofi er, fordi det spørgsmål kun ville kræve at han var i stand til at tænke rationelt. Chancen for at dette nogensinde vil ske er selvfølgelig meget lille, men det kunne ske.

En anden, og kortere måde at sige det på, er at i den filosofiske metodologi tager rationaliteten præcedens over data, mens data tager præcedens over rationaliteten i alle andre videnskaber. En matematiker kan ikke bedrive matematik uden data i form af tal, en litteraturhistoriker kan ikke bedrive litteraturhistorie uden data i form af litteratur og historie, og Galileo ville ikke som fysiker kunnet have bedrive sin (bogstaveligt talt) banebrydende fysik uden data fra verdensrummet opsamlet gennem sin kikkert. Derimod behøver en filosof ikke rigtig data i nogen form, men ofte kun et spørgsmål, som f.eks. "Hvordan bør data eller information analyseres?"

Her bliver det i øvrigt for alvor interessant. For ingen af de andre videnskaber kan overveje sig selv, uden at blive filosofiske. I samme øjeblik en astrofysiker begynder at ville diskutere metodologi, træder han ud af astrofysikken og ind i filosofien, for intet bjerg af data vil nogensinde kunne fortælle ham hvordan det bør fortolkes på en rationel måde. Selve spørgsmålet om hvad der er en rationel analyse af data, og hvad der ikke er, er et rent filosofisk spørgsmål. Det er ganske vidst et videnskabsfilosofisk spørgsmål, men rationaliteten tager stadig præcedens over data når det skal behandles.

Så for at konkludere: Alle spørgsmål er filosofiske, den eneste forskel er hvor meget de er det.

#10 Reklamer

En hurtig besked til reklameomdelere:

Jeg er meget beæret over at I tror jeg har købekraften til at købe alt det junk I reklamerer for, men I tager desværre fejl. Jeg er på SU og det er grunden til at jeg blander min mad med savsmuld for at spare penge. Men jeg er da helt bestemt glad for jeres reklamer, og jeg vil også læse dem igennem, hvis I gør en lillebitte tjeneste for mig:

Print jeres reklamer på mere absorberende papir!

#9 Ushanka

Lad det være sagt med det samme, jeg kan godt lide russere. Jeg afsluttede endda mit første blogindlæg med at opfordre folk til at læse Idioten. Russen har meget at være stolt af, men idag i min lokale Brugs blev jeg mindet om det modefænomen der mere end noget andet modefænomen fra Rusland, er noget russerne kan være stolt af: Ushankaen! 

Jeg har længe haft lyst til at eje en ushanka, men de få gange jeg har set en, har den enten siddet på en gammel mand, der ville dække en skaldet plet, eller haft et 4-cifret prismærke under sig, der langt overgår min finansielle formåen.

Til trods for dette elsker jeg ushankaen. Den er både mandig og praktisk. Jeg ved at mandig og praktisk er så godt som synonymer, når det kommer til beklædning, men for fanden! Ushankaen er det ultimative indenfor praktikalitet og mandighed. Hvad den russiske strækmarch er for den travle mand der ikke har tid til at motionere, det er ushankaen for den kolde og praktiske mandlige mand. Overlad filthuer og højhælede støvler til kvindfolk. Den slags kan man ikke strækmarchere i, og derfor vil vi mandlige mænd ikke høre om det!

#8 Global økonomisk ulighed

Jeg er desværre den type menneske, der bliver indigneret, og vred en gang imellem. Ikke sådan lidt, men ret meget. Godt gammeldags bedstefar-rasende, over ungdommen nu til dags, smålige buschauffører, Pia Kjærsgaard, eller som i dette tilfælde den globale økonomiske ulighed. I dag hørte jeg nemlig en forelæsning om økonomisk vækst, og etik der først gennemgik forskellige teorier om hvorvidt økonomisk vækst var mulig/ønskværdig. Men det der for alvor fik mit pis i kog var den statistik jeg viser nedenunder.

Kan det virkelig passe at de rigeste 20% af verdens befolkning skal have 82.7% af verdens samlede indkomst, de 20% af verdens fattigste kun tjener 1.4% af den samlede indkomst?!

Jeg ved at mange højreorienterede, især unge på facebook, ikke har været vild med den nye regering, fordi den ville skabe mere lighed internt i Danmark. Jeg har set mange skrive at det ikke kan passe at man skal straffes for rent faktisk at være flittig, og arbejde. Men "sjovt" nok er der ingen af disse unge, der ville være fræk nok til at sige det samme til en ung mor hvis børn sulter på Afrikas horn. Vi har velstand, ikke fordi vi arbejder hårdere end andre, men fordi vi er født ind i et samfund der gør det muligt, mens andre er født ind i samfund der gjorde det umuligt for dem at blive velstående lige meget hvor flittige de end måtte være. I Danmark har vi ikke længere et proletariat som det Tove Ditlev kom fra, idag bor de i fremmede lande, og derfor er det let at glemme den enorme armod der er grundlaget for vores velstand. Hvis man er nødt til at gå 12 kilometer for at hente en spand vand, eller ens timeløn ikke er høj nok til at kunne købe en kvart banan i et dansk supermarked, så er det umuligt at blive velstående, lige meget hvor flittig og dygtig du er. Og hvilken bitterhed må man ikke også føle hvis man bruger hele dagen på at sy Levi's, men ved man aldrig vil få råd til ét eneste par?

Det mest skræmmende for mig er at det ser ud som om Marx havde ret i sine negative forudsigelser, men ikke i de positive.

Apropos Marx:

 

#7 Sartres guide til det smukke køn

Jeg har besluttet mig for at skrive et indlæg hver dag. Men idag glippede den lidt. Heldigvis har jeg skrevet ting på internettet tidligere, blandt andet dette. Jeg undskylder til alle der har læst det før, og som er blevet skuffede, men minder om at studerende har travlt, især på universitetet. Til gengæld har jeg puttet billeder ind.

Grunden til at jeg har valgt at kalde denne "Artikel" det navn den har fået er at jeg længe har haft et bette man-crush på den franske filosof Jean-Paul Sartre, og at jeg synes det er mægtigt flatterende at kalde kvindfolk for "det smukke køn". Så, nu har jeg vidst fået skrevet mit forord, så nu skal der boller på suppen!

Hvorfor var Sartre så fucking awesome?

Dette er et spørgsmål som jeg vil gætte på at sartre mangt en gang har spurgt sig selv om, og der er ikke noget entydigt svar. Lige meget hvilket billede du får i hovedet når jeg skriver 'fransk intellektuel', så er det sikkert ikke en type som Sartre, der ellers er blevet den mest omtalte franske intellektuelle nogensinde siden Descartes, men i modsætning til Descartes ser man aldrig nogen billeder af Sartre. Hvorfor ikke?
Fordi Sartre i modsætning til de fleste der læser dette faktisk havde en fornuftig grund til at tvivle på hans seksuelle tiltrækningskraft. Ganske vidst var hans penis ikke mindre end så mange andres, men han havde tilgengæld svømmende kuglerunde fiskeøjne, der aldrig kikkede i samme retning, og han var så lav at han var nødt til at købe en elefantfod for at kunne klappe sin kæreste på røven!

Men det særlige ved Sartre, er at han ikke ikke lod sig gå på, på trods af at han lignede den ufærdige prototype til Disneys Quasimodo, og jeg tror faktisk det var en del af grunden til at han var så helt enormt succesfuld med kvinder.

Sartre siger: "Opfør dig selvsikkert!"

Sartre var fransk, og derfor selvfølgelig også lidt af en douchebag. Men jeg vil ikke fortælle dig at du skal være hverken fransk eller en douchebag for at få kvinder, men du skal have en af de kvaliteter som alle franskmænd og alle douchebags har tilfælles; selvtillid.

En douchebag bliver ikke genert sammen med piger ligesom os andre, på en eller anden måde ser han det som gudgiven at alle "kællinger" (for at bruge et douche-ord) skal være helt vilde med ham.

Piger kan faktisk godt lide flinke fyre, men de ender tit med at gå hjem med de klamme solbrune vellugtende røvhuller med de svulmende muskler, fordi selvtillid er nogenlunde ligeså sexet for piger som stort set alt andet er for mænd (ja, jeg sagde det, mænd er sluts!)

Men læg mærke til at jeg skrev "opfør dig selvsikkert", ikke "vær selvsikker", for det er nemlig så godt som umuligt at blive selvsikker på ingen tid, lige meget hvad bladene siger. Men heldigvis har adfærdspsykologer påvist at hvis man bare opfører sig på en bestemt måde, så vil man også efter et stykke tid blive på den måde man opfører sig. Så glem din nervøsitet så godt som du kan, og spring ud i det med krummet hals, før eller siden vil det blive en refleks at tale naturligt og selvsikkert med piger.

Gordon Ramsay siger: "HAVE SOME FUCKING PASSION, FOR GOD'S SAKE!!"

Piger kan godt lide at have respekt for deres kærester, og de kan også godt lide at kunne se op til dem, på en eller anden måde. Det er derfor musikere har så mange groupies , og Twillight blev en bestseller, på trods af at sproget er prætentiøst og plottet først begynder firehundrede sider efter vi har fået fastslået at Edward har en perfekt brystkasse, er intelligent, og i det hele taget er det bedste siden ready-made pandekagedej, og at Bella er nogenlunde så nederen som at have en fire-årig i hovedrollen i Die Hard.

En god måde at blive set op til er at være passioneret omkring noget andet end bare punani:

"Punani siger du? Nej tak skat, ikke ligenu. Jeg har en ret stor jødeharpe-solo til mit band som altså skal i kassen først"

Ved at være passioneret omkring f.eks. musik kan du imponere din dame med dine syge riffs, du kan få større selvtillid, og piger bliver altså imponerede over talenter, ligemeget hvad de består i.

Hvad var så Sartres talent, spør du?
Ja, jeg er faktisk glad for du spør, for siden Sartre er min helt og han var intellektuel så var det selvfølgelig at skrive bøger. Men ikke hvilke som helst bøger, nemlig bøger om intet.
Ja, du hørte rigtigt. Sartres hovedværk hedder Væren og Intet, og handler for størstedelen om nøjagtigt ingen verdens ting - og så lige nægtelser selvfølgelig.

Sartre var så passioneret omkring ingenting at de kvinder der var i hans liv aldrig tog ham for givet. De vidste at der bogstaveligt talt var intet der interesserede ham mere end dem, og derfor gjorde de alt for at holde på ham, hvilket bringer mig til mit næste punkt:

Konfutse siger: "Alt er vigtigere end fjabben"

Konfutse er en af mine andre store helte, en historie om ham siger at han engang så en gammel mand ligge på gaden med sine gevandter i uorden. Konfutse slog ham hård i hovedet med sin stav, og råbte "Hele din ungdom har du ikke vidst hvornår du skulle arbejde, vise respekt eller stoppe med at drikke, og nu hvor du er blevet gammel ved du ikke hvornår det er på tide at dø!"

Den slags awesomeness kommer kun én gang med meget store mellemrum!

Hvis du går op til en pige, og med det samme siger, "Gud hvor er du smuk! Jeg har lyst til at gøre ting ved din krop som jeg ikke er sikker på der findes ord for endnu!", så har hun med det samme fundet ud af hvad du er ude på. I stedet bør du lade som om du er interesseret i hende, men ikke så interesseret i hende at du ikke vil kunne skride igen, hvis ikke hun gør sig fortjent til din opmærksomhed.

Piger er vandt til at alle drenge vil brække deres arm på langs, for at få lov til at mærke en halvstiv brystvorte mod deres håndryk i tolv sekunder, så hvis du pludseligt kommer forbi og er selvsikker, passioneret og lidt ligeglad med hvad hun har at tilbyde, så bliver du pludseligt mægtigt spænende.

Fik jeg i øvrigt nævnt at Satre var grim? Her er et smugkik fra da han var ung og smukkest:

#6 Drømmen der er Amerika.

Jeg skammer mig ikke over at sige at jeg er amerikansk-sindet. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige at jeg er amerikansk patriot, på trods af at jeg er 100% dansk. Men amerikanerne har glemt noget meget vitalt, nemlig at kritik af ens eget land er en patriotisk handling i et demokrati. Frihedsgudinden har fået en stor bums på næsen, men ingen tør andet end at ignorere den. Det er på tide at en patriot træder til!


For mig er Amerika hverken folket, dets grundlov, eller andre overfladiske ting. For mig er Amerika en drøm om et bedre sted på den anden side af havet med nogle idealer og værdier som vi alle kan være fælles om, selvom det bør være Amerikas rolle at gå forrest. Men det er tungt, meget tungt, og det ville være at narre sig selv at sige at Amerika altid har kunnet leve op til sin rolle - langt fra! Men selv hvis Ku Klux Klan blomstrede i Amerika, slaveri engang var lovligt, og utallige andre grusomheder blev begået i den amerikanske stats navn, så ville det ikke ændre på drømmen der er Amerika. En drøm om et land hvor mennesker var skabt lige, og havde umistelige rettigheder som retten til liv, frihed og jagten på lykken. Og denne fælles drøm blev nedfældet på papir i 1776 af Thomas Jerfferson, og underskrevet af alle 56 af Amerikas grundlæggere, i form af Amerikas Uafhængighedserklæring.
For mig er det dette dokument, og dette dokument alene, der definerer hvad Amerika er. Grundloven kan ændres, og er blevet det flere gange, mens uafhængighedserklæringen ikke bare er en uafhængighedserklæring, men også en formålserklæring, der runger ned gennem historien, og som har ligeså meget vægt nu, som den havde for 200 år siden!

Men det er desværre her problemet ligger. Ikke i uafhængigheden, for Amerika er bestemt uafhængigt, men i formålserklæringen. For uafhængighedserklæringen siger utvetydigt at regeringer indstiftes blandt mennesker, for at beskytte deres rettigheder, ikke for at underlægge sig dem. Men efter terrorangrebet 11. september 2001 begyndte amerikanske politikere desværre pludseligt at ville begrænse befolkningens rettigheder, tilgengæld for et løfte om sikkerhed. Nuvel, man kunne bestemt argumentere for at retten til liv tager forrang over retten til frihed, men det stoppede netop ikke kun dér. Man begyndte også at torturere fanger, på trods at at uafhængighedserklæringen også er en menneskerettighedserklæring, der maner til anstændig behandling af mennesker.

Jeg kunne også skrive en masse om at lobbyisterne har for stor magt i Amerika, og at Obama er alt for svag, og ikke repræsenterer dem der valgte ham, nemlig de progressive i Amerika, godt nok. Jeg kunne også skrive at den nye sygesikringslov ikke er vidtrækkende nok, og at den tilgodeser medicinalindustrien for meget, netop på grund af lobbyernes indflydelse. Men det blegner alt sammen i forhold til Amerikas åbenlyse og dybt tragiske fornægtelse, og syltning af det der er Amerika sjæl. Som Jesus sagde, en mand jeg ved mange amerikanere nærer dyb respekt for: Hvad nytter det hvis du vinder hele verden, men må betale med din sjæl?

Det allersidste ord overlader jeg til Charlie Chaplin:

#5 Revolution!

Jeg er ret interesseret i politik, og hvis ikke det var fordi jeg var så forbandet nærig, så ville jeg sikkert være medlem af Radikale Venstre. Så inspireret af Libyen og de andre arabiske lande er her en lille blog om hvad jeg ville gøre hvis jeg skulle revolutionere Danmark, og gøre det til et bedre sted at leve. -Hvad ville du gøre hvis du havde ét år at regere i? -Hvad jeg ville gøre? Jeg tror jeg ville...

Punkt 1: Afskaffe kongehuset!

Jeg har svært ved at komme i tanke om noget der er mere udemokratisk, end at have udvalgt en familie til at være repræsentanter for et helt land, på baggrund af hvem de er i familie med, i stedet for deres merit. De fleste vil have spottet at damen på billedet ikke er vores dronning, men Storbritanniens, Canadas og Australiens, men hun er ligesom vores hverken god TV, eller en god repræsentant for hvad vi står for i vesten.

Det første jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år skulle være at afskaffe kongehuset, og skrive alle 30 menneskerettigheder ind i vores grundlov, når nu jeg allerede var i gang med redigere den.

Punkt 2: Legalisere narko!

Hvorfor er narko ulovligt? Fordi det er usundt, og vi ikke vil have folk til at tage det. Men selvom vi sikkert alle kan blive enige om at det er usundt at spise slik, kage, drikke alkohol, kaffe og bolle uden kondom, så kan vi ikke forbyde folk at træffe dårlige beslutninger, og hvis folk har lyst til at tage narko så skal de nok få fat på det på alle mulige illegale måder. 90% af alle mennesker er sikkert fornuftige lovlydige borgere, men der er nogen af os, der desværre er nødt til at kikke på verden gennem et narkofilter, og som vil gøre alt for at få det, og dem hjælper vi bestemt ikke ved at smide dem i fængsel. De har sgu problemer nok i forvejen.

Det andet jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at gøre narko lovligt. Reguleret, men lovligt.

Punkt 3: Legalisere alt der ikke gør direkte skade på andre!

Det her bliver nok det mest kontroversielle punkt på min dagsorden, og det er netop derfor jeg delte den op i to. Ovenstående punkt er en del af dette, og som jeg skrev dér, så er ca. 90% af alle mennesker i Danmark lovlydige og ville aldrig gøre en kat fortræd. Hvorfor en mand der ikke er kriminel eller morder, ikke skulle have lov til at købe en flammekaster har jeg svært ved at forstå. Så længe han bruger den til at hygge sig med kan jeg ikke se problemet. Desuden deltog vores sidste regering jo i USAs tortur på terrormistænkte, så det kunne være at det i fremtiden kunne blive nødvendigt at bruge våbnene til at forsvare vores demokratiske rettigheder.

Det tredje jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at lovliggøre alt hvad der ikke er direkte til skade for andre. Selvbestemmelse er menneskelig værdighed.

Punkt 4: Afskaffe militæret og værnepligten!

Danmark bliver aldrig invaderet af Rusland, og den hjælp vi kan yde til steder som Libyen og Afghanistan er alligevel så minimal, at vi ligeså godt kunne nyse på Gaddafi. De fjender vi har i Danmark kunne politiet alene sagtens tage sig af, i stedet for at vi fortsætter med at skyde ca. 1% af vores BNP i Forsvaret, hvis opgave idag er minimal.

Det fjerde jeg ville gøre hvis jeg havde magten i et år, skulle være at afskaffe Forsvaret, stoppe med at invadere fjerne lande, og lade politiet om at bekæmpe terror.

Punkt 5: Sikre at uddannelse og lægehjælp fortsætter med at være gratis!

Vi har allesammen brug for uddannelse, og vi har allesammen brug for lægehjælp, så det giver god mening at betale for det i fællesskab, så vi allesammen har en mulighed for at få det. Der er ingen i Danmark der er blevet velhavende alene af egen kraft, vi skylder allesammen samfundet meget. Der er ingen der bebrejder afrikanerne at de er fattige, for vi ved at de lever i lortesamfund. På samme måde er der heller ikke nogen grund til at klappe rige mennesker i Danmark for meget på skulderen, for de lever i et godt samfund - og det skulle det gerne fortsætte med at være i fremtiden.

Det er nogenlunde hvad jeg ville gøre hvis jeg havde magten i Danmark i et år.

#4 Ketchupkampen

Jeg har tidligere skrevet om hvor glad jeg er for ketchup. Men ketchup er ikke bare ketchup, der er forskel på tingene, og som jeg også skrev dengang (#2), så kunne det være at jeg senere ville vende tilbage til ketchupspørgsmålet og gøre det færdigt. Nu er øjeblikket kommet, hvor ketchuppen skal stå sin prøve. 

Pølseketchup

Dette er ikke den værste form for ketchup der findes, men den virker kun på grillmad. På pasta smager den afskyeligt, det samme med ris og alt andet der ikke først er vendt i friture. Det her er en form for ketchup som jeg hader. Ikke fordi den som sådan er ringe, men fordi den ikke lever op til min definition på ketchup, nemlig en sovs der smager godt på alt, og som kan overdøve smagen af alt. Desværre pølseketchup, selvom du er billigere end de fleste, så kan det ikke blive til mere end en flirt på lune sommeraftener over en grillpølse eller burger.

 Discountketchup

Jeg har købt discountketchup et par gange nu, og hver gang har været en kæmpe skuffelse. Grunden til at jeg bliver ved med at vende tilbage til discounten er at den ligner de "rigtige" ketchupper rigtigt meget på emballagen, og så at den i modsætning til mærkevareketchupperne ikke koster mere end et blowjob. Det generelle problem med discountketchup er at det smager for meget af hvad det er lavet af. Som jeg skrev tilbage i #2, så bryder jeg mig kun om smagen af tomat når den er fortyndet af krydderi og sukker. Sorry, Tomatoes!

Mærkevareketchup

Jeg er meget langt fra at være mærkevareentusiast, som så mange andre. Jeg er ligeglad med om der står Louis Vuitton på min skoletaske, og i modsætning til de fleste andre, så tør jeg godt indrømme at jeg ikke kan smage forskel på Coca Cola og alt det andet læskebras. Hvis hankene i en plastikpose kan bære mine bøger uden at knække, så har jeg intet imod at bruge den som skoletaske, og hvis en flaske cola kun koster 8 kroner, så kan jeg kun sige "skam få den der tænker ilde derom!"

Men... Der er sgu noget helt særligt ved mærkevareketchup som Heinz og Beauvais - især Heinz.
Jeg ved godt at Beauvais produceres i Danmark, og jeg har prøvet at være patriotisk, men Heinz smager bare bedre. Undskyld...

#3 Konstant og forandring

Forskellen mellem den antikke europæiske filosofi i Grækenland, og den moderne filosofi, efter John Dewey. Den antikke filosofi så sin opgave som at finde de uforanderlige, konstante og absolutte fænomener, eller ting, mens den moderne filosofi ser det som sin opgave at finde så uforanderlige, konstante og absolutte processer som den overhovedet kan, for at hjælpe med praktisk videnskabelig analyse. Og også lidt om Kina...

Sokrates var verdens første troll, men fordi han levede før computeren blev opfundet, var han nødt til at finde folk på gaden, som han kunne være uenig med. Sokrates' troll-teknik var at han spillede dum, og bad folk forklare et forholdsvis simpelt begræb, som de fleste mener at de ved noget om, for ham, men når de svarede prikkede han så mange huller i begræbet han kunne, og sommetider tilbød han bedre forklaringer, mens han stadig spillede naiv, og spurgte om ikke dét ville være en bedre måde at sige det på?

I Platons udmærkede værk "Staten", der kan anbefales som en begynderbog for alle der er interesserede i filosofi, diskuterer Sokrates og hans venner på et tidspunkt faglærte, der har lært et håndværk. De bliver hurtigt enige om, at disse mennesker fortjener at indtage den laveste position i deres idealsamfund, fordi pottemageri, tømmerarbejde og så videre tilhører en lavere orden.

I Sokrates' hovede var det faglærte arbejde lavt, fordi det ikke beskæftigede sig med det evige, og uforanderlige, som f.eks. fornuften, filosofien, eller videnskaben.
Den antikke græske verden var kosmos, ikke kaos. Alt var ordnet efter en bestemt orden, og den orden skulle følges. Man var født til at udfylde en bestemt plads, verden var finit og man kunne lære alt at kende. For den antikke græker handlede filosofien om at finde frem til de mange evige og uforanderlige ting i verden. Grækerne troede på at der var en orden der styrede verden, og at man alene ved tankens kraft kunne finde frem til den, ligesom matematik.

Denne tankegang låste meget længe vesten fast intellektuelt, for hvis verden var finit og uforanderlig, så kunne ting kun opdages én gang, og når det var sket, så ville det kun være nødvendig at lære dem udenad fra ham der havde opdaget dem. Personen der havde opdagede tingene var multi-geniet Aristoteles, der undersøgte alt fra hvor mange tænder en hest har, over til den pantetoniske skala i musik:

Umiddelbart lyder det meget fornuftigt at ting kun kan opdages én gang, men denne forkerte tankegang som Aristoteles var en del af holdt ufrivilligt verden tilbage i tusindvis af år.
Man nedbrød langsomt idéen om den uforanderlige verden, til fordel for en verden hvor det eneste uforanderlige er forandringen. Det lyder måske paradoksalt, men det betyder kun at alt forandrer sig, men at det sker efter bestemte processer der kan observeres og analyserers, og som selv er evige. Videnskab handler ikke længere om at opdage ting, eller fænomener, men om at opdage processer. Hvordan dyr udvikler sig, stjerner fødes og kemi i hjernen interagerer. I Staten anbefaler Sokrates at man lader børn studere nattehimlen, fordi stjernebillederne hører blandt det evige, uforanderlige og ordnede kosmos. Det ved vi idag er forkert.

Sjovt nok startede kineserne i den anden pol, men endte som grækerne. Den mest populære af alle de kinesiske filosofier er Daoismen, der siger at sandheden er som vand: Du kan ikke forme en skål med dine hænder og holde sandheden i dem, fordi den er i evig forandring, og altid vil flyde ud mellem hænderne, eller som der står i bogen Daodejing af Lao Zi: "Den sandhed der kan fortælles er ikke den evige sandhed". Denne idé udtrykkes bedst i et af verdens mest genkendelige religiøse symboler, nemlig Taiji-symbolet ovenfor, der viser det "højeste ultimative" (på kinesisk Taiji) nemlig hvordan de to modsætninger Ying og Yang altid er i bevægelse.

Desværre er udenadslære en stor del af den kinesiske kultur, alene på grund af deres skriftsystem, hvor hvert "bogstav" er ét ord, så for at lære at læse kinesisk kræver det at man lærer så mange som halvtredstusind tegn udenad. Derfor blev det sådan at hvis man gerne ville anses for at være en lært mand i Kina, så lærte man de gamle vises værker udenad, så man kunne lære dem udenad, ligesom Maos Lille Røde.

Som Konfucius sagde: "Den der altid følger i andres fodspor kommer aldrig foran!"

#2 Ketchup! :D

Da jeg besluttede mig for at starte denne her blog, opstillede jeg nogle regler for mig selv, der desværre allerede nu har undergået revision. For det første ville jeg ikke skrive mere end hundrede indlæg, for hvis man skriver mere end hundrede indlæg på en blog, så kommer man alligevel ingen vegne med det. For det andet skulle den være tilgængelig, formidlende og underholdende, så andre end mig selv ville gide at læse den. Og for det tredje, skulle mindst hver andet indlæg være ikke-filosofisk, så jeg ikke ville få hovedpine af at skrive lortet, og andre ikke ville få hovedpine af at læse det.
Derfor skriver jeg nu om ketchup...

Ketchup er en fantastisk garniture, især når man ikke gider, eller kan lave mad - som f.eks. hvis man er en aleneboende ungkarl, som jeg selv. Ketchup smager altid godt, på næsten alting, og det er måske derfor ketchup idag er lidt ufin. Selvom det kræver langt flere ingredienser at lave ketchup, så er det som om pesto langsomt er blevet en lidt "finere" sovs at putte på ens smagløse, og sørgelige pasta. Lad mig være så ligefrem som mulig: Fuck pesto! Det smager som knuste basilikumtestikler i egen olie.

I de første to uger jeg boede alene bestod min kost af tre komponenter. Nøje afstemt.
For det første pasta. En god stabil bund for længerevarende mæthed. Det italienske svar på kartoflen, men uden den helt igennem ulækre smag af kartoffel. For det andet bacon. Baconens fedt og kød er nødvendig for at afstemme et godt måltid mod pastaens rigdom på kulhydrater, og desforuden så smager bacon pisse godt. For det tredje mine grøntsager - det handler jo om at leve sundt! - i tubeform.
Bacon, pasta og ketchup, er det ikke selve definitionen på et velafstemt aftensmåltid til at slutte dagen på?

Jeg bryder mig faktisk ikke synderligt om tomater, til manges overraskelse. Jeg tror det har noget med konsistensen at gøre. Den vandede gelatine minder mig om at bide ned i et øjenæble. Ikke fordi jeg nogensinde har prøvet det, men fordi selve tanken ikke tiltaler mig, så tiltaler tomater mig heller ikke, fordi det er lige netop den tanke jeg får når jeg spiser dem. Bortset fra når de er i ketchupform selvfølgelig.

Hvad er min ynglingsketchup?
- Måske afslører jeg det senere ;)

#1 Vi er alle filosoffer!

Det første spørgsmål jeg får kastet i hovedet når jeg fortæller folk at jeg studerer filosofi, er "hvad kan man bruge det til?", og selvom spørgsmålet er utroligt ignorant plejer jeg at smile overbærende, og svare noget i retning af "massere ting". Men det er ikke sådan jeg har tænkt mig at besvare spørgsmålet her. I stedet vil jeg besvare det ved at vise at vi alle er filosoffer, i varierende grad, og at man fortjener at blive leet spottende af, hvis ikke man har enorm respekt for filosofien. Let's begin... 

Da du vågnede imorges traf du et valg. Ikke et valg du var klar over, fordi det blev truffet ubevidst, af dine lunger, din lever, og dit hjerte. Og hvad jeg mener når jeg siger "hjerte", er ikke noget sentimentalt pladder, om at du "valgte at elske". Hvad jeg mener er at du, eller rettere dit ubevidste, eller dine organer, valgte at leve. Filosofi er den process at blive bevidst om hvorfor du traf dette valg, og hvorfor det er værd at leve, og endnu mere provokerende: Om det overhovedet er værd at leve?

Mennesket er det væsen på jorden der er mest bevidst om sin egen eksistens. Vi ved alle at vi en dag skal dø, og vi forliger os med det, enten ved at glemme det, eller ved at fortælle os selv at døden ikke er den ultimative ende på livet, og at der er mere bag gardinet når skuespillerne går om bag det - billedligt talt! Hvis vi ikke kunne dette ville frygten for at dø blive lammende, ganske som for gorillaen Quigley fra satirenyhedskanalen "The Onion":

Jeg vil ikke lyve. Jeg studerer ikke filosofi, fordi det er praktisk, på samme måde som datalogi, eller byplanlægning. Jeg studerer filosofi fordi jeg har en lammende, og altoverskyggende frygt for at dø. Når jeg tænker på det at dø, så bliver det pludseligt ligegyldigt om jeg har penge eller ej, den dag jeg ikke kommer til at vågne op og ubevidst sige "ja" til at livet er værd at leve. Den babylonske Talmud udtrykker det bedst: "Menneske, du begynder som en klat sæd, og ender som en klat ormelort" (frit citeret)

Citatet er ikke kun ren og skær pessimisme, det fortæller også at det vigtige i livet ikke er kroppen, og hvad du putter på den, eller i den. Det vigtige er dit sind, og de ord du efterlader dig når du er borte. Alt andet rådner væk, før eller siden. De gamle grækere havde et ordsprog, som ifølge legenderne stod skrevet over porten indtil templet i Delfi, hvor oraklet levede og arbejdede, nemlig: "Kend dig selv", og det er dér filosofi begynder, og i sidste ende ender. Når du strækker din hånd ud, og rører ved noget, så er det ikke det du rører ved du rører ved, bizart nok, så er det dig selv. Du er kun bevidst om den anden person fordi dine nerveceller reagerer og fortæller din hjerne at du rører ved noget. Hvis det var sådan at det var murens nerveceller, eller mere passende, din kærestes nerveceller, der fortalte dig at du rørte ved ham/hende/den/det, så ville det give mening at snakke om at du rørte ved "det andet", og ikke dig selv. Men sådan er det ikke. Du er din egen verden, og du er låst fast i den.

Filosofien er det tætteste vi kommer på at slippe ud af dette fængsel, og komme i kontakt med en eller anden form for virkelighed udenfor os selv. Ved at kende os selv, og blive bevidste, kan vi indrette os bedre i forhold til os selv og hinanden. Hvis vi ikke er bevidste om vores fejl og mangler, kan vi aldrig rette vores fejl, og hvis ikke vi bliver bevidste om at vi lever kan vi ikke begynde at rette de fejl og mangler der gør det utilfredsstillende for os at leve. Måske er det at vågne op, og blive bevidst en smertefuld oplevelse, men den er nødvendig. Igen fra "The Onion":

Set i lyset af alt dette, er det svært ikke at blive kynisk. Og det var netop det der skete for en gruppe grækere, der var så kyniske at selve ordet er opkaldt efter dem. Den ultimative kyniker var den berygtede Diogenes.
Han kom oprindeligt fra en græsk koloni i det nordlige Anatolien, vore dages Tyrkiet, ved navn Sinope, men han blev tvunget til at flygte til Athen, efter han blev landsforvist for at have slået mønter blandet med ikke-ædle metaller.
I Athen blev han kyniker. Ordet kyniker betyder oprindeligt "hundeagtig", fordi de oprindelige kynikere anså hunde for særligt "dydige", fordi de altid handlede i henhold til deres dyriske natur, uden at tage smålige hensyn. Netop Diogenes evne til ikke at tage smålige hensyn gør ham værd at huske, som den største af alle kynikere:
Det fortælles at Alexander efter at have erobret Athen besluttede sig for at gå en tur rundt i byen, for at se kulturens pulsåre, ikke ulig hvad Hitler gjorde efter at have erobret Paris.
Under sin gåtur fik Alexander pludseligt øje på Diogenes, der lå og rodede i en bunke halvrådne knogler.
- Hvad lever du?, spurgte Alexander forundret.
- Jeg leder efter din fars knogler, men jeg kan ikke se kende forskel mellem dem, og hans slaves knogler! Svarede Diogenes. Det kan være behjælpeligt at indskyde her, at Diogenes levede før trillebøren kom til Europa fra Kina, og derfor må vi antage at han enten altid gik baglæns, eller slyngede sine enorme boller over skulderen og gik rundt med sit skrotum som en bizar parodi på julemandens gavesæk! Manden han talte til var Alexander Grækenlands mægtigste mand, og verdens kommende erobrer. Han tabte ikke ét eneste af de slag han ledte, og han var streng nok til at tvangsgifte sine egne generaler med persiske kvinder.
I modsætning til hvad man skulle tro loppede Alexander ikke bare Diogenes hoved af, med ét sværdhug. I stedet spurgte han ham hvad han ønskede sig. Alexander ville give Diogenes alt: Sølv, guld og land.
Diogenes kiggede irriteret op på Alexander fra sin stinkende bunke knogler.
- Flyt dig, prettyboy, du skygger for solen!
Mens Alexander gik slukøret væk overhørte man ham sige: "Havde jeg ikke været Alexander, så ville jeg gerne have været Diogenes". Alexander, der ejede alt jordisk var misundelig på Diogenes, der var blevet bragt for retten i Athen fordi han havde onaneret offentligt, og til sit forsvar havde sagt, "Åh, hvis bare det var ligeså let at stille min sult ved at gnubbe på min mave!". Alexander var en helt, fordi han havde erobret alt jordisk, Diogenes var en helt fordi han overvundet det jordiske, og hverken frygtede eller elskede det, og af de to var det Diogenes der var den uovervindelige. En Amerikansk filosofilærers video om det samme:

Jeg er ikke nihilist, selvom det måske kunne se sådan ud, og jeg bliver det heller aldrig. Eksistentialismen indeholder mange nihilistiske elementer. Men der er ingen filosof der nogensinde vil kalde sig nihilist, fordi det alligevel ville være ligegyldigt, og ikke ville føre nogen steder hen. Nihilisme kan ikke løse nogen problemer, og kan ikke være relevant for nogen eller noget, fordi nihilismen pr. definition er den totale irrelevans.
Om den er rigtig, eller "sand" er for så vidt ligegyldig, for selv hvis den var ville den være "nihil" (ingenting). Jeg er heller ikke eksistentialist, for jeg har faktisk ikke helt besluttet mig for hvad jeg er, men jeg ved at vi alle har en intuitiv længsel mod at gøre vores liv så sand, ægte og virkeligt som muligt, og alene derfor kan livet ikke være "nihil".

Forestil dig en mand der siden sin tidligste barndom var blevet lagt i en "drømmemaskine", en maskine der automatisk simulerede et liv for ham, uden at han på nogen måde var bevidst om den verden der er udenfor maskinen. Lad os sige at maskinen simulerer en virkelighed der for de fleste af os vil være ønskværdig: I den simulerede verden er manden super hot, han er berømt, har ti koner der aldrig brokker sig, og to hundrede børn der aldrig skriger eller græder. Og ikke nok med det, mad feder ikke i den simulerede verden, skyer er lavet af candyfloss, og mange andre bizart lækre ting er virkelige i den simulerede verden.

Vi andre vil ikke have nogen grund til at have ondt af manden, hvis livet bare handler om penge, hurtige biler og smukke kvinder, men de fleste af os vil have en intuitiv aversion mod at leve det "liv" manden lever. Vi ved at der er en endnu mere virkelig virkelighed,  og selv hvis den er fyldt med død og lidelse vil vi foretrække den frem for et kunstigt Utopia.

Der findes mennesker der kravler ind i drømmemaskinen som voksne, og glemmer at slå illusionerne i stykker. De glemmer da de var børn, og første gang blev bevidste om dem selv og verden, og kunne spørge i timevis, indtil de til sidst fik en forklaring de ikke kunne forstå, eller besked på at holde kæft fordi den voksne alligevel ikke kendte svaret. Det er disse mennesker, der har glemt at de er født til at blive filosoffer, der når de møder en filosof spørger: "Hvad kan man bruge det til?"

Afsluttende bemærkning:

 I Dostojevskijs udmærkede roman, Idioten, er der en scene hvor en dødsdømt er på vej op mod skafottet. Alt går pludseligt langsommere omkring ham, og det er som om han ved et trylleslag er ti gange mere levende end han nogensinde har været før. Han lover sig selv at hvis han nogensinde overlever det her, vil han forsøge at leve resten af sit liv på samme måde: På tåspidserne, og så bevidst som overhovedet muligt.

I romanen bliver den dødsdømte benådet få sekunder før det er for sent - hvis ikke jeg nåede ind til dig, så håber jeg at du også bliver benådet før det er for sent!